Hvordan tilværelsen som flygtning påvirkede mit liv

DET var en måneklar nat efter et særlig heftigt regnskyl i efteråret 1941. Jeg sneg mig varsomt hen ad en stenet landsbysti på Kreta, da en gruppe maskerede mænd pludselig sprang frem fra skyggerne og ind på mig. En af dem holdt en kniv mod min strube og forlangte at jeg identificerede mig. „Phillippos Paschalakis!“ svarede jeg.

Forestil jer min lettelse da en af dem tog sin maske af og erklærede: ’Han er en af vore. Lad ham gå!’ Han og hans broder havde få uger før myrdet deres onkel og var derfor eftersøgt af politiet. Jeg selv var eftersøgt både af politiet og nazisterne. Mændene pålagde mig strengt ikke at forråde dem og lod mig derpå gå. Dette var blot én af de skrækindjagende oplevelser jeg havde som flygtet krigsfange på Kreta under den anden verdenskrig.

Hvordan jeg kom til Kreta

Jeg er født i 1919 i Corowa, en lille landbrugsby i det sydøstlige Australien, og jeg giftede mig kort før tyskerne i september 1939 invaderede Polen og udløste den anden verdenskrig. Krigspropagandaen oppiskede snart en glødende patriotisk stemning, som fik i tusindvis af unge australiere til straks at melde sig under fanerne. Min faders patriotiske følelser var noget mere beherskede på grund af hans erfaringer fra den første verdenskrig, og han forholdt sig derfor neutral, mens moder rådede min storebroder og mig til at gøre som vi selv syntes.

Måneden efter, i oktober 1939, gik jeg ind i den australske hær og var snart på vej til England. Der befandt jeg mig i næsten et år før vi sejlede mod kampzonen i Grækenland. Da tyskerne kontrollerede en stor del af Middelhavet sejlede vi hele vejen syd om Afrika, rundt om Kap Det Gode Håb, op gennem Det Røde Hav og Suezkanalen, og derfra videre til Grækenland.

Flygtning på Kreta

Jeg befandt mig i Grækenland da tyskerne invaderede landet i april 1941, og jeg var med i de allierede tropper der trak sig tilbage til Kreta, cirka 100 kilometer sydøst for det græske fastland. Da tyskerne måneden efter landsatte styrker og drev de fleste allierede tropper ud af Kreta, blev jeg taget til fange. Men en måned senere lykkedes det mig og tre andre krigsfanger at undslippe.

Vi søgte op i højdedragene og blev gæstfrit modtaget af kreterne. Deres oprigtige omsorg og venlighed var usædvanlig stor. Vi fire undslupne krigsfanger besluttede os til at lade vore veje skilles, da vi let kunne vække opmærksomhed sammen. De følgende to år tilbragte jeg som flygtning i landsbyerne øst for floden Tyflos i området omkring Khania. Her kom jeg til på min egen krop at mærke hvor koldt og barsk det er at leve udendørs både sommer og vinter.

Sulten nagede mig konstant, men jeg havde mere besvær med at skaffe fodtøj end mad. På Kretas stenede veje blev et par læderstøvler slidt op på ganske få måneder, og læder var næsten umuligt at opdrive. Tit havde jeg vabler og ømme fødder, og jeg var ofte syg. Dertil kom sprogproblemet. For at klare mig lærte jeg at tale græsk.

Jeg fik lokket en drikfældig, medfølende borgmester til at udstede mig et forfalsket identitetskort, der blev fremstillet af en ung, lokal læge. Som mit græske navn valgte jeg Phillippos Paschalakis, og jeg underskrev kortet egenhændigt. Jeg tog efternavnet Paschalakis fordi jeg foragtede kirkens hykleriske skik med at påbyde faste ved påske (pasch), når folk allerede sultede.

Den tyske besættelse påførte befolkningen umådelige lidelser, men den græsk-katolske kirkes præsteskab gjorde intet for at bøde på det. Kirken besad selv ejendomme og jord, men afkrævede alligevel den hungerramte befolkning mad og penge. Desuden trælbandt den folk med en mængde formalisme og ritualer uden at give dem noget åndeligt indhold i tilværelsen. De tiltalende egenskaber hos de kretere jeg lærte at kende, stod i skarp kontrast til den intolerance jeg tit bemærkede hos deres præster.

