Hvorfor jeg opgav befrielsesteologien

DET der tiltalte mig ved befrielsesteologien var løftet om en forandring, som blandt andet kom til udtryk i dette omkvæd til en sang vi plejede at synge. Men var mit håb om en verdensforandring pålideligt?

En katolsk opdragelse

Mine forældre var katolikker, og jeg blev derfor opdraget „i kirken“. Jeg meldte mig ind i en klub for messedrenge som gik præsten til hånde under messen. Som 17-årig blev jeg valgt til formand for klubben, og fik på den måde nærmere kontakt med præsterne. Jeg var glad for at høre hvad de talte om og at læse de samme bøger som de læste. Især de bøger der handlede om befrielsesteologi tiltalte mig, for heri stod der at menneskeheden kunne blive frigjort fra undertrykkelse.

Jo mere jeg læste og hørte, jo mere blev jeg overbevist om at folk havde behov for at lære om disse ting og blive gjort opmærksomme på deres rettigheder. Jeg var derfor glad da der blev oprettet et såkaldt „basissamfund“ i vort sogn. Basissamfund er grupper hvor præsternes omsorg for de fattige forenes med undervisning og tilskyndelse til politisk aktivitet. Alene i Brasilien er der omkring 70.000 basissamfund.

Hensigten med disse basissamfund er at få oplyste katolikker til at være med i oplæringscentre og deltage i møder. Jeg var med til at udforme og trykke plakater og protestbannere, og tog desuden medlemmerne af vores gruppe med til særlige messer i andre basissamfund og til protestmarcher.

Arbejdet i basissamfundene

Nogle af dem der kom i vores center i Belém boede i et lavtliggende sumpområde hvor de måtte benytte sig af gangbroer for at komme hen til deres boliger. Bystyret havde planer om at ekspropriere dette område og flytte indbyggerne til et andet sted og samtidig give dem en erstatning. Jeg fik til opgave at tale indbyggerne fra at gå ind på bystyrets tilbud, samt minde dem om at vores præst havde sagt at hvis de stod fast, ville bystyret give efter og i stedet forbedre deres ejendom. Det resulterede i at nogle nægtede at flytte. Det var sørgeligt at opleve hvordan brandmænd alligevel tvang dem bort fra deres hjem med brandslanger. Jeg følte at jeg havde svigtet medlemmerne af vort center, og flyttede derfor over til et andet basissamfund.

Omkring dette tidspunkt udbrød der en konflikt om jord, og 13 slumbeboere og 2 franske præster blev arresteret. Både slumbeboerne og præsterne blev ført til Belém hvor de skulle stilles for retten. Vi syntes det var uretfærdigt at de var blevet arresteret, så man enedes om at alle basissamfundene i Belém skulle slutte op om en fredelig demonstration foran politistationen. Blandt dem der overnattede foran bygningen var min søster og min bedstemoder. Demonstrationen varede flere døgn, og vi skiftedes til at tage vores tørn. Den sluttede først da fangerne blev ført til Brasília, hvor de skulle for retten.

Aftenen før retssagen blev der planlagt en demonstration der skulle vare hele natten. Den måtte imidlertid aflyses da militæret dukkede op. Vi henlagde derefter demonstrationen til et andet sted, og afholdt den ved siden af den lille Treenighedskirke. Men også her dukkede der stormtropper op med tåregasgranater, og vi søgte derfor tilflugt i kirken.

Næsten 2000 stuvede sig sammen i kirken med 1200 betjente udenfor. Under disse tumulter kunne jeg ikke lade være med at spekulere på om alle disse mennesker mon virkelig repræsenterede den sande Gud. Jeg nåede til den konklusion at det måtte de gøre, for Jesus havde jo sagt: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Johannes 15:20.

Om aftenen var alle sultne, for vi havde ikke spist hele dagen. Der indfandt sig en biskop som tog ordet og sagde: ’Brødre, det er bedst at vi forlader kirken, for her findes hverken vand eller elektricitet, og kun Gud ved hvad de kan finde på at gøre mod os i nattens løb.’

Men så tog en kendt advokat til orde: ’Kammerater, vi lever i et demokrati, og de vil ikke gøre os noget, så jeg synes at vi skal blive.’

