Skyggen bag den olympiske fakkel

Af Vågn op!-​korrespondent i Canada

ILDENS dansende flammer har alle dage fascineret mennesker. Adam og Eva må med frygtsomme blikke have betragtet „det flammende sværdblad“ der spærrede indgangen til Edens have. (1 Mosebog 3:24) Også nogle andre flammer, nemlig luerne fra den olympiske fakkel, har bragt følelserne i kog.

Nogle husker måske hvordan denne ild ved hjælp af en række forskellige transportmidler blev bragt velbeholden over oceaner og kontinenter fra Olympia i Grækenland til Calgary i Canada og til Seoul i Republikken Korea, hvor henholdsvis de 15. olympiske vinterlege og de 24. olympiske sommerlege blev afholdt i 1988. Fakkelen blev båret af stafetter til fods, i kørestol, på snescooter og hundeslæde, og satte på sin vej gennem det vidtstrakte Canada sindene så voldsomt i bevægelse at tidsskriftet Maclean’s i en overskrift kaldte den for „lidenskabernes flamme“.

Andre ser imidlertid den olympiske ild i et andet lys, efter at have undersøgt dens oprindelse. De finder en foruroligende skygge bag den.

Flammen brænder på ny

De fleste gamle folkeslag har sagn der fortæller at ilden blev sendt ned fra himmelen som en gave fra guderne. I den græske mytologi stjal Prometheus ilden fra gudernes bjerg Olympen og gav menneskene den. Ild var så uundværlig at man i nogle samfund havde en evig flamme brændende. I Grækenland husede mange hjem en hellig arne, som var symbol på familiens liv eller ånd. I Rom fandtes et tempel for Vesta, arnens gudinde.

Under de første olympiske lege i 776 f.v.t. blev der ofret et hundrede okser til Zeus. Atleterne løb om kap for at nå først hen til en præst der stod i den modsatte ende af stadion med en fakkel i hånden. Vinderen fik det privilegium at tænde bålet på offeralteret med fakkelen. I alle de dage legene varede, brændte ilden på offeralteret til Zeus’ ære.

Der er ikke fundet vidnesbyrd om at der brændte ild under den nyere tids første olympiske lege i 1896, som var arrangeret af baron Pierre de Coubertin. Man ved imidlertid at der brændte en olympisk flamme ved legene i 1928 i Amsterdam og i 1932 i Los Angeles.

Hvornår indførtes skikken med at hente ilden i Grækenland? Tidsskriftet Maclean’s oplyser at naziregimet, som stod for sommerlegene i 1936 i Berlin, arrangerede et 12-dages løb fra Olympia i Grækenland til Tyskland, hvori der deltog tre tusind fakkelbærere. Det Tredje Riges ledere forstod til fulde at appellere til masserne. Maclean’s fortsætter: „Fakkelens ankomst gjorde legenes åbningsceremoni til et paradenummer uden lige, og ideen slog an.“

Den græske forfatter Xenophon Messinesi udtaler: „Ingen af ceremonierne ser ud til at gøre et sådant indtryk som flammen der kommer fra Olympia, og som nogle gange er hele to måneder undervejs. Den forbinder de lege der skal til at afholdes, med den religiøse udtryksform der er blevet helligholdt gennem århundrederne.“

De olympiske idealer

Oldtidens olympiske lege blev holdt for at fremme tilbedelsen af guderne. Oprindelig var de en religiøs fest til ære for Zeus, den øverste af Olympens guder. Disse lege blev holdt hvert fjerde år, lige fra 776 f.v.t. til 393 e.v.t.; i 394 skete det at den „kristne“ kejser Theodosius „ved dekret forbød ’hedenske sammenkomster’“. Og som en provins i Romerriget måtte Grækenland adlyde.

Med tiden fortabte det sig ligefrem i historiens glemsel hvor de oprindelige olympiske lege var blevet afholdt, og stedet blev først afdækket i 1800-tallet. „Dets genopdagelse vakte et ønske om at puste nyt liv i den olympiske tradition, så i 1896 blev de første moderne olympiske lege holdt“ i Athen, oplyser The Toronto Star.

Den moderne olympiske bevægelse har høje idealer; den vil arbejde for bedre sociale vilkår. Bruce Kidd, formand for Canadas Olympiske Akademi og selv forhenværende olympisk idrætsmand, skriver i The Calgary Herald: „Stifteren Pierre de Coubertin iværksatte de moderne lege for at skabe et forum for en social bevægelse der arbejdede på at gøre verden til et bedre sted at leve, ved at forkynde den olympiske idés humanitære filosofi og frisindede uddannelsesidealer.“ Har legene levet op til disse ædle intentioner? Bruce Kidd har også udtalt at „den olympiske bevægelse antager skikkelse af en sekulær religion“ og at den „overvejende har fremmet gode livsværdier, men at den alligevel er kommet til kort med hensyn til sine mest grundlæggende forhåbninger“.

Måske forfejler den sit mål fordi det er meget svært at skabe sociale forbedringer gennem stærkt konkurrencebetonet sport. Desuden har den stærke konkurrenceånd kompromitteret idealerne bag de olympiske lege.

Skruppelløs sejrsvilje

Det benhårde medaljekapløb, både på nationalt og på individuelt plan, har bidraget til den udstrakte brug af doping, præstationsforbedrende medikamenter. Dette misbrug kan medføre psykiske problemer, lige fra dybe depressioner til voldsomme raserianfald. I Calgary Herald citeres dr. Harrison Pope for at have sagt: „Langt flere psykiatriske symptomer kan henføres til anabolske steroider end nogen af os tidligere har troet.“ En læge der er tilknyttet De Forenede Staters olympiske hold har sagt: „Man kan ikke længere konkurrere i international sport uden at bruge anabolske steroider.“

„Vi gør disse mennesker større, hurtigere og stærkere ved hjælp af biokemi,“ udtaler en læge ved et olympisk hold. „Det bliver mere og mere barbarisk. Folk vil gøre næsten hvad som helst for at øge deres præstationer.“ Man har kaldt dette „vind-for-enhver-pris-syndromet“ eller, med et uhyggeligere navn, „Frankenstein-syndromet“. Coubertins valgsprog: „Det vigtigste er ikke at vinde men at deltage,“ er tilsyneladende fuldstændig druknet i jagten efter at vinde „guld“ — og de reklamepenge der følger i dets kølvand.

For at omgå dopingprøverne og bedre deres atletiske præstationer har nogle olympiske sportsfolk anvendt bloddoping, væksthormoner, urinudskiftning og kunstig befrugtning med efterfølgende abort. Ifølge The Toronto Star lader nogle kvindelige atleter sig „kunstigt befrugte og får derpå efter to til tre måneder fosteret fjernet, for at øge deres hormonproduktion“. Andre sportsfolk „indfører ved hjælp af et kateter en andens ’rene’ eller dopingfri urin i sig efter at have tømt så meget af deres egen dopingholdige urin ud som muligt. . . . Den ’rene’ urin pumpes ind i blæren før konkurrencen, så sportsmanden uden problemer kan gå gennem en eventuel dopingtest.“ Ved bloddoping tappes atleten for lidt blod og dermed for nogle af sine røde blodlegemer, som kroppen automatisk erstatter. Inden konkurrencen indgives det tappede blod derpå atter for at øge ilttilførselen til musklerne.

Legene er heller ikke med til at nedbryde de nationale skel og fremme den mellemfolkelige forståelse, for som regel holder de konkurrerende nationale lejre sig for sig selv, og massemedierne fokuserer fortrinsvis på deres egne landes hold. Som en skribent har udtrykt det: „Hvad der vil ske . . . ved vinterolympiaden i Calgary, og den tilsvarende sommerolympiade i Seoul, er ikke andet end at nationerne vil kappes for at få anerkendt internationalt at deres respektive systemer er bedst.“ Disse ord kom til at holde stik! Den ansvarlige læge ved et olympisk hold kaldte sportsfolkene „soldater“. „Hvis de vinder, tolkes det som et bevis for at vores kultur er de andres overlegen,“ tilføjede han. Og målestokken er antallet af medaljer.

Den olympiske ild og de ædle idealer den stod for, er blevet kvalt i politik, kommercialisme og farlig medicin. Efter de store dopingskandaler ved de olympiske lege i Seoul, hvor den canadiske sprinter Ben Johnson og andre blev frataget deres medaljer, spørger man uvægerlig sig selv: Hvor langt vil man yderligere gå blot for at vinde den flygtige ære at stå øverst på sejrsskamlen?

[Illustration på side 25]

Den olympiske ild ankommer til de olympiske vinterlege i Calgary, 1988