Vi betragter verden
Jordskælvsalarm
„Katastrofale jordskælv“ som det der med død og lemlæstelse til følge ramte Armenien i december 1988, „vil opstå oftere og anrette større skader i fremtiden,“ advarer seismologer. Hvorfor? Som nævnt i New Scientist, „ligger mere end en tredjedel af verdens største og hurtigst voksende byer i områder med høj risiko for seismisk aktivitet“. Eksperter regner med at der i år 2035 vil bo omkring 600 millioner mennesker i disse byer. De fleste dødsfald som følge af jordskælv skyldes sammenstyrtede bygninger, og „i mange tilfælde giver de nye byer kun ’tag over hovedet’ og har ingen jordskælvssikrede bygninger,“ står der i artiklen. „Fremtidige jordskælv vil formentlig gå værst ud over de fattige lande; imidlertid er de rige lande langtfra immune. Selv de bedste jordskælvssikrede huse kan styrte sammen.“
En anløben ’perle’
Spanien, der engang var „katolicismens perle“, er ikke længere „troens mægtige fæstningsværk“, bemærker det vesttyske nyhedsmagasin Der Spiegel. „Unge betragter kun katolicismen som en etiket.“ Iagttagere bemærker at den er blevet et samfundsritual, en ’dekorativ ramme’ om familiebegivenheder som bryllupper og begravelser. „Selv de traditionelle processioner i påskeugen,“ konstaterer artiklen, „er snarere en slags folkelige traditioner af religiøst tilsnit end et udtryk for fromhed.“ Tilbagegangen kan ses på statistikkerne. Præsterne svinder i antal fordi mindre end halvdelen af de præster der dør erstattes af nyordinerede. Kun en tredjedel af befolkningen overværer regelmæssigt messen og betragter paven som ufejlbar. Stik imod den katolske lære bruger de fleste kvinder i Spanien prævention, og der forekommer hvert år omkring 29.000 skilsmisser og foretages over 100.000 aborter.
Ulykker i hjemmet
I Frankrig går der hvert år 12.000 menneskeliv tabt ved ulykker i hjemmene. De fleste af ulykkerne (70 procent) sker i køkkenet, og børn på fem år og derunder udgør den største risikogruppe, ifølge Le Figaro. Nogle af de hyppigste dødsårsager ved ulykker i hjemmene er fald, forbrændinger, elektriske stød, kvælning i plasticposer og forgiftning på grund af rengøringsmidler. For at mindske disse risici bør man give „klare men enkle forbud“ til de mindste børn om hvad de skal holde sig fra. Videre står der i artiklen: „Børn kan ikke altid skelne mellem positive og negative udtalelser. Men de forstår på tonefaldet hvis der er noget de ikke må røre.“
Ikke et manglende led
Det er ikke mere end 50 år siden en fisker fik det første levende eksemplar af „den blå fisk“ på krogen. Da evolutionisterne troede at den havde været uddød i 80 millioner år blev den hyldet som „et levende fossil“. Den blev også omtalt som „det manglende led“ mellem fiskene og de første landdyr, fordi den havde noget som kunne ligne lunger og rudimentære ben. „I dag er der imidlertid voksende enighed blandt udviklingsbiologer som har studeret levende eksemplarer, om at [denne fiskegruppe] ikke er manglende led,“ står der i The Washington Post. Avisen henviser til det engelske tidsskrift Nature, der har givet udtryk for at disse fisks „kendetegn som man formoder kæder dem sammen med landdyr, måske kun tilfældigvis ligner hinanden . . . Det har vist sig at levende [eksemplarer] ingen lunger har.“
Præventiv virkning
Ifølge det amerikanske justitsministeriums statistikker er kriminaliteten blevet så indgroet i amerikanernes liv at 83 procent af befolkningen vil blive udsat for voldskriminalitet mindst én gang i deres liv, og at 40 procent vil komme til skade under et røveri eller et overfald. Hvad kan menigmand gøre for at beskytte sig når han bliver antastet på gaden? Dette spørgsmål stillede Daily News Magazine for nylig folk i New York, hvor kriminaliteten sidste år nåede nye højder. Mens de fleste af de humoristiske svar gik i retning af at man skulle opføre sig excentrisk, var der også et bemærkelsesværdigt svar: „Medbring altid en rigelig forsyning af Vagttårnet.“ Jehovas vidner gør åbenbart indtryk i mange forskellige situationer.
