Et lille fyrværkeri af farver
DET var første gang jeg var i Californien, og det var min første dag i ørkenbyen Indian Wells. Jeg trådte ud i den solbeskinnede gårdhave, hvor blomsterne stod i fuldt flor; som jeg stod der, hørte jeg pludselig en høj summen og så noget jeg troede var et stort insekt flyve forbi mig.
Få øjeblikke efter opfangede jeg igen lyden og fik et glimt af noget der fløj forbi. Jeg troede at det var en særlig stor californisk bi der ikke ville have mig til at gå den i vejen. Jeg råbte til min vært: „Hvad var det der lige summede forbi mig?“ „Nå, det var bare en kolibri. De findes i hundredvis heromkring.“
Bare en kolibri! Alle mine sanser blev vakt — her var en skabning som jeg havde hørt om, men som jeg aldrig før havde set. Jeg så mig ransagende omkring og fik pludselig øje på den lille spirrevip, der med hastige vingeslag holdt sig svævende ud for en blomst. Den havde travlt med at fare omkring og stikke sit lange næb ned i den kostelige nektar der er dens vigtigste næringskilde.
Jeg stod som tryllebundet og iagttog kolibrien — dette lille fyrværkeri af farver — mens den holdt sig frit svævende og derefter fløj baglæns! Jeg var helt betaget. Under mine hjemlige himmelstrøg i Nordeuropa havde jeg aldrig set så smuk en fugl. Det var som at være vidne til et under. Fjerene spillede med metallisk glans i alle regnbuens farver — rødt, violet og grønt flød næsten sammen. Så smukt var synet at jeg måtte kalde på min kone så hun kunne se den enestående skabning.
Derefter skyndte jeg mig at hente mit fotografiapparat. I et hjørne af gårdspladsen fandtes der en klokkeformet fodringsautomat der lignede en rød blomst, og den indeholdt kunstig nektar — en svag sukkeropløsning. Jeg begyndte at bedømme den rette vinkel og belysning for at tage et godt billede, men der var for lidt lys i hjørnet, og jeg bad derfor min kone holde fodringsautomaten frem i udstrakt arm i sollyset. Hun stod stille, og lidt efter kom fuglen svirrende hen til hende og begyndte at flagre frem og tilbage mens den spiste sig mæt i den flydende kost. Efterhånden som den blev fortrolig med de nye omgivelser gav den sig endog til at undersøge min kones øre — måske fandtes der nektar dér!
Det var forunderligt og betagende for første gang i sit liv at se og høre en kolibri. Jeg tænkte: ’Hvor lærerigt! Uanset hvor i verden vi befinder os, bør vi aldrig tage vore egne, stedlige mirakler for givet.’ Og her havde min ven sagt „bare en kolibri“!
Kolibrien kontra helikopteren
Mens jeg iagttog kolibriens manøvrer kunne jeg ikke lade være med at tænke på at den menneskeskabte frembringelse der kommer kolibrien nærmest, er helikopteren. Og hvilken klodset indretning er den ikke i sammenligning!
Lige siden den dag for cirka fem år siden har jeg været fængslet af kolibriens skønhed og hensigtsmæssige konstruktion. Jeg har også øget min viden om disse små, mesterligt udtænkte energibundter. For eksempel findes der ifølge bogen Hummingbirds: Their Life and Behavior (Kolibriernes liv og adfærd) „cirka 338 arter og 116 slægter af familien Trochilidae, verdens mindste fugle“. Nogle er så små at de vejer mindre end en femøre og er på størrelse med en humlebi. De største er cirka 20 centimeter lange.
Men tilbage til sammenligningen med helikopteren. Jeg forhørte mig hos helikopterfirmaet Sikorsky for at finde ud af hvor mange omdrejninger en helikopters rotorblade foretager i minuttet. Svaret var: „Mellem 200 og 300.“ Og kolibrierne? Mens de svæver frit i luften præsterer nogle af dem 78 vingeslag i sekundet, eller 4680 vingeslag i minuttet!
Meget at lære
På visse sprog har man valgt nogle meget rammende navne til kolibrien. På portugisisk kaldes den beija flor, der betyder „den der kysser blomsterne“. Spanierne kalder den chupaflor, der betyder „blomstersugeren“. Italienerne benævner den enten colibrì eller uccello mosca, „fluefuglen“, på grund af dens ringe størrelse.
Har du set en vildtlevende kolibri dér hvor du bor? Den oplevelse er forbeholdt nord- og sydamerikanerne. Kolibrierne er udbredt fra Alaska gennem størstedelen af De Forenede Stater, Mexico, Caraibien og Sydamerika. Men hvad enten du har set en kolibri eller ej, kan du sikkert forestille dig hvor betagende det var for mig at se og høre den for første gang.
Overalt på jorden findes der forbløffende skabninger der hvad konstruktion og skønhed angår er rene vidundere. Selv dem vi regner for grimme røber at de har en fornuftbegavet ophavsmand. Men livet er alt for kort til at man kan sætte sig grundigt ind i alle væseners levevis. Det ville kræve flere års studium og iagttagelse blot at finde ud af alt hvad der er værd at vide om kolibrier. Og så er der nogle der siger at et evigt liv ville være kedeligt — selv med så meget at lære!
Jeg mindes et stykke poesi der i fortiden blev forfattet på hebraisk: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ (Salme 104:24) Intet under at salmisten, når han iagttog sådanne skabninger som „himmelens fugle“, følte sig bevæget til at tilføje: „Jehova, vor Herre, hvor majestætisk dit navn på hele jorden!“ — Salme 8:8, 9.
[Illustrationer på side 16]
I sammenligning med kolibriens skønhed og hensigtsmæssige konstruktion er helikopteren en klodset indretning
[Kildeangivelse]
Foto: G. C. Kelley
[Illustrationer på side 17]
Det er den eneste fugl der kan flyve baglæns
[Kildeangivelse]
Foto: G. C. Kelley
Nogle vejer ikke mere end en femøre
[Kildeangivelse]
D. Biggins/U.S. Fish & Wildlife Service
[Illustration på side 18]
Nogle kolibrier foretager 78 vingeslag i sekundet, mens en helikopters rotorblade kun foretager fire-fem omdrejninger i sekundet
[Kildeangivelse]
Foto: G. C. Kelley
[Kildeangivelse på side 15]
Foto: G. C. Kelley