Inkvisitionen i Mexico — Hvordan kunne det ske?

FORESTIL dig at du står foran en religiøs domstol der vil tvinge dig til at antage denne religions læresætninger. Du ved ikke hvem der anklager dig eller hvad du er anklaget for. I stedet for at blive oplyst om dette, bliver du tvunget til at give en grund til din arrestation, forklare hvad du tror anklagen går ud på og fortælle hvem anklageren er.

Tænk dig godt om inden du svarer — du kunne tilstå noget du ikke er anklaget for og gøre det værre for dig selv. Du kunne også komme til at kompromittere uskyldige personer.

Hvis du ikke tilstår, bliver du torteret — måske bliver store mængder vand hældt ned i halsen på dig, eller du bliver lagt på en pinebænk med hænder og fødder bundet, hvorefter grebet gradvis bliver strammet indtil smerten er uudholdelig. Din ejendom er allerede blevet konfiskeret af retten, og du vil sandsynligvis aldrig få den tilbage. Alt foretages i det skjulte. Hvis du kendes skyldig, bliver du landsforvist eller brændt levende.

Her i det 20. århundrede er det svært at forestille sig så forfærdende religiøse handlinger som disse. Men for nogle hundrede år siden fandt sådanne grusomheder sted i Mexico.

Den indfødte befolkning ’omvendes’

Da Mexico blev erobret af spanierne i det 16. århundrede, fandt der også en religiøs erobring sted. Den religiøse omvendelse var ikke meget andet end en udskiftning af traditioner og ritualer, eftersom kun få katolske præster interesserede sig for at undervise i Bibelen. De gjorde sig ikke den ulejlighed at lære de indfødtes sprog eller at undervise i latin, det sprog de religiøse doktriner var tilgængelige på.

Nogle mente at indianerne burde have en grundig religiøs oplæring. Men andre var af den samme opfattelse som munken Domingo de Betanzos. Ifølge Richard E. Greenleafs bog Zumárraga and the Mexican Inquisition „mente [Domingo de Betanzos] at indianeren skulle nægtes undervisning i latin for at han ikke derigennem skulle få øjnene op for hvor uvidende de gejstlige var“.

Inkvisitionen og de indfødte

Hvis de indfødte mexicanere ikke tog imod den nye religion, blev de betragtet som afgudsdyrkere og forfulgt på det grusomste. En mexicaner fik for eksempel offentligt hundrede piskeslag for at have tilbedt hedenske afgudsbilleder som han havde gravet ned under et af kristenhedens billeder, idet han foregav at tilbede det ’kristne’ billede.

Don Carlos Ometochtzin, høvding i Texcoco og barnebarn til aztekerkongen Netzahualcóyotl, angreb kirken verbalt. Greenleaf skriver at „Don Carlos især havde forsyndet sig mod kirken fordi han havde fortalt de indfødte om munkenes udsvævende liv“.

Da munken Juan de Zumárraga, datidens inkvisitor, hørte om dette, beordrede han Don Carlos arresteret. Anklaget for at være en „dogmatisk kætter“ blev Don Carlos brændt på bålet den 30. november 1539. Mange andre indfødte blev anklaget for at øve trolddom og blev straffet.

Inkvisitionen og de fremmede

Fremmede der boede i Mexico og som nægtede at antage den katolske tro, blev anklaget for at være kættere, lutheranere eller jøder. Den portugisiske Carvajal-familie er et eksempel på dette. De fleste i familien blev under inkvisitionen torteret under anklage for at praktisere jødedommen. En i familien fik følgende straf, der afspejler med hvilken grusomhed straffene udmåltes: „Førnævnte Doña Mariana de Carvajal dømmer [jeg] til . . . døden ved garotten [brugt til strangulering] og derefter at hun brændes i en flammende ild indtil hun bliver til aske og end ikke minderne om hende er tilbage.“ Og det var præcis hvad der skete.