Det overraskede mig i særdeleshed at præsterne tog aktiv del i krigen. Jeg kendte personligt en præst der bifaldt at man lemlæstede ligene af tyskere der var blevet dræbt af partisaner. Vore veje krydsedes ofte, for han var også eftersøgt af nazisterne. Jeg har med egne øjne set græsk-katolske præster lede guerillastyrker og medvirke til brutale og sadistiske handlinger.

Mine forældre havde ikke været religiøse, skønt de gik ind for høje moralprincipper. Jeg selv var derfor heller ikke religiøs. Jeg var faktisk overbevist agnostiker da jeg gik ind i hæren, og præsternes handlemåde bestyrkede mig nu i min holdning. Der var også andre tilsyneladende uforklarlige mærkværdigheder ved tilværelsen som bidrog til at jeg fik den indstilling, men intet gjorde så dybt indtryk på mig som præsternes adfærd i krigstiden.

Mens jeg skjulte mig i bjergene havde jeg mange ledige stunder til at tænke dybt over tingene. Nogle gange kom jeg i tanker om den mand der havde myrdet sin onkel og som havde sagt om mig: ’Han er en af vore.’ Han havde ret i mere end én forstand. Også jeg havde taget andre menneskers liv. Var der så stor forskel på dem og mig når det kom til stykket? Det var sådanne spørgsmål jeg holdt mine tanker beskæftiget med. Jeg bemærkede også at folk nogle gange begår frygtelige handlinger når de tvinges til at leve under belastende forhold.

I en af de landsbyer jeg søgte tilflugt i, opholdt jeg mig for eksempel hos en familie der i lighed med de fleste andre levede på sultegrænsen. En af pigerne tiggede ynkeligt sin fader om noget brød, og han blev så ophidset over det at han i mit påsyn gennembankede hende. Bagefter brød han sammen og fortrød bittert det han havde gjort. Sådanne episoder prentede sig i min hukommelse.

Mens jeg forsøgte at udtænke muligheder for at slippe bort fra Kreta, havde jeg således rigelig tid til at gennemtænke tilværelsens ejendommeligheder. De stjerner jeg tilbragte de fleste nætter under, syntes så uforgængelige, hvorimod menneskers liv og værdinormer var så kortvarige og usikre. Hvorfor? Jeg kunne ikke finde noget svar og drog derfor den slutning at der heller intet fandtes.

Efter at jeg i to år havde undgået tyskerne og deres sympatisører lykkedes det mig i foråret 1943 sammen med flere andre at flygte fra den øde sydkyst til Tobruk i Nordafrika. Flugten, der foregik i en motortorpedobåd, var tilrettelagt af en britisk agent som var blevet sendt til Kreta for at organisere modstandsbevægelsens undergrundsarbejde. Efter nogle uger i Egypten vendte jeg hjem til Australien og tilbragte en tid på sygehuset, hvorefter jeg blev hjemsendt af helbredsgrunde.

Kort efter at jeg var kommet hjem bragte ugebladet The Australian Women’s Weekly for 24. juli 1943 historien om hvordan jeg i to år havde overlevet som flygtning på Kreta. Artiklen var forsynet med et billede af mig sammen med min kone, Gwen, og vores to og et halvt år gamle datter Anita, der var blevet født mens jeg var i oversøisk tjeneste. Der blev desuden bragt et billede af mit forfalskede identitetskort. Reproduktioner af begge disse billeder kan ses på disse sider.

Jeg finder en mening med livet

Mine familieforpligtelser — og min moders død — fik mig til at leve for kortvarige, umiddelbare fornøjelser. Det gik ud over mit familieliv. Jeg mente at der måtte være en mening med livet, men hvor kunne jeg finde denne mening?

En ung kollega, Eric Gosden, skilte sig ud fra mine øvrige kolleger. Jeg var ikke klar over at han for nylig var blevet et af Jehovas vidner. Senere indrømmede han: „Så snart jeg var blevet klar over at jeg havde fundet sandheden, satte jeg kursen direkte mod dig.“ Han argumenterede dygtigt imod min skepsis og forandrede min kones syn på religion. Snart opdagede jeg at selv min agnosticisme var på tilbagetog.

