Kampen for at redde vor planet

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

JURI, som bor i den russiske by Karabasj, har to børn der begge er syge. Han er selvfølgelig bekymret, men ikke overrasket. „Der er ingen raske børn her,“ forklarer han. Indbyggerne i Karabasj bliver forgiftet. En lokal fabrik sender årligt 162.000 tons forurenende stoffer ud i luften — 9 tons for hver mand, hver kvinde og hvert barn i området. I Nikel og Monchegorsk på Kolahalvøen, nord for polarcirklen, sprøjter „to af verdens største og mest utidssvarende nikkelsmelterier . . . årligt flere tungmetaller og mere svovldioxid ud i luften end alle andre sådanne fabrikker i Rusland“. — The New York Times.

Luften er ikke sundere i Mexico City. En undersøgelse foretaget af dr. Margarita Castillejos viste at selv i et velhaverkvarter i byen er børnene syge i 4 ud af 5 dage. „Det er blevet helt normalt for dem at være syge,“ siger hun, og tilføjer at en af de største syndere er den kraftige smog der kommer fra de tusinder af køretøjer i gaderne. Ozonkoncentrationen er fire gange højere end den af Verdenssundhedsorganisationen højest tilrådede værdi.

I Australien er faren usynlig, men lige så dødbringende. Når børnene leger i skolegården er de nu nødt til at bære hovedbeklædning. Nedbrydningen af det beskyttende ozonlag over den sydlige halvkugle har fået australierne til at betragte solen som en fjende snarere end en ven. Der er allerede sket en tredobling i antallet af hudkræfttilfælde.

I andre dele af verden er det en daglig kamp at finde tilstrækkeligt med vand. Amalia var 13 år da tørken kom til Moçambique. Der var sparsomt med vand det første år, og næsten intet det følgende. Afgrøderne visnede og døde. Amalia og hendes familie måtte spise vilde frugter og grave i udtørrede flodsenge for blot at finde en smule af det dyrebare vand.

I den indiske stat Rajasthan er det græsningsarealer der er mangel på. Phagu, som tilhører en nomadestamme, har jævnlig diskussioner med de lokale bønder. Han kan ikke finde græsning til sin hjord af får og geder. Akut mangel på frugtbar jord har ødelagt århundreders fredelig sameksistens mellem landmænd og nomader.

Situationen er endnu værre i Sahelområdet, et bredt bælte med delvis tørke i den sydlige del af Saharaørkenen i Afrika. På grund af skovrydning og efterfølgende tørke er hele hjorde blevet udslettet, og utallige småbrug er blevet begravet i det fremrykkende ørkensand. „Jeg tilsår ikke jorden igen,“ forsikrer en Fulani-bonde fra Niger, efter at han for syvende gang har set sin høst af hirse slå fejl. Han har også mistet sit kvæg på grund af manglende græsning.

En stigende trussel

De nylige tørkekatastrofer, den fejlslagne høst og den forurenede luft der forpester by efter by, danner et ildevarslende mønster. Det er alt sammen symptomer på en syg planet, en planet der ikke længere kan klare alt det mennesket kræver af den.

Intet på jorden har større betydning for vor overlevelse end luften vi indånder, maden vi spiser og vandet vi drikker. Men ubønhørligt bliver disse livsnødvendigheder enten forurenet eller lidt efter lidt udryddet, og dét endda af mennesket selv. I nogle lande er miljøforholdene allerede livstruende. Som den tidligere sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov i malende vendinger har udtalt: „Økologien har fået tag i struben på os.“

Det er ikke en trussel vi kan tage let på. Verdens befolkningstal stiger støt, og der bliver stadig større efterspørgsel efter de begrænsede ressourcer. Lester Brown, der er præsident for Worldwatch Institute, har for nylig sagt at „for fremtiden er den største fare ikke militære aggressioner, men nedbrydningen af miljøet på vor planet“. Bliver der gjort nok for at afværge en katastrofe?

Kampen for at beskytte Jorden

Det er vanskeligt at hjælpe en alkoholiker som ikke mener at han drikker for meget. På samme måde er det første skridt i forbindelse med at gøre noget ved jordens tilstand at erkende skadernes omfang. Måske er oplysning årsagen til at folk er blevet mere miljøbevidste i de senere år. De fleste er klar over at jorden bliver udpint og forurenet og at der må gøres noget ved det. Den miljømæssige trussel har nu en større plads i folks bevidsthed end faren for en kernevåbenkrig.

Verdenslederne er også opmærksomme på problemet. I 1992 overværede omkring 118 statsledere en miljøkonference hvor der blev taget nogle få skridt hen imod at beskytte atmosfæren og jordens svindende ressourcer. De fleste lande underskrev en klimaaftale hvori de gik med til at opstille et system med henblik på at rapportere ændringer i udslippet af kulstof, og i nær fremtid fastfryse det samlede udslip. De overvejede også hvordan man kan beskytte jordens biodiversitet, de mange forskellige plante- og dyrearter. Man kunne ikke nå til enighed om at beskytte verdens skove, men konferencen nåede dog frem til to erklæringer, nemlig „Rio-deklarationen“ og „Agenda 21“, som indeholder retningslinjer for hvordan landene kan opnå „en bæredygtig udvikling“.

Som miljøforkæmperen Allen Hammond siger: „Den afgørende prøve går ud på om Rio-bestemmelserne bliver overholdt, om de frimodige udtalelser ledsages af handlinger i månederne og årene fremover.“

I 1987 blev der imidlertid taget et betydningsfuldt skridt i den rigtige retning i form af Montreal-protokollen, en international aftale om gradvis at afskaffe brugen af CFC-gasser over en nærmere fastsat periode.a Men hvorfor det? Fordi CFC-gasserne siges at bidrage til den hurtige nedbrydning af Jordens beskyttende ozonlag. Ozonen i Jordens atmosfære spiller en vigtig rolle i forbindelse med at filtrere Solens ultraviolette stråler, som kan forårsage hudkræft og grå stær. Det er ikke kun et problem i Australien. For nylig har forskerne opdaget et 8 procents fald i vinterkoncentrationen af ozon over tempererede dele af den nordlige halvkugle. Tyve millioner tons CFC-gasser er allerede på vej op mod stratosfæren.

Stillet over for denne katastrofale forurening af atmosfæren, lagde nationerne deres meningsforskelle til side og skred til handling. På internationalt plan er der desuden gjort bestræbelser for at beskytte truede dyrearter, bevare Antarktis, og kontrollere transporten af giftaffald.

Mange lande tager nu skridt til at rense deres floder (laksen er vendt tilbage til Themsen i England), begrænse luftforureningen (den er nedsat med 10 procent i De Forenede Staters mest smog-ramte byer), anvende miljøvenlige energiformer (80 procent af husene på Island opvarmes af geotermisk energi), og bevare deres naturarv (Costa Rica og Namibia har omdannet cirka 12 procent af deres totale landareal til naturparker).

Viser disse positive tiltag at mennesket har erkendt situationens alvor? Er det blot et spørgsmål om tid før vor planets tilstand igen er god? I de følgende artikler vil vi søge at besvare disse spørgsmål.

[Fodnote]