Gamle jernbaner som stadig har dampen oppe

T-U-U-T! En dampfløjte bryder den landlige ro her i det sydengelske grevskab Sussex. Hssssch! Tøf-tøf-tøf! lyder det så. Og ud af en nærliggende remise glider en mekanisk kæmpe, indhyllet i et slør af damp.

Nej, jeg drømmer ikke. Vi er i 1980’erne. Jeg skal med tog fra Sheffield Park til Horsted Keynes, der ligger syv kilometer længere mod nord. Og toget skal trækkes af et damplokomotiv!

Hvorfor er damplokomotiver så spændende?

Brugen af damplokomotiver var på sit højeste for cirka 50 år siden. Nu er de fleste lande gået over til at bruge elektricitet eller diesel. Men damplokomotiverne virker stadig fascinerende, og ifølge bogen Railways for Pleasure har England flere jernbaneentusiaster pr. indbygger end noget som helst andet land i verden. Der skønnes at være fire millioner mænd, kvinder og børn som „har mere end forbigående interesse for jernbaner, og især for damplokomotiver“. Hvad er grunden til dette?

Lige siden Richard Trevithick (1771-1833) fra Cornwall i England begyndte at udnytte dampkraft til varetransport har ivrige tilhængere af dampen som trækkraft betragtet lokomotivet som „en af de smukkeste og mest romantiske maskiner der nogen sinde er bygget“ og „det mest stemningsfulde mennesket har opfundet“. Damplokomotiver „begejstrer i lige så høj grad menigmand som fagfolk“. Lige siden de engelske jernbaners barndom, dengang linjen fra Stockton til Darlington i 1825 åbnede med George Stephensons lokomotiv der havde navnet Locomotion, har der været entusiaster som rejste med damplokomotiv „udelukkende for fornøjelsens skyld“. Men hvad er det der gør nogle så begejstrede for et transportmiddel som andre blot betragter som forældet?

For dem der er gamle nok til at huske dengang man brugte damplokomotiver for alvor, spiller nostalgien en vis rolle. For dem der ikke er gamle nok til at huske den tid, er det spændingen ved det at blive trukket af en af disse larmende kæmper fra verden af i går. I forordet til bogen Symphony in Steam erklærer O. S. Nock at den store interesse for damplokomotiver hænger sammen med „menneskets iboende sentimentalitet“. Tidsskriftet Railway World giver udtryk for samme opfattelse, og beskriver den almindelige jernbaneentusiast som „en uhelbredelig romantiker“. Hvad er det da der virker så dragende? „Man kan se og føle et damplokomotivs kraft og styrke,“ forklarer en entusiast. „Det virker næsten som en levende organisme.“ En anden erklærer: „For mit vedkommende er det lugten.“

Damplokomotivernes bevarelse

I august 1968 sagde De Britiske Statsbaner endeligt farvel til brugen af damplokomotiver. Deres udnyttelse af brændstoffet er sjældent på over seks procent, og de blev udskiftet med mere effektive lokomotiver. De remiser der husede de berømte damplokomotiver var blevet forældede. Hundreder af lokomotiver blev solgt som gammelt jern, og som „race“ betragtet var de tæt på at uddø. Men jernbaneplanlæggerne havde ikke taget højde for entusiasterne og deres lidenskabelige interesse for disse tog. Ifølge skribenten Brian Hollingsworth drejede det sig om mennesker „hvis sorg over deres elskede togs forsvinden gav dem den idé at søge at bevare noget af denne stemning fra gamle dage“. Hvordan greb de opgaven an?

Nogle købte nedlagte lokomotivremiser. I Carnforth i det nordlige England er der i forbindelse med en sådan remise oprettet et museum for damplokomotiver; det dækker et areal på 15 hektarer. Forskellige damplokomotiver, som alle er funktionsdygtige, bliver på skift spændt for jernbanevogne og kører en kort tur inden for området til stor fornøjelse for besøgende. Men målet for Englands mange ’foreninger til jernbanernes bevarelse’ er at give passagerer den oplevelse at køre med et sådant tog ad nogle af de strækninger som lokomotiverne oprindelig tilbagelagde ude i landskabet.

Entusiasternes opmærksomhed blev henledt på et sted i det sydlige Wales hvor en produkthandler havde oplagsplads. Ifølge avisen The Sunday Telegraph blev dette til „et Mekka for damp-fans“. I 1983 var en fjerdedel af de 400 lokomotiver der oprindelig var blevet solgt som gammelt jern, blevet reddet med henblik på bevarelse. Tidsskriftet Steam Railway fortæller: „Den indsats der i de senere år er gjort for at redde lokomotiverne på produkthandlerens oplagsplads i Barry har måske ikke længere nyhedens interesse for offentligheden, men arbejdet fortsætter.“ Dette bekræftes af meddelelsen om at der i september 1985 kun var 30 lokomotiver tilbage, hvoraf „alle undtagen ét har en potentiel køber“.

Det er hverken let eller billigt at istandsætte et damplokomotiv. Da selve lokomotivet koster omkring 100.000 kroner, er det kun få enkeltpersoner der har råd til at købe deres eget lokomotiv. Dertil kommer udgiften til restaureringen, som let kan beløbe sig til omkring 200.000 kroner. Men det afskrækker ikke entusiaster fra at slå sig sammen i grupper, opkøbe lokomotiver og arbejde i deres fritid på at restaurere dem. Indtil 1983 havde man genopbygget omkring tusind damplokomotiver, med det formål at gøre dem køredygtige. De cirka et hundrede ’foreninger til jernbanernes bevarelse’ der findes i England, ejer nu 369 kilometer jernbanelinje. „Bluebell Railway“ er en pioner blandt de foreninger der driver jernbaner med normal sporvidde.

En tur med Bluebell-banen

I hånden har jeg en togbillet som er gyldig til turen fra Sheffield Park til Horsted Keynes og retur. Mens jeg står på perronen, lader jeg blikket løbe hen ad sporet til remiserne, hvor lokomotiv nr. 488 i klasse 0415, stadig svøbt i en sky af damp, langsomt kommer til syne. Rundt omkring på stationen findes den ene genstand efter den anden som vækker mindelser om dronning Victorias tid. I et lille museum er der ting fra damplokomotivets velmagtsdage, og glasmalerier der forestiller foregangsmændene James Watt, George Stephenson og I. K. Brunel. Gamle togbilletter, uniformer, køreplaner, lanterner og et konduktørflag — det er der alt sammen.

Lokomotiv nr. 488 er nu blevet koblet sammen med jernbanevogne og holder i spidsen for togstammen. Semaforsignalet sænkes. Konduktøren fløjter og vinker med sit grønne flag. Oppe fra togets forende svarer lokomotivet med et veloplagt T-U-U-T! Langsomt sætter toget sig i bevægelse og kører ud fra stationen. I begyndelsen næsten umærkeligt, men derefter mere rytmisk, mærker jeg den blide, duvende bevægelse som passagererne i et damptog kender så godt. Det typiske dadum-dadum, der udløses af skinnesammenføjningerne, begynder at gå hurtigere. Og lokomotivet tøffer sig vej op ad en svag stigning.

Efter at toget har lagt stationen bag sig kører vi en tur ud gennem forårslandskabet. Vi sagtner farten lidt idet stigningen bliver mere stejl, mens toget kører gennem grønne kornmarker. Vi kører videre, under en stenbro, hen over en vej. Der lyder et advarselsfløjt idet vi nærmer os en kurve, og vi kører igennem en skov, efterladende en dampstribe fra skorstenen. Nu kører vi langs et smukt tæppe af smørblomster og klokkehyacinter (på engelsk: bluebells), der har givet navn til denne rute: Bluebell-banen. Så kæmper lokomotivet sig i ryk op ad den sidste bakke lige før Horsted Keynes-stationen. Vi kører forbi endnu en semafor og kører stateligt ind mellem de to hovedperroner. Turen har varet cirka 20 minutter.

Vi har nu tid til at kaste et hurtigt blik ind i den restaurerede stationsbygning, hvor vi gør et kort ophold i ’jernbanerestauranten’, hvorefter vi igen stiger på toget for at komme tilbage. Lokomotivet har i mellemtiden rangeret og er nu koblet til den anden ende af toget, for hurtigt at returnere til Sheffield Park.

Skolebørn der venter på deres første tur med et dampdrevet tog, flokkes om de passagerer der stiger ud. Der er også voksne med fotografiapparater og videokameraer, opsat på at forevige en af disse gamle jernbaner der stadig holder dampen oppe.

Damplokomotiver på hovedlinjerne igen?

Privatbanernes succes har gjort indtryk på lederne af De Britiske Statsbaner. Nogle af de gamle dampgiganter vises nu frem i al deres farvestrålende pragt når de spændes for specielle udflugtstog på de normale hovedlinjespor. For nylig trak det blå damplokomotiv Mallard, der i 1938 blev berømt for en hastighedsrekord på 203 kilometer i timen, for første gang siden 1963 en togstamme fra sit hjemsted på National Railway Museum i York.

Det ligger alle dampentusiaster på hjerte at se nogle af disse gamle lokomotiver på hovedlinjerne igen. Når damplokomotiverne kommer frem, stiller tilskuere i hundredvis sig op på perronerne og venter på at få et glimt af disse giganter fra gamle dage. De strækker hals mens togene tordner forbi som et levende bevis på at nogle af disse kæmper stadig har dampen oppe.a — Af Vågn op!-korrespondent i England.

[Fodnote]

[Illustration på side 17]

Herover: Kopi af damplokomotivet Locomotion bygget af George Stephenson & Co. i 1825 til den første offentlige dampdrevne jernbane

[Kildeangivelse]

Beamish North of England Open-Air Museum, England

[Kildeangivelse på side 15]

Beamish North of England Open-Air Museum, England

[Kildeangivelse på side 16]

Fotos: Bluebell-banen, England