„Opdagelsernes tidsalder“ — Hvad er dens pris?
Af Vågn op!-korrespondent i Spanien
„SE HVAD jeg har fundet!“ råber den lille pige idet hun holder en smuk sommerfugl i sin hånd. Voksne kan også lide at fremvise de ting som de lige har opdaget.
Og hvad ville være bedre end at gøre det på et verdensmarked, en verdensudstilling? Fra 20. april til 12. oktober 1992 var Sevilla i den sydlige del af Spanien vært for dette århundredes sidste og største verdensudstilling — Expo ’92.
Temaet for Expo ’92 var „Opdagelsernes tidsalder“, så deltagerlandene bestræbte sig for at skildre deres rolle i menneskets opdagelser i både fortid og nutid. De besøgende havde en enestående mulighed for at opleve kogekunst, folklore, arkitektur og teknologi fra 111 af verdens lande.
I de senere år er man dog blevet opmærksom på en dyster side af opdagelserne. En uønsket bivirkning af mange af opdagelserne er ødelæggelsen af jordens følsomme miljø. Ligesom en lille pige kan komme til at skade sommerfuglens sarte vinger, sådan kan en uansvarlig brug af teknologien anrette ubodelig skade på vor planet.
Som Expo’92 Official Guide forklarede var målet ikke blot at „hylde menneskets evne til at gøre opdagelser“, men også at fremme den internationale solidaritet der er behov for i forbindelse med at beskytte vor følsomme planet.
„Hele verden på en ø“
Sevilla, værtsbyen, blev en rig by i opdagelsernes guldalder. Da Christopher Columbus skulle ud på sin anden store opdagelsesrejse sejlede han ud fra Sevilla. I det 16. århundrede blev det meste af guldet fra Nord- og Sydamerika bragt til Sevilla med spanske galeoner. De ædle metaller — der var den egentlige drivkraft hos mange af de tidlige opdagelsesrejsende — blev losset i Torre del Oro (Guldtårnet), en af byens mange seværdigheder.
På det seneste har det dog snarere været sådan at pengene i stedet for at tilstrømme Sevilla er blevet brugt og udbetalt herfra. I de sidste fem år er der blevet brugt ti milliarder dollars på at forberede den andalusiske storby til Expo ’92. Hvad er der kommet ud af alle de penge?
La Cartuja, en ø der er dannet ved aflejring i Guadalquivirfloden i udkanten af Sevilla, var hjemsted for et gammelt kloster og en forfalden porcelænsfabrik. Denne ø blev lavet om til en kæmpemæssig forlystelsespark med alléer, haver, kanaler, pergolaer og skinnende pavilloner — alt sammen forbundet med byen ved hjælp af smukke broer. Spaniens konge, Juan Carlos I, beskrev det nye La Cartuja som „hele verden på en ø, og en ø for hele verden“. Hvad var det så for en verden de besøgende på Expo ’92 opdagede?
Expo ’92 syntes at beskæftige sig lige så meget med kultur, kogekunst og underholdning som med teknologiske færdigheder. Forfatteren César Alonso skrev: „I Expo ’92 har vi bevæget os fra at være tilbedere af fremskridtet til en mere forsigtig holdning over for de videnskabelige og tekniske frembringelser.“ Desuden gav det rekordstore deltagerantal af mindre lande udstillingen et menneskeligt præg frem for et teknologisk.
De forskellige pavilloner gav dem der måske aldrig får mulighed for at besøge fremmede lande et indblik i disse landes skønhed, deres befolkning og historie. Dramatiske stammedanse fra New Zealand og Papua Ny Guinea konkurrerede med livlige russiske folkedanse, spanske sevillanas og smukke indonesiske rytmer om at fange tilhørernes opmærksomhed. Operaopførelser, fyrværkeri og gadegøgl var med til at skabe en festlig stemning.
Opdagelser fra fortid og nutid
Besøgende kunne se hvordan verden havde forandret sig i de sidste fem århundreder. En udstilling i La Cartujas restaurerede kloster viste hvordan tilværelsen formede sig i 1492 — ikke blot i Europa men også i Nord- og Sydamerika, Orienten og den islamiske verden. Dengang var disse fire verdensdele som kæmpemæssige øer afskåret fra hinanden af havene, af ørkener eller af mistillid.
Men først og fremmest sigtede Expo ’92 mod en forbedring af miljøet. Det var første gang naturbevarelse stod højt på dagsordenen ved en verdensudstilling. En tredimensional dokumentarfilm viste hvordan nye opdagelser, som for eksempel hullet i ozonlaget, har gjort opmærksom på at menneskets påfund truer vor planet. Miljøpavillonen behandlede problemet med hvordan man kæder økonomisk vækst sammen med naturbevarelse. Naturpavillonen, der rummede en lille model af Amazonområdets regnskov, understregede hvor sårbar denne uvurderlige skat er.
Som et af Europas største haveprojekter blev der plantet 30.000 træer og 300.000 buske på La Cartujaøen. Målet var at forskønne udstillingsområdet og formidle det budskab at opdagelser ikke bør føre til ødelæggelse af vort miljø. Røde og gule åkander kappedes med en raffineret kommunikationssatellit om opmærksomhed, mens jacarandatræer blomstrede under den obligate enskinnede jernbane, og vidtstrakte grønne plæner dækkede et kompliceret fiberoptisk kommunikationssystem.
Mange pavilloner illustrerede deres lands arkitektur og var iøjnefaldende enten i deres form eller ved de materialer de var bygget af. Den japanske pavillon hævdedes at være verdens største træbygning, mens den schweiziske var et smukt tårn bygget af papir. Marokko havde bygget et helt arabisk palads og De Forenede Arabiske Emirater et lille slot. Facaden på New Zealands pavillon var en klippe med vandfald og en livagtig flok skræppende havfugle, mens Indiens træpavillon øverst var smykket med en kæmpemæssig påfuglehale.
Varmen er altid et problem i den trykkende hede sommer i Sevilla. Arrangørerne forsøgte at løse problemet ad naturlig vej ved at bruge samme hævdvundne metode som fortidens mauriske indbyggere i Sevilla brugte for århundreder siden. Et væld af fontæner og kunstige skyer af små vanddråber var sammen med træer, buske og pergolaer med til at gøre heden mere udholdelig.
„Den største opdagelse i vor tid“
Før Columbus drog ud på sin første rejse boede han i det gamle kloster på La Cartuja. Hans rejse indvarslede den opdagelsernes tidsalder som verdensudstillingen fejrede. Men trods fem århundreders fremskridt på mange områder ser mennesket på fremtiden med stigende ængstelse. Kong Juan Carlos I påpegede at „kollektive forhåbninger og optimisme helt og holdent afhænger af dialog nationerne imellem, af gensidig forståelse“.
Af den grund forsøgte Expo ’92 at „udbrede et budskab om fred, godt naboskab og solidaritet mellem alle indbyggerne på vor . . . planet Jorden“ — bestemt ikke et let mål når man tænker på at verdens nationer konstant er splittede. Som den officielle guidebog siger: „En ny verdensorden baseret på disse principper ville helt sikkert være den største opdagelse i vor tid.“
[Illustration på side 17]
Sevillas berømte Torre del Oro (Guldtårnet) fra det 13. århundrede
[Illustration på side 18]
Åkander kappes med en udstillet kommunikationssatellit om opmærksomhed
[Illustration på side 18]
Den marokkanske pavillon gengiver stilen fra et maurisk palads