En bussafari til Australiens indre
Af Vågn op!-korrespondent i Australien
HAR du nogen sinde sejlet ned ad en flod der vrimler med krokodiller? Har du prøvet at synge sammen med dine venner under en månebelyst himmel, hundreder af kilometer fra civilisationen? Har du overværet et kristent møde mens du kører ad landevejen med 100 kilometer i timen? Det var blot noget af det som hundreder af stævnerejsende fra forskellige steder oplevede på deres „bussafari“ til Jehovas Vidners områdestævne i Alice Springs i Australiens solsvedne indre.
„Ordet ’safari’ var meget betegnende,“ siger en delegeret, „for vi sov udendørs i topersoners telte. Da vi kom til Alice Springs var vi så veltrænede at vi kunne rejse teltene på mindre end tre minutter! Det var næsten som at se en videofilm i hurtig gengivelse: Busserne standsede, og i en tom park skød der pludselig i snesevis af små telte op.“
Velkommen til „The Alice“
Alice Springs („The Alice“ blandt de lokale) er en blomstrende oase fuldstændig omgivet af den røde ørken. Den har 23.000 indbyggere og ligger lige syd for det australske kontinents geografiske midtpunkt. Byen er nu et turistcentrum hvis hovedattraktion er de indfødte uraustralieres livsform og deres enestående kunst.
For de rejsende Jehovas vidner var safariens højdepunkt imidlertid selve stævnet, der varede tre dage. Nogle fik lejlighed til at gense mange venner. I Australiens ødemark viser man blandt andet gæstfrihed ved at byde på skoldhed te, og i stævnets forfriskningstelt blev denne skik fulgt med serveringen af „billy tea and damper“. „Billy tea“ er te brygget over åben ild i en røgsværtet blikdåse, en såkaldt „billy“. Ofte rører man rundt i det kogende vand med en eukalyptuskvist mens tebladene drysses i. Derefter bliver der lagt en sådan kvist hen over billyen for at holde røgen borte fra teen.
„Damper“ er et brød hvis eneste ingredienser er selvhævende mel, vand og salt. Det serveres varmt i tykke skiver med masser af smør og gylden sirup på. Teltet med „billy tea and damper“ blev et af de populæreste mødesteder på stævnepladsen.
Trofast tjeneste under isolerede forhold
Menigheden af Jehovas Vidner i Alice Springs består af 72 forkyndere og har et distrikt på knap 200.000 kvadratkilometer. Byen Darwin ligger næsten 1800 kilometer mod nord, og Adelaide cirka 1600 kilometer mod syd. De tilrejsende stævnedeltagere fik på nærmeste hold set hvilken udfordring det er at bo i ødemarken og skulle overvinde de enorme afstande, den stadige hede, støvet og isolationen.
Den søster der helt alene forkynder i uranminebyen Jabiru er et godt eksempel. Hun har 260 kilometer til nærmeste menighed, men isolationen har ikke svækket hendes åndelige nidkærhed. Det opmuntrede mange at hun overværede stævnet. Og fire af de 26 der blev døbt ved stævnet, havde rejst den lange vej fra den uraustralske beboelse Jilkmingan i udkanten af Arnhem Land i Northern Territory.
Stævnedeltagere lader deres lys skinne
Da stævnet var forbi satte alle busserne kursen mod det australske kontinents nordlige del. Et af højdepunkterne på denne etape af safarien var bådfarten på Katherine Gorges friske, klare vand på vej til den velkendte Kakadu National Park. Her så rejsedeltagerne for første gang vildtlevende krokodiller — på én gang fascinerende og en smule skræmmende. Efter en behagelig nat i Northern Territorys hovedstad, Darwin, nåede safarien til sit næste opholdssted, Mataranka Station. Stedet er berømt for sine palmekransede, krystalklare varme kilder og damme.
Al denne sightseeing fortrængte dog ikke de åndelige aktiviteter. Busserne blev rullende rigssale. Hver dag drøftede man et skriftsted med trykt kommentar, og de faste ugentlige møder blev afholdt under kørselen. Dette gjorde så stort indtryk på en buschauffør der ikke selv var et Jehovas vidne, at han på eget initiativ anskaffede en forlængerledning, en mikrofon og et stik der kunne sluttes til bussens højttalersystem, så alle bedre kunne høre de kommentarer der blev givet.
Undervejs blev en ældre passager så syg at hun måtte hasteindlægges på et hospital. En veninde blev hos hende, men busserne blev nødt til at fortsætte. To dage efter var søsteren kommet sig, men hun og hendes ledsager var nedtrykte og skuffede over udsigten til at gå glip af resten af safarien. Kort efter havde andres kristne kærlighed imidlertid afhjulpet deres skuffelse.
To af de lokale brødre var piloter, og da de fik kendskab til situationen handlede de hurtigt. Snart var de alle fire i luften i en lille flyvemaskine med kurs mod byen Port Augusta for at indhente busserne. En af rejsedeltagerne udbrød bevæget: „Vi blev overvældet af taknemmelig kærlighed til det vidunderlige brodersamfund vi tilhører!“ Men det var ikke det hele. Da flyet ankom gav ikke så få af de andre rejsende frivillige bidrag til dækning af piloternes udgifter. Buschaufføren var synligt rørt over dette udtryk for broderlig hengivenhed og sagde at han aldrig havde oplevet noget tilsvarende.
En af safarideltagerne sagde bagefter: „Jeg tænker tilbage på denne treugers tur til Alice Springs som den mest trosstyrkende og opmuntrende erfaring i mit liv. Især vil jeg fremhæve den samhørighed vi alle følte. Det er underordnet hvor rejsen gik hen rent geografisk — det virkelig dyrebare var vor enhed i tankegang og ånd!“
[Kort på side 18]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Safariruten til og fra stævnet i Alice Springs
Western Australia
Northern Territory
Queensland
New South Wales
South Australia
Victoria
Tasmanien
Darwin
Perth
Alice Springs
Brisbane
Sydney
Adelaide
Melbourne
Hobart
Ayers Rock
Port Augusta
Kakadu National Park
[Illustration på side 16, 17]
Blandt dem der skulle døbes ved områdestævnet i Alice Springs var der flere uraustraliere
[Illustration på side 17]
Lejrbål med „billy tea and damper“
[Illustration på side 17]
En krokodille slikker solskin i Kakadu National Park
[Illustrationer på side 18]
Uluru (Ayers Rock) 465 kilometer sydvest for Alice Springs
Typisk sceneri i Kakadu National Park, Northern Territory