Dilemmaet for den katolske kirke

„EN NY PINSEDAG.“ Det var hvad pave Johannes XXIII håbede at det økumeniske koncil som begyndte i 1962, og som fik navnet Det Andet Vatikankoncil, ville blive. Han håbede at det ville skabe en åndelig fornyelse blandt katolikker og bringe forandringer der kunne berede vejen for kristenhedens genforening.

Men tanken om aggiornamento (ajourføring) tiltalte ikke alle prælater i Vatikanet. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Pavens beslutning blev derfor køligt modtaget af hans konservative kurie, som var overbevist om at kirken havde haft fremgang under Pius XII, og som ikke så nogen grund til at foretage de forandringer pave Johannes slog til lyd for. Nogle af Vatikanets kardinaler gjorde alt for at udsætte koncilet indtil den gamle mand var ude af billedet og projektet lige så stille kunne droppes.“

Det Andet Vatikankoncils dekret om økumenien

Pave Johannes XXIII levede længe nok til at få sat Det Andet Vatikankoncil i gang. Men kort efter, i juni 1963, døde han. Koncilet sluttede først i december 1965. Den 21. november 1964 offentliggjorde pave Paul VI dekretet om økumenien. Indledningen lyder: „Et af de vigtigste mål Det Andet Vatikankoncil har sat sig, er at genoprette enheden mellem alle kristne.“

Jesuiterpræsten Walter M. Abbott skriver bemærkelsesværdigt nok i bogen The Documents of Vatican II: „Dekretet om økumenien markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse.“ Og i afsnittet „Katolicismen efter Det Andet Vatikankoncil“ skriver The New Encyclopædia Britannica optimistisk: „Den romersk-katolske kirke er nu officielt fraveget sin lære om at den er ’den eneste sande kirke’.“

Men har den katolske kirke virkelig fraveget denne lære? Og på hvilket grundlag ønsker den at skabe enhed? Efter at have defineret i hvilket omfang katolikker kan deltage i økumenisk arbejde, opstiller dekretet om økumenien følgende betingelser: „Kirkemødet formaner alle de troende til at undgå enhver ubesindighed eller ubetænksom iver. . . . Deres økumeniske indsats må ikke være andet end fuldt ud og oprigtig katolsk, altid tro mod den sandhed som vi har modtaget af apostlene og vore fædre i troen, i overensstemmelse med den bekendelse som altid har været den katolske Kirkes.“

Anstødssten

Sagen er at den katolske kirke ikke er fraveget det standpunkt at den er den eneste sande kirke. Det Andet Vatikankoncils dekret om økumenien fastslår: „Hele fylden af midler til frelse kan kun nås ved Kristi katolske Kirke, som er den universelle hjælp til frelsen. Vi tror nemlig at det er til apostelkollegiet alene, hvor Peter har forsæde, at Herren har betroet alle den nye pagts rigdomme.“

Det nyligt udgivne franske opslagsværk Théo — Nouvelle Encyclopédie Catholique (1989) siger: „For katolikker er paven, som Peters efterfølger, teologisk set den faste bestanddel i kirkens og biskoppernes enhed. Det er imidlertid en kendsgerning at paven er den største årsag til splittelsen blandt kristne.“

Dogmet om pavens primat er nøje forbundet med dogmerne om pavens ufejlbarhed og de katolske biskoppers apostolske succession, som begge er uacceptable for de fleste af kristenhedens ikkekatolske kirker. Ændrede Det Andet Vatikankoncil noget ved den katolske kirkes syn på disse dogmer?

Det Andet Vatikankoncils Dogmatiske Konstitution om Kirken, svarer i paragraf 18: „Denne hellige synode, som følger i fodsporene på Det Første Vatikankoncil [der godkendte dogmet om pavens ufejlbarhed], lærer og erklærer med det at Jesus Kristus, den evige hyrde, grundlagde den hellige kirke ved at overdrage apostlene deres missionsopgave, ligesom han selv var blevet sendt af Faderen (jf. Joh. 20:21). Han bestemte at deres efterfølgere, biskopperne, skulle være hyrder for hans kirke indtil verdens ende. For at episkopatet kunne være ét og udelt, satte han Peter til hoved over de andre apostle, og oprettede i ham en varig og synlig kilde og grundvold for enhed både i tro og samfund. Denne lære om institutionen, den varige ordning, naturen og betydningen af den romerske pontifex’ hellige primat og hans ufejlbare lærerembede, anbefaler den hellige synode igen den troende at tro fuldt og fast på, og som følge af denne ufravigelige forpligtelse har den i sinde offentligt at forkynde og klart at formulere dogmet om at biskopperne, apostlenes efterfølgere, sammen med Peters efterfølger, Kristi Stedfortræder og hele Kirkens synlige overhoved, leder den levende Guds hus.“

Interessant nok blev Den Dogmatiske Konstitution om Kirken udsendt af pave Paul VI samme dag som han ratificerede dekretet om økumenien. Denne dag, den 21. november 1964, bekendtgjorde han også at „Maria er ’Kirkens Moder’, det vil sige moder for alle troende og alle præster“. Hvordan kan det siges at dekretet om økumenien „markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse“ når paven samme dag valgte at stadfæste dogmer der er fuldstændig uacceptable for de fleste medlemmer af Kirkernes Verdensråd?

Kirkens dilemma

Tidligere generalsekretær for Kirkernes Nationalråd, dr. Samuel McCrea Cavert, der var en af hovedskikkelserne bag skabelsen af Kirkernes Verdensråd, har sagt: „Trods dekretet [om økumenien] stemmer den katolske kirkes økumeniske indstilling ikke med dens påstand om at være den eneste sande kirke. . . . Det samme kan siges om dogmet om Peters primat og hans myndighed over hele kirken. Disse læresætninger tyder på at den romersk-katolske opfattelse af økumenisme stadig er centreret omkring Rom.“

Dr. Konrad Raiser, vicegeneralsekretær for Kirkernes Verdensråd, har erklæret: „Paven [Johannes Paul II] fremsætter mange økumeniske erklæringer, men han følger et kald der drager ham i en anden retning.“

Dette åbenbare modsætningsforhold mellem Vatikanets økumeniske facade og dets stædige fastholden ved sine traditionelle læresætninger, viser at den katolske kirke befinder sig i et dilemma. Hvis den mener det ærligt med sin deltagelse i den økumeniske bevægelse der stræber efter kristen enhed, må den frafalde sit krav om at være den eneste sande kirke. Hvis den nægter det, må den vedgå at dens såkaldte økumeni blot er en taktisk manøvre for at få de ortodokse og protestantiske kirker tilbage i den katolske fold.

For at sige det ligeud, må den katolske kirke enten vedgå at dens århundredgamle dogmer er falske eller at dens nuværende deltagelse i det økumeniske samarbejde er ren og skær hykleri. Uanset hvad kirken gør, er mange oprigtige medlemmer af kristenhedens kirker forvirrede. De spekulerer på om der nogen sinde vil blive sand enhed blandt kristne.

[Tekstcitat på side 8]

’Dekretet om økumenien markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse’

[Illustration på side 7]

Det Andet Vatikankoncil bragte den katolske kirke i et dilemma

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos