Verden siden 1914

Sjette del — 1946-1959: Efterkrigstidens forlorne velstand og falske fred

„HVAD enten vi kan lide det eller ej, er vore dages verden et produkt af Hitler,“ skriver den prisbelønnede forfatter og journalist Sebastian Haffner. Han forklarer: „Uden Hitler, ingen deling af Tyskland og Europa; uden Hitler, ingen amerikanere og russere i Berlin; uden Hitler, intet Israel; uden Hitler, ingen afkolonisering, i det mindste ikke så hurtigt; ingen uafhængige asiatiske, arabiske og sorte afrikanske stater, og ingen tilbagegang i Europa.“

Men naturligvis traf også andre af datidens verdensledere afgørelser som skulle få vidtrækkende konsekvenser. For eksempel „fører de fleste nutidshistorikere den nuværende øst-vest-deling af Europa tilbage til de beslutninger de tre store traf [ved Teheran-konferencen i slutningen af 1943],“ skriver det canadiske tidsskrift Maclean’s, men påpeger derefter at den konference der i februar 1945 afholdtes i Jalta er den der „bedst huskes af mange historikere . . . som det møde hvor Stalin overlistede sine vestlige forhandlingspartnere og stjal et imperium. . . . Inden for nogle uger havde Stalins tropper befæstet og udvidet deres herredømme over Østeuropa. . . . Den varme krig nærmede sig sin afslutning, men den kolde krig var lige begyndt.“

Den kolde krig? Ja. Med dette udtryk beskrev Bernard Baruch, rådgiveren for USA’s præsident, i 1947 kappestriden mellem De Forenede Stater og Sovjetunionen. Det var en kold krig der udkæmpedes gennem politik, økonomi og propaganda.

Ved slutningen af den anden verdenskrig inddelte de allierede Tyskland i fire besættelseszoner. Frankrig, England og Amerika delte landets sydlige og vestlige områder imellem sig, mens Sovjet overtog den østlige del. Derved opstod der to ’Tysklande’, som siden har været delt af et usynligt jerntæppe.

Også Berlin blev opdelt i fire sektorer. Da den tidligere tyske hovedstad kom til at ligge i den sovjetiske besættelseszone, måtte forsyningerne til byens britiske, franske og amerikanske sektorer passere gennem den sovjetiske zone. Dette skabte problemer, og midt i 1948 blokerede russerne alle forbindelsesveje fra Vesten til Berlin. Vestmagterne reagerede ved at oprette en luftbro til transport af madvarer og brændsel. Berlinblokaden og luftbroen, der blev opretholdt i cirka elleve måneder, gjorde den kolde krig nogle grader koldere.

„Næsten fra den ene dag til den anden,“ skriver professor Alfred Grosser fra universitetet i Paris, „ændrede Berlin image. Fra at have været et symbol på preussisk militarisme og Hitlers diktatur, blev byen et symbol på frihed.“ Berlin er stadig et populært symbol, og både Østens og Vestens politikere bruger fra tid til anden byen som et påskud for at puste liv i den kolde krig.

Fem dage før den anden verdenskrig sluttede, erklærede Sovjetunionen Japan krig og gik fra nord ind i Korea, der var besat af Japan. Da Japan kapitulerede, enedes de allierede om at de japanske tropper nord for den 38. breddegrad skulle overgive sig til russerne, mens de der befandt sig syd for denne linje skulle overgive sig til amerikanerne. I 1950 udbrød der krig som følge af denne unaturlige deling af landet. Før krigen sluttede blev næsten 20 nationer militært involveret, og over 40 andre skaffede forsyninger af militært udstyr og andet. Den 27. juli 1953 indstilledes fjendtlighederne omsider efter at flere hundrede tusind mennesker var omkommet. Og til hvilken nytte? I dag, over 30 år senere, har man ikke fundet en endegyldig løsning på problemerne i Korea. Landet er stadig delt af et „bambustæppe“.

