Verdensudstillingernes kamp for at overleve

VERDENSUDSTILLINGER har altid haft offentlighedens store interesse, måske fordi de har været med til at skabe øget samhandel. Men nogle spekulerer nu på om disse udstillinger vil kunne overleve. Hvorfor?

Det vil vi bedre kunne forstå hvis vi ser nærmere på disse udstillingers historie og formålet med dem, og samtidig betragter en nylig afholdt verdensudstilling.

Oprindelse og hensigt

Udstillingernes historie kan føres helt tilbage til tiden før Kristus, til religiøse fester og sammenkomster i Mellemøsten. Sådanne markeder gjorde det muligt for handelsmænd som for eksempel fønikierne at sælge varer i hele Middelhavsområdet.

Kommercielle udstillinger i lighed med dem vi kender i dag, tog deres begyndelse i middelalderen, i Europa. De fungerede som handelscentre for købmænd og andre. Oprindelig havde de en religiøs baggrund, hvilket blandt andet ses af det ord man på tysk og dansk også bruger om en sådan udstilling, nemlig ordet messe, der på tysk er afledt af det latinske missa. Dette ord hentyder til den religiøse messe, på dansk en afledning af kermesse, der var en årlig messe til minde om en kirkes indvielse hvortil der var knyttet et stort marked. (Nudansk Ordbog) Med tiden gled den religiøse baggrund ud af billedet, og hovedvægten blev lagt på det kommercielle.

At det forholdt sig således kunne man i 1851 se på udstillingen i Crystal Palace i London, der betragtes som den første egentlige verdensudstilling og derfor har tjent som mønster for de efterfølgende udstillinger. Hensigten med denne udstilling var „at gøre verden bekendt med britiske varer og fremstillingsprocesser, for derved at stimulere efterspørgselen“. Blev den en succes?

I The Encyclopedia Americana hedder det: „Det engelske folk lærte ikke alene om andre landes enestående kunsthåndværk og dygtighed, men de besøgende . . . fik et indgående kendskab til de engelske varers fortrin, også når det drejede sig om maskineri og fremstillingsmetoder. Der opstod øjeblikkelig en voldsom efterspørgsel efter britiske varer.“

Efterhånden som antallet af verdensudstillinger voksede, syntes det passende at organisere dem gennem et verdensråd. (Rammen på side 25 indeholder en ufuldstændig liste over nogle af de mest kendte verdensudstillinger.) I 1928 underskrev 35 lande en aftale i Paris om at „regulere hvor ofte og efter hvilket mønster verdensudstillingerne skulle organiseres“. I 1931 oprettedes der et særligt kontor, BIE (Bureau International des Expositions) der skulle føre tilsyn med udstillingerne.

EXPO 86: Verdensudstillingen i 1986

Den seneste verdensudstilling, EXPO 86, blev afholdt fra den 2. maj til den 13. oktober 1986 i Vancouver i Canada. Mere end 90 pavilloner lå spredt over et område på 70 hektarer, og 54 lande deltog. Temaet for EXPO 86 var „transport og kommunikation“ under følgende slogan: „En verden i bevægelse er en verden inden for rækkevidde.“ Udstillingens vartegn var en 17-etages geodætisk kuppel af rustfrit stål. Den indeholdt blandt andet en omnimaxbiograf med plads til 500 hvor der blev vist film på en kuppelformet skærm der var otte etager høj!

Sovjetunionen og De Forenede Stater udstillede deres rumfartøjer og satellitter for at vise hvad de havde udrettet inden for transport og kommunikation. Udstillingens tilløbsstykke var imidlertid den canadiske pavillon, der var anlagt ved Canada Place, en imponerende bygning til over én milliard kroner som efter planen skal være et „permanent regeringskompleks“. Den er bygget ved en anløbsbro i Vancouvers havn og ligner en mellemting mellem en luksusliner og et gigantisk femmasters sejlskib der er klar til at stikke til søs.

Da EXPO 86 var slut, blev Canada Place et verdenscenter for handel, hvilket det egner sig godt til. Indvendig er det lige så stort som to fodboldbaner. Det kan rumme en forsamling på 5000, indeholder 23 andre mødelokaler, og har et hotel med 500 værelser foruden selskabslokaler.

„Var det prisen værd?“

Da man efter at udstillingen er overstået stadig kan gøre brug af bygninger og andre konstruktioner, mener nogle at en verdensudstilling bestemt er prisen værd, uanset hvad den har kostet. De peger på de arbejdspladser den har skabt, den øgede turisme, skatteindtægterne, det nye transportsystem samt broer og motorveje der er blevet bygget foruden de mange biprodukter det har medført.

Mange roser den megen lødige familieunderholdning der findes ved en sådan udstilling. Ved EXPO 86 var der foruden de lærerige udstillinger i hver pavillon, en forlystelsespark, fire amfiteatre og biografer og mere end 43.000 former for gratis underholdning i form af dans og koncerter. Atmosfæren ved udstillingen fik en skribent til at udbryde: „Man føler sig godt tilpas bare ved at gå omkring.“ En af filmene der blev vist blev „indstillet til en Oscar som den bedste kortfilm“.

Men „var det virkelig prisen værd?“ lød spørgsmålet i en avisartikel. I en canadisk avis der den sidste dag for EXPO 86 skrev om regningerne på flere hundrede millioner dollars, hed det: „I morgen begynder tømmermændene.“

Gæld og omkostninger

„Verdensudstillingen sluttede med et underskud på 349 millioner dollars,“ skrev avisen The Toronto Star. Driftstabene i forbindelse med tidligere udstillinger kan ses i rammen på næste side. EXPO 86 var altså ingen undtagelse. Ganske vist blev den besøgt af over 22 millioner, hvilket var flere end man havde forventet. Og den nød en enestående gratis omtale over hele verden — 10.000 journalister fra 60 lande fik officiel tilladelse til at skrive om den. Forberedelserne havde varet otte år og omfattede blandt andet „en strålende verdensomfattende marketingskampagne“ for at øge salget. Men alligevel var der underskud.

Men ville udstillingen trods alt ikke give økonomien et skub fremad? „Provinsens anstrengte økonomi fik en indsprøjtning der minder om det skud en narkoman tager — kortvarigt og euforisk. Men den lovede internationale investering lader ikke til at blive til noget,“ hed det i en rapport. Arbejdsløsheden i området steg til samme niveau som før verdensudstillingen. Og skatteyderne er ikke færdige med at betale regningen.

Skønt en smuk bygning som Canada Place kan bruges fremover, vil den stadig kræve vedligeholdelse. Blot det at fjerne udstillingen fra bygningen kostede omkring 10 millioner dollars. Og vedligeholdelsesudgifterne er allerede løbet op i omkring 18 millioner dollars. Men der er andre faktorer der tyder på at verdensudstillingernes tid er ved at være forbi.

Andre faktorer

En skribent har bemærket: „Vi er begyndt at nære mistro til teknologien; vi betragter den i det mindste ikke længere med ærefrygt.“ Den vækker ikke længere næsegrus beundring.

Den canadiske videnskabsmand David Suzuki har om EXPO 86 sagt: „Trods de gyldne løfter om kunstig intelligens, rumfart og kernekraft, antydede [den] intet om de altoverskyggende militære konsekvenser af dette arbejde, den kolossale profit som privatindustrien høster, eller de miljømæssige og menneskelige omkostninger der vil blive en følge af de forestående forandringer.“

Nogle af de andre grunde der anføres som årsag til den manglende interesse for verdensudstillinger er: „De er ikke længere den industrielle verdens fikspunkter.“ „Verden lader sig ikke så let imponere i dag. . . . Folk . . . kan se alverdens vidundere i deres eget fjernsyn.“ „De mange verdensudstillinger der i løbet af de sidste få årtier er skudt op, har åbenbart gjort folk noget blaserte.“

Er der en fremtid for verdensudstillingerne?

’De mange særudstillinger og de mange fiaskoer, ikke mindst i USA, har ført til at man har taget ideen med verdensudstillinger op til fornyet overvejelse,’ har generalkommissæren for EXPO 86 udtalt. Det var tilmed før EXPO 86 begyndte.

Det faldende besøgstal ved mange af de nyere udstillinger har skabt bekymring blandt arrangører og sponsorer. Nu er Australien gået i gang med at forberede EXPO 88, der skal åbne den 30. april i Brisbane. Temaet for udstillingen vil være: „Fritid i teknologiens tidsalder“. Vil succesen fra EXPO 86 blive gentaget? Det vil tiden vise. Hvis verdensudstillingerne skal overleve er det indlysende at man må gøre noget for at tiltrække et større publikum og for at modvirke de store økonomiske underskud.

[Ramme/​illustration på side 25]

Nogle kendte verdensudstillinger

■ Verdensudstillingen i Chicago i 1893 blev besøgt af 27,5 millioner, og havde verdens første pariserhjul.

■ Verdensudstillingen i New York, 1939-40, med sin futuristiske Trylon og Perisphere der fremhævede temaet „Morgendagens verden“, blev besøgt af næsten 45 millioner.

■ En anden verdensudstilling i New York (1964-65) fremhævede sit tema „Fred gennem forståelse“ med sin Unisphere, en 53 meter høj rustfri stålglobus. Udstillingens udgifter oversteg dens indtægter med mere end 20 millioner dollars.

■ Man forventede at EXPO 67 (405 hektarer) i Montreal i Canada ville blive en stor succes, eftersom den blev besøgt af over 50 millioner og havde mere end 60 deltagerlande. Men man „stod tilbage med et underskud på 300 millioner dollars“.

■ Den 330 hektarer store verdensudstilling EXPO 70 i Osaka i Japan blev besøgt af 64.218.770. Denne udstilling gjorde sig bemærket ved at der var 77 deltagerlande, hvilket er rekord.

■ Knoxville i Tennessee, USA (1982); 11,1 million gæster.

■ New Orleans i USA (1984); 7,3 millioner så den, men den sluttede med et anslået underskud på 100 millioner dollars.

■ Tsukuba i Japan (102 hektarer) (1985); 20,3 millioner besøgende.

[Illustrationer på side 23]

Øverst: Unisphere, verdensudstillingen i New York, 1964-65

Til venstre: Atomium, Bruxelles, 1958

Nederst: Expo-centeret, Vancouver, 1986

[Illustrationer på side 24]

Indtryk fra EXPO 86, Vancouver

[Kildeangivelse på side 22]

Baggrundsfoto: Kongresbiblioteket