Jeg lærte at beherske mit temperament

JEG kan ikke huske hvorfor nogle af gæsterne gik til angreb på os. Jeg spillede musik på et værtshus, og som sædvanlig havde mine venner og jeg fået for meget at drikke.

Jeg husker kun at der udbrød et vældigt slagsmål, under hvilket jeg, ung og stærk som jeg var, ramte en af gæsterne så hårdt at han trimlede hen over et af bordene. Så greb jeg en stol og begyndte at slå løs på de andre med den. Få minutter senere var der ingen tilbage i lokalet — bortset fra en der lå ubevægelig på gulvet. Bange og fortvivlet løb jeg hjem til min kone, overbevist om at jeg ville blive arresteret og dømt for mord!

Det var desværre ikke første gang mit temperament var løbet af med mig. Men for at forstå årsagen til det må man kende lidt til min baggrund. Jeg kommer fra en sigøjnerfamilie — ikke en af dem der rejser rundt, for vi har altid boet i vores eget hus. Fader var tit fuld og blev vanvittig jaloux på min moder, så vi var vant til voldsomme husspektakler.

Den vej jeg senere slog ind på udsatte mig også for dårlig påvirkning. Fader arbejdede som musiker, og jeg gik i hans fodspor allerede fra jeg var otte år. Jeg lærte at spille på harmonika, og da jeg var 13 år optrådte jeg både som solist og sammen med andre musikere. Vi spillede på hoteller og værtshuse samt ved bryllupsfester, tit til den lyse morgen. Der lærte jeg hurtigt at drikke og ryge.

Ægteskab og jalousi

Der var intet af dette som fremmede et mere roligt væsen hos mig. Selv efter at jeg blev gift faldt jeg ikke til ro. Jeg var 19 år da jeg giftede mig med en køn sigøjnerpige. Vi blev viet efter sigøjnernes skikke, hvor det var høvdingen for vores klan der forestod vielsen i stedet for en præst. Han tog hendes hånd og min hånd, bandt dem sammen med vore håndflader opadvendt og hældte alkohol i hver håndflade. Jeg skulle drikke af hendes hånd og hun skulle drikke af min. Selv om sigøjnerne fra da betragtede os som rette ægtefolk, tog vi bagefter på rådhuset for at få papirer på at vi var gift.

Der gik ikke lang tid før jeg blev lige så jaloux som min fader havde været. Jeg begyndte at slå min kone, til tider to gange på en uge. Der er ingen tvivl om at det fik mig til at drikke endnu mere, hvilket igen forværrede mit temperament. Engang da jeg sad og drak sammen med nogle af mine sigøjnervenner hjemme hos min fader, begyndte min ældre broder at bagtale min kone. Fuld som jeg var løb jeg hjem, tog fat i min kones hånd og slæbte hende ud af sengen, hvorefter jeg trak hende hele vejen hen til de andre. Dér fik jeg hende til at sværge foran korset at det min ældre broder havde sagt var usandt.

Men selv om hun svor på det, blev jeg endnu mere vred. Jeg løb hjem, greb en økse og begyndte at smadre alle vinduerne i huset. En af mine andre brødre kom og forsøgte at få mig til at holde op. Jeg gav ham så kraftigt et skub at han faldt ned ad trappen og brækkede hånden.

Der sker en forandring

Mit voldsomme temperament fik lov til at rase uhindret i temmelig lang tid, indtil den episode indtraf som jeg omtalte i begyndelsen, hvor jeg troede at jeg havde dræbt en mand. Efter at have taget afsked med min kone gik jeg hen til den katolske kirke, hvor jeg faldt på knæ foran indgangen og grædende bad Gud om tilgivelse. Jeg lovede at jeg aldrig ville gøre noget sådant igen! Til min store lettelse fik jeg at vide at manden ikke var død, men blot var blevet slået bevidstløs.

Men jeg følte mig stadig nedtrykt og fortvivlet. Tre dage efter, mens jeg endnu var langt nede, var jeg med tog på vej til arbejde. En ung mand begyndte at tale med mig om Guds rige, idet han forklarede at den himmelske regering ville løse alle de problemer der plager menneskeheden og befri den for sygdom, død og sorg! Den unge mand var et af Jehovas vidner. Eftersom jeg troede på Gud lyttede jeg høfligt til det han sagde, selv om det lød urealistisk i mine ører. „Hvem kan gøre alt det?“ spurgte jeg ham. „Det vil den almægtige Gud gøre,“ svarede han.

Det svar var jeg fuldt ud tilfreds med. Han gav mig også en brochure og lovede at besøge mig hvor jeg boede. Før han nåede at komme fik vi besøg af to andre forkyndere. Fra dem modtog jeg tre ældre bøger, Skabelsen, Forligelse og Rigdom, alle udgivet af Vagttårnets Selskab. Da den unge mand fra toget besøgte mig begyndte vi at studere „Gud Maa Være Sanddru“.a

Jeg gjorde hurtige fremskridt. I løbet af seks uger blev jeg klar over at min kirke intet havde at tilbyde mig. Jeg gik hen til præsten og bad ham om at slette mig som medlem af kirken.

Modstand fra familien

Efterhånden gik det op for mig at jeg måtte foretage nogle forandringer i min personlighed. Jeg kendte en ældre dame på min arbejdsplads som var et af Jehovas vidner. „Holder Jehovas vidner fester og bryllupper?“ spurgte jeg hende. „Ja, det gør de,“ svarede hun, „men de opfører sig som kristne bør gøre.“ Jeg spurgte hende hvad det betød.

„De drikker sig ikke berusede, de ryger ikke og opfører sig heller ikke støjende.“

Siden har jeg ikke rørt en cigaret. Efter tre måneders bibelstudium holdt jeg også op med at tage ud og spille. Jeg kunne se at det dårlige miljø ville hæmme mine åndelige fremskridt.

Det betød at jeg måtte forsørge min familie på en anden måde. Jeg fik arbejde som murer. Jeg tjente imidlertid ikke lige så meget som jeg havde gjort ved at spille. Derfor var min kone, min fader, mine brødre — ja, alle der kendte mig — imod mig, for at tvinge mig til at genoptage min oprindelige livsform. Med Jehovas hjælp holdt jeg op med at drikke for meget og prøvede at beherske mit temperament.

Man skulle tro at min kone var lykkelig over disse forandringer, men det var ikke tilfældet. Hun følte at jeg var holdt op med at elske hende fordi jeg ikke slog hende og skændtes med hende mere! Sådan var en sigøjnerkvindes tankegang. Så nærmede julen sig, og jeg gjorde ingen miner til at træffe juleforberedelser. Fra mit studium af Bibelen havde jeg lært at julen var en højtid der ikke havde Guds godkendelse.b Men det havde min kone ingen forståelse for. Hun blev så rasende at hun tog vore fire børn og flyttede hen til sine forældre, som sendte mig denne besked: Opgiv din nye religion. Ellers skal du aldrig sætte dine ben i vores hjem mere, og din kone vender ikke tilbage igen!

Det var et hårdt pres, for jeg elskede min kone og mine børn meget højt. Men jeg nægtede at give mig, og to uger efter kom min kone og børnene hjem igen — uden at stille betingelser. Ikke længe efter dette, og kun et halvt år efter at jeg havde mødt den unge mand, blev jeg døbt som et vidne for Jehova.

Kampen for at beherske mit temperament

Skønt jeg nu var en døbt kristen var det stadig ikke nemt for mig at beherske mit temperament. Men gennem bibelstudium og inderlige bønner hentede jeg den fornødne styrke hos Jehova.

Jeg måtte også leve med min kones modstand. Hun lo tit ad mig når jeg ville studere Bibelen, og når jeg ville fortælle hende om det jeg læste, begyndte hun at synge højt for at overdøve mig. Med tiden gjorde min forandrede personlighed dog indtryk på hende, og to år senere blev hun også en tjener for Jehova.

Episoden på værtshuset, hvor jeg nær havde dræbt en mand, ligger nu langt tilbage. Siden har jeg haft den forret at tjene som ældste i en af Jehovas Vidners menigheder, og alle mine børn, på nær ét, har taget imod sandheden. Ja, jeg er ovenud lykkelig for at Bibelen har hjulpet mig til at beherske mit voldsomme temperament. Nu arbejder jeg sammen med en menighed af sande kristne som ikke frygter mig men som villigt arbejder sammen med mig i vort forkyndelsesarbejde. — Da indsenderen lever i et land hvor staten har forbudt udøvelsen af den kristne tro, ønsker han at være anonym.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 19]

Jeg var 19 år da jeg giftede mig med en køn sigøjnerpige

[Tekstcitat på side 20]

Jeg begyndte at slå min kone, til tider to gange på en uge

[Tekstcitat på side 21]

„De drikker sig ikke berusede, de ryger ikke og opfører sig heller ikke støjende“