Jeg blev også sat i forbindelse med andre Jehovas vidner. De besvarede alle mine spørgsmål og fortrængte min hidtidige agnosticisme med et sikkert håb om et jordisk paradis og et ægte broderskab. Vendepunktet indtraf da jeg fandt ud af at Bibelen fordømte det religiøse hykleri der under krigen havde fyldt mig med væmmelse. Jeg måtte erkende at det var en stor fejl jeg havde begået ved at forkaste Guds dyrebare ord sammen med den falske religions urette lære og skændige adfærd.

I 1950 blev Gwen og jeg døbt ved det samme områdestævne, og med tiden fulgte Anita, der var født i 1941, og Pauline, der var fra 1947, vores eksempel. Det har været til stor opmuntring for mig at se disse tre kvinder vokse til gode, åndelige søstre og samtidig stå mig nær som hustru og som døtre.

Vi hjælper de trængende

Efterhånden som pigerne voksede op, planlagde vi så småt at rejse ud som missionærer. I 1956 besøgte Vagttårnsselskabets præsident, N. H. Knorr, Australien og indbød familier til at flytte til de øer i det sydlige Stillehav hvor elever fra missionærskolen Gilead ikke havde kunnet opnå indrejsetilladelse. Vi og flere andre tog imod indbydelsen. Vi solgte vores hus og anvendte midlerne til at bekoste en flytning til Ny Caledonien.

Der var kun to Jehovas vidner da vi ankom. Det var en udfordring at vænne sig til de forskelligartede skikke og lære et andet sprog. Her kom det mig til nytte at jeg havde overlevet på Kreta under meget vanskeligere omstændigheder. Det var en forret at hjælpe andre australiere til også at vænne sig til forholdene og samtidig bringe den gode nyhed om Guds hensigter ud til lokalbefolkningen. Da de australske familier der havde tjent hvor behovet var større, i 1963 måtte rejse fra Ny Caledonien, var antallet af forkyndere vokset til 58.

Tilbage i Australien fandt vi ud af at meget havde forandret sig. Der var kommet i hundredtusindvis af indvandrere fra Europa. I de senere år er yderligere tusinder kommet fra Sydøstasien, og vi har derfor folk af alle racer lige uden for vores dør. Min flygtningetilværelse på Kreta har indgivet mig en stærk medfølelse med nyankomne der kæmper for at lære et nyt sprog og vænne sig til de nye omgivelser, og det har derfor været betagende for mig at se 14 menigheder og grupper bestående af etniske minoriteter blive oprettet i Australien i 1974 og 1975. Tallet er nu vokset til 85.

Det håb jeg nærede ved slutningen af den anden verdenskrig, at opleve et ægte brodersamfund, er blevet indfriet på en vidunderlig måde. I en årrække efter at vi var rejst fra Ny Caledonien havde jeg den forret at betjene dette brodersamfund som rejsende tilsynsmand og besøge menigheder i Sydney, Melbourne og Adelaide indtil jeg af helbredsgrunde måtte sætte tempoet ned.

Blandt dem vi forsøger at gøre noget for, er der døve, blinde, fysisk og mentalt handicappede, stofmisbrugere, alkoholikere og ensomme, foruden agnostikere og ateister. Det er og bliver en åndelig udfordring at lære at forstå andre — deres baggrund, vaner, svagheder og mangler. Mine oplevelser i de unge år har lært mig aldrig at bedømme folk på udseendet, men forsøge at nå ind til hjertet. Dette gør jeg i den altoverskyggende hensigt at ’nogle kan blive frelst’ ved Jehovas ufortjente godhed. (1 Korinther 9:22, 23) — Fortalt af Farleigh James.

[Illustrationer på side 21]

GUNNER FARLEIGH JAMES, escapee from Crete, with his wife and 2 ¹/₂-year-old daughter, Anita. Anita was born after Gunner James went overseas.

[Kildeangivelse]

Fra The Australian Women’s Weekly, Sydney