Tv-satellitternes mange nye tilbud
Tre ud af otte fjernsynsapparater i verden findes i De Forenede Stater. Det er derfor ikke overraskende at det var i dette land man begyndte at udnytte satellitternes mulighed for at sprede tv-programmer. Amerikanerne elsker deres 175 millioner fjernsynsapparater, og fjernsynskiggeri er deres foretrukne fritidsbeskæftigelse. Det er dog ikke kun i Amerika man finder ’tv-narkomaner’.
Frankrig har kun 19 millioner fjernsynsapparater, men også blandt franskmændene er det en yndlingsbeskæftigelse at se fjernsyn, hvilket de gør i endnu større omfang end amerikanerne. I Canada, hvor 97,3 procent af alle husstande har tv, ser man gennemsnitlig fjernsyn i 23,7 timer om ugen. I Japan har så godt som alle husstande farve-tv. Også i Vesttyskland er den foretrukne fritidsbeskæftigelse at se fjernsyn.
Her er en beretning om hvordan amerikanske forbrugere har reageret på de mange nye muligheder — muligheder som danske fjernseere nu også er ved at stifte bekendtskab med.
I LANDDISTRIKTER i Nordamerika møder der i disse år én et nyt syn. Snoede grusveje fører stadig op til gamle, hvidmalede træhuse, men i baghaven står der nu ofte en stor, skålformet antenne og peger mod himmelen som en besøgende fra det 21. århundrede. Og hvor er børnene der plejede at lege på vejen? De sidder inde og ser tv — satellit-tv.
Parabolantennernes tidsalder er over os. Indtil begyndelsen af 1987 anslog man at der alene i De Forenede Stater var blevet solgt 1.600.000 satellit-tv-systemer til hjemmebrug, og i Canada var tallet nået op på 175.000. De fleste anlæg befinder sig på landet, hvor den almindelige tv-modtagelse er dårlig, og hvor der ikke er kabel-tv. Men også i byerne er der flere og flere der modtager satellit-tv.
Hvorfor denne eksplosive udbredelse?
I 1986 blev der i De Forenede Stater solgt omkring 250.000 satellit-tv-systemer, der hver kostede fra under 1000 dollars til over 5000 dollars. Inden for de fleste virksomheder ville man betragte dette tal som imponerende, men 1986 var faktisk et ret stille år. Rekordåret for salg af parabolantenner var 1985, hvor der blev solgt 625.000, hvilket var omkring 40 procent af alle de antenner der i dag findes i USA. Hvis en amerikaner har parabolantenne er den, efter al sandsynlighed, mindre end to år gammel.
Der er to grundlæggende årsager til den eksplosive vækst der i øjeblikket foregår inden for satellit-tv-industrien, nemlig prisen og udbuddet af kanaler. Den samlede pris for et helt anlæg til hjemmebrug er nu på under 2500 dollars, og selv om det ikke er billigt kan forbrugeren ofte finde en måde at finansiere det på. Men hvad er det der får nogle til at bruge fem eller ti gange så meget på en tv-antenne som det koster at købe et helt nyt fjernsyn? Det er alle de mange tv-kanaler der findes i USA — mere end 100 forskellige. Antallet af de tv-programmer der tilbydes via satellit, overgår langt det antal man har mulighed for at modtage ved hjælp af almindelige tv-antenner eller selv gennem kabel-tv.
I De Forenede Stater var der i begyndelsen af 1987 8 kanaler på satellit-tv der udelukkende sendte spillefilm, 12 der sendte sportsudsendelser, 10 der sendte religiøse programmer, 14 der sendte undervisende programmer og udsendelser om kunst, 6 stationer der bragte nyheder og udsendelser om samfundsforhold. Desuden var der 9 kanaler der gjorde det muligt at foretage indkøb fra ens eget hjem, en kanal med vejrmeldinger og 12 kanaler der sendte programmer på fremmede sprog. Det Nationale Teknologiske Universitet tilbyder endog mere end 300 kurser via satellit! En radiotjeneste der bliver sendt via satellit omfatter også oplæsning for blinde, foruden alle tænkelige former for musik.
Men der er også fire ’forbudt for børn’-kanaler der sender pornografiske film, og andre kanaler der også sender spillefilm som mennesker med en bibeloplært samvittighed vil finde frastødende. „Uskyldige seere der måske har glædet sig til at se spillefilm og koncerter i deres egen stue, opdager i nogle tilfælde at der lukkes mere ind i deres hjem end de har regnet med eller ønsket,“ bemærker redaktøren af tv-stoffet ved en avis i Los Angeles.
Slut med at se gratis tv
Året 1986 vil af mange blive husket som et vendepunkt i satellit-tv’ets historie. Den 15. januar 1986 foretog den første spillefilmskanal en elektronisk omkodning af sine signaler, så de ikke kunne modtages af alle og enhver. Kabel-tv-selskaber der havde aftale om at bringe spillefilmene var i stand til at gøre dette ved brug af en dekoder, men almindelige ejere af parabolantenner fik kun sne på skærmen. Nu var det slut med at se gratis tv. Da man nåede 1987 havde yderligere 36 kanaler fulgt trop — heriblandt de største spillefilmskanaler samt kanaler med oplæsning for blinde. Ironisk nok havde kun én af de kanaler der sendte pornofilm kodet sine programmer.
