Hvad siger Bibelen?
Hvorfor befrielsesteologien ikke er løsningen
BEFRIELSESTEOLOGIEN er en forholdsvis ny idé. Den blev udformet for omkring tyve år siden af katolske præster i Sydamerika, som var fortvivlede over den knugende fattigdom mange katolikker befandt sig i. De fik en følelse af at de ikke hjalp de fattige særlig meget ved blot at tale om åndelige ting. De havde den indstilling at hvis folk skulle udvikle sig i åndelig henseende, måtte man som gejstlig fremme radikale sociale forandringer. Nogle gjorde sig endog til talsmænd for en revolution.
Der er naturligvis ikke noget forkert ved gerne at ville forbedre de fattiges vilkår. Jesus viste selv stor medfølelse med folk. Vi læser: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:36) Desuden lovede Jesus at de der gav agt på hans ord ville blive frie. Han sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Men viser Bibelen at det er gennem befrielsesteologien at en kristen ordets tjener skal hjælpe de fattige?
En forkert teori
Der er mange grunde til at svaret må blive nej. For det første er det en kristen hyrdes hovedopgave at sørge for hjordens åndelige velbefindende. Der er i øvrigt intet der tyder på at fattige gør større åndelige fremskridt blot fordi de får en højere levestandard. Nogle lande, for eksempel i Nordamerika og Europa, har en høj levestandard, men også alvorlige åndelige problemer. Uærlighed, umoralitet, begærlighed, misbrug af børn og udnyttelse af ældre — for blot at nævne nogle få ting — griber mere og mere om sig. Nogle steder er interessen for Gud næsten død. — 2 Timoteus 3:1-5.
For det andet var det ikke gennem en befrielsesteologi at Jesus, de sande kristnes store forbillede, hjalp de fattige. (1 Peter 2:21) Da Jesus var på jorden, boede han blandt mennesker der var underlagt en kolonimagt og som blev udnyttet af uærlige skatteopkrævere. De mest hjælpeløse i samfundet blev ofte udnyttet af griske medlemmer af den herskende klasse. (Mattæus 22:21; Lukas 3:12, 13; 20:46, 47) Men Jesus lod sig ikke involvere i politisk teoretiseren eller diskussioner om sociale spørgsmål i et forsøg på at forbedre disse menneskers forhold. Han forkyndte i stedet „den gode nyhed om riget“. — Mattæus 4:23.
For det tredje forsøger præster der går ind for befrielsesteologien at finde en politisk løsning på et problem som kun kan løses på Guds måde. Skønt de kalder deres teori for en teologi, er den ikke bygget på Bibelen. Jesus sagde derimod om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Det er umuligt at opmuntre til politiske reformer uden samtidig at være „en del af verden“. — Jakob 4:4.
Hvad vil hjælpe de fattige?
Hvis befrielsesteologerne ikke har et åndeligt budskab der er relevant for de fattige, kan det kun være fordi de forkynder det forkerte budskab. Jesus var til stor hjælp for dem af datidens fattige der tog imod hans budskab, og det samme er Jehovas vidner i dag når de forkynder ’den gode nyhed om riget’. — Mattæus 24:14.
Hvori består denne gode nyhed? Her i vor tid består den i at Guds rige er blevet oprettet i himmelen og at det inden længe vil fjerne al ondskab og undertrykkelse fra jorden. (Åbenbaringen 11:15, 18) Derved vil Guds rige fjerne fattigdom og undertrykkelse for evigt. Bibelen beskriver hvad dets styre vil medføre: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Hvilke storslåede fremtidsudsigter for mennesker med det rette hjertelag!
Men hvordan kan sandheden om Guds rige hjælpe de fattige her og nu? Jesus sagde: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Sandheden giver ikke alene én en god samvittighed, den frigør én for religiøs overtro og frygt for fremtiden.
De der lærer denne sandhed at kende skaffer sig desuden to magtfulde venner, nemlig den regerende konge i Guds rige, Jesus Kristus, og Jehova Gud selv. Bibelen siger om Jehova: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Selv hvis en fattig lever under et undertrykkende politisk eller økonomisk styre, kan disse to medfølende venner, gennem den kristne menighed, hjælpe vedkommende til at klare tilværelsen.
Når man tager imod sandheden om Guds rige vil det desuden føre til at man aflægger dårlige vaner og får mest muligt ud af de midler man har. En fattig bliver ikke nødvendigvis rig fordi han tillægger sig den kristne livsform. Men hvis han sætter Guds rige først i sit liv og lever efter Guds retfærdige normer, vil han på den ene eller den anden måde modtage livets fornødenheder. Det forholder sig som Jesus lovede: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.
Fortidens kong David gav på en hjertevarmende måde udtryk for hvordan Gud tager sig af sine tjenere. Han sagde: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ (Salme 37:25) Der findes utallige eksempler blandt Jehovas vidner i dag som beviser sandheden i disse ord.
I stedet for at søge at opnå en midlertidig løsning på problemerne ved hjælp af menneskers teorier og teologier, opfordres alle, også de som er fattige, til selv at prøve om ikke der er håndgribelige fordele ved at tjene Gud. Så vil de, ligesom apostelen Paulus, erfare at „gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.
[Illustration på side 23]
Guds riges styre er den eneste løsning på verdens fattigdomsproblem