Ofre belønnes med rige velsignelser

Min egen Lynette!

Jeg vil skrive et lille brev til dig for at takke dig fordi du har været sådan en sød og kærlig datter. Det vil blive svært for dig at undvære en mor, min ven, men andre vil hjælpe dig, og din far vil passe godt på dig. Hjælp dine små søstre — det ved jeg at du vil — og de vil støtte sig mere og mere til dig. Lille skat, jeg vil gerne sige tak for alt hvad du har gjort for mig og fordi du har været sådan en sød og lydig lille pige, der aldrig har givet mig grund til bekymring. Jeg beder til at Jehova vil huske mig og at vi alle vil mødes i den nye verden.

Mange kærlige hilsener fra din mor.

JEG var kun 13 år i januar 1963, da min mor døde af kræft. Cirka tre måneder før hun døde fortalte hun mig og mine små søstre hvilken vej det gik. Jeg var taknemmelig for at hun ikke prøvede at holde det hemmeligt hvor alvorligt syg hun var, men venligt forklarede os det og gjorde hvad hun kunne for at forberede os til de forandringer der skulle komme.

Mor lærte mig at lave mad, selv om hun lå i sengen, og jeg lavede alle måltiderne under hendes ledelse. Hun viste mig også hvordan jeg kunne sy på maskine, klippe familiens hår, smøre madpakker, og meget andet. Hun forklarede mig at jeg måtte bringe nogle ofre for at hjælpe mine små søstre når hun ikke længere var der.

Jeg kan huske at jeg undrede mig over hvor rolig og fattet mor var. Nu ved jeg at det skyldtes hendes urokkelige tro på opstandelsesløftet. Nogle få dage efter at hun var død gav far hver af os piger et brev som mor havde skrevet til os kort før hun døde. En del af hendes brev til mig er gengivet ovenfor. I kan sikkert forestille jer at jeg græd da jeg læste brevet, men det styrkede mig åndeligt trods min unge alder. Blot nogle få måneder senere indviede jeg mig til Jehova, og i august 1963 blev jeg døbt.

Jeg får tro

Mine forældre var blevet Jehovas vidner i 1956, året efter at vi var flyttet fra en lille gård med malkekvæg til byen Sydney i Australien. Desværre udviklede jeg en skeptisk og næsten ateistisk holdning på grund af den måde bibelhistorierne blev fortalt på i søndagsskolen. I tankerne havde jeg sat Bibelen i bås med eventyr og sagn som jeg vidste var usande. Jeg var endda begyndt at betragte Gud som et fantasifoster. Men Jehovas vidners oprigtighed gjorde efterhånden indtryk på mig, og jeg kom til at tænke på at hvis de og min mor troede på Gud og Bibelen, måtte der være noget om det.

Da jeg var elleve år begyndte menigheden at studere bogen „Ske din vilje på jorden“, der indeholder en vers-for-vers-gennemgang af en del af Daniels bog i Bibelen. Disse profetier og deres opfyldelse i alle detaljer gjorde et dybt indtryk på mig. Ved andre af menighedens møder blev det påvist at Bibelen stemmer overens med sand videnskab. Noget af min tvivl begyndte at forsvinde, og efterhånden fik jeg tro på Gud.

Andre ofre

Som mor havde sagt var det ikke altid let for mig, nu hvor jeg havde flere pligter i familien og måtte hjælpe mine to små søstre. En del af min egen ungdomstid gik med i købet. Det blev dog rigeligt opvejet af det usædvanlig nære forhold vi tre piger fik til hinanden, og af den stille tillid min far viste mig. Men senere skulle det blive nødvendigt for mig at bringe ofre af en anden slags.

I skoletiden begyndte jeg at holde meget af musik og skuespilkunst. Jeg er ud af en musikalsk familie, og vi børn spillede klaver, sang, dansede og lavede koncerter til vi var fuldstændig udmattede. Lige fra jeg var syv år havde jeg fået hovedroller i skolekomedierne. Lærerne tilskyndede mig til at søge optagelse på en teaterskole. Men jeg tænkte på teksten til en af Rigets sange: „Vi’ ham hvert talent, hver evne dag for dag.“ Derfor afviste jeg tanken, selv om det ikke var let.

