Underfuldt dannet til at leve

I VORT legeme findes der en række vidunderlige og forbløffende mekanismer der medvirker til at opretholde vort liv og helbred. Lad os kort betragte nogle af dem.

Tag for eksempel det forsvarssystem der beskytter lungerne. Først er der strubelåget, en lille bruskklap der lukker for luftrøret når man synker. Et andet led i forsvarssystemet er hosterefleksen. Og hvis små fremmedlegemer trænger ned i luftrøret fanges de i et slimlag der, som et klæbrigt transportbånd, fører dem opad ved hjælp af utallige små fimrehår.

Den sidste bastion i forsvaret af lungerne er de hvide blodlegemer. De virker som en slags renovationsarbejdere der fjerner skadelige mikroskopiske fremmedlegemer ved at fortære dem. Takket være disse mekanismer kan lungerne fungere som de skal.

Mens du er optaget af at læse disse linjer foregår der en rytmisk sammentrækning og afslapning af muskulaturen i dit mellemgulv, hvorved luften henholdsvis trækkes ind i lungerne eller åndes ud. Denne bevægelse finder sted omkring 15 gange i minuttet og styres af impulser fra et center i hjernen.

Interessant nok bruger Bibelens første bog, der blev skrevet for 3500 år siden, det hebraiske ord ne’fesj som betegnelse for både mennesker og dyr. Dette ord betyder bogstaveligt „det som ånder“.a Bibelen udtaler sig således lægeligt korrekt når den siger at åndedrættet opretholder livet og at både mennesker og dyr hurtigt ville dø hvis de ikke havde ’livets krafts ånde i deres næsebor’. — 1 Mosebog 1:20, 21, 24, 30; 2:7; 7:22.

I andre gamle skrifter finder man grundløse spekulationer over formålet med åndedrættet. For eksempel fostrede græske og romerske filosoffer en mærkelig teori om at åndedrættet holdt en flamme ved lige i hjertet, og at denne indre flamme tilførte legemet den nødvendige varme.

Denne teori holdt helt frem til det 16. århundrede, og det er først i vort 20. århundrede at man har opnået fuld klarhed over åndedrættets funktion. Gennem åndedrætssystemet kan blodet optage ilt fra luften og transportere det ud til de billioner af celler hvoraf legemet er opbygget. Hver eneste celle bruger ilt til at frembringe energi. Og den livsopretholdende ilt findes overalt på jorden. Det er som en lærer i oldtiden sagde til en gruppe græske filosoffer: „Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, . . . giver selv liv og ånde og alting til alle.“ — Apostelgerninger 17:24, 25.

Åndedrættet spiller også en vigtig rolle i forbindelse med at holde legemet rent. Når blodet passerer gennem lungerne afgiver det først kuldioxid, hvorefter det på ny optager en forsyning af ilt. Jo mere vi bevæger os, jo mere stiger koncentrationen af kuldioxid i legemet. Men en vidunderlig mekanisme forhindrer at cellerne kvæles i deres egne affaldsstoffer. Når blodet strømmer gennem hjernen vil enhver stigning i koncentrationen af kuldioxid omgående blive registreret. Åndedrætscenteret reagerer ved at forøge antallet og dybden af indåndingerne.

Skønt åndedrætsfunktionen reguleres automatisk kan den også i nogen grad styres bevidst — ligesom man i en bil med automatgear manuelt kan stille gearvælgeren på forskellige trin. Takket være denne mekanisme kan vi holde vejret under vand eller mens vi søger at komme ud af et røgfyldt lokale. Men vi er ikke i stand til vedblivende at holde vejret, for den automatiske mekanisme vil overtage styringen af åndedrætsfunktionen i det øjeblik vi mister bevidstheden. Derfor fungerer vort livsopretholdende åndedræt også mens vi sover.

Den indre ’livets flod’

Ifølge et forsigtigt skøn består menneskelegemet af 75 billioner celler — et antal der ganske overstiger vor fatteevne og som er femten tusind gange større end antallet af mennesker på jorden. At forsyne hver eneste af disse celler med ilt kræver et transportsystem der er langt mere kompliceret og effektivt end i nogen moderne storby.

Denne opgave tager blodkredsløbet sig af. Blodet strømmer gennem hjertet, arterierne, venerne og et net af mindre blodkar. Det er „et lukket kredsløb med en samlet længde på omkring 160.000 kilometer,“ oplyser bogen The Human Body. Ifølge denne beregning ville blodkarrene kunne nå fire gange rundt om jorden, hvis de blev lagt i forlængelse af hinanden.

Gennem dette vældige net af blodkar foregår også transporten af næringsstoffer som blodet optager gennem tarmvæggen. På denne måde bliver hele legemet, endog de tilsyneladende ubetydelige dele, forsynet med næring og ilt. For eksempel fører et net af fine blodkar ud til roden af hvert eneste af de omkring fem millioner hår der vokser i huden. Denne omsorg for selv det mindste hår vækker til eftertanke. „Vær ikke bange,“ sagde Jesus til sine disciple, „på jer er endog alle hovedhår talt.“ — Mattæus 10:28, 30.

