Jehova har været mit klippebjerg

FORTALT AF EMMANUEL LIONOUDAKIS

Min mor så vredt på mig og sagde: „Hvis du holder fast ved din beslutning, må du forlade dette hjem.“ Jeg havde besluttet mig for at blive heltidsforkynder. Men min familie kunne ikke bære de ydmygelser mine gentagne arrestationer bragte over dem.

MINE forældre var beskedne og gudfrygtige mennesker. De boede i landsbyen Douliana i den vestlige del af den græske ø Kreta, og her blev jeg født i 1908. De indgav mig respekt for Gud og frygt for at mishage ham, lige fra mine unge år. Selv om jeg aldrig havde set en lærer eller en græsk-ortodoks præst stå med Bibelen i hånden, holdt jeg meget af Guds ord.

En nabo som lige havde læst seks bind af Studier i Skriften af C. T. Russell, samt bogen Guds Harpe, fortalte mig begejstret om det tankevækkende bibelske indhold. Disse bøger var udgivet af bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Jeg modtog med glæde en bibel og nogle bøger fra Vagttårnsselskabets kontor i Athen. Jeg husker stadig tydeligt hvordan min nabo og jeg sad ved stearinlysets skær til langt over midnat mens vi bad til Jehova og sugede til os af Skriftens ord ved hjælp af disse publikationer.

Jeg var 20 år og skolelærer i en lille landsby nær mit hjem da jeg begyndte at give andre del i min nyfundne bibelkundskab. Inden længe var vi fire der regelmæssigt holdt bibelstudiemøder i Douliana. For at hjælpe andre til at forstå at Guds rige er det eneste håb for menneskeheden, uddelte vi traktater, brochurer, bøger og bibler.

I 1931 var vi blandt de tusinder overalt på jorden der antog det bibelske navn Jehovas Vidner. (Esajas 43:10) I de følgende år deltog vi i en oplysningskampagne som skulle forklare myndighederne om vores nye navn og dets betydning. Alle præster, dommere, politibetjente og forretningsmænd i vores område skulle tilbydes en brochure som indeholdt relevante oplysninger.

Som man kunne forvente, anstiftede de gejstlige en bølge af forfølgelse. Den første gang jeg blev arresteret, fik jeg en dom på 20 dages fængsel. Kort tid efter min løsladelse blev jeg igen arresteret og idømt en måneds fængsel. Da en dommer krævede at vi skulle holde op med at forkynde, svarede vi med ordene i Apostelgerninger 5:29: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Da vores lille gruppe i Douliana i 1932 fik besøg af en udsending fra Vagttårnsselskabet, blev vi alle fire døbt.

Jeg får en åndelig familie

Jeg opgav min stilling som lærer fordi jeg besluttede at bruge mere tid i forkyndelsesarbejdet. Det var for meget for min mor. Hun krævede at jeg forlod hjemmet. En meget gavmild kristen broder fra Iraklio på Kreta gav mig med glæde husly på anbefaling fra Selskabets kontor i Athen. Brødrene i min hjemby og nogle interesserede kom for at tage afsked med mig ved busstoppestedet. Det var i august 1933 — en meget bevægende stund. Vi græd alle sammen, for ingen af os vidste hvornår vi ville få hinanden at se igen.

I Iraklio blev jeg en del af en åndelig familie som var meget kærlig. Der var tre andre brødre og en søster foruden mig, og vi samledes regelmæssigt for at studere og tilbede Gud. Jeg erfarede opfyldelsen af det løfte Jesus gav: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre.“ (Markus 10:29, 30) Min opgave bestod i at forkynde i denne by og i de nærliggende landsbyer. Da jeg havde gennemarbejdet byen, fortsatte jeg med at forkynde i området omkring Iraklio og Lasithi.

Ensom pioner

Jeg brugte mange timer på at trave fra landsby til landsby. Samtidig måtte jeg bære rundt på tryksager der vejede flere kilo, for det var sjældent jeg fik litteraturen tilsendt. Jeg havde ingen steder at sove, så jeg måtte gå ind på en af landsbyens caféer, vente indtil den sidste stamgæst forsvandt — som regel først efter midnat — sove på en divan og stå meget tidligt op næste dag inden værten begyndte at udskænke drikkevarer. Som regel delte jeg mit leje med et utal af lopper.

