Fuglen der kysser blomsterne — Watchtower ONLINE LIBRARY

Fuglen der kysser blomsterne

BRASILIANERE kalder den beija-flor — fuglen der kysser blomsterne. Dette navn passer meget godt til den rolle kolibrier har blandt blomsterne. Med tanke på fuglenes farverige fjerdragt kalder andre iagttagere disse små skabninger for „levende juveler“ og „vidunderlige brudstykker af regnbuen“ og giver forskellige arter smukke navne som rubinkolibri, glitrende smaragd og bronzehalet komet.

De flotte farver er mest synlige på de specielle fjer ved struben og på hankolibriernes isse. Deres fjer har flere lag luftfyldte celler der bryder lysbølgerne så der opstår en regnbue af farver, nogenlunde ligesom millioner af små sæbebobler kan gøre det.

I bogen Creature Comforts af Joan Ward-Harris findes en smuk beskrivelse af en kanelrød kolibri, der er almindelig i Nordamerika: „Hannen bærer sit smykke på halsen — den farvede strubeplet; den strækker sig fra kinderne ned under hagen til strube og bryst, ligesom en hagesmæk. Synet af den strålende plet tager næsten vejret fra en — fuglen virker dobbelt så stor som den er, og det ser bogstavelig talt ud som om der er ild i den.“ Idet den røde kolibri stryger af sted, changerer dens strubeplet i violet og smaragdgrøn eller måske endda i hele farvespektret. Men hvis den vender sig bort fra lyset, bliver pletten pludselig dyb fløjlssort.

Akrobatisk vidunder

Kolibrien er kendt for at være den dygtigste af alle luftakrobater. I et kort øjeblik svirrer fuglen på summende vinger som en sløret plet foran en blomst mens den drikker af dens nektar. Pludselig skyder den lille fyr sig så fremad, bagud, til siden eller endog med hovedet nedad med 50 til 70 — nogle siger 80 — vingeslag i sekundet! Efter sigende kan den nå op på en hastighed af 50 til 100 kilometer i timen og så pludselig stoppe brat op. Hvad sætter kolibrien i stand til at udføre sådanne kunststykker?

Hemmeligheden ligger i dens fantastisk udformede legemsdele. Veludviklede muskler der er fastgjort til et kraftigt brystben, udgør 25 til 30 procent af dens kropsvægt. Dens vinger, der er stive fra skulder til vingespids, gør det muligt for den at lave kraftfulde vingeslag i både opadgående og nedadgående retning, frem for blot nedadgående, som det er tilfældet hos andre fugle. På den måde giver begge vingeslag opdrift og fremdrift, og skulderleddet kan bevæges 180 grader. Der er ikke noget at sige til at vi fascineres af fuglens luftakrobatik!

Ville kolibrierne kunne bestå en udholdenhedsprøve? Helt sikkert. For eksempel trækker nogle røde kolibrier hvert år mere end 3000 kilometer mod nord fra deres vinterhjem i Mexico og helt op til Alaska. Uden frygt møder de farerne ved høje bjergpas, åbent hav og dårligt vejr.

Forslugen fugl

Kolibriernes kærlighedsaffære med blomsterne tjener et nyttigt formål, nemlig krydsbefrugtning. Men det der i virkeligheden trækker dem til, er nektaren. For at få brændstof nok til sin kolossale energiudfoldelse skal kolibrien daglig spise nektar, der er rig på kulhydrater, i en mængde der svarer til halvdelen (nogle siger det dobbelte) af dens vægt. Hvor meget mad ville det ikke svare til for et menneske!

Til forskel fra andre fugle går kolibrier sjældent på deres fødder. De indtager deres føde mens de flyver. Med næb der varierer i længde og form alt efter arten, vælger de blomster der specielt passer til dem. De supplerer deres nektarføde ved at fange frugtfluer og nippe bladlus af planter. Hvordan bærer fuglen sig ad med at få nektar?

Kolibriens sugerør er dens egen tunge. Joan Ward-Harris skriver: „En kolibris tunge er lang, smal, kløftet og let behåret på spidsen; den er slidset op i to rendeformede spidser, der tilsammen danner et rør som ved hjælp af kapillarvirkning suger nektaren op.“

Hvis man trækker kolibrier til ved hjælp af en foderautomat ved vinduet, vil man aldrig blive træt af den underholdning som disse fascinerende energibundter giver en. Man bør dog kun give fuglene mad hvis man er forberedt på at tage sig af dem gennem en hel sæson, for de vil være afhængige af den føde man giver dem, mens de opfostrer deres kuld i en nærliggende rede.

