Vort legeme — skabt til at give os et righoldigt liv

VIDENSKABSFOLK erkender at menneskelegemet er underfuldt dannet, et resultat af enestående ingeniørarbejde og formgivningskunst. Når alle vore legemsdele fungerer normalt, kan vi udrette ting og nyde livet på en måde der er ganske forbløffende.

Betragt engang dine hænder. De er udformet til at kunne udføre talrige funktioner i arbejde såvel som i leg. Måske holder de i øjeblikket det blad du er i færd med at læse. Hvis de gør, er armene bøjet i netop den rigtige vinkel, sådan at bladet har den rette afstand til øjnene. Fingrene holder tilstrækkelig fast i bladet til at det ikke falder ud af hænderne. Og når en side skal vendes, bliver fingrene styret ganske præcist af impulser fra hjernen. Hvor ville man være dårligt stillet uden sine hænder!

Og når bladets sider skal læses, er øjnene involveret. Et forbløffende samspil mellem nervetråde og forskellige organer er nødvendigt for at de trykte ord og billeder kan opfanges af øjet og bearbejdes af hjernen. De elektriske impulser øjet frembringer transmitteres til hjernen, hvor de omdannes til et synsindtryk der svarer til billedet af siden. Vi er yderst afhængige af synet, og det er dybt tragisk når nogen mister det.

Menneskets hjerne vejer kun knap halvandet kilo, men den er et sandt vidunder og noget af det mest komplekse der er frembragt i universet. Det er i kraft af hjernen at vi kan tænke, se, føle, tale og koordinere vore bevægelser. Takket være den komplicerede hjerne er vi i stand til at nyde en smuk solnedgang, et velsmagende måltid, en kølig sommerbrise, en storslået udsigt over et bjerglandskab, et spædbarns latter, duften af en blomst, eller en berøring af en vi holder af. Og meget af dette er noget vi ikke behøver at gøre en bevidst indsats for at opleve. Men uden hjernen ville vi ikke være i stand til at nyde noget som helst.

I en af Bibelens salmer siger skribenten meget passende: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ — Salme 139:14.

Men trods det at menneskelegemet er indrettet så forunderligt, vil det alligevel på et tidspunkt begynde at nedbrydes. Vi bliver syge og gamle, for til sidst at dø. Og selv om vi har et godt helbred er der meget i verden omkring os der kan forstyrre vor glæde. Vil det mon aldrig blive anderledes? Eller er vort legeme i virkeligheden udformet til at bestå for evigt, uden at vi behøver at blive syge, gamle og dø? Er vi måske dannet med henblik på at kunne nyde livet på jorden i en udstrækning som blot ikke er mulig i øjeblikket?

I de følgende måneder vil tre udgaver af Vågn op! behandle disse spørgsmål. De første artikler i denne serie vil omhandle tre af vore forbløffende legemsdele: hånden, øjet og hjernen.