En sigøjner finder „Vejen“

I 1929 blev jeg født i et telt i den nordlige del af Wales. Min familie hørte til romani-folket eller, som de fleste ville sige, sigøjnerne. I årevis levede jeg som sigøjner og rejste rundt i Wales og den sydvestlige del af England. Det var en ukompliceret livsform der kun blev forstyrret af at vi hver eller hver anden uge var tvunget til at flytte.

Mine forældre rejste sammen med os fire børn i to hestetrukne vogne. Vi børn sov i en firhjulet „tønde“-vogn som indeholdt vores husgeråd. (Hvis vi kunne komme til at sove i en høstak eller en lade, gjorde vi dét.) Lejrudstyr og redskaber havde vi på en lille tohjulet kærre. For at gøre transporten lettere for vore heste, var det almindeligt at vi børn gik.

Hvis det overhovedet var muligt slog vi lejr i en skov, uden for den fastboende befolknings synsvidde. Så undgik vi deres uvenlighed. Hver gang vi skulle flytte fik fader os til at samle vores affald sammen og rive græsset. Vi efterlod alt i pæneste orden.

Sigøjnerens livsform

Hvordan tjente vi til dagen og vejen? I humlesæsonen plukkede vi humle i Wiltshire og Herefordshire. Det var altid en dejlig tid. Selv om sigøjnerfamilierne slog lejr hver for sig, samledes familierne om aftenen rundt om et lejrbål og spillede og sang og fortalte historier. Vi var fattige, men vi var fritaget for de bekymringer der følger med materielle ejendele.

På andre tider af året lavede far måtter og kurve af siv og dunhammere. Vi samlede sivene og de små pilegrene til kurvenes „skelet“, hvorpå vi kogte dem. Dette blegede sivene og gjorde det lettere for os at fjerne barken på pilegrenene. Min far lavede farver af planter og dekorerede kurvevarerne med billeder af vilde fugle og dyr. Da mændene ikke selv var med til at sælge varer, måtte vi andre sælge dem fra hus til hus, og det gav godt!

Far viste os hvordan vi selv kunne lave den slags ting. Vi lærte også at forme blomster af papir og træ, at tilride og optræne heste og at bestemme vilde planter og bruge dem som medicin. Han tog os med ud på lossepladser og viste os hvad vi kunne bruge, deriblandt madvarer. Men vi kunne også fange kaniner, pindsvin og alle slags vilde dyr til madgryden. Når forsyningerne var små, så vi ikke noget forkert i at tage en kylling eller to, eller lidt grøntsager, fra en landmand. Vi regnede med at han let kunne undvære det, og når alt kom til alt var vi sultne. Vi lærte også at spise nælder, rosenstilke, kaprifolieblomster, alle slags vilde planter og, som en særlig delikatesse, snegle. Men mange gange havde vi intet at spise.

Da jeg var fire år lærte min mor mig at tigge, sælge og stjæle. Først sikrede hun sig at jeg var fattigt klædt og ikke havde sko på. Så sendte hun mig alene hen til et hus hvor jeg skulle græde ved døren. Hvis jeg ikke havde lyst til at græde, slog hun mig over benene så jeg alligevel fik tårer i øjnene! Jeg fortalte den jeg mødte at jeg ikke havde noget at spise. Få kunne modstå en grædende og snavset lille piges bøn.

Blandt sigøjnerne er det almindeligt at spå, og den færdighed tilegnede jeg mig også. Egentlig bestod vores „spådomskunst“ ikke i stort andet end at vi iagttog folk og fandt ud af hvad de gerne ville høre. Men som jeg senere har lært, kan denne færdighed være forbundet med det overnaturlige. For mig var det kun et trick at „spå“ ved hjælp af kort, teblade eller håndens linjer. Og jeg havde kun held med de mennesker som ville samarbejde.

Frygten for helvede

Min far var meget religiøs ligesom de fleste af romani-folket. Det var ikke fordi han gik i kirke. Langtfra. Han sagde gerne at kirkernes pragt og ceremonier viste at de tilhørte „den gamle mand“, der var hans betegnelse for Djævelen. Tidligt hver morgen, i både regn og sol, gik min far ud i naturen, knælede og bad højt til Gud. Af og til vækkede hans bønner os. Jeg spurgte hvorfor han bad højt, og han svarede: „Gud har givet mig en stemme, hvorfor skulle jeg så ikke bruge den når jeg taler med ham?“

Min far lærte mig lidt om Gud, Jesus og skabelsen. Engang slog vi lejr i et kalkstensbrud hvor der var en ovn til kalkbrænding. Vi klatrede op på ovnen for at få varmen. Far fortalte os at helvede var ligesom en ovn der brændte dag og nat. Dér ville jeg komme hen hvis jeg var uartig, sagde han. Den tanke gjorde mig skrækslagen!

Mine forældre opretholdt en streng disciplin. Vi måtte ikke bruge make-up, gå i korte kjoler eller ryge. Jeg husker at vi ved en lejlighed havde besøg af min gifte broder som dengang var 25 år. Uden at tænke over det tændte han en cigaret i min fars nærværelse, men den blev straks slået ud af hånden på ham med en pind fra bålet!

Familieproblemer

Da jeg var omkring 11 år, gik mine forældres ægteskab i stykker, og de blev separeret for anden og sidste gang. Jeg blev hos min far. Vi rejste rundt sammen indtil jeg blev 19 og giftede mig med en ung soldat. Han var ikke en romani. Min far reagerede meget voldsomt — og nægtede at se mig i 15 år.

At forlade sigøjnernes livsform var meget sværere end jeg havde forestillet mig. For første gang i mit liv boede jeg i et hus. Jeg vidste intet om hvordan jeg skulle holde hus eller lave mad på et komfur.

Så fik min mor tuberkulose og søgte min hjælp. Mens jeg passede hende fik jeg selv tuberkulose. Jeg lå på hospitalet i fem år og fik fjernet den ene nyre og en fjerdedel af den ene lunge. I mellemtiden var min mand og jeg blevet skilt og han havde giftet sig igen. Med tiden giftede jeg mig også igen, men efter ti år med besværligheder og vold endte dette ægteskab også med skilsmisse.

Jeg finder „Vejen“

I 1959 indtraf den mest afgørende forandring i mit liv. To damer fra Jehovas Vidner kom på besøg. Jeg lyttede og tog imod et par af deres bibelske blade, uden at afsløre at jeg ikke kunne læse. En af dem, Marie Nightingale, besøgte mig igen. Selv om jeg ikke ville blandes ind i noget, sagde jeg altid ja når hun tilbød at komme igen. Hun kom to gange om ugen, og af og til efterlod hun nogle blade. Når hun var gået kunne jeg blive så fortvivlet over at jeg ikke kunne læse, at jeg rev bladene i stykker.

Men jeg kunne godt lide det hun fortalte mig om den kristne vej, især den tanke at Jehova var retfærdighedens og frihedens Gud. (Apostelgerninger 9:2) Han straffede ikke mennesker i et brændende helvede sådan som min far troede. Jeg lærte at når der i min bibel stod helvede, så betød det graven! (Salme 37:28) Desuden hørte jeg om Guds fantastiske løfte om et jordisk paradis.

Efter tre måneder indrømmede jeg at jeg ikke kunne læse eller skrive. Marie opfordrede mig til at lære det og tilbød sin hjælp. Det krævede store anstrengelser, for mit modersmål var romani og mit engelske ordforråd var meget fattigt — det bestod for det meste af slangudtryk. Da mine børn begyndte at gå i skole, var de glade for at lære at læse og skrive, og de var også glade for at hjælpe mig. Da der var gået fire år, blev jeg døbt. Det var i december 1963. Jeg havde fundet „Vejen“. I endnu fem år fortsatte Marie med at hjælpe mig to gange om ugen. Hendes udholdenhed overvældede mig. Hun havde ikke set ned på mig selv om jeg var analfabet og sigøjner, og hun havde heller ikke opgivet mig selv om det var en stor opgave at undervise mig.

Nu er jeg ivrig efter at fortælle andre om den gode nyhed som trøstede og glædede mig, og derfor begyndte jeg i 1972 som pioner eller heltidsforkynder. Jeg nyder stadig at deltage i dette tilfredsstillende arbejde med at lære andre „Vejen“ at kende. Og det er en stor glæde for mig at arbejde sammen med min datter Denise i heltidstjenesten! Min søn Stephen var også pioner i fem år, og det gav ham et godt grundlag for at kunne påtage sig de forpligtelser han nu har både i menigheden og i sin familie.

Jeg kan nu også glæde mig over at jeg blev genforenet med min far. I sine sidste år boede han af og til hos mig. Han overværede Jehovas Vidners møder og var især tilfreds med at der ikke var nogen ceremonier og at man lagde så stor vægt på Bibelen. Han døde 87 år gammel. I overensstemmelse med hans ønske, og som det er skik og brug blandt romani-folket, brændte hans broder hans hytte og alle hans ejendele.

Den levevis sigøjnerne følger, med rejser, lejrbål og musik, er for mig nu kun et fjernt minde. Jeg siger hver dag tak fordi jeg er blevet frigjort både fra analfabetismens mørke og fra åndelig uvidenhed. Med Jehovas hjælp har jeg fundet en langt bedre ’vej’. — Fortalt af Beryl Tuck.

[Illustration på side 18]

Beryl Tuck, til venstre, sammen med sin nærmeste familie