Den bibelske profet Daniel forudsagde at det ville komme til en sådan konfrontation mellem to symbolske konger. Den kolde krig har givet vore dages to supermagt-konger rig lejlighed til at mødes ved utallige konferencer for at ’tale løgn ved samme bord’. De har plejet deres nationale interesser, og samtidig har de haft forskellige sammenstød for personlig fordels skyld. — Daniel 11:27-45.

„Fødselen vel overstået“

Da den første atombombe var blevet bragt til sprængning i New Mexico, modtog USA’s præsident, Truman, følgende hemmelige budskab: „Fødselen vel overstået.“ Men det er nogle uregerlige og krævende „børn“ der er kommet til verden! De har styrtet både små og store lande ud i en militær oprustning uden fortilfælde og tvunget dem til at købe våben for penge som havde været bedre anvendt til mad og uddannelse til de nødlidende. De har fostret den yderst farlige idé at freden skulle kunne bevares gennem en terrorbalance. De har givet De Forenede Nationer god grund til at betragte enhver national eller international strid, hvor lille den end måtte være, som en mulig indledning til en altødelæggende kernekrig. De har gjort det nødvendigt at oprette alliancer som NATO (Nordatlantiske Traktats Organisation) i 1949 og Warszawa-pagten i 1955.

Faren for en verdensomspændende kernekrig — startet ved et uheld eller med overlæg — er vokset i takt med antallet af kernevåben. De har fået hele verdens befolkning til at ryste „på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord“. — Lukas 21:26.

Hvis det skud der i 1775 blev indledningen til USA’s uafhængighedskrig var „et skud der hørtes verden rundt“, som den amerikanske digter Ralph Waldo Emerson har kaldt det, så må den atombombesprængning der satte punktum for den anden verdenskrig i 1945, bestemt kunne kaldes ’et brag der hørtes verden rundt’.

The World Book Encyclopedia oplyser at der også kom andre „uregerlige børn“ til verden i efterkrigstiden. Under overskriften „Nye nationer opstår“ forklarer værket: „Efter den anden verdenskrig sank de enorme europæiske riger i grus, et efter et. Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland og de andre store kolonimagter var blevet svækkede efter deres tab under krigen. De kunne ikke længere fastholde deres kolonier med magt.“ Blandt de første kolonier der vandt uafhængighed var Indonesien, Filippinerne, Pakistan, Indien, Ceylon (nu Sri Lanka), Israel, Libyen, Tunesien og Ghana.

Ønsket om politisk uafhængighed er ikke mindre i dag, og det har siden 1945 resulteret i at mindst hundrede nye, uafhængige nationer er kommet til verden.

Kolonialismen havde sine ulemper, men det der har erstattet den er ikke nødvendigvis bedre. Journalisten Georgie Anne Geyer, der redigerer en spalte i flere aviser, skriver: „Kolonirigernes opløsning blev indledningen til en lang periode hvor mange af de nye nationer langsomt kørte i sænk, en periode der ofte bar præg af borgerkrig.“ Dette er blot endnu et bevis på at mennesker ikke er i stand til at styre selv. — Prædikeren 8:9; Jeremias 10:23.

En forloren og kostbar velstand

I 1945 var indbyggerne i det krigshærgede Europa og Asien i store vanskeligheder. En skønsom blanding af menneskekærlighed og egennytte fik de allierede til at gå sammen om at yde økonomisk hjælp til genopbygning af Europas udbombede industrier. Programmet blev kendt som Marshall-planen, og var opkaldt efter USA’s udenrigsminister, George Marshall, der havde fået ideen. Dette hjælp-til-selvhjælp-program var kostbart, men effektivt.