Ved hjælp af forsyningerne fra blodet er legemet i stand til løseligt anslået at danne tre milliarder nye celler i minuttet. Når håret vokser skyldes det at cellerne i hårroden formerer sig. Når gammel hud skaller af dannes der nye hudceller nedenunder. Efterhånden som cellerne i tarmvæggene slides af bliver de erstattet af nye. Og hvert sekund dannes der millioner af røde blodlegemer i knoglemarven!

Naturligvis dannes der en mængde affaldsstoffer ved alle disse processer. Men også her kommer blodstrømmen til hjælp, idet den fjerner kuldioxid og andre opløselige affaldsstoffer. Større partikler, som døde celler, bliver fortæret af hvide blodlegemer der trænger ind i vævet fra blodet. Hvis der opstår en infektion samles disse sanitetstropper på det inficerede sted for at rense ud. Længe før lægevidenskaben opdagede alt dette, oplyste Bibelen med få ord: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet.“ — 3 Mosebog 17:11, 14.

Nødsystemer der beskytter mod blodtab

Har du været udsat for en alvorlig blødning? I en sådan situation kunne man snart miste så meget blod at man døde af det. Men i de fleste tilfælde bliver dette forhindret af nogle helt enestående nødsystemer som videnskaben endnu ikke er i stand til at forklare fuldt ud.

Hvis et blodkar beskadiges trækker det sig sammen, hvorved blodstrømmen reduceres. Hurtigt træder endnu en mekanisme i funktion. Blodpladerne i nærheden af såret bliver klæbrige og klumper sig sammen. Derefter dannes der tråde af fibrinogen, der sammen med blodpladerne danner en prop som lukker såret.

Men hvad sker der hvis disse mekanismer er utilstrækkelige? Ved stærke blødninger vil sanseorganer i arterierne omgående registrere et fald i blodtrykket. Derfra går impulser til hjernen, der reagerer ved at få blodkarrene til at snøre sig sammen. Samtidig får hjertet ordre til at slå hårdere. Hvis blødningen fortsætter sådan at hjernen bliver direkte berørt af virkningerne, reagerer den ved at forstærke disse nervereflekser. Hjertefrekvensen kan da øges fra de normale 72 slag i minuttet op til omkring 200. Hvor effektive er disse mekanismer?

Når blodkarrene snører sig sammen reduceres blodstrømmen til størstedelen af legemet. Da hjertefrekvensen samtidig øges, kan blodtrykket opretholdes. „Men takket være en vidunderlig indretning er arterierne til hjernen undtaget den almindelige sammentrækning,“ bemærker dr. A. Rendle Short i sin bog Wonderfully Made. Dette gælder også de arterier der forsyner hjertemuskulaturen. Blodforsyningen til disse livsvigtige organer holdes således i alt væsentligt uændret. Ifølge professor Arthur Guytons Textbook of Medical Physiology bevirker de ovennævnte reflekser at „vi kan tåle et blodtab der er omtrent dobbelt så stort som hvis de ikke var der“.

Samtidig søger andre mekanismer at øge blodets volumen. Som dr. Miller forklarer i sin bog The Body in Question: „Det vigtigste er at væskemængden opretholdes. Hvis [blod]tabet foregår tilstrækkelig langsomt, kan legemet selv klare dette ved at fortynde blodet. Dette sker ved at der trækkes væske fra vævet og ved en automatisk reduktion i urinudskillelsen, samt ved en forøget indtagelse af vand gennem munden.“

Selv om dr. Miller er tilhænger af at behandle blødninger med blodtransfusion, indrømmer han: „Den største umiddelbare trussel mod livet er ikke mangelen på blod som sådan, men et utilstrækkeligt væskevolumen. . . . Indgivelse af . . . plasmaerstatningsmiddel er en acceptabel nødløsning under de første behandlingstrin, eftersom man derved følger legemets naturlige tendens til at opretholde mængden af blod ved at fortynde det.“ Og professor Guyton tilføjer: „Man har udviklet en række plasmaerstatningsmidler der i kredsløbet stort set opfører sig nøjagtig som [blod]plasma.“

Legemet er også udstyret med en mekanisme der sørger for at opretholde blodets indhold af de iltbærende røde blodlegemer. I en dokumentarisk fjernsynsudsendelse med titlen „Accident“ (Ulykkestilfælde) i serien The Living Body, blev det oplyst: „Under normale omstændigheder producerer vor knoglemarv røde blodlegemer med en hastighed der svarer til 20 procent af den totale kapacitet. Det betyder at hvis der pludselig opstår et behov for røde blodlegemer kan knoglemarven forøge produktionen til det femdobbelte.“

Hvis vi skulle komme ud for en ulykke kan vi være taknemmelige for at vort legeme indeholder sådanne mekanismer. Men vort legeme er også udstyret med en række mekanismer der tjener som forsvar mod dødbringende mikrober.