Det var en glæde for mig at give Jehova min ungdoms styrke, selv om folk almindeligvis mødte mig med kølighed. Når jeg fandt en som var interesseret i Bibelens sandheder, fornyede det min beslutning om at holde ud i den livreddende forkyndergerning. Samværet med mine åndelige brødre gav mig også nye kræfter. Der kunne gå mellem 20 og 50 dage før jeg kunne mødes med dem igen, alt afhængigt af hvor langt væk fra Iraklio jeg forkyndte.

Hvor ensom jeg en eftermiddag følte mig, især fordi jeg vidste at mine kristne brødre og søstre i Iraklio den aften skulle have deres faste møde, står endnu lyslevende i min erindring. Jeg havde et stærkt ønske om at se dem igen, så jeg besluttede at tilbagelægge de 25 kilometer der adskilte os, til fods. Jeg gik hurtigere end nogen sinde. Det velgørende samvær vi nød den aften, var så opmuntrende at det så at sige fyldte mine åndelige reserver op.

Mit brydsomme forkyndelsesarbejde begyndte inden længe at bære frugt. Ligesom på apostlenes tid ’fortsatte Jehova med at føje dem til som blev frelst’. (Apostelgerninger 2:47) Jehovas tjenere på Kreta fik nu fremgang og vækst. Jeg følte mig ikke længere alene eftersom flere nu sluttede sig til mig i forkyndelsen. Vi holdt ud trods genvordigheder og voldsom modstand. Vi levede af brød suppleret med æg, oliven eller grøntsager som vi modtog i stedet for betaling når nogen tog imod vore publikationer.

I byen Ierapetra, som ligger i den sydøstlige del af Kreta, forkyndte jeg for Minos Kokkinakis, som havde en stofforretning. Jeg prøvede vedholdende at oprette et bibelstudium med ham, men han kunne ikke afse tid til det i sin travle hverdag. Da han endelig bestemte sig for at tage bibelstudiet alvorligt, ændrede han imidlertid sit liv drastisk. Han blev også en meget nidkær og aktiv forkynder af den gode nyhed. Hans unge medarbejder på 18 år, Emmanuel Paterakis, lagde mærke til de forandringer Kokkinakis gjorde, og snart ville han også gerne læse bibelske publikationer. Det glædede mig meget at se ham gøre åndelige fremskridt og til sidst blive missionær.a

Menigheden i landsbyen jeg kom fra, var imidlertid også blevet forøget, så nu var der 14 forkyndere. Jeg glemmer aldrig den dag jeg modtog et brev fra min kødelige søster Despina, hvori hun skrev at hun og mine forældre havde taget imod sandheden og nu var indviede og døbte tjenere for Jehova.

Forfølgelse og forbud

Den græsk-ortodokse kirke begyndte at betragte vores forkyndelse som en ødelæggende græshoppeplage der skulle bekæmpes fuldstændigt. I marts 1938 blev jeg stillet for en offentlig anklager, som krævede at jeg øjeblikkelig skulle forlade området. Jeg svarede at vort forkyndelsesarbejde faktisk var gavnligt, og at vores gerning var pålagt os af den højeste myndighed, vor konge Jesus Kristus. — Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

Den følgende dag blev jeg kaldt op på den lokale politistation. Der fik jeg at vide at man betragtede mig som ’farlig for samfundet’, og at jeg var idømt et års forvisning til øen Amorgos i Det Ægæiske Hav. Nogle dage efter blev jeg lagt i håndjern og sejlet ud til øen. Der var ingen andre Jehovas vidner på Amorgos. Forestil jer hvilken overraskelse der ventede mig da jeg efter seks måneder hørte at endnu et af Jehovas vidner var blevet forvist til øen. Hvem var det? Minos Kokkinakis, som jeg havde studeret med på Kreta. Jeg glædede mig over at have en som jeg kunne nyde åndeligt fællesskab med. Efter et stykke tid fik jeg selv den forret at døbe ham i havet ved Amorgos.b

Kort tid efter min hjemkomst til Kreta blev jeg igen arresteret, og denne gang lød dommen på seks måneders forvisning til den lille by Neapoli på Kreta. Efter de seks måneders forvisning blev jeg arresteret, fængslet i ti dage og derefter i fire måneder sendt til en ø som var forbeholdt forviste kommunister. Jeg erfarede sandheden i apostelen Paulus’ ord: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12.