Jeg kunne også godt lide at gå i skole og at læse, så jeg fik høje karakterer. Da jeg besluttede at bruge al min tid i forkyndelsen i stedet for at tage en universitetsuddannelse, blev jeg kaldt ind til skolens erhvervsvejleder. „Det er synd at så meget skal gå til spilde,“ sagde han da han prøvede at overtale mig til at læse til læge. Men jeg har aldrig fortrudt den beslutning jeg traf.

Efter at jeg var gået ud af skolen arbejdede jeg i halvandet år i en ny computerafdeling på et regeringskontor. Da jeg sagde op, fik jeg tilbudt en dobbelt så høj løn og en lederstilling i afdelingen. Det var et fristende tilbud, især for en 17-årig pige! Men jeg holdt fast ved min beslutning og begyndte i heltidstjenesten som almindelig pioner den l. juni 1966.

Nye opgaver

Det følgende år i april blev jeg udnævnt til specialpioner, og jeg var lykkelig over at få tildelt distrikt i min egen menighed i Sydney. Det gav mig mulighed for at være sammen med mine søstre lidt længere. Det var jeg taknemmelig for, da jeg håbede at kunne blive hos eller i nærheden af min familie indtil begge mine søstre var blevet gift.

I 1969 fik jeg tildelt distrikt i den nærliggende Peakhurst menighed sammen med Enid Bennett, der var min specialpionermakker i de næste syv år. To år senere flyttede min far ud for at tjene som ældste hvor behovet var stort, nemlig i den lille maleriske by Tumut, der ligger lidt sydvest for Sydney. Selskabet var så venligt også at tildele Enid og mig distrikt dér. På dette tidspunkt begyndte min yngste søster, Beverley, som pioner, og hun samarbejdede med os.

En dyb sorg

Det var omtrent på dette tidspunkt at den sørgeligste begivenhed i mit liv indtraf. Min søster Margaret og hendes forlovede blev udstødt af den kristne menighed. Det var en meget svær tid, for nu blev det usædvanlig stærke bånd der havde knyttet Margaret og mig til hinanden siden vores mor døde, skåret over. Jeg vidste at mor havde en tryg og sikker plads i Jehova Guds erindring, mens min søster — i det mindste for en tid — havde mistet Jehovas godkendelse. Jeg måtte anråbe Jehova om hjælp til at overvinde min fortvivlelse så jeg kunne tjene ham med glæde, og han besvarede mine bønner.

Vi måtte afskære enhver forbindelse med Margaret, og det satte vores loyalitet mod Jehovas ordning på en prøve. Det gav os alle i familien mulighed for at vise om vi virkelig troede at Jehova ved hvad der er bedst. Til vores store glæde blev Margaret og hendes mand genoptaget i menigheden knap to år senere. Vi var slet ikke klar over betydningen af at vi havde været standhaftige i forholdet til dem, men som Margaret senere fortalte mig:

„Hvis du, far eller Beverley havde taget let på vores udstødelse, er jeg helt sikker på at jeg ikke ville have taget skridt til at blive genoptaget så hurtigt som jeg gjorde. Det at jeg stod helt uden forbindelse med familien og uden særlig nær kontakt med menigheden gav mig et stærkt ønske om at angre. Mens jeg var alene gik det op for mig hvor forkerte mine handlinger havde været og hvor alvorligt det var at jeg havde vendt Jehova ryggen.“

Igen oplevede vi hvilken velsignelse det er når en hel familie sammen kan tjene Jehova. Hvor var vi taknemmelige for den glæde og lykke der blev resultatet af at vi loyalt havde fulgt Bibelens principper!

