Bør kirker engagere sig i politik?

Af Vågn op!-​korrespondent i Brasilien

EN SKOPUDSERDRENG kommer ind i et venteværelse i sin søgen efter kunder. Han er høj og mager, og det er tydeligvis et stykke tid siden han har været i bad. En eller anden tilbyder ham et stykke hjemmebagt kage. Uden et ord snupper han det med sine snavsede fingre, sætter sig ned på gulvet og begynder at spise. Andre børn dukker op og de får hver et lille stykke. Inden længe er kagen spist.

I mange af verdens storbyer kan man opleve noget lignende. Utallige mennesker er hjemløse og må derfor leve og dø på gaden. I blikskure og slumkvarterer kæmper mødre for at forsørge deres små børn, og vælger ofte selv at sulte for at børnene kan få noget at spise. Forhenværende præsident Lyndon B. Johnson sagde engang: „I vore dages politik er det fristende at ignorere de ekstremt fattige, fordi de udgør en tavs minoritet.“

Når man bliver konfronteret med børn med tomme maver spekulerer man uundgåeligt på hvad der vil ske med alle disse børn der er blevet overladt til sig selv. Vil de nogen sinde blive hjulpet?

Kirkens rolle?

Mange er bekymrede over sygdoms- og fattigdomsproblemet samt mangelen på boliger, og spørger derfor sig selv: „Burde min kirke ikke gå aktivt ind for sociale reformer?“

’Ja, hvorfor ikke?’ vil mange måske ræsonnere. ’Kirken bør da bruge sin indflydelse og gøre verden til et bedre sted at leve.’ Andre mener måske det samme som Brasiliens justitsminister, Paulo Brossard, der har sagt: „De verdslige sager er statens anliggende, de åndelige er kirkens.“

I Brasilien, der har flere katolikker end noget andet land i verden, tager biskopperne nu åbent del i den sociale debat. Avisen Latin America Daily Post har skrevet: „Den brasilianske kirke er i stigende grad blevet fortaler for de jordløse, og har dermed foretaget en historisk kovending i forhold til dengang kirken ydede oligarkiet [den herskende klasse] sin støtte.“

En ny teologi

Denne holdningsændring hos mange katolske præster har affødt en helt ny, radikal teologi. Ifølge en brasiliansk avis „sigter ordet befrielsesteologi til en bevægelse der er meget udbredt blandt de brasilianske præster, en bevægelse som går ind for at kirken støtter de revolutionære elementer der kæmper mod fattigdom og undertrykkelse“.

Denne alternative teologi fremstiller Jesus som en frihedskæmper, og går ind for ’den lære at en politisk mobilisering af de fattige er et af kristendommens hovedformål’. Befrielsesteologien retfærdiggør altså at de fattige griber til handling i en verden hvor de normalt er blevet tilskyndet til at være passive.

Aktivisten Francis O’Gorman forklarer: „Det er bydende nødvendigt at forholdene ændres. Der er noget galt med samfundet når to tredjedele af jordens befolkning lider under fattigdom fordi man fratager dem deres rettigheder. Der er ressourcer nok til at brødføde alle mennesker. Men de rige bliver blot rigere mens de fattige bliver fattigere.“

Kirken splittes

Befrielsesteologien har skabt splid i den katolske kirke. Pave Johannes Paul II har for eksempel fordømt at præster engagerer sig i befrielsesteologi. Han har sagt: „At fremstille Kristus som en politisk skikkelse, en revolutionær fra Nazaret der gik ind for en samfundsomvæltning, stemmer ikke overens med kirkens lære.“ Paven forsøger at holde aktivistbevægelserne i tømme, fordi han frygter at kirken i Latinamerika lader sig udnytte af radikale kræfter.

For nylig irettesatte paven den brasilianske teolog Leonardo Boff fordi han fremmer befrielsesteologien. Det er interessant at bemærke at katolske prælater, som for eksempel paven, ikke kritiserer befrielsesteologiens tilhængere for at blande sig i politik, for det har kirken haft tradition for gennem hele historien. Nej, indvendingerne skyldes befrielsesteologiens lighed med den kommunistiske ideologi.

Kardinal Vicente Scherer fra Brasilien har erklæret at når kommunisterne „vil infiltrere og dominere, bruger de en anden taktik end før. I stedet for at anvende brutale metoder . . . forsøger de at vinde tilhængere blandt visse kliker i Kirken, og det er desværre lykkedes dem at få disse kliker til at fremme deres kommunistiske ideer.“

Boaventura Kloppenburg, der er katolsk biskop i Salvador i Brasilien, har sagt om befrielsesteologiens tilhængere: „De ønsker at man skal læse evangeliet med nye øjne, og går ind for en ny fortolkning af historien og troslæren, en tilpasning af liturgien samt en lempelse af den moralske samvittighed så folket uden problemer kan tage aktiv del i revolutionen.“

Det er ikke så mærkeligt at oprigtige katolikker finder det vanskeligt at følge kirkeledere der er så uenige.

Er befrielsesteologien løsningen?

Skønt befrielsesteologiens fortalere måske er velmenende, lader de nødvendige reformer sig vanskeligt realisere. Samfundets indviklede struktur og menneskenes medfødte selviskhed viser at selv om det lykkes at indføre visse forandringer, vil problemerne alligevel ikke blive løst. Det forholder sig som lord Halifax har udtalt: „Når folket kæmper for frihed, får det sjældent andet ud af sin sejr end nye herrer.“

Spørg engang dig selv: ’Er de der tror på befrielsesteologien klar over hvor de føres hen?’ Jesus advarede: „Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Mattæus 15:14.

Har du et realistisk billede af de fattiges problemer i den tredje verden? Kender Gud de fattiges og undertryktes problemer, og vil han gøre noget ved dem?

[Tekstcitat på side 4]

„Når folket kæmper for frihed, får det sjældent andet ud af sin sejr end nye herrer“