Vækst trods modstand

Vores forkyndelse lå næsten helt stille i årene 1940-44 under den tyske besættelse af Grækenland. Jehovas folk var imidlertid ikke længe om at reorganisere sig, og vi genoptog forkyndelsen. Vi fortsatte ivrigt og ihærdigt vores gerning for Riget, i et forsøg på at indhente al den tid vi havde mistet.

Som ventet blussede modstanden mod vores tro op igen. De græsk-ortodokse præster tog til tider loven i egen hånd. En præst i en af landsbyerne anstiftede et pøbeloverfald på os. Han begyndte selv at slå løs på mig, mens hans søn angreb mig bagfra. Jeg løb hen til det nærmeste hus for at få beskyttelse, men min makker blev slæbt hen på byens torv. Hoben rev hans bøger og blade i småstykker, og en kvinde stod på sin altan og skreg „slå ham ihjel“. Det endte med at en læge og en politibetjent der kom forbi, reddede os.

Kort tid efter, i 1952, blev jeg igen arresteret og denne gang idømt fire måneders forvisning til Kastelli ved Kissamoubugten på Kreta. Umiddelbart derefter blev jeg oplært til at rejse rundt og besøge menighederne for at styrke dem åndeligt. Efter to år i denne rejsetjeneste giftede jeg mig med en trofast kristen søster der hed Despina, det samme som min kødelige søster. Min kone har også siden vist sig at være en loyal tjener for Jehova. Efter brylluppet fik jeg tilbud om at blive specialpioner i Chania her på Kreta, og her virker jeg stadig.

Jeg har forkyndt på størstedelen af Kreta i løbet af de næsten 70 år jeg har været i heltidstjenesten — øen er på 8300 kvadratkilometer, og den strækker sig cirka 250 kilometer fra øst til vest. Min største glæde er at jeg har set antallet af forkyndere på øen vokse fra en håndfuld i 1930 til mere end 1100 aktive forkyndere af den gode nyhed i dag. Jeg takker Jehova for at det har været muligt for mig at hjælpe andre til at få nøjagtig kundskab ud fra Bibelen og dermed et vidunderligt fremtidshåb.

Jehova ’bringer os i sikkerhed’

Mine erfaringer har lært mig at det kræver tålmodighed og udholdenhed at hjælpe andre med at lære den sande Gud at kende. Jehova har i sin gavmildhed sørget for at tilvejebringe de ønskede egenskaber. I de 67 år jeg har tilbragt i heltidstjenesten, har jeg gentagne gange tænkt over Paulus’ ord: „På enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere: ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder, ved slag, ved fængsler, ved uroligheder, ved slid, ved søvnløse nætter, ved perioder uden mad.“ (2 Korinther 6:4, 5) Især i mine første år som forkynder var min økonomiske situation meget dårlig. Jehova har imidlertid aldrig svigtet mig og min familie. Han har vist sig at være en trofast og magtfuld hjælper. (Hebræerne 13:5, 6) Vi har altid kunnet se at han har været med i arbejdet, både når det gjaldt indsamlingen af de symbolske får, og når det gjaldt vore egne fornødenheder.

Når jeg ser tilbage og kan se at ørkenen åndeligt talt har blomstret, ved jeg at mit arbejde ikke har været forgæves. Jeg kunne ikke have brugt min ungdoms kraft bedre. Heltidstjenesten er en livsgerning der er langt mere meningsfyldt end nogen som helst anden beskæftigelse. Nu hvor jeg er oppe i årene, kan jeg helhjertet opfordre unge til at ’huske deres store Skaber i deres ungdoms dage’. — Prædikeren 12:1.

Trods mine nu 91 år kan jeg stadig bruge 120 timer eller mere i forkyndelsen om måneden. Jeg står hver dag op klokken 7.30 og forkynder for folk på gaden, i forretninger og i parker. I gennemsnit uddeler jeg 150 blade hver måned. Hørelsen og hukommelsen er desværre blevet dårligere, men mine kærlige åndelige brødre og søstre — min store åndelige familie — og mine to døtres familier er en meget stor støtte for mig.

Men alt det jeg har oplevet, har også lært mig at stole på Jehova. Han har hele tiden vist sig som „mit klippebjerg og min borg og den der bringer mig i sikkerhed“. — Salme 18:2.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 26, 27]

Herunder: Min kone og mig i dag; Venstre: Som jeg så ud i 1927; Modsatte side: Med Minos Kokkinakis og en anden forkynder på Akropolis i 1939, lige efter min hjemkomst fra forvisningen