Vi betragter verden
Hævder at være Messias
„Moons kirke, Unification Church, har længe lært at dens koreanskfødte stifterprofet var en ny Messias som måtte komme fordi Jesus ikke fuldførte sin mission på jorden,“ skriver Los Angeles Times. Nu har Sun Myung Moon imidlertid for første gang selv udtalt sig offentligt om denne lære og på en religiøs konference sagt at han er Messias. Moon konkluderede at verden har behov for Messