Er det tid at sige farvel?

I AFRIKA er en usædvanlig krig under optrapning. Det er ikke en strid om landegrænser, politiske idealer eller religiøse overbevisninger. I sammenligning med andre krige har den kun krævet få menneskeliv. Denne strid har imidlertid tiltrukket sig opmærksomhed fra lande over hele jorden. Det er krigen om elefanterne.

Krigen sætter park- og vildtopsynsmænd op imod krybskytter. Opsynsmændene bakkes op af loven, af deres regeringer og af dyreværnsfolk. Krybskytterne henter støtte i moderne våben og er drevet af nød og begærlighed. Elefanternes stødtænder er ensbetydende med penge, og ofte en rigdom som mange i de fattige lande knap nok har drømt om. Begge parter skyder for at dræbe. Men hvorfor være så bekymret for elefanterne? Er truslen mod dem virkelig så alvorlig?

Krybskytteri gør indhug i bestanden

Tænk over følgende: I 1930’erne levede der omkring ti millioner elefanter i Afrika. I 1979 var der 1,3 millioner tilbage. Nu, ti år senere, er der kun halvt så mange. Det anslås at der i dag kun er 625.000 afrikanske elefanter tilbage. Hvorfor så brat et fald? Det skyldes for en stor del krybskytteri. Denne gamle forbrydelse er i nyere tid vokset hastigt, hvilket ikke mindst skyldes teknologien.

Krybskytterne i Afrika var før i tiden stammefolk, bevæbnet med bue, pil og spyd, og de løb hurtigt væk når der kom en ubevæbnet opsynsmand. I dag er både opsynsmænd og krybskytter bevæbnede, de sidste som regel med de bedste våben. I kølvandet på mange års borgerkrig i Afrika er der et overskud af våben der er lettilgængelige for kriminelle elementer. I dag færdes krybskytterne i bander og jager elefanter med meget kraftige automatvåben. De kan i løbet af nogle få minutter nedlægge adskillige elefanter, få fat i deres stødtænder ved at skære forhovedet af med en motorsav og derefter fortsætte jagten. Med de stigende priser på elfenben kan krybskytterne tjene tusinder af dollars på én dag; ja, selv deres bærere kan tjene flere hundrede dollars. Som tidsskriftet U.S.News & World Report siger: „Der er ikke tale om lokale stammefolk men om udspekulerede, hensynsløse professionelle der driver en højrisikoforretning.“

Forretningen er gået alt for godt. Siden 1973 er elefantbestanden blevet mindsket med 85 procent i Kenya, 53 procent i Tanzania og 89 procent i Uganda. Hvert år bliver der skudt 70.000 afrikanske elefanter på grund af deres elfenben. Både Zimbabwe og Kenya har for nylig givet deres parkopsynsmænd lov til at skyde krybskytterne. Problemet er bare at krybskytterne besvarer ilden — og det med langt større ildkraft. De har helt uden skrupler dræbt både opsynsmænd og civile. I efteråret 1988 gik en bande krybskytter til angreb på en vagtstation, hvor de bandt og gennembankede opsynsmændene, hvorefter de dræbte parkens fem hvide næsehorn, de sidste af deres art i Kenyas parker. Krybskytterne tog selvfølgelig kun deres horn og efterlod de sjældne dyrs enorme kroppe så de kunne rådne op.

Hvorfor redde elefanterne?

Opsynsmændene sætter altså deres liv på spil i et forsøg på at forsvare elefanterne. I mellemtiden bestræber man sig på internationalt plan for at bremse udryddelsen af elefanterne. Hvis ikke det lykkes vil elefanterne efter al sandsynlighed forsvinde inden årtusindskiftet. Men mange tænker måske: ’Hvorfor al den ståhej over nogle elefanter?’ Når det kommer til stykket er det jo ikke første gang at en dyreart er blevet udryddet. Det er dinosaurerne jo et eksempel på. Så hvorfor bekymre sig om at elefanterne bliver udryddet?

For mange ligger svaret i selve den mesterligt designede majestætiske skabning. Enhver der har set en flok elefanter ude i den fri natur føler at det ville være et stort tab hvis de blev udryddet. Den måde de oplærer og beskytter deres unger på, deres snabels forbløffende behændighed, deres ærefrygtindgydende størrelse — alt sammen vidner det om at der findes en uforlignelig og vís Skaber.

