Et natligt møde i Tanzania
EFTER at vi havde overværet Jehovas Vidners internationale stævne i Kenya, begav vi os spændte af sted ind i Tanzania på en privat fotosafari.
Det første sted vi gjorde holdt var ved Lake Manyara National Park. Vi var forbløffede over at se et så varieret dyreliv — diadem-marekatte, impalaer, kafferbøfler, zebraer og flere andre arter. Forestil dig at du betaget iagttager en sø fyldt med flodheste. Ovre på den anden side er en giraf i færd med at æde, i græsset længere borte ser du en løve, og bagved igen en flok gnuer.
Efter at vi var ankommet til Ngorongoro-krateret, betalte vi for en guidet endagsudflugt ned i calderaen (et vulkankrater dannet ved indstyrtning) i en bil med firhjulstræk. En ujævn vej førte os fra kraterets rand cirka 600 meter ned til bunden. Hvilket syn! Dyrene var spredt ud over hele sletten. Flokke af gnuer flyttede sig som var de på vandring. Dyrelivet omfattede store bestande af zebraer, ko-antiloper, Thomsons gazeller og Grants gazeller. Et sted hvor vi stoppede op lagde en hanløve sig til hvile i skyggen af bilen, ligeglad med vores tilstedeværelse. Senere gjorde vi holdt for på afstand at betragte sorte næsehorn, og i nærheden så vi elefanter som åd af nogle træers løv. Da vi var på vej tilbage mod kraterets rand, genkaldte vi os mange af de imponerende dyr vi havde set. Var der nogen vi ikke havde set?
Ja, den afrikanske leopard. Men muligheden for at se et sådant dyr i den frie natur er næsten lig nul. Fotograf Erwin Bauer oplyser: „Netop fordi leoparden er så svær at finde, og endnu sværere at fotografere, efterstræber nogle turister den med en voldsom iver og flid. De fleste rejsende på en typisk safari ser end ikke et glimt af dyret. I løbet af mine femten safarirejser har jeg i alt kun set otte leoparder, og kun en enkelt så tæt på at man kunne tage et billede af den.“ — International Wildlife.
Ved mørkets frembrud var vi optaget af noget helt andet: På vores overnatningsplads var vores reservationer blevet annulleret, så vi måtte lede efter andre indkvarteringsmuligheder. Dette førte os i kulsort mørke ned ad en grusvej. Pludselig blev vi to på forsædet meget forskrækkede. Noget gyldenbrunt sprang lige ind i lyset fra forlygterne. Vi standsede øjeblikkeligt og snappede efter vejret af bare overraskelse.
Lige foran os stod en fuldvoksen leopard. Hvis nogen af dem på bagsædet følte at de gik glip af noget, gik det hurtigt over. Leoparden strøg over i højre side af vejen — og forholdt sig helt ubevægelig. Som den stod der i alles påsyn, i lyset af forlygterne, så det ud som om den tænkte ved sig selv: ’Hvad skal jeg nu gøre? Skal jeg angribe, eller vende ryggen til en ukendt fjende og flygte ind i krattet?’
Den der sad nærmest, en af vores venner, Adrian, var kun en meter fra dette smukke dyr der var ladet med energi. Mens han greb ud efter sit fuldautomatiske kamera hviskede han: „Hurtigt, ræk mig blitzen.“ Bagsædepassagererne hviskede advarende: „Vær helt stille.“ Kameraet var hurtigt indstillet og et billede blev taget. Men fordi blitzen gav genskær inde i bilen, mislykkedes billedet. Mens batterierne blev genopladet rullede Adrian ganske stille vinduet ned. Leoparden forblev inden for en afstand af en armslængde; halespidsen svirpede og øjnene glødede.
Netop som vi tog det andet billede, besluttede den sig. Den storslåede leopard sprang ind i underskoven og forsvandt. Alle i bilen var opstemte! Dette var en oplevelse som aldrig ville blive glemt — og én som guider senere fortalte os var utrolig sjælden. Heldigvis fik vi taget et billede der kan skærpe mindet om det natlige møde i Tanzania.