Kort, smukt og poetisk
Af Vågn op!-korrespondent i Japan
Blomstens faldne blad
fløj tilbage til sin gren.
Nej! En sommerfugl!
Kun 17 stavelser — men et helt digt, perfekt i sin form og komplet i beskrivelsen af et lille, bevægende øjeblik! Det er hvad japanerne, disse mestre i formindskelsens kunst, kalder en haiku.
En haiku er et digt på tre linjer uden rim, men altid med 17 stavelser. Oprindelig indgik en sådan haiku i et femlinjet digt med 31 stavelser kaldet en waka eller en tanka. I middelalderen yndede unge poeter at bruge waka’en i en slags digterisk leg: Én fremsagde tre verslinjer, og en anden prøvede at fuldende digtet ved at tilføje to linjer som passede til. Men efterhånden blev det almindeligt at lade de tre indledende linjer stå alene.
Hvordan er en „haiku“ opbygget?
En haiku er en lektion i at fatte sig i korthed. Den første og sidste linje skal helst have hver fem stavelser, og den midterste syv. Traditionelt indeholder digtet en hentydning til årstiden: Når der tales om sne, tænker læseren på vinteren; en frø eller en blomst hentyder til foråret; og når ordet „varm“ eller „hed“ nævnes, kan man føle sig hensat til sommerdagens dirrende middagshede. Ja, haiku-digterens kunst består i at skabe en stemning med blot et par ord.
Solen tørrer byg
foran dørens falmede
bambus-jalousi.
Kan du se det for dig? Et gammelt bondehus; foran er kornaks lagt til tørre i sensommersolen, og i døren hænger en bambuspersienne der har mange somre bag sig.
Haiku-formen er blevet kaldt ’sanseindtrykkenes poesi’. Et velkomponeret haiku-digt kan faktisk give læseren et meget direkte sanseindtryk.
Snegl, du lille mand,
kryb til Fuji-bjergets top
langsomt, langsomt op.
Med sine 3700 meter hæver bjerget Fuji sig som en kæmpe og gør de omgivende bjerge uanselige. For en snegl, ja, selv for en mand, er det slidsomt at kæmpe sig vej op ad den stejle skråning. Og det tager tid. Kan du mærke vandringens træthed?
Haiku-mestre som Issa Kobayashi fra begyndelsen af det 19. århundrede havde øje for hverdagens humor, skønt det til tider blev en slags galgenhumor. Dette digt kan tages som eksempel:
Rejsetøjet væk!
Tøjet, ja, men rejsens lus
er på mig endnu.
De anførte haiku-eksempler indeholder de traditionelle beskrivelser af naturen og årstiderne. De åbner læserens øjne for en rigdom af detaljer i flora og fauna, årets gang, landskabets vekslen og andet som fortæller om landet og dets folk. Digteren beskriver ikke udtrykkelig hvad han føler, men vækker alligevel den tilsigtede stemning ved sit udsøgte ordvalg. Hvor er det smukt når sprogets gave bruges så mesterligt!
„Haiku“ — en digterskole
Haiku-digtenes enkelhed gør dem velegnede som en „første lektion“ for dem der vil begynde at læse poesi — og for dem der gerne selv vil begynde at skrive. Men digtenes smukke pastelbilleder får også læseren til at blive mere opmærksom på naturen og livet omkring ham — til at se på en mere bevidst måde. Og den der bliver mere opmærksom på skønheden i det skabte, vil også have lettere ved at værdsætte sin Skaber.
En børnehavelærer i Osaka prøvede at lære de små i børnehaven nogle haiku-digte. Det viste sig at børn på tre til fem år kunne lære omkring hundrede af dem på et år. Man lagde også mærke til at det påvirkede børnene — de „værdsatte naturen i højere grad og blev mere hensynsfulde over for dyr“, noget meget værdifuldt i en tid hvor børneunderholdning ofte er præget af mere voldsomme virkemidler.
Nogle skribenter mener ganske vist at en ægte haiku-mester må sætte sig ind i zenbuddhismen og dyrke meditation. Dertil kan siges at den almindelige læser i Japan slet ikke forbinder haiku-digtene med noget sådant. Han nyder dem bare som en del af landets litteratur og vil aldrig lægge noget religiøst i dem.
I andre lande
Haiku-digtet er ’født og opvokset’ i Japan, men også i resten af verden har det vundet ry og anerkendes som den knappeste og mest koncise versform der findes. I slutningen af 1950’erne blev interessen for det udbredt i Vesteuropa og i USA, hvor der er udgivet adskillige haiku-samlinger på engelsk. I Californien opdagede en lærer at hendes elever hurtigt tilegnede sig denne digtform. Her er et første forsøg:
Fra bjergets side
stiger månen stille, let,
op til stjernerne
Ikke så ringe af en elev i 4. klasse!
Også afrikanere har taget haiku-digtene til sig. I Senegal trives poesien godt. Her er et haiku-eksempel:
Riller i en flods
tørre leje smiler blegt
mod den hede sol.
En rammende beskrivelse af den afrikanske sol og tørke. Disse afrikanere som lever tæt på naturen kender dens kræfter og føler dens skønhed. Haiku-formen er lige noget for dem.
Et problem melder sig når haiku-digte skal oversættes fra japansk til andre sprog. Skemaet med fem, syv og fem stavelser i de tre linjer danner på japansk en smuk og stram form, men det kan være en svær opgave at efterligne dette på andre sprog. Nogle anbefaler derfor at man ser bort fra antallet af stavelser, eller nøjes med to linjer. Andre foretrækker at beholde de tre linjer, men gør så den midterste linje noget længere. Her er et præmieret haiku-digt som ganske vist ikke stammer fra Japan, men alligevel er perfekt i form og indhold:
Råkoldt morgengry.
Sammenkrøbne sidder de,
spurve uden hals.
Det er vinter; morgenen er kold. Nogle gråspurve sidder, måske på en telefonledning, og trykker sig ind mod hinanden. De trækker hovedet ned i dunene for at holde varmen. Et helt billede beskrevet i et enkelt åndedrag!
Deri består det spændende ved haiku-formen — at kunne indfange detaljerne i et af naturens tableauer, bibringe dem med sanseindtrykkets chokvirkning, hensætte læseren i en stemning — og gøre det med kun 17 stavelser!
[Illustration på side 12]
Blomstens faldne blad
fløj tilbage til sin gren.
Nej! En sommerfugl!
[Illustration på side 13]
Solen tørrer byg
foran dørens falmede
bambus-jalousi.
[Illustration på side 14]
Snegl, du lille mand,
kryb til Fuji-bjergets top
langsomt, langsomt op.