Nu da kodede kanaler er blevet en kendsgerning har indehaverne af parabolantenner mulighed for at anskaffe sig eller leje udstyr der kan dekode signalerne fra rummet. Det populæreste af disse anlæg koster cirka det samme som et farvefjernsyn og er i stand til at dekode 15 af de 37 „sorte“ kanaler. Anlægget er indrettet sådan at det kun fungerer så længe man indbetaler et månedligt beløb for hver kanal. Disse afgifter løber meget nemt i vejret. Hvis en amerikansk parabolejer for eksempel ønsker at dekode alle kanaler, kan det komme til at koste ham helt op til 1000 dollars om året i afgifter! Og dette omfatter vel at mærke ikke køb eller leje af de forskellige dekodere der er nødvendige. Parabolejere håber at konkurrencen på markedet samt pakkeløsninger med dekodere til mange kanaler vil nedbringe omkostningerne. Men „de gode gamle dage“ hvor modtagelsen var gratis for disse fjernseere er helt klart forbi.
En mand fra Louisiana har skrevet: „Som så mange andre parabolejere har jeg ikke adgang til kabel-tv. Det ville jeg ønske at jeg havde, for så ville jeg ikke have behøvet at investere så meget i en parabolantenne! De der har kabel-tv skal kun betale et lille depositum for deres konverter for at modtage kabel-tv, og så betale for de ekstra ydelser de ønsker. Jeg måtte først købe en parabolantenne, og inden længe bliver jeg nødt til at købe en dekoder der sikkert vil være forældet på det tidspunkt jeg får den. Så bliver jeg nødt til at kassere den og anskaffe mig en ny dekoder.“
Dekodersystemet er højst sandsynlig hovedårsagen til faldet i salget af satellit-tv-systemer i 1986. Der er ikke megen mening i at bruge mange penge på en parabolantenne uden på forhånd at vide hvad det vil koste at bruge den om et år eller hvilke programmer man vil være i stand til at tage ned. Producenterne af satellit-tv-udstyr roser det nyindførte afgiftsfinansierede dekodersystem som en slags fredsaftale mellem parabolejerne og indehaverne af fjernsynskanalerne, men denne ros har en hul klang.
Faktisk er man allerede ved at udtænke såkaldte „black-box“-dekodere der illegalt vil være i stand til at modtage tv-signalerne selv om man ikke betaler den månedlige afgift. I sin udgave for januar 1987 skrev det amerikanske tidsskrift STV, der specielt henvender sig til satellit-tv-brugere: „Vi [parabolejere] vil blive sat i bås med tyve og pirater, benævnelser vi har arbejdet ihærdigt på at ryste af os.“
Er det prisen værd?
Her er nogle af de overvejelser amerikanske fjernseere gør sig i denne tid. Mange af dem bor i landdistrikter og kan ikke modtage et skarpt tv-billede. De har heller ikke adgang til kabel-tv. Måske bryder de sig ikke særlig meget om de programmer der udsendes via de almindelige tv-net og vil gerne kunne vælge mellem flere kanaler. Men inden de investerer i parabolantenneudstyr spekulerer de på om der er skjulte omkostninger, og på den usikre fremtid inden for området.
De har måske allerede tænkt over sagen, og er forberedt på at skulle bruge et beløb svarende til mellem ti og tredive tusind kroner på en parabolantenne og det tilhørende udstyr. De har også belavet sig på at betale de månedlige afgifter for at få dekodet de kanaler de ønsker at se. Desuden har de indstillet sig på at anbringe selve parabolantennen — der i USA normalt måler fra 2,4 til 3 meter i diameter — i deres have. De er også klar over at uanset hvilket tv-satellit-udstyr de køber, vil det kræve serviceeftersyn før eller siden. Hertil kommer at man må forberede sig på at der kan opstå skader på grund af storm, is og lynnedslag. Man må også være klar over faren for at kunne modtage umoralske programmer — udsendelser og film som man ikke har lyst til at gøre tilgængelige for nogen i sit hjem.
Nu står en del amerikanere — og folk i andre lande — med endnu et spørgsmål: „Har jeg virkelig tid til at se alle de programmer, eller vil de blot stjæle tid fra vigtigere gøremål, såsom at læse opbyggende litteratur, tilegne sig nyttige færdigheder og hjælpe mennesker der har hjælp behov?“
For 24 år siden bemærkede den amerikanske pædagog Robert M. Hutchins: „I min levetid er arbejdsugen blevet forkortet med en tredjedel, og den periode i livet hvor man arbejder er blevet afkortet i begge ender ved at børnearbejde er blevet forbudt, skoletiden forlænget og pensionsordninger indført. Men den tid som derved er blevet frigjort, er med næsten matematisk præcision blevet overført til fjernsynet. . . . Vi kan ikke sige at vi gør fornuftig brug af den fritid vi har i dag.“
Da Robert Hutchins i 1963 skrev disse ord var den allerførste synkrone kommunikationssatellit, Syncom 2, netop blevet opsendt. Det følgende år skulle Syncom 3 transmittere åbningsceremonien ved De Olympiske Lege i Tokyo til De Forenede Stater. Disse satellitter var forløberne for den store mængde yderst avanceret apparatur der i dag befinder sig i et geostationært kredsløb knap 36.000 kilometer over vore hoveder. De teknologiske fremskridt der er sket siden 1963 har været imponerende, men gør vi fornuftig brug af den fritid vi derved opnår?