Ægteskab og rejsetjeneste

Senere mødte jeg Alan, der virkede som pioner og ældste i den kristne menighed. Vi blev gift i november 1975, et halvt år efter at min søster Beverley var blevet gift. Efter at vi i to år havde været pionerer blev vi i januar 1978 indbudt til at virke i rejsetjenesten, hvilket indebar at vi skulle besøge en ny menighed hver uge for at styrke menighedens medlemmer åndeligt. I kredstjenesten har vi både oplevet det sindige tempo i nogle af Queenslands byer i Australiens indre og den kosmopolitiske stemning i Melbourne og Sydney.

For mig var det noget af en udfordring at skulle leve i en kuffert og bo hos forskellige mennesker hver uge. Men så tænkte jeg ved mig selv: ’Jeg burde være taknemmelig for at vi overhovedet har kufferter og noget at fylde i dem. Mange mennesker har ikke engang dét.’ Det var heller ikke let for mig at måtte undvære min mand aften efter aften mens han varetog sine pligter i menighederne. Det trøstede mig at tænke på at mange andre kvinder også måtte undvære deres mænd, og at dét i de fleste tilfælde ikke var fordi deres mænd var optaget af tjenesten for Gud.

Men det største problem jeg har måttet kæmpe med er mit dårlige helbred. Lige siden jeg var barn har jeg tit haft ondt i halsen, smerter i muskler og led, problemer med bronkierne og et generelt dårligt helbred. Hverken læger eller naturlæger kunne finde årsagen.

Som årene gik blev disse symptomer værre, og desuden fik jeg konstante smerter i ryg og nakke, jeg frøs og var altid frygtelig træt, jeg havde udslæt, hævede kirtler, kvalme i tide og utide, og jeg fik blærebetændelse den ene gang efter den anden. Efterhånden troede jeg at den slags var en normal del af tilværelsen og at jeg bare måtte lære at leve med det; så jeg beklagede mig ikke.

Kort tid efter at vi havde fået tildelt vores første distrikt i kredstjenesten blev jeg endnu dårligere. Hver gang jeg gik i mere end en time begyndte jeg at bløde, og det fortsatte indtil jeg satte mig ned. Da vores plan krævede at jeg gik fra hus til hus cirka tre timer hver formiddag, tænkte jeg meget på hvordan jeg skulle klare det. Jeg fremlagde problemet for Jehova i bøn. Med hvilket resultat?

Hver eneste formiddag i tre måneder i træk blev jeg inviteret indenfor og fik lov at sidde ned! Da min lidelse ophørte, ophørte invitationerne også. Jeg er overbevist om at dette ikke blot er et tilfælde, for australiere inviterer normalt ikke folk de ikke kender indenfor.

Mit helbred bliver værre

Da jeg var i begyndelsen af 30’erne og havde virket i kredstjenesten i nogle år, blev mit helbred endnu dårligere. Det tog mig et par uger at komme over nogle få dages koncentration ved et stævne. Hvis jeg kom sent i seng bare en enkelt aften, kunne jeg mærke det i ugevis. At skulle ud i forkyndelsen en formiddag blev et uoverstigeligt problem for mig. Hver eneste dag var jeg udmattet allerede klokken 10 om formiddagen. Klokken 11 begyndte jeg at dirre indvendig og en mental tåge sænkede sig over mig. Ved middagstid kunne jeg ikke tænke på andet end at komme til at hvile mig. Og så lå hele eftermiddagen og truede foran mig! Andre syntes at kunne klare alle deres pligter med lethed og endda have energi tilovers. Hvorfor kunne jeg så ikke?