Et ’nummer’
Forældre, læger og skoleembedsmænd i De Forenede Stater er alle blevet „taget ved næsen“, rapporterer The New York Times. De har kopieret og udbredt breve der falskeligt blev tillagt en politiafdeling som advarede forældre mod et nyt narkotikaproblem i form af LSD-imprægnerede overføringsbilleder til huden. Efter sigende var de udformet som blå stjerner og tegneseriefigurer for at virke tiltalende på børn og unge, og de hævdedes at være farlige endog at røre ved, da de kunne sende et barn ud på et „dødstrip“. „Vort bureau har undersøgt sagen i de sidste tre år og forespurgt hos mere end 400 politiafdelinger,“ oplyser William Hopkins, chef for en forskningsafdeling ved staten New Yorks departement for stofmisbrug, til Vågn op! „Vi . . . kan forsikre Dem om at brevet om de blå stjerner som er i omløb, er et landsdækkende svindelnummer der er begyndt at skabe hysteri blandt forældre.“
Italiens selvmordstal stigende
Hver dag tager i gennemsnit 12 italienere deres eget liv, meddeler avisen La Stampa. I de sidste ti år er antallet af selvmord steget med 60 procent, en af de største stigninger i Europa. Hvorfor? Ifølge sociologiprofessor Ferrarotti er antallet af selvmord direkte proportionalt med opløsningstendenserne i de nære forhold. I vore dages meget konkurrenceprægede samfund har den omsiggribende rivalisering mellem enkeltpersoner, selv inden for familierne, ofte ført til en udbredt ensomhed. „I virkeligheden,“ siger Ferrarotti, „er de fleste selvmord kun selvmordsforsøg der ved en fejltagelse ender med døden. De er faktisk et nødråb, et forsøg på at komme i kontakt med andre.“ Er der en løsning? „Man kan håbe på . . . at der igen vil opstå et samfund hvor folk tager hensyn til hinanden,“ siger Ferrarotti.
Taberne vinder
„Lektien er uimodsigelig: Vor tids krige begunstiger i sidste instans taberne,“ påstår det amerikanske blad Parade. Hvilke beviser er der for denne påstand? Tyskland og Japan blev begge besejret i den anden verdenskrig, og siden da, i over 43 år, har begge lande været sparet for de udgifter der er forbundet med at føre krig, og har dermed haft økonomisk vækst. „I modsætning hertil har USA været i krig i Korea, Vietnam, Cuba, Grenada, Libyen og Libanon. Sovjetunionen har invaderet Ungarn, Tjekkoslovakiet og Afghanistan. Frankrig har udgydt sit blod i krige i Algeriet og Vietnam, og Storbritannien har kæmpet med Argentina om Falklandsøerne,“ hedder det i Parade.
For mange kaniner
Landmænd i Australiens afsides egne har oplevet en invasion af sultne kaniner i milliontal. Ja, efter sigende har 200 millioner af de små skabninger oversvømmet et område på 220.000 kvadratkilometer og på deres vej fortæret al vegetation. Forskerne forsøger desperat at finde nye metoder til at begrænse deres hurtige formering. Et dødeligt virus der er kendt som myxomatose, har med held været anvendt til at få bugt med lignende kaninplager siden det blev introduceret for 30 år siden. Men den nuværende kaninbestand ser ud til at kunne modstå „selv den mest ondartede stamme“ af viruset, rapporterer den landsdækkende avis The Australian. Forskerne frygter at den kolossale tilvækst af kaniner vil „gøre et alvorligt indhug i den naturlige vegetation og i dyrelivet“.
Korruptionsanmeldelse
I et forsøg på at gøre tjenestemænd ansvarsbevidste og ærlige, er Kina ved at oprette centre for korruptionsanmeldelse over hele landet. „Målet er at opmuntre befolkningen til at holde øje med om arbejdet bliver udført lovmæssigt, og at give offentligheden mulighed for at afsløre magtmisbrug fra offentlige instansers og embedsmænds side,“ forklarer bladet China Reconstructs. „Alle, både kinesere og udlændinge, kan indsende klager.“ Centrene har vist sig at være nødvendige fordi den senere tids ændringer har skabt mulighed for øget korruption og ulovlige aktiviteter blandt tjenestemænd. De der klager bliver underrettet om sagernes udfald, og deres navne holdes hemmelige for at forhindre eventuel hævn. Det er planlagt at oprette sådanne centre i alle landets amter inden slutningen af juni.
Nærmere gud?
Peterskirken i Rom har længe været verdens største „kristne“ bygning, men nu gør Vor Frue af Freden i Yamoussoukro i Elfenbenskysten den rangen stridig. Den 190 meter lange kirke er cirka 6 meter længere end Peterskirken. Den har 272 doriske søjler og en marmorplads på 3 hektarer; der er 8000 siddepladser og luftkonditionering. Efter planen skulle den med sin næsten 150 meters højde på tagkorset have overgået Peterskirken, men efter Roms direktiv bliver kirken „en smule lavere end sit 137 meter høje romerske forbillede,“ oplyser avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Imens opføres i Casablanca i Marokko en overdækket moské der hævdes at blive verdens største, med en minaret der rager over 152 meter i vejret.