Nogle indtryk fra Japans Expo 70
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I JAPAN
„FREMSKRIDT OG HARMONI FOR MENNESKEHEDEN“ — disse ord danner tema for Expo 70. Udstillingens mål er at vise hvordan vestens fremskridt og østens harmoni tilsammen er nøglen til en lysere fremtid for menneskehedens verden. Lykkes det Expo 70 at bevise dette? Vi vil selv tage derhen og se efter.
På denne klare forårsmorgen kører vi i høj fart hele vejen rundt om de 330 hektarer der udgør udstillingsområdet Expo 70, og derefter parkerer vi blandt hundreder af andre biler på en rummelig parkeringsplads. Der er en time til åbningstid, men køen af ventende er allerede lang. Ved hovedindgangen rejser fremtidsfantasien „Soltårnet“ sig 60 meter i vejret.
Ved Sovjets pavillon er der allerede tre timers ventetid i køen, så vi fortsætter og går ind i Storbritanniens pavillon efter at have ventet i fem minutter. Dette er virkelig interessant, synes vi. En lang række film og lysbilleder beskriver i livligt tempo Storbritanniens liv og industri, kunst og historie. Her ser vi også videnskabens seneste fremskridt, sidste nyt i jetmotorer, luftpudefartøjer, opdagelser på det lægevidenskabelige felt, og meget mere.
Nu er der omkring 300.000 mennesker på udstillingsområdet. Alle vegne vrimler det med travle grupper af besøgende der bærer farverige skærfer og „Expohuer“. Der er dog ingen ventetid ved den brasilianske udstilling, som vi går igennem og hvor vi får en gratis kop kaffe. Derefter besøger vi Hawaiis pavillon, med dens sange og hula-hula-dansere. Der er heller ingen ventetid ved toiletterne, hvor vi til vores overraskelse hører dæmpet musik.
Ved den mexicanske pavillon tiltrækkes vi af et ensemble der fremfører livlig latinamerikansk musik og sang. En stor aztekisk solkalender danner begyndelsen til en levende skildring af Mexicos historie fra den aztekiske og katolske tid til nutiden. Den græske pavillon, det ligger lige i nærheden, bringer os igen et godt stykke tilbage i tiden før Kristus. Her findes en stor og enestående mosaik, fremdraget fra Pompejis ruiner, der viser Alexander den Store i kamp mod perseren Darius III ved Issos, i 333 f.v.t.
Den indiske pavillon er et storstilet forsøg på at beskrive Indiens oprindelse og historie, dets kamp for at bygge et moderne samfund. Der er en meget tydelig fremstilling af buddhismens historie, og vi får at vide at Buddha selv blev født så sent som i 544 f.v.t. På det tidspunkt var Bibelens hebraiske skrifter næsten færdigskrevet. På en tavle kan man læse buddhismens grundsætninger: „Da sagde Buddha: Det rette syn, den rette hensigt, den rette tale, de rette handlinger, den rette opførsel, den rette beskæftigelse, den rette stræben, den rette omtanke, den rette koncentration. Alt er forgængeligt.“ Vi funderer et øjeblik over hvordan „det rette“ kan være til nogen nytte hvis det er forgængeligt.
Men nu er det på tide at hvile vore trætte fødder.
Den japanske have og Japan
Vi spadserer det lille stykke vej hen til den japanske have der strækker sig over 26 hektarer. Her er søer og damme med fisk i mængde, her er iris- og lotusblomster, vandfald og bække, tehuse og små grupper af dværgtræer, og fra højttalere lyder fuglesang og kotospil (harpemusik) — alt dette er en herlig afveksling fra de andre sider af udstillingen Expo 70. Vi slapper af mens vi spiser den medbragte mad midt i Guds harmoniske skaberværk. Vi tænker på at menneskeheden ikke vil finde varige fremskridt i byer af stål og beton med al deres luft- og vandforurening, nej fremskridtet kommer først når den alvise Skaber i nær fremtid genindfører Paradiset på jorden på sin egen måde.
Da vi nu er udhvilede kan vi gå lidt videre, og vi går over til den japanske pavillon. Mens vi står i køen der bugter sig hen mod indgangen, har vi fyrre minutter til at betragte denne bygning der har kostet over 112 millioner kroner og er udstillingens dyreste og mest omdiskuterede bygning. Inde i bygningen er der en levende fremstilling af den japanske mytologi som den væver sig ind i den virkelige historie. Et frygtindgydende billede af det buddhistiske „helvede“ hvor ofrene vrider sig i uudholdelig smerte, minder os om Dantes „Inferno“ — det ser sandelig ud til at al falsk religion har fælles oprindelse!