Efter megen diskussion besluttede gruppelederne at vi skulle forlade kirken, og politiet lod os gå i fred.

Ubesvarede spørgsmål

I mit videre arbejde i centeret besluttede jeg at undervise børnene i vores gruppe ud fra bogen Vi lytter til den store Lærer, som jeg havde fået af min bedstemoder i 1974. Bogen omhandler emner som god opførsel, lydighed mod myndighederne og det forkerte i at bruge billeder i gudsdyrkelsen. Men hvordan kunne jeg forene disse bibelske lærepunkter med det som vi foretog os?

Resultatet blev at jeg trak mig ud af basissamfundet. Jeg havde mange spørgsmål som jeg ikke kendte svaret på. For eksempel: Hvis de der støtter befrielsesteologien virkelig er Guds tjenere, hvorfor følger de så ikke de høje moralnormer Jesus opstillede? Når Gud brugte Moses til at udfri de undertrykte israelitter af Ægypten, hvorfor glemmer nogle politikere da de undertrykte når de først er kommet til magten?

Seks måneder senere bankede en dame på min dør og begyndte at tale med mig om Guds rige. Hun var en af Jehovas Vidners missionærer. Efter en kort samtale gav hun mig bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom. Senere blev der oprettet et bibelstudium med mig, og jeg blev indbudt til et møde i rigssalen. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke på den forskel der var mellem dette møde og de møder jeg plejede at overvære i centeret. I rigssalen var der ingen der røg eller drak eller fortalte sjofle vittigheder.

Det var omkring dette tidspunkt at den katolske kirke afholdt et seminar om „tro og politik“. Her blev det forklaret at tro og politik var to sider af den samme sag. Man hævdede at en troende kristen måtte tage del i politik og ikke uden videre kunne gå med til regeringens direktiver. Men en kammerat sagde noget der fik mig til at studse: „Ja, og så kommer apostelen Paulus og ødelægger det hele.“

„Hvad mener du, Demetrius?“ spurgte jeg.

„Det vil du alligevel ikke kunne forstå,“ svarede han. „Glem det.“

Men jeg ville gerne forstå det og kunne ikke glemme hvad han havde sagt, så jeg besluttede mig for at tage mit bibelstudium med Jehovas Vidner endnu mere alvorligt i et forsøg på at finde ud af hvad han havde ment.

Befrielsesteologien og Bibelen

Ved et foredrag i rigssalen behandlede taleren blandt andet Romerbrevet 13:1, 2, hvor der står at ’enhver sjæl bør underordne sig de højere myndigheder, og at de eksisterende myndigheder er anbragt i deres relative stillinger af Gud. Derfor står den der modstår myndigheden, Guds ordning imod.’

Nu forstod jeg hvad Demetrius havde talt om. Med disse ord går Paulus imod alt hvad der har med befrielsesteologi at gøre. Det er altså forkert af kristne at modstå regeringsmyndighederne.

Jeg lærte desuden at Bibelen peger på den eneste løsning der sikrer at menneskeheden vil blive frigjort fra undertrykkelse — Guds rige ved kongen Kristus Jesus. Eftersom det kun er Jehovas Vidner der forkynder om dette rige, sluttede jeg mig til dem i deres forkyndelsesarbejde. Kort tid efter blev jeg døbt, hvorefter jeg begyndte som pioner (heltidsforkynder), og siden august 1985 har jeg tjent som specialpioner. Jeg blev siden gift med en pioner, og vi tjener nu sammen i heltidstjenesten.

Jeg er Jehova Gud dybt taknemmelig for at jeg har lært den sandhed at kende som virkelig kan frigøre mennesker, og for det privilegium det er at hjælpe andre til at blive frigjort fra fejlagtige ideologier. (Johannes 8:32) Blandt dem jeg har hjulpet er to kammerater som jeg arbejdede sammen med i det katolske center, samt min søster og min bedstemoder. Nu forstår vi hvorfor befrielsesteologien ikke udgør den virkelige løsning for de fattige. — Fortalt af Átila Monteiro Carneiro.

[Illustration på side 9]

Jeg arbejdede uden held med at forbedre de fattiges kår i Belém

[Illustration på side 10]

Min kone og jeg forkynder budskabet om de fattiges sande frigørelse