Hvad skyldes de stigende leveomkostninger?

FRA Beograd til Buenos Aires, fra København til Kairo, fra Lagos til Lima, fra Manila til Mexico City og fra Washington til Wellington kæmper regeringerne med inflationen.

Undertiden er regeringerne selv i store økonomiske vanskeligheder. I en rapport berettes det at „De Forenede Stater i de sidste fem år har stiftet mere gæld end på noget tidligere tidspunkt i landets historie“. I et afrikansk land måtte regeringen for nylig tilbagekalde en længe ventet lønforhøjelse. Den opdagede at den befandt sig i den pinlige situation at statskassen ikke havde tilstrækkelig mange penge til at udbetale de nye lønninger. Og i et stort land i Latinamerika var inflationsraten så stor at man frygtede at det offentlige ved udgangen af 1988 ikke ville være i stand til at udbetale lønnen til over en million embedsmænd.

Man har foreslået femårsplaner, devalueringer, fastfrysning af lønningerne, priskontrol og andre økonomiske foranstaltninger. Men problemerne er komplicerede og det er vanskeligt at pege på én bestemt løsning. For at anskueliggøre problemernes omfang vil vi her blot opregne nogle af de væsentligste årsager til de stigende leveomkostninger.

Den skrøbelige verdensøkonomi

Gensidig afhængighed. En kendt økonom har forklaret: „Verden er en enhed. Vor økonomi er global. . . . Når økonomien er global, er det nonsens at ét land alene skulle kunne løse problemerne for sit eget vedkommende.“ En afmatning i de vestlige lande overføres for eksempel hurtigt til de fattigere lande, som opdager at der ikke længere er efterspørgsel efter deres varer. På samme måde betyder en stigning i rentesatsen i De Forenede Stater at de latinamerikanske og afrikanske lande får flere problemer med at betale renterne af deres gæld. Generelt er det sådan at jo fattigere et land er, jo mindre indflydelse har det på hele det økonomiske klima, og jo mere sårbart er det over for dårlige konjunkturer.

De ustabile børskurser er et vidnesbyrd om den vaklende verdensøkonomi og om landenes gensidige afhængighed. Nervøsiteten for den økonomiske udvikling var så stor at USA’s dystre handelstal for august 1987, og muligvis en uforsigtig bemærkning fra en embedsmand i finansministeriet, efter sigende var nok til at udløse det store børssammenbrud i oktober 1987.

De Forenede Staters alvorlige gældsproblemer og de større, økonomisk stærke landes manglende evne eller villighed til at koordinere deres økonomiske politik, gør det usandsynligt at der kan blive tale om en hurtig genoprettelse af tilliden. Med henblik på denne situation har økonomen Stephen Marris erklæret: „Det er noget værre rod! Der findes ingen let udvej.“

Prissvingninger. I de senere år har der været drastiske udsving i priserne på olie, metaller og andre vigtige råvarer. Den pludselige stigning i oliepriserne i 1970’erne udløste en omfattende inflation og en verdensomspændende økonomisk afmatning. De lande i den tredje verden som ikke producerer olie blev især hårdt ramt.

I 1980’erne har der været en voldsom nedgang i prisen på de fleste handelsvarer. Det har medført en alvorlig svækkelse af økonomien i de fattigere lande hvis eksport hovedsagelig består af sådanne produkter. Lande som Mexico og Nigeria, der i høj grad er afhængige af deres olieeksport, har også oplevet en mærkbar nedgang i levestandarden på grund af faldende oliepriser. Sådanne prissvingninger kan ødelægge selv den bedste økonomiske planlægning.

Statsforbrug

Militærudgifter. Verdens samlede militærudgifter for 1987 anslås til syv billioner kroner. Det svarer til omkring 12,6 millioner kroner i minuttet! Det er ikke alene de rige lande der bruger pengene på oprustning; nogle af de fattigste lande i verden har planlagt en årlig forøgelse på 10 procent i forsvarsudgifterne.

Økonomen John K. Galbraith siger i en kommentar til den sociale og økonomiske virkning af den tredje verdens militærudgifter: „De der betaler for disse våben er de fattigste af de fattige. De købes på bekostning af ikkemilitære investeringer som skulle forbedre levevilkårene, på bekostning af det daglige brød.“

„Hvide elefanter“. Det fortælles at en konge af Siam plejede at forære en hvid elefant til hoffolk han ikke kunne lide. Eftersom dyret blev betragtet som helligt, kunne det ikke sættes til at arbejde. Dets underhold kunne således betyde økonomisk ruin for den uheldige modtager af gaven. I de senere år er nogle vestlige lande uforvarende kommet til at spille kongen af Siams rolle. Deres hjælpeprogrammer har finansieret storslåede teknologiske projekter som modtagernationerne ikke har kunnet vedligeholde.

Disse dyre, upraktiske „hvide elefanter“ skaber uorden i de fattige landes økonomi: luksuriøse lufthavne hvorfra der sjældent afgår fly, en moderne indrettet brødfabrik der ikke kan fremstille brød fordi den mangler mel, en gigantisk cementfabrik der konstant bryder sammen på grund af manglende vedligeholdelse.

Regeringerne i den tredje verden har undertiden pådraget sig enorme gældsposter ved at ødsle penge ud på ekstravagante forehavender som vandkraftværker, atomkraftværker, ja endog nye hovedstæder.

Befolkningstilvæksten

I mange lande er den hurtige befolkningstilvækst en medvirkende årsag til den lavere levestandard. Boliger, job, skoler, ja end ikke fødevareproduktionen, kan holde trit med den stadig voksende efterspørgsel. I Mexico, for eksempel, nødvendiggør den voksende befolkning at der årligt må skabes en million nye job hvis antallet af arbejdsløse ikke skal stige. I mange afrikanske lande har den hurtigt voksende befolkning — forstærket af folkevandringen til byerne — ført til en tredobling af fødevareimporten og har været medvirkende til de sidste ti års nedgang i levestandarden. Desperate fædre som ikke har kunnet finde job og forsørge deres store familie, har i flere tilfælde blot forladt den eller begået selvmord.

Indgroede svagheder i systemet

Uforudsigelige markedsmekanismer. Som bekendt er det umuligt at stille en nøjagtig prognose for den økonomiske udvikling. Selv i højtudviklede lande er det nemlig vanskeligt for eksperter at vide nøjagtigt hvad der sker med økonomien, mens det i den tredje verdens lande — hvor specifikke data ikke er tilgængelige — praktisk talt er umuligt. Og selv om økonomerne kunne blive enige om en nøjagtig definition af selve problemet, ville de uden tvivl foreslå forskellige løsninger, alt efter deres egne politiske eller sociale synspunkter. Hvad der yderligere komplicerer sagen er at de politikere der skal træffe de endelige beslutninger, er tilbøjelige til kun at følge de økonomiske råd de synes bedst om.

Om De Forenede Stater har landets tidligere handelsminister Peter Peterson forklaret: „Dybest set er vore problemer ikke af økonomisk art. De skyldes snarere mangelen på politisk enighed. Vi kan ikke engang blive enige om hvori vore økonomiske vanskeligheder består.“

Selviskhed. Hvert land er tilbøjeligt til at hæge om sine egne suveræne interesser uden hensyn til den virkning det har på andre. Den økonomiske hjælp kan for eksempel bestå af avanceret militærudstyr til et land som ikke engang kan brødføde sine undersåtter. Motiverne bag hjælpen er tydeligvis økonomiske eller politiske frem for humanitære. Toldskranker, opstillet af rige industrilande for at beskytte deres egne produkter, hæmmer de fattigere landes bestræbelser for at sælge selv de nødvendigste varer.

Udviklingslandene kritiserer de internationale bankinstitutioner for kun at være interesserede i en hurtig tilbagebetaling af renter. Nogle projekter må opgives af mangel på økonomisk støtte, blot fordi de ikke fører til en hurtig tilbagebetaling til långiveren. Den høje rentesats som disse debitornationer nu må betale, skyldes hovedsagelig et ødselt forbrug hos andre nationer som er langt mere velstående end de selv. Argentinas præsident Alfonsín har således påpeget at Latinamerika på fem år har sendt et pengebeløb til De Forenede Stater og Europa som svarer til to Marshallplaner.a Alligevel er regionen mere forgældet end nogen sinde.

Korruption og begærlighed. I nogle afrikanske og asiatiske lande er præsidenterne blevet anklaget for at have tilegnet sig milliarder af dollars. I Latinamerika har politichefer og fremtrædende forretningsfolk været indblandet i bedragerier til mange millioner dollars. Disse enorme summer tappes sædvanligvis fra hjælpeprogrammer der skulle have forbedret det jævne folks vilkår. Lokal korruption på alle niveauer undergraver i betænkelig grad utallige nationers økonomi og lægger en yderligere økonomisk byrde på det forarmede flertal der skal opretholde den.

Kynisk kommerciel begærlighed er også en medvirkende årsag til den økonomiske krise. For eksempel er det ved en pågående salgsteknik lykkedes multinationale tobaksselskaber at overtale millioner af fattige mennesker til at bruge den smule penge de har, på cigaretter. I nogle udviklingslande har sundhedsfarlige cigaretter med et højt tjæreindhold opnået stor udbredelse, og de fleste kunder er ikke klar over sundhedsfaren. Frugtbar landbrugsjord er blevet forvandlet til tobaksmarker fordi man har ladet sig lokke af værdifuld udenlandsk valuta, der ofte udebliver. Imens vokser antallet af rygningsbeslægtede sygdomme i trit med de stigende leveomkostninger.

Dette korte overblik over årsagerne til den økonomiske krise er tilstrækkeligt til at vise hvilken skræmmende udfordring der møder de regeringer som stræber efter at forbedre befolkningens økonomiske kår. I en tale til en forsamling af økonomer klagede Frankrigs præsident Mitterrand over „en verden der konstant hiver i det tæppe du står på, trækker det væk under benene på dig og prøver at få dig til at falde“. Statsmænd og økonomer fra den tredje verden ved af bitter erfaring nøjagtig hvad han mener.

Vil det sige at der ikke er noget håb om en økonomisk bedring? Kan verdensøkonomien ikke skabe en anstændig tilværelse for alle mennesker? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

GÆLDSKRISEN

Statsgæld

I mange lande er statens udgifter langt større end dens indtægter. De omfattende lån som denne praksis kræver, fører i årenes løb til et enormt budgetunderskud, den såkaldte statsgæld. Tilbagebetalingen af denne gæld, med påløbende renter, tvinger regeringen til at blive ved med at låne, og det presser rentesatsen op og sætter fart i inflationen. Som bladet Time forklarer er regeringerne desuden utilbøjelige til at nedsætte forbruget, fordi „vælgerne, menneskeligt nok, ønsker flere goder og lavere skatter, og politikerne, hvilket også er forståeligt, giver efter for [vælgernes ønsker]“. På denne måde udskyder man regnskabets dag, og i mellemtiden vokser leveomkostningerne.

International gæld

Nogle lande importerer af forskellige grunde flere varer og tjenesteydelser end de eksporterer, og det resulterer i et underskud på betalingsbalancen. Underskuddet skal betales i valuta der er gangbar i andre lande, som regel i dollars eller anden stærk valuta. Disse penge må enten tages af landets valutareserve eller lånes af andre lande. Hvis landets valutabeholdning svinder faretruende ind, og der ikke kan optages flere lån, kan det blive nødvendigt at gribe til importrestriktioner eller en devaluering. Begge fremgangsmåder udløser en voldsom stigning i prisen på importerede varer, hvoraf mange måske er livsnødvendige for både industrien og forbrugerne.

Det er navnlig landene i den tredje verden der har problemer med handelsbalancen, fordi der, i så godt som alle tilfælde, er sket et drastisk fald i værdien af de varer de eksporterer. For eksempel kunne der i 1960 for et ton kaffe købes 37 tons kunstgødning, hvorimod der i 1982 kun kunne købes 16 tons. Lignende tal gør sig gældende for kakao, te, bomuld, kobber, tin og andre vigtige produkter som udgør størstedelen af ulandenes eksport. Hovedsagelig som følge af disse ugunstige handelsbetingelser, som de kun har lidt kontrol over, var ulandenes gæld i 1987 nået op på over 7000 milliarder kroner — et astronomisk beløb. Denne møllesten om deres hals er en alvorlig hindring for en økonomisk bedring og tillige en trussel mod visse regeringers stabilitet.

The New York Times bragte for nylig følgende kommentar: „Det eneste der forener Latinamerika er gæld . . . Regeringerne giver dette problem skylden for deres vaklende popularitet, og gælden betragtes som den politiske faktor der vil få størst indvirkning på deres nærmeste fremtid.“

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Verdensinflationsraten 1980-85

(Baseret på El Mundo en Cifras, udgivet af The Economist)

■ 0 til 15%

■ 15 til 30%

■ 30 til 100%

■ over 100%

■ Tal ikke tilgængelige