De spørgsmål amerikanerne er stillet over for, og som vi her har beskrevet, gælder fjernseere i alle lande — også her i Danmark hvor der snart er mulighed for at modtage mange kanaler. Jo flere programmer der kan modtages, jo større er udfordringen til os: Kan det enkelte menneske selv styre hvad det vil se — eller er det fjernsynet der styrer mennesket? Hvem er det egentlig der har magten?
[Ramme/illustration på side 21]
Hvordan satellit-tv fungerer
Et satellit-tv-program begynder som et hvilket som helst andet tv-program i et fjernsynsstudie på en tv-station. Denne station er udstyret med en antenne der kan sende fjernsynssignalet til en satellit. Denne transmission opad kaldes uplink.
Den satellit der modtager signalet befinder sig i et særligt område på himmelen kaldet Clarkes bælte, hvilket er knap 36.000 kilometer over ækvator. Jo længere en satellit er fra jorden, des længere tid varer et enkelt kredsløb. Satellitter der kun befinder sig få hundrede kilometer fra jorden, kan foretage et kredsløb på 90 minutter eller deromkring. Men en satellit der befinder sig 35.900 kilometer oppe vil være 24 timer om at kredse rundt om jorden. Da jorden selv foretager en rotation i løbet af 24 timer, vil det se ud som om satellitten hænger ubevægelig i rummet. Et sådant kredsløb kaldes geostationært eller synkront. Det virker på samme måde som hvis satellitten sad på toppen af et radiotårn der var 35.900 kilometer højt — i dette tilfælde er der blot intet tårn.
Satellittens opgave er at sende tv-signalet tilbage til jorden. Signalet der sendes mod jorden, kaldet downlink, ligger på en frekvens der er en smule lavere og langt svagere end i tilfældet med uplink. De fleste satellitter sender faktisk kun med en styrke på omkring 5 til 12 watt pr. kanal, hvilket er langt mindre end en almindelig elektrisk pære bruger. Med dette svage signal er man i stand til at rundsprede over et område på størrelse med De Forenede Stater.
Men hvordan kan et så svagt signal opfanges på jorden? Ved hjælp af den skålformede indretning der kaldes en parabolantenne. Den er udformet så den kan samle alle de signaler der rammer den i ét punkt, næsten på samme måde som et forstørrelsesglas kan samle solens stråler. Egentlig er denne antenne en miniudgave af de avancerede radioteleskoper som videnskabsmænd gør brug af når de skal udforske fjerne galakser. Signalet samles ved hjælp af en bølgeleder. Herfra bliver signalet yderligere forstærket, og frekvensen sænkes så signalet via ledninger kan sendes til fjernsynsapparatet.
[Ramme på side 22]
Satellit-tv’ets historie
1945 — Sciencefiction-forfatteren Arthur C. Clarke fremsætter den tanke at en satellit der bliver anbragt knap 36.000 kilometer over ækvator, fra jorden vil forekomme at hænge stille i luften og vil kunne tilbagesende signaler opsendt fra jorden.
1954 — Amerikanske marineingeniører eksperimenterer med at bruge månen til at tilbagekaste radiosignaler. Det lykkes til sidst at transmittere signaler mellem Washington, D.C., og Hawaii via månen.
1955 — Den amerikanske ingeniør J. R. Pierce bringer en artikel i et ledende blad der analyserer flere forskellige satellit-relæsystemer og viser at man ved hjælp af en meget lille sendereffekt vil være i stand til at kommunikere mellem kontinenterne via satellitter.
1960 — Ecco I, en aluminiumsbeklædt ballon på 30 meter i diameter, sendes i kredsløb og anvendes til retransmission af radiosignaler.
1963 — Syncom 2 bliver som den første satellit sat i synkront kredsløb om jorden i det der i dag kaldes Clarkes bælte, knap 36.000 kilometer over ækvator.
1964 — Syncom 3 retransmitterer de første transoceaniske tv-signaler fra rummet; 11 lande enes om at danne et globalt satellitkommunikationsnet — Intelsat.
1965 — Intelsat I opsendes. Den indeholder kun én transponder, og er i stand til at sende ét tv-program eller 240 telefonsamtaler ad gangen; Sovjetunionen begynder at opsende sin Molniya-satellitserie, der ikke har geostationær placering men befinder sig i et kredsløb som gør det muligt at transmittere signaler til områder i det nordlige USSR der ikke er i stand til at modtage signaler fra satellitter i ækvatorbane.
1975 — Det første satellitbetjente kabel-tv begynder at sende.
1982 — Fremstillingen af udstyr hvormed private seere kan modtage satellit-tv tager sin begyndelse.