Men snart kommer vi til det moderne Japan, og statistikkerne og det myldrende liv virker ganske overvældende. Denne skildring af hverdagens tummel og travlhed stemmer godt nok med virkeligheden, også den skov af TV-antenner man kan se — men kan dette kaldes fremskridt? Et cirkelformet teater giver et lille pusterum af harmoni og vi ser „Vor verden“ på atten filmslærreder der samtidig viser livet i Osaka og andre storbyer i hele verden. Vi ser en moderne gobelin med titlen „Glædens tårn“, der beskriver de store forhåbninger man nærer til fremtidens brug af atomkraft.
Vi kommer nu til højdepunktet, noget af det mest storslåede i Expo 70 — det store teater med et filmslærred der er 48 meter bredt; her vises farvefilmen „Japan og japanerne“. Med fremragende fototeknik har man indfanget Fujiyama, Japans højeste bjerg, i dets fire årstider og de omkringboende folks hverdagsliv. Vi ser gamle og unge, i skole og på arbejdsplads, i snestorm og under tyfoner; vi ser bjerget midt i træernes blomstringstid og på den årstid hvor mange bestiger bjerget — en tid hvor der ser ud til at være mere trængsel på bjergets top end der er nu på Expo 70!
Efter at vi har set flere af de nærliggende udstillinger der viser japansk teknologi, spiser vi en tidlig, men dyr, aftensmad. Derefter krydser vi udstillingsarealet med det rullende fortov.
Konkurrerende kæmper
Vi „står af“ ved den amerikanske pavillon, hvor vi må stå i kø i 35 minutter. Det er nu hen under aften, og her er ikke helt så mange mennesker mere. Den amerikanske udstillingsbygning er både flot og imponerende i sin konstruktion. Et kæmpemæssigt, ovalt tag, der næsten ikke rejser sig over jorden, er udspændt over hele det underjordiske udstillingsareal. Taget er konstrueret sådan at det bærer sig selv og ikke behøver at støttes af bærebjælker eller piller.
Den amerikanske udstilling begynder med at vise en udmærket serie af store sort-hvide fotografier udført af førende kunstnere, der skildrer livet i U.S.A. Vi fortsætter ind i sportens verden af præstationer og tempo, en afdeling der er indrettet med henblik på det sportsglade japanske publikum. Men rækken af de virkelig store seværdigheder begynder med de små Gemini-rumkabiner og de meget større Apollo-kabiner og slutter med et klippestykke fra månen, udstillet i en montre. Denne sten ser ikke anderledes ud end almindelige sten fra jorden, og vi spekulerer på om dette resultat af rumforskningen virkelig kan repræsentere et fremskridt der er milliarder af dollars værd.
Hvis der her har været nogen som helst antydning af håb om at Gud vil sørge for fremskridt, så har vi ikke lagt mærke til det. Eller er Gud måske blevet erstattet af sportsstjernen Babe Ruths uniform og en månesten?
Skal vi prøve igen om vi kan komme ind i den sovjetiske pavillon? Énskinnetoget fører os hurtigt over til den anden side af udstillingsarealet, og vi står snart under den tårnhøje rød-hvide bygning på hvis top et gyldent hammer-og-seglmærke rejser sig mod himmelen. Forbløffende nok varer det kun fem minutter før vi er inde. Fra begyndelsen er udstillingen historisk set meget interessant. Men snart bliver vi trætte af at se billeder af Lenin, Lenin og Lenin — det er tydeligt at han er sovjetborgernes øverste gud.
Vi bliver taget med til de store sovjetiske skovområder, og vi mindes om at mange nye byer fødes og kraftværker skyder op for at producere mere og mere elektricitet. Som højdepunktet på Sovjets udstilling ser vi nogle af de virkelige rumfartøjer, også nogle fra Soyuz-serien, og vi ser hvordan disse sammenkobles i rummet. Men i stedet for at se nogle figurer der ligner astronauter, ville vi meget hellere have truffet nogle af landets egne unge mennesker, hvilket ved de andre pavilloner havde været så glædelig en oplevelse.
Både den amerikanske og den sovjetiske udstilling giver indtryk af at fremtidens håb for fremskridt ligger i det ydre rum. Men er det rigtigt?
