Portugal 26 år efter

„DE HAR 30 dage til at forlade landet.“ Med det ultimatum var min hustru og jeg tvunget til i 1962 at forlade vort missionærdistrikt i Portugal.

Sammen med fire andre missionærer blev vi udvist fordi vi var Jehovas vidner og fordi vi var neutrale i militære og politiske spørgsmål. En 19-årig mand ved navn João Gonçalves Mateus, som jeg studerede Bibelen med, var den første portugisiske forkynder der måtte stå op for sin neutralitet. Chefen for det hemmelige politi henviste til dette og fortalte mig at militærnægtelse af samvittighedsgrunde var en luksus som Portugal ikke ville tolerere. Da vi forlod Portugal mistede jeg forbindelsen med João.

Dengang blev Portugal styret af et katolsk-fascistisk diktatur, som bekæmpede opstandene i dets afrikanske kolonier. Befolkningen følte sig underkuet, beklemt og undertrykt. Overalt herskede der mistillid på grund af den betalte stikkervirksomhed, der kunne bevirke at man blev angivet til det berygtede hemmelige politi — a PIDE (Polícia Internacional e Defesa do Estado), som det blev kaldt på portugisisk.

Vi blev som sagt udvist, og Jehovas Vidner blev forbudt som trossamfund indtil 1974 da det fascistiske regime blev styrtet ved en revolution som hæren stod bag, hvorved der blev indført demokrati og religionsfrihed. I december samme år opnåede Jehovas Vidner juridisk anerkendelse, og kort efter blev der oprettet et afdelingskontor i Estoril, der ligger ved kysten nogle kilometer fra Lissabon. Men med den hurtige vækst der skete, blev dette kontor efterhånden for lille. Så i 1983 købte Selskabet et stykke jord i den lille by Alcabideche. Her opførte forkynderne en smuk ny bygning der skulle huse det nye afdelingskontor, eller „Betel“ (der på hebraisk betyder „Guds hus“).

Fra Betel, som ligger på et højdedrag, kan man se helt til Lissabon med den berømte hængebro der fører over Tejo-floden, på hvis sydlige bred den imponerende Kristusfigur (Cristo Rei) er opført. Hvis man kigger i en anden retning kan man se Estoril og et godt stykke af kysten.

Sammen med mange andre tidligere missionærer var vi blevet inviteret med til indvielsesprogrammet i april 1988. Da min hustru og jeg ankom til Lissabon lufthavn kunne jeg ikke lade være med at tænke på om paspolitiet ville standse os. Ville de mon checke den gamle liste over uønskede personer, den liste som for 26 år siden hindrede os i at tage tilbage til Portugal? Nej, der var slet ingen problemer. PIDE var væk, og vi opdagede et nyt Portugal — folk var mere åbne, smilende og meddelsomme. Og i stedet for de cirka 1000 forkyndere der var i 1962 da vi forlod landet, er der nu over 33.000, et forhold på én forkynder til 297 indbyggere, et af de bedste forholdstal i Europa!

Om eftermiddagen tog vi ud til Restelo (Belém) fodboldstadion for at høre et foredrag der blev holdt af et medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, Milton G. Henschel, og som blev oversat til portugisisk af Mário Pinto Oliveira. Det var til stor glæde for min hustru, da hun havde været Mários engelsklærer for mere end 26 år siden. Efterhånden som vi nærmede os stadion så vi et imponerende syn — over 46.000 portugisiske Jehovas vidner og interesserede som strømmede til for at høre programmet.

Da programmet var slut fik jeg øje på en velvoksen portugiser i fyrrerne som åbenbart ønskede at tale med mig. „Irmão Erico (broder Eric), kan du ikke kende mig?“ spurgte han. Jeg måtte indrømme at det kunne jeg ikke. Men da jeg kiggede efter endnu en gang og så bort fra nogle ekstra kilo samt 26 år, gik det op for mig at det var João Gonçalves Mateus! Hvilken glædelig genforening efter så mange år. Han præsenterede os for sin hustru og sine tre døtre, en dejlig familie der alle sammen tjener Jehova.

Vi havde fire skønne dage i Portugal, hvor vi fik lejlighed til at møde gamle venner og bekendte. Det var opmuntrende at se trofaste mænd og kvinder som havde holdt ud i alle disse år trods forfølgelse. En af dem var José Lança, en tidligere journalist der var med under forfølgelsen, og som nu besøger menighederne som rejsende tilsynsmand. En anden var António Cordeiro, den første pioner og tjener i Portugal. Deres glade ansigter var en genspejling af Portugals nye åndelige fremgang, et resultat af årtiers trofast forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige.

Vi besøgte også den gade hvor vores hemmelige rigssal havde ligget. Det var i en lejlighed på første sal på Calçada de Arroios 66. Den var igen blevet omdannet til en lejlighed. Nu findes der mere end 440 menigheder af Jehovas Vidner der samles i juridisk anerkendte rigssale over hele landet. Gennem de sidste 26 år har Portugal i sandhed forandret sig — til et langt bedre sted for Jehovas vidner. — Indsendt.

[Illustration på side 16]

Vagttårnsselskabets afdelingskontor og trykkeri i Alcabideche, Portugal

[Illustrationer på side 17]

Der var 46.000 til stede ved et særligt møde der blev afholdt på Restelo fodboldstadion i Lissabon

Et hemmeligt bibelsk møde i 1961 i skovene nær Lissabon