Vort immunsystem

Fra tid til anden kan farlige bakterier eller virus trænge ind i kroppen, hvor de begynder at formere sig. Heldigvis er legemet i besiddelse af en stor kampberedt styrke af hvide blodlegemer der kan angribe og ødelægge indtrængende mikrober. Men i kraft af en vidunderlig mekanisme, som forskerne stadig ikke kan forklare, angriber de hvide blodlegemer normalt ikke raske legemsceller.

Måske har du i en fjernsynsudsendelse set disse dygtige krigere i funktion. Det er fantastisk at betragte et hvidt blodlegeme der fortærer affaldsstoffer, men det er endnu mere ærefrygtindgydende at se et hvidt blodlegeme undersøge et andet der er blevet inficeret med et virus, og derefter dræbe det med hjælp fra en kollega. Sådan standses en infektion.

Hvis et dødbringende virus eller en anden fremmed mikrobe er trængt ind i legemet for første gang, kan det tage immunsystemet nogle dage at udslette det. Først må den rette lymfocyt (en særlig type hvide blodlegemer) findes frem. Legemet har rådighed over millioner af lymfocytter der hver især er i stand til at danne et ’skræddersyet’ våben mod en bestemt virusart.

Når først den rette lymfocyt er blevet udvalgt begynder den at formere sig kraftigt. I løbet af nogle få dage er blodet fyldt med disse ’soldater’, der enten angriber fjenden direkte og udsletter den eller danner antistoffer der pacificerer fjenden og mærker den med henblik på senere udslettelse. Herom oplyser bogen The Body Machine: „Antistoffet fæstner sig til molekylerne på virusets overflade hvortil det passer som en nøgle i en lås.“

Vort immunsystem har endnu en bemærkelsesværdig evne. Når først det rette våben er fundet, ’huskes’ det, sådan at antistoffet hurtigt kan fremstilles ved eventuelle senere invasioner af den samme mikrobeart. „Når en patient er blevet rask efter en børnesygdom som for eksempel mæslinger, fåresyge eller skoldkopper, vil vedkommende almindeligvis være uimodtagelig for et senere angreb af sygdommen,“ oplyser lærebogen Elements of Microbiology.

Lægevidenskaben har gjort store fremskridt efter at man har lært at udnytte denne hukommelsesmekanisme. Vaccinationer får immunsystemet til at producere antistoffer mod sygdomme man aldrig har haft før. På den måde kan man for eksempel gøre børn immune over for visse sygdomme. Nogle sygdomme har dog trodset menneskets bestræbelser for at bringe dem under kontrol.

„En dybere indsigt i antistoffernes virkemåde kan føre til bedre kontrol med sygdomme som kræft og høfeber,“ hævder bogen Elements of Microbiology optimistisk, og tilføjer: „Den fremtidige forskning skulle give os større indsigt i hvordan immunsystemet kan holdes funktionsdygtigt helt op i alderdommen, med forøget sundhed og livslængde til følge for alle mennesker.“ Men i 1981, samme år som denne lærebog blev udgivet, opdagede man ironisk nok sygdommen AIDS (erhvervet immundefekt-syndrom). Som navnet antyder angriber AIDS-virus legemets immunsystem, hvorved forsvaret mod visse sygdomme sættes ud af kraft.

Menneskelegemet er tydeligvis dannet til at holde sig i live. Det er på vidunderlig måde i stand til at forsvare, reparere og forny sig selv. Og selv sygdomme som AIDS er det muligt at forebygge, hvis blot man følger de bibelske principper. (Apostelgerninger 15:28, 29; 2 Korinther 7:1) Men hvordan kan det da være at andre sygdomme, som for eksempel kræft, sætter ind og rammer endog nogle af dem der tager omhyggelige forholdsregler? Blev mennesket da ikke skabt for at det skulle leve, og ikke for at det skulle dø? Dette spørgsmål vil vi komme nærmere ind på i en kommende udgave af Vågn op!

[Fodnote]

[Diagram på side 16]

[Tekstens opstilling ses i den trykte publikation]

Strubelåget er en af de mange mekanismer der beskytter lungerne

Strubelåget (åbent)

Strubelåget (lukket)

Luftrøret

Spiserøret

[Diagram på side 17]

[Tekstens opstilling ses i den trykte publikation]

Et net af blodkar har forbindelse til roden af hvert eneste hår på kroppen

Hårsæk

Blodkar

[Illustration på side 18]

Legemet fornyr sig selv ved at producere skønsmæssigt tre milliarder celler i minuttet

Tværsnit af en celle

[Illustration på side 19]

Vi er skabt med et immunsystem der bekæmper sygdomme