Vandretur på verdens største monolit

Af Vågn op!-​korrespondent i Australien

SOM klippen lå dér i al sin majestæt og glødede i skæret fra den nedgående sol, overgik den enhver beskrivelse og ethvert billede af den jeg havde set. Hvor havde vi glædet os til at betragte dette panorama! Den massive klippeblok skiftede langsomt farve for vore tryllebundne øjne. Først blev den svagt lyserød, derpå blændende purpurfarvet, og til sidst højrød — en farve jeg fandt særlig betagende. Ivrigt affyrede jeg de sidste ’skud’ i mit kamera.

Der hørtes også klikken fra hundreder af andre fotografiapparater. Alle i den begejstrede tilskuerskare fra alverdens lande var bjergtaget af dette mageløse sceneri. Vi befandt os nemlig ved Ayers Rock — verdens største monolit, det vil sige en klippeformation i ét stykke — lige i Australiens hjerte. Ja, endelig så jeg med egne øjne dette ærefrygtindgydende underværk.

Hvorfor så storslået et skue?

John Ross beskriver i sin bog Beautiful Australia In Colour Ayers Rock som „den største seværdighed blandt Australiens utallige attraktioner, en livsopretholdende kraft i et gammelt og goldt land“.

Selvfølgelig er klippens umådelige størrelse i sig selv imponerende, men det er først og fremmest dens farvespil der fængsler beskueren. Denne sandstensmonolit hæver sig 348 meter over ørkenplateauet og måler 3,6 kilometer i længden og 2 kilometer i bredden. Ikke nok med at monolitten skifter farve efter solens position, men efter hvert regnskyl iklædes den også en prægtig, sølvskinnende dragt af regndråber.

Klippeblokken ligger 470 kilometer sydvest for det indre Australiens hovedby, Alice Springs. Den er opkaldt efter en af guvernørerne i South Australia, Sir Henry Ayers, men har i århundreder blandt Australiens urbefolkning været kendt under navnet Uluru, hvis betydning nu er uvis.

Den dragende monolit

Tilsyneladende får alle der ser Ayers Rock første gang en ubetvingelig trang til at tage dette spændende fænomen nærmere i øjesyn. Nogle har råd til at se den fra luften, andre kører rundt om den i bil — en strækning på omkring ti kilometer. Personligt følte jeg en ubændig lyst til at bestige den. Har du lyst til at gøre mig følgeskab?

Selve klippen ligner mest af alt ryggen på en kæmpemæssig sovende flodhest. Vi påbegynder vores opstigning omkring to tredjedele henne langs „ryggen“, regnet fra „halen“. Læg mærke til alle de kædebærende stænger der er hugget ind i klippe- overfladen så vi har noget at holde i under vores vandring. Dem er vi glade for, da stien er meget smal og omgivet af stejle skrænter på begge sider. Mange har åbenbart i uforsigtighed eller overmod ignoreret denne sikkerhedsforanstaltning og derved bragt sig i livsfare. Jeg husker tydeligt den tavle vores fører viste os før vi påbegyndte turen. Den opremsede navnene på de senest omkomne, der var af flere forskellige nationaliteter. Farlige kastevinde kan pludselig berøve en vandringsmand fodfæstet. Så hold fast i kæden. Ellers kan det koste dig livet!

Som de fleste andre uerfarne sætter vi ud på turen med en glødende iver, der dog kun holder de første ti minutter, hvorefter vi slår over i et mere langsomt og roligt tempo. Snart tager vores turistbus ved klippens fod sig ud som en legetøjsbil. Allerede efter tyve minutter må vi erkende at vores fysiske form kunne være bedre. Vi er nødt til med mellemrum at holde pause. Men de fascinerende scenerier der oprulles for vores øjne efterhånden som vi forcerer monolittens stejle sider, kompenserer rigeligt for alle strabadser. Til venstre dukker de vældige Olga-klipper frem, en samling massive klipper der ser ud som var de bundtet sammen af en gigantisk hånd. Den højeste af dem er Mount Olga, der hæver sig 546 meter over den omgivende dal. Til højre kan vi i det fjerne øjne et luksuøst turisthotel, der betjenes af en stærkt befærdet flyveplads. Bag ved dette, og så langt øjet rækker, breder den flade, øde australske ørken sig.

Da jeg stod nede ved bussen og studerede klippen, havde den mindet mig om indgangen til en myretue med et mylder af travle myrer på vej ud og ind. Det må være sådan vi lige nu tager os ud set nede fra jorden.

Klarer vi det?

Vi fortsætter, stadig opad. Åh, hvor er vores lægmuskler ømme! Men det glemmer vi hurtigt ved synet af de små vandhuller i klippens overflade. Heri svømmer der små rejer — de eneste levende organismer på hele den store nøgne og golde klippe!

Nu forkynder vores fører at vi er halvvejs oppe. Er vi ikke nået længere? Heldigvis er den stejleste etape tilbagelagt, og nu bliver stigningen mere jævn. Sikkerhedskæden er blevet skiftet ud med en malet streg til at markere hvor vi skal gå. Stien snor sig ud og ind mellem forhindringer, og op og ned ad bugtninger i klippe- overfladen. Gad vidst om vi nogen sinde når toppen.

Men pludselig er vi der. Nu kan vi spejde ud over kolossens ryg og ned på den anden side. Det er over- vældende at betragte de mange forskellige konturer og eventyrlige sandstens- formationer der ser ud som var de tilhugget med kunstnerhånd. Der er også en varde og et sted hvor vi kan skrive vores autograf for at bevise at vi har været heroppe.

Hvad med nedstigningen?

Men hvad så med at komme ned? Som de fleste andre troede jeg ikke det ville være nogen sag at komme ned, men at det ville gå let og smertefrit takket være tyngdekraften. Men hvor tog jeg fejl! Efter få minutters nedstigning begynder mine lægmuskler for alvor at værke. Hvert skridt synes mere pinefuldt end det foregående. Der må en hel del hvil til før vi endelig når klippens fod.

Det føles som et herkulesarbejde at skulle gå den sidste flade strækning hen til bussen. Men endelig er vi der — og kaster et sidste blik på denne betagende stenkolos i ørkenen, med dens stadige strøm af „menneskemyrer“ på vej op og ned ad dens sider.

Det har været en spændende og fascinerende oplevelse at studere et af Guds utallige skaberværker på så nært hold, selv om det har været fysisk anstrengende. For mit eget vedkommende kan jeg ikke lade være at opsende en stille bøn til Jehova og takke ham for at jeg trods mine 61 år har haft kræfter til at bestige verdens største monolit.

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Australien

Alice Springs

[Illustration på side 15]

På vej op ad Ayers Rock