Gennem mange lande
En ny dag gryr, og vort første besøg gælder den bulgarske udstillingsbygning. Hvilken munter begyndelse på dagen! Vi bydes velkommen ved indgangen af et stort pigekor der iført nationaldragter synger noget der for os lyder som en livlig folkesang. Skønt vi hist og her mindes om at Bulgarien er et socialistisk land, finder vi alligevel denne skildring af folket og dets liv, landskabet, vingårdene og markerne, yderst fængslende.
På den anden side forekommer det os at den tjekkoslovakiske pavillon, der fremtræder smukt med sine glasvægge, lægger vægt på en næsten sygelig krigsfrygt. En tidligere besøgende har skrevet i gæstebogen ved udgangen: „Dette er en skrabet udstilling.“ Vi selv finder imidlertid mange interessante og oplysende enkeltheder i den tjekkiske finale, en film der beskriver hvordan tjekkisk glas og krystal fremstilles og benyttes.
Efter endnu en gang at have spist frokost i de dejlige omgivelser i den japanske have, går vi videre for at se de afrikanske udstillinger. Nogle af disse viser smukke, farverige panoramaer af vilde dyr og store skove, bjerge, floder og vandfald. Hvor er denne jord dog smuk i al sin variation når den ikke skæmmes af selviske ideologier og grådig udnyttelse! Men vi kan ikke gå med til påstanden om at det var i Tanzania at „de første mennesker fik livsånde for 1.750.000 år siden“.
Tyskland, Frankrig, Italien, Schweiz og andre lande har bemærkelsesværdige udstillinger der beskriver Europa, europæisk musik, underholdning, historie og naturskønhed. Vi vandrer igennem en newzealandsk regnskov hvor præstefugle og honningfugle synger, og i den canadiske pavillon er der fire teaterlignende udstillingshaller hvor vi præsenteres for Canadas „nye opdagelser“. Her har man været så forsynlig at opsætte bænke så vi kan sidde ned mens vi venter på gruppevis at komme ind i det pyramideformede spejlpalads. Der er heldigvis også siddepladser i hvert af „teatrene“, og forestillingen er meget imponerende og oplysende, . . . indtil den munder ud i ti nerveopslidende minutter med skrigende, hæs, psykedelisk beatmusik — dette er tilsyneladende den „nye opdagelse“ for fremtidens Canada. Kan dette kaldes harmoni? Er det fremskridt?
Vi ser på fremtiden
Vi vil gerne se nogle flere af de japanske udstillinger, men de lange køer indbyder ikke dertil. Det lykkes os dog at komme forbi en bambusplantage og ind i firmaet Matsushita Electrics bygning; dette firma solgte sidste år 1.300.000 farvefjernsyn. På denne udstilling fremvises en såkaldt „tidskapsel“ af metal, der indeholder en fuldstændig beretning om vor tid og skal begraves femten meter under jorden ved Osakaborgen, efter at Expo 70 er lukket. Kapslen skal indeholde beklædningsgenstande, husgeråd, historiske optegnelser og også et lydbånd hvorpå man blandt andet har indspillet lyden af en vrinskende hest og en øffende gris. Kapslen skal ikke åbnes før om 5000 år. Ideen er ny, men vil „tidskapslen“ mon interessere nogen om 5000 år?
Fuji-koncernens udstillingshal ligner en kæmpestor, orangefarvet prærievogn. En widescreen-film som man viser her betragter de disharmoniske sider af menneskelivet fra vuggen til graven — modsigelser, raceskel og nationale skel, grusomhed og fortvivlelse. Alt dette får os til at spørge: Hvor findes der håb om fremskridt og harmoni blandt mennesker her på jorden? Der er også andre der reagerer stærkt, for vi hører en forbipasserende japansk student bemærke: „Fremskridt og harmoni — det er jo lige det stik modsatte!“
Det vi har set på to dage er kun en del af hele udstillingsarealet, skønt en interessant og tankevækkende del. Endnu en gang glæder vi os over de rolige omgivelser i den japanske have.
Expo 70 er et storslået skue. Udstillingen er kolossalt stor. Det er oplysende og belærende at se jordens folk, deres miljø og deres arbejde. Expo 70 understreger menneskets desperate behov for fremskridt og harmoni. Men kan denne udstilling vise hvordan man når disse idealer? Den opgave er for enorm, selv for Japans enorme Expo 70.
[Illustration på side 8]
Soltårnet, symbol for Expo 70