Den økonomiske og industrielle bedring var bemærkelsesværdig. Moderne fabrikker fyldt med tidssvarende udstyr hjalp de besejrede lande til at holde trit med eller endda overhale deres sejrende nabolande, der i mange tilfælde var tvunget til at nøjes med antikverede fabrikker og maskiner. I 1950’erne var det såkaldte økonomiske mirakel i fuld gang i Tyskland, og ved årtiets udgang havde Japan indledt et byggeprogram der skulle sætte landet i stand til at vinde en økonomisk sejr over store dele af verden.

I mellemtiden forsøgte også sejrherrerne at normalisere deres økonomi og indenrigspolitik. Det var yderst begrænset hvad der var blevet bygget af boliger og fremstillet af husholdningsprodukter under krigen, hvor alle fabrikker var omstillet til krigsproduktion. Der var nu et kolossalt marked for alt det folk så længe havde måttet undvære. Det betød arbejde til alle; for en tid var arbejdsløsheden ikke noget problem. Verden styrede nu mod en velstandsperiode som man ikke havde oplevet siden den store depression.

Men velstanden havde sin pris. Flere og flere mødre fik arbejde uden for hjemmet, og nogle børn blev derfor forsømt. Den højere levestandard gjorde det muligt for folk at dyrke flere fritidsinteresser — der ikke alle var lige sunde. I familierne begyndte man at se fjernsyn i stedet for at tale sammen. Familielivets sammenbrud førte til flere skilsmisser. Senere blev denne tendens til dels afværget ved at folk flyttede sammen i ’papirløse ægteskaber’. Hele denne udvikling var et udtryk for en voksende tendens til at man plejede sine egne interesser på bekostning af andres. Åndelige og moralske værdier der i forvejen var blevet rystet i deres grundvold af krigen, blev nu yderligere undermineret.

Sand fred og velstand

Betragtet under ét havde verdens religiøse organisationer ikke kunnet se noget forkert i at sende deres medlemmer ud for at nedslagte andre mennesker under den anden verdenskrig. Derfor kunne de heller ikke nu se noget forkert i at yde moralsk og fysisk støtte til den kolde krig, til politiske opstande og til såkaldte frihedskrige. Der var dog én bemærkelsesværdig undtagelse — Jehovas Vidner.

Jehovas Vidner bevarede deres kristne neutralitet både under den anden verdenskrig og i efterkrigstiden. Trods Hitlers forsøg på at udslette dem, voksede antallet af aktive Jehovas vidner i Tyskland fra mindre end 9000 i 1946 til over 52.000 i løbet af fem år. Mellem 1945 og 1959 voksede antallet af Jehovas vidner i hele verden fra 141.606 i 68 lande til 871.737 i 175 lande. Medlemmerne af mange andre trossamfund lå i stigende grad i krig med hinanden på grund af politiske og sociale stridspunkter, eller de var foruroliget over det faldende medlemstal i deres kirker, men Jehovas vidner nød i åndelig forstand sand fred og velstand.

Dette kom tydeligt til udtryk ved deres internationale stævne med temaet „Den guddommelige Vilje“ der i 1958 blev afholdt i New York. Ved et af programpunkterne nåede tilhørertallet op på over 250.000! I et af foredragene lød det: „Den blomstrende tilstand i det åndelige paradis forklarer den overvældende lykke blandt Jehovas vidner . . . Dette åndelige paradis genspejler Guds herlighed og er et vidnesbyrd om at hans rige er oprettet.“

Efterkrigstidens forlorne velstand og falske fred fremhævede denne ubestridelige kendsgerning: Kun Guds oprettede rige kan indføre sand fred og velstand. I „1960’erne — protestbevægelsernes periode“ skulle dette blive endnu mere åbenbart. Læs om dette i det næste nummer af Vågn op!

[Ramme på side 14]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

1946 — Ho Chi-Minh erklærer frihedskrig i Vietnam

1948 — Mohandas Gandhi myrdes

1950 — Opstande imod apartheid i Sydafrika

[Illustration på side 15]

Efterkrigstidens velstand skaffede mange familier et dejligt hjem og en ny bil

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts