Stigende priser — de menneskelige omkostninger
Af Vågn op!-korrespondent i Spanien
„Vi er helt holdt op med at spise tomater fordi de er så dyre. Og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har købt frugt,“ sukkede en husmoder i Indien.
„Vi kan ikke købe sko eller tøj,“ lyder det klagende fra en mexicansk tekstilarbejder der prøver at forsørge sin familie på fem. „For fire år siden havde vi færre penge, men alting var billigere. Nu er pengene ikke noget værd.“ I Mexico er pesoens købekraft faldet 35,4 procent fra 1982 til 1986.
Muhammed el-Ghani arbejder som nattevagt i Kairo i Egypten, hvor priserne på nogle fornødenheder er fordoblet på blot et år. „Vi lever fra hånden og i munden,“ siger han, „og der er dage hvor vi ikke har råd til at spise.“
I Brasilien måtte et ulykkeligt offer for en jernbaneulykke vente 20 år før hans erstatningskrav blev afgjort ved retten. Han fik omsider tilkendt en månedlig erstatning som svarede til minimumslønnen i landet dengang ulykken fandt sted. Men på grund af inflationen kunne dette beløb knap nok betale busbilletten da han skulle hen for at hente pengene.
Bala fra Nigeria, der i forvejen havde tre børn, besvimede da han hørte at hans kone havde født trillinger. Til trods for at han havde to job, kunne familiens indkomst knap nok dække de vigtigste fornødenheder — og priserne på fødevarer bliver ved med at stige. Han ved at det vil være umuligt for ham at skaffe sine børn bare de vigtigste fornødenheder og er parat til at lade de nyfødte bortadoptere.
Enkelthederne kan variere, men historien er den samme overalt i verden. Leveomkostningerne stiger ubarmhjertigt. For mange er brød og mælk blevet en luksus, og tre måltider om dagen en sjældenhed. I en rapport fra Nigeria hedder det: „De fleste nigerianeres hidtil vigtigste næringsmiddel, nemlig brød, spises nu kun af de velhavende. Ris får man kun ved festlige lejligheder.“
Nogle løser delvis problemet ved at tage overarbejde, men andre finder det vanskeligt for ikke at sige umuligt at få arbejde. De er tvunget til at bruge hver dag på den endeløse og ofte håbløse søgen efter mad. For dem er det ikke kun et spørgsmål om at klare leveomkostningerne, men snarere et spørgsmål om at overleve.
Hovedårsagen er i de fleste tilfælde inflation, eller stigende priser. Lønnen stiger måske også, men den kan sjældent holde trit med priserne. De der især rammes hårdt er de arbejdsløse eller de der har en fastlagt indkomst, som for eksempel pensionister. I mange af de mindre udviklede lande i verden har der i de senere år været et mærkbart fald i levestandarden. På verdensplan kan det siges at de rige er blevet rigere, men de fattige er afgjort også blevet fattigere.
Uroligheder på grund af en udpint økonomi
Det kan derfor ikke undre at mange løfter røsten i protest. I Mexico City var der for eksempel nogle forarmede lærere fra provinserne Chiapas og Oaxaca der slog sig ned i telte som de havde rejst på byens største torv i håb om på denne måde at opnå økonomisk retfærdighed. „Folket bliver udnyttet,“ hævdede en af dem. I andre lande er der udbrudt uroligheder når der er indtruffet drastiske prisstigninger.
Kriminaliteten, der af nogle beskrives som de fattiges tavse men farlige revolution mod de rige, stiger også kraftigt. Ved et politiseminar kom man til den slutning at den internationale bølge af kriminalitet kunne tilskrives den desperate økonomiske situation som mange borgere befinder sig i. Økonomisk håbløshed kan undertiden komme til udtryk på en uhyggelig måde. I 1987 blev over 50 mennesker som tilhørte en højere kaste i to indiske landsbyer myrdet af hundreder af sultende bønder som følte at de blev udnyttet af godsejere fra disse højere kaster.
Hvem har skylden?
I det 20. århundrede er velstanden vokset mere end nogen sinde. Men nu da dette århundrede nærmer sig sin afslutning, er der paradoksalt nok millioner af mennesker som synker ned i håbløs fattigdom. Løfter om en bedre verden i morgen, en vending i økonomien og en anstændig løn til alle, er alt for ofte blot politiske luftkasteller.
Hvem eller hvad har skylden? Mange giver deres regeringer skylden. Regeringerne for deres del skyder måske skylden på andre landes økonomiske politik. Selve den økonomiske verdensorden er også blevet stærkt kritiseret. Problemerne er åbenbart komplicerede og løsningerne besværlige. I den følgende artikel vil vi betragte nogle af de væsentligste årsager til de stigende priser og til at det er så vanskeligt at gøre noget ved krisen.