Der er imidlertid flere grunde. Elefanterne spiller også en vigtig rolle i det økosystem de lever i. Elefanten er mere end nogen anden skabning, bortset fra mennesket, med til at forandre og forme sine omgivelser. Til forskel fra mennesket gør elefanterne omgivelserne mere beboelige for andre skabninger. Hvordan? Svaret ligger i deres glubende appetit. En elefant spiser omkring 140 kilo plantevækster om dagen!

I tætte jungler river elefanterne grene af og trækker små træer op, så der kan trænge mere lys ned gennem det tætte løvtag. Lyset stimulerer plantevæksten nede ved jorden, så der skabes føde til mindre dyr, lige fra skovbøfler og gorillaer til kratsvin. På de store afrikanske sletter eller savanner udfører elefanterne en lignende tjenesteydelse: Deres fouragering fremmer væksten af græsland og skovland, som forsyner en større variation af planteædende dyr med føde, lige fra giraffer og zebraer til gazeller og gnuer.

Denne komplicerede kæde af indbyrdes afhængighed er imidlertid sårbar. Hvis der bliver for få eller for mange elefanter i et bestemt område kan den blive ødelagt. Mennesket er skyld i begge dele — de udrydder elefanterne uden for parkerne og skaber pladsmangel i dem. Elefanternes skæbne illustrerer således hvor forskellige de menneskefrembragte udryddelser er: De er ikke en del af en større helhed eller hensigt. Tværtimod drives de af selviskhed, uden hensyntagen til konsekvenserne, hvilket er et yderligere vidnesbyrd om at ufuldkomne og selviske mennesker ikke kan styre denne klode.

Kampen for at redde dem

Der findes nogle som kæmper for at standse denne nedslagtning af elefanterne. Naturfredningsforeninger og en halv snes regeringer er ved at iværksætte et sidste fortvivlet forsøg på at beskytte elefanten. Men de er ikke alle enige om hvordan det skal gøres. Én forening har besluttet sig for ikke at søge at få den internationale handel med elfenben forbudt, da de mener at et sådant forbud kun vil tvinge trafikken med elfenben under jorden og derved gøre den endnu sværere at kontrollere. Når det kommer til stykket har det forbud der blev indført på handelen med næsehornets horn, ikke kunnet bremse næsehornets hastige vej mod udryddelse. Ikke desto mindre har flere naturfredningsforeninger i juni 1989 krævet at handelen med elfenben stoppes. Tre dage senere forbød De Forenede Staters præsident, George Bush, import af elfenben. Et verdensomspændende forbud mod handel med elfenben synes derfor nært forestående.

Én naturfredningsforening håber at kunne bevare i det mindste 200.000 til 300.000 elefanter, og til det formål har den udset sig en snes områder som naturreservater. Derved håber den at kunne dæmme op for handelen med elfenben ved at appellere til menneskets selviskhed, så lokalbefolkningen bliver overbevist om at elefanterne kan indbringe flere penge til deres område hvis man får bugt med krybskytterne. Det har i en vis grad vist sig virkningsfuldt.

Men hvis elefanternes overlevelse afhænger af menneskets egenkærlighed, hvor sikre er de så? Er det ikke netop menneskets selviskhed der truer dem? Når det kommer til stykket fortsætter den blomstrende handel med elfenben, alt imens disse store skabninger bliver ofret for at forsyne verden med signetringe, smykker og nipsting — hvoraf op imod 80 procent anslås at være fremstillet af ulovligt anskaffet elfenben. Den kenyanske regering har været nødt til at suspendere eller fyre omkring 50 park- og vildtopsynsmænd som efter sigende ikke har kunnet modstå fristelsen fra alle de mange penge og derfor hemmeligt har samarbejdet med krybskytterne. Hvem vil benægte at vi i denne generation har oplevet en selviskhed hvis lige man ikke tidligere har set? Efterhånden som menneskeheden bliver mere og mere egocentrisk, bliver verden også mere og mere usikker at leve i.

[Kildeangivelse på side 16, 17]

Med tilladelse af Clive Kihn