Vil Afrikas truede dyr overleve?
DET er morgen; alt er stille på den afrikanske savanne. En hanelefant går og græsser mellem buskene. Med snabelen griber den om små planter og skud, trækker dem op, ryster jorden af og putter dem i munden, hvorefter den gumler tilfreds — den er godt i gang med at sætte sin daglige ration på 136 kilo ’grøntfoder’ til livs. Selv om den ikke er sig sin alder bevidst, har den set ikke mindre end 40 år passere hen over disse græsklædte sletter, hvad dens kæmpemæssige stødtænder antyder. Den vil sikkert være i stand til at få afkom i yderligere ti år og derudover leve i måske endnu ti.
Pludselig bliver den stille morgenluft flænget af et skud.
Skuddet kommer fra en kraftig riffel, og kuglen trænger dybt ind i siden på den gamle hanelefant. Den udstøder et uhyggeligt skrig, vakler og forsøger forvirret at lunte bort — men der kommer flere kugler. Til sidst går den i knæ og falder om. En lille lastbil kører hurtigt op ved siden af elefanten, hvor den standser. En gruppe mænd springer af og giver sig til at arbejde koncentreret. De skærer elefantens hoved op så stødtænderne blotlægges i deres fulde længde helt op til roden i kraniet, hvorefter de hurtigt trækker dem ud. Få minutter senere er krybskytterne væk igen. Stilheden lægger sig atter over savannen. Den engang så statelige, gamle hanelefant er nu blot et kødbjerg på 6300 kilo der får lov at ligge og rådne.
Sørgeligt nok er dette langtfra et isoleret tilfælde. Man anslår at krybskytter hvert år dræber mellem 45.000 og 400.000 elefanter. Undersøgelser tyder på at det samlede antal afrikanske elefanter er svundet fra flere millioner til omkring 900.000 eksemplarer. Hvis krybskytteriet fortsætter med samme intensitet vil denne bestand blive halveret i løbet af de næste ti år. Efterhånden som de gamle hanelefanter bliver sjældnere skyder krybskytterne endog hunnerne og de yngre hanner.
Hvad skyldes dette myrderi? Det skyldes ganske enkelt at Afrika hvert år omsætter elfenben for 50 millioner dollars (over 300 millioner kroner), og at denne mulighed for at tjene penge tillige med den lette adgang til automatiske våben har gjort elefanten til et uimodståeligt mål for krybskytter.
Men det afrikanske næsehorn er endnu mere truet. På grund af intensiv jagt i forrige århundrede var antallet af næsehorn allerede for en generation siden faldet til omkring hundrede tusind. I dag er der kun en lille flok på 11.000 næsehorn tilbage. I årene mellem 1972 og 1978 blev der slået 2580 næsehorn ihjel om året. Mange biologer frygter at det afrikanske næsehorn vil være udryddet i år 2000.
Hvad skyldes denne nedslagtning? Også her spiller penge en væsentlig rolle. Næsehornets horn kan indbringe sælgeren mere end 11.000 dollars (70.000 kroner) pr. kilo. Det sælges i pulverform i hele Det Fjerne Østen, som medicin mod hovedpine og feber — skønt undersøgelser viser at det er fuldstændig virkningsløst. Et endnu større marked for disse horn findes i Nordyemen, hvor velhavende unge mænd betragter det som et statussymbol at eje en dolk med et skæfte fremstillet af hornet fra et næsehorn — skønt man lige så godt kunne anvende et kohorn til dette formål.
Højt oppe i de vulkanske bjerge i Rwanda og Zaire samt i Bwindi-skoven i Uganda lever de sidste bjerggorillaer der findes. De er så få at de er meget nær ved at uddø. I øjeblikket findes der kun cirka 400 fritlevende eksemplarer af disse gorillaer. Hvad er grunden? Jo, de bliver dræbt af krybskytter, alene for trofæets skyld. På det sorte marked kan et gorillahoved til at hænge på væggen indbringe helt op til 1200 dollars (8000 kroner) og en gorillahånd kan sælges for 600 dollars (4000 kroner), som askebæger!
Man frygter også at verdens hurtigste dyr på landjorden, geparden, er på randen af udslettelse. Der findes kun 20.000 fritlevende geparder tilbage. Forskerne gør yderligere opmærksom på at denne lille bestand er indavlet i farlig grad, hvilket har resulteret i en høj ungedødelighed blandt geparderne. Derfor er bestanden endnu mere sårbar når de egnede levesteder skrumper ind i omfang og antal.
Der er mange problemer forbundet med at sikre Afrikas dyreliv den nødvendige plads. Når en elefant for eksempel tramper igennem et mindre landbrug og måske tager for sig af væksterne, kan den snart udgøre en trussel mod landmandens eksistensgrundlag. Hvis man på den anden side samler for mange elefanter i en naturpark eller et reservat hvor de ikke ødelægger landmændenes afgrøder, kan de på grund af deres glubende appetit hurtigt omdanne skovene i området til græssletter. Eftersom elefanterne ikke kan bevæge sig andre steder hen, får skovene ikke en chance for at vokse til.
Miljø- og forstfolk har sammen med videnskabsmænd gjort sig bemærkelsesværdige anstrengelser for at løse alle disse problemer, og i nogle tilfælde har det allerede givet positive resultater. I Sydafrika, for eksempel, var bestanden af det hvide næsehorn faldet til omkring hundrede. Man tog effektive skridt til at beskytte dem, og nu er bestanden vokset til omkring 3000 dyr.
Men det er ikke kun det afrikanske næsehorn og det afrikanske dyreliv der er truet, det gælder dyrelivet i hele verden. De asiatiske elefanter og næsehorn er i endnu større fare for at blive udslettet end de afrikanske arter vi har omtalt her. Og hvad der er endnu mere foruroligende — undersøgelser viser at jorden bliver én dyreart fattigere hver eneste dag. En rapport har gjort opmærksom på at der frem til år 2000 vil forsvinde i gennemsnit én dyreart i timen!
Har vi råd til et sådant tab? Kan vi på nogen måde forsvare at sådanne ødelæggelser fortsætter blot for at vi kan få vore behov dækket, enten de er virkelige eller indbildte?