Parringsleg

Visse kolibriarter i Central- og Sydamerika tiltrækker deres mage ved at synge. Atthis ellioti fra Guatemala er den kolibri der har det mest melodiske tonefald. Og den hvidørede kolibris sang lyder som „en lille sølvklokkes blide klang“. De fleste arter er dog ikke udprægede sangfugle. De repeterer blot nogle få monotone, metalliske toner om og om igen, og andre gange brummer de med lukkede næb og udspilet strubeplet.

Nogle kolibrier laver en fantastisk luftopvisning når de udfører deres parringsleg. Det gælder eksempelvis den røde kolibri, der ligner en flammende streg når den suser ned fra stor højde til et sted lige over den iagttagende hun, og så — i sidste sekund — på svirrende vinger stiger til vejrs i en J-formet bevægelse. Hannen flyver i pendulbevægelser frem og tilbage i den nederste del af J’et, indtil den igen returnerer til det øverste punkt eller flyver af sted med sin nye mage. Dens vingeslag kan i løbet af denne opvisning komme op på to hundrede i sekundet!

Elegante hjem

Kolibriens rede er „en af de mest elegante konstruktioner i verden,“ påstår en iagttager. Joan Ward-Harris viser en Vågn op!-korrespondent en rede hun har fundet. Den er 4,5 cm bred og omkring 1 cm dyb og er bygget på en sådan måde at den giver sig efterhånden som de bittesmå unger bliver større. Det er betagende at holde reden — en lille dukkekop af blødt plantemateriale — i sin hule hånd. Rederne bliver også lavet af fine fjer der bindes sammen med spindelvæv. Inden i den lægger fuglene to til tre helt hvide æg, „der ligner perler på en snor“.

Når moderen mader sine unger, stikker hun sit næb langt ned i deres små halse og gylper den mad op som de har brug for. Sædvanligvis går der kun tre uger førend de flyvefærdige unger forlader reden alene for at søge efter føde og vokse op indtil deres indre ur sender dem ud på deres lange rejse mod mildere vintervejr.

Frygtløs

Et overraskende træk ved kolibrien er dens frygtløse natur. Man kan se dette når temperamenterne tilsyneladende kommer i kog i kampen om foderpladser eller territorier. I Sydamerika var en ørn trængt ind på et område hvor to purpurcoronetter ynglede, og man iagttog hvordan de frygtløst gik til angreb på denne fjende i Goliat-størrelse og var villige til om nødvendigt at tage kampen op. Men kolibrier mister nogle gange livet på grund af andre fjender, såsom slanger, frøer, spindelvæv, tornede planter og mennesker der samler på fugle.

Ikke desto mindre er der mange mennesker som holder meget af kolibrierne og ivrigt ser frem til deres tilbagevenden hver sæson når de genoptager deres målbevidste virke. Et nærmere studium af disse funklende juveler i skaberværket vil helt sikkert forøge din glæde over dem hvis du en dag ser dem kysse blomsterne i en have.

[Ramme/illustrationer på side 17]

Fakta om kolibrier

● Med 320 arter udgør kolibrier den næststørste fuglefamilie i den vestlige verden

● De er de mindste i fugleverdenen: Prinsesse Helenas pragtalf måler omkring 6 cm fra halespids til isse

● Den største kolibri er 22 cm i fuld længde og findes i den vestlige del af Sydamerika fra Ecuador til Chile

● De holder hovedsagelig til i ækvatorialzonen tværs over Sydamerika fra områder der ligger i niveau med havoverfladen, til steder i mere end 4500 meters højde. Derudover opholder de sig på visse øer i det Caribiske Hav og i Stillehavet

● I sommermånederne findes de så nordligt som i Alaska og så sydligt som Tierra del Fuego i Argentina

● Engang blev i millionvis slået ihjel for at fremskaffe pynt til brug i den europæiske modeindustri, og visse arter blev sandsynligvis udryddet

[Illustrationer]

Kæmpekolibri (naturlig størrelse)

Prinsesse Helenas pragtalf (naturlig størrelse)

[Kildeangivelser]

[Illustration på side 15]

Rød kolibri

[Kildeangivelse]

THE HUMMINGBIRD SOCIETY/Newark Delaware USA

[Illustration på side 15]

Prinsesse Helenas pragtalf (forstørret)

[Kildeangivelse]

[Illustration på side 15]

Haiti mango

[Kildeangivelse]

[Illustration på side 16]

Glaucis hirsuta

[Kildeangivelse]

[Illustration på side 16, 17]

Annas (forstørret)

[Kildeangivelse]

Patricia Meacham/Cornell Laboratory of Ornithology

[Illustration på side 17]

Rubinstrubehun med unger