Hvem skal have børnene?
PAUL havde en knugende fornemmelse i maven mens han sad i den fugtigvarme retssal i New Hampshire i USA og ventede på at det skulle blive hans tur. Nogle uger tidligere havde hans kone i hast taget deres to grædende børn og forladt hjemmet. Men Paul ville ikke godvilligt give afkald på sine børn, der var 7 og 13 år gamle.
Omsider var hans kamp i retten ved at være til ende. „Hvor er det uretfærdigt at denne dommer, en vildfremmed, kan bestemme hvor mine børn skal bo,“ tænkte han, mens dommeren afsagde kendelse i sag efter sag.
Paul og hans kone var blot ét ud af 1.187.000 amerikanske ægtepar der blev skilt i 1985. Dette er tre gange så mange som blev skilt i 1960. Skilsmissetallenes himmelflugt er ikke kun et amerikansk fænomen. Det opleves overalt. (Herhjemme blev 14.385 par skilt i 1985.) Man anslår at parterne i 15 til 20 procent af tilfældene går rettens vej for at få afgjort spørgsmålet om forældremyndigheden. Førnævnte Paul måtte i retten mange gange, og han blev mere og mere anspændt. Han fortæller: „En dag i retten kørte det hele rundt for mig. Jeg var på nippet til at gå amok og begynde at ruske i de andre tilstedeværende. Jeg følte at det hele var håbløst.“
Til alt held lykkedes det Paul at beherske sig. Avisoverskrifterne fortæller dog til stadighed om mord og overfald begået i forbitrelse over konflikter om forældremyndighed. Hvorfor udvikler denne type retssager sig så ofte til skarpe opgør?
Forældrenes indbyrdes krig
Forældremyndighedslovene er forskellige fra land til land, men i de fleste vestlige lande har moderen og faderen lige ret til at gøre deres krav gældende. I mange år har retten afgjort spørgsmålet ud fra hensynet til „hvad der er bedst for barnet“. Begge forældre kan således påberåbe sig at være den bedst egnede til at varetage forældremyndigheden.
Nogle har børnenes ve og vel i tanke, men andre drives af nag og fjendskab mod den tidligere ægtefælle. Barnet bliver det våben som nogle fædre og mødre bruger for at få afløb for deres vrede eller skuffelse. Eller, som en dommer siger: Børnene kan blive „kastebolde der skal tilfredsstille den hævntørst som skilte ægtefæller alt for ofte er optændt af“.
Nogle forældre tager endog loven i deres egen hånd. Det er blevet et internationalt problem at forældre bortfører deres børn. Det skønnes at der hvert år forekommer ikke færre end cirka 100.000 af sådanne bortførelser alene i USA! En forening har opgjort at antallet af tilfælde blev fordoblet mellem 1978 og 1983. Ofte efterlader det dybe følelsesmæssige ar hos børnene. I sin bog Children in the Crossfire (Børn i krydsild) siger Sally Abrahms: „Tyveri af børn er firsernes hjertesorg.“
Retfærdighed i retssalen?
Lige siden oldtiden har forældre appelleret til myndighederne om at gribe ind i sådanne uoverensstemmelser. Den vise kong Salomon huskes for sin berømte afgørelse i striden mellem de to mødre. (1 Kongebog 3:16-28) Men i dag kan det være vanskeligt at fælde en salomonisk dom.
Når en familie splittes ved skilsmisse og begge forældre ønsker myndigheden over barnet, må domstolene træffe en afgørelse. Dommerne tager sådanne forhold i betragtning som forældrenes sindsligevægt, barnets ønske, dets forhold til hver af forældrene, og forældrenes respektive mulighed for at tilbyde barnet en opvækst under trygge kår.
I de fleste tilfælde har barnet imidlertid et behov for og et ønske om et nært forhold til begge forældre. I den danske myndighedslov siges der derfor i paragraf 23: „Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.“ I førnævnte sag tog dommeren hensyn til at Pauls „hele tilværelse drejede sig om hans børn“, mens hans kone foretrak „at tilbringe sin fritid på en lokal restaurant i samtale med sin moder og sine venner“. Paul fik derfor forældremyndigheden, men som et udtryk for at børnene behøvede deres moder, fik hun tilkendt „udstrakt samværsret“.
I de senere år har der imidlertid vist sig en ildevarslende tendens. Nogle advokater har for at vinde en sag om forældremyndigheden gjort et stort væsen ud af religiøse meningsforskelle. Denne uetiske taktik har ledt nogle dømmende instanser på vildspor og har fået dommere til at indvikle sig i bedømmelser af trossamfund — noget der ligger uden for en verdslig domstols beføjelser — frem for hvad der er til barnets bedste. Med hvilke følger?
Nogle forkæmpere for den personlige frihed mener at alle børns og forældres rettigheder trues når spørgsmålet om religion blandes ind i sager om forældremyndigheden. Da mange familier også i fremtiden vil blive splittet ved skilsmisse eller separation, kan det også komme til at berøre dig.
[Tekstcitat på side 4]
Ikke færre end 40 procent af alle børnefamilier i USA vil muligvis inden for de næste 10 år blive berørt af skilsmisse eller separation