Hver gang en fremmed var en trussel mod præsteskabets magt, blev han ført for retten. En mand ved navn Don Guillén Lombardo de Guzman blev anklaget for at ville frigøre Mexico. Men inkvisitionens begrundelse for hans arrestation og rettergang lød på at han var astrolog og sekterisk calvinistisk kætter. Under sit fængselsophold blev han sindssyg, og til sidst brændt levende på bålet den 6. november 1659.

Bogen Inquisition and Crimes af Don Artemio de Valle-Arizpe beskriver denne begivenhed: „De bandt de anklagede og fastgjorde dem til pælen med en jernkrave om halsen. . . . Troens hellige bål begyndte at brænde i en hvirvelvind af rødt og sort. Don Guillén . . . lod sig pludselig falde, hvorved kraven om hans hals strangulerede ham og hans krop forsvandt i flammernes forfærdende skær. Han forlod dette liv efter sytten års langsom og uophørlig pine i inkvisitionens dystre fængselsceller. Bålet døde lidt efter lidt ud, og flammernes buldren fortog sig. Da flammerne udsluktes, sås kun en lys bunke ulmende aske der glødede i natten.“

„Inkvisitionstribunalet“ etableres

Som allerede nævnt blev mange indfødte og fremmede i Mexico straffet, og nogle blev dræbt fordi de kritiserede eller nægtede at lade sig omvende til den nye religion. Dette medførte en inkvisition som munkene og senere biskopperne iværksatte. Den første storinkvisitor i Mexico, Don Pedro Moya de Contreras, kom fra Spanien i 1571 for officielt at oprette inkvisitionstribunalet. Dette dommersæde ophørte med at eksistere i 1820. Fra 1539 var der gået næsten tre hundrede år med pinsler, tortur og død for dem der ikke gik ind for den katolske tro.

Når en blev anklaget, blev han torteret indtil han tilstod. Retten forventede at han aflagde sine antikatolske gerninger og anerkendte kirkens lære. Den anklagede blev kun sat fri hvis han kunne bevise sin uskyld, hvis anklagen ikke kunne bevises eller hvis han til sidst tilstod og angrede. I det sidste tilfælde blev hans underskrevne erklæring om at han tog afstand fra sine forseelser og lovede at forbedre sig, læst højt. Under alle omstændigheder mistede han sin ejendom og skulle betale en anselig bøde. Hvis han blev kendt skyldig, blev han overgivet til de verdslige myndigheder for at blive straffet. Det endte som regel med at han blev brændt på bålet, enten levende eller efter at han kort forinden var blevet slået ihjel.

Til denne offentlige handling, hvor dommen over kætterne både skulle forkyndes og fuldbyrdes, blev der afholdt en stor autodafé. Gennem opråb i hele byen blev dagen og tidspunktet annonceret. På denne dag kom de anklagede ud af inkvisitionstribunalets fængsel klædt i en sambenito (en ærmeløs kappe), med et stearinlys i hånden, et reb om halsen og en coroza (en kegleformet hat) på hovedet. Efter at forbrydelserne mod den katolske tro var blevet oplæst, fik hver enkelt sin straf udmålt.

På denne måde blev mange dømt og straffet i religionens navn. Præsteskabets ondskab og intolerance var tydelig for folkemængden, der så ofrene brænde ihjel på bålet.

I modstrid med kristendommen

Jesus Kristus bemyndigede sine disciple til at omvende folk til den sande kristendom. Han gav dem befalingen: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

Jesus gav imidlertid aldrig udtryk for at folk skulle omvendes med magt. I stedet sagde han: „Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, dér skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder.“ (Mattæus 10:14) Disse menneskers endelige dom er overladt til den almægtige Gud, Jehova — det er ikke noget kristne skal blande sig i.

Der er derfor tydeligt at hver gang der har fundet en inkvisition sted, har det været i modstrid med de kristne principper.

I dag har befolkningen i Mexico religiøs frihed til at tilbede Gud på deres egen måde. Men århundrederne med den såkaldte Hellige Inkvisition forbliver et grusomt kapitel i den katolske kirkes historie i Mexico.