Jeg tabte mig til jeg vejede 42 kilo, og når jeg ikke lå i sengen med influenza følte jeg det som om jeg kunne blive syg hvornår det skulle være. Jeg kunne ikke sove en nat igennem — jeg vågnede mindst 20 gange på grund af vrøvl med blæren. Jeg ønskede mest af alt at falde i søvn for aldrig at vågne mere! Mange gange bønfaldt jeg Jehova: „Åh, Jehova, jeg ved at jeg ikke fortjener noget, men det eneste jeg ønsker er et godt helbred så jeg kan tjene dig. Vil du ikke nok hjælpe mig til at finde ud af hvad der er i vejen med mig? Og hvis ikke, så beder jeg dig om at du vil hjælpe mig til at holde ud.“

Jeg var fast besluttet på at jeg ikke ville opgive heltidstjenesten uden sværdslag. Derfor rettede jeg nogle specifikke anmodninger til Jehova. Først bad jeg ham om at vi måtte få en campingvogn, da jeg følte et fortvivlende behov for at vi kunne bo for os selv. Jeg sagde slet ikke noget til Alan om min bøn, men allerede ved det næste møde kom en broder hen til os og tilbød os sin campingvogn. Dernæst anmodede jeg Jehova om at vi måtte blive flyttet til et køligere område, og kort tid efter blev også denne bøn besvaret da vi fik tildelt en kreds i Sydney.

Det lyder utroligt, men før der var gået to måneder efter at vi var kommet til Sydney, var der en der gav mig en bog som netop beskrev mine symptomer! Og forbavsende nok var bogen skrevet af en læge der havde praksis i vores kreds. Efter mange undersøgelser erfarede jeg at jeg havde for lavt blodsukker, og at jeg var allergisk over for mange ting, deriblandt skimmelsvampe, gær, visse kemiske duftstoffer, katte, hunde og en hel del fødevarer.

Jeg blev behandlet af denne læge i otte trættende måneder indtil han havde sporet min fødevareallergi og jeg var symptomfri. Det er svært for mig at beskrive den store virkning dette havde på mit fysiske helbred og på hele mit livssyn. Jeg begyndte igen at finde glæde ved forkyndelsen og menighedsmøderne. Det var på en måde som om jeg var blevet oprejst fra de døde. Snart begyndte jeg at tage på, og de der ikke havde set mig i nogen tid var forbløffede over hvor meget jeg havde forandret mig.

Rige velsignelser

Det er nu 24 år siden mor døde, og det er utroligt så hurtigt tiden er gået. Jeg er taknemmelig for at jeg har tilbragt 21 af disse år i heltidstjenesten. Jeg har haft vanskeligheder at slås med, men hvis alt var gået glat havde jeg måske ikke fået nær så stor værdsættelse af Jehovas kærlighed.

Når jeg tænker tilbage synes jeg at de ofre jeg har bragt er ganske ubetydelige i sammenligning med de velsignelser jeg allerede har modtaget. Blandt disse velsignelser er et dyrebart forhold til mange kærlige venner, og især til min egen familie. Kort tid efter at Alan og jeg var begyndt i rejsetjenesten skrev min søster Margaret for eksempel dette kærlige brev til mig:

„Jeg vil gerne takke dig fordi du er den du er. Jeg tror ikke jeg har sagt dette her til dig før, og jeg er ked af det hvis jeg ikke har fået det sagt, men tak fordi du har gjort dit bedste for at opdrage Beverley og mig, og for at du har taget mors plads. I dag kan jeg se hvor meget kærlighed, hvor mange kræfter og hvor stor selvopofrelse det må have krævet af dig. Jeg har tit tænkt tilbage på de år og bedt til at du måtte blive velsignet. Og det ved jeg at du er blevet.“

Men endnu større velsignelser venter ude i fremtiden — især det vidunderlige håb om at de af vore kære der sover i døden vil få en opstandelse. Jeg får stadig tårer i øjnene når jeg læser mors afskedsbrev. Og ligesom hun, beder jeg om „at Jehova vil huske [hende] og at vi alle vil mødes i den nye verden“. — Fortalt af Lynette Sigg.

[Tekstcitat på side 13]

„Jeg vidste at mor havde en tryg og sikker plads i Jehova Guds erindring“

[Illustration på side 12]

Fra venstre: Lynette, Margaret og Beverley tre år før deres mor døde

[Illustration på side 15]

Lynette og hendes mand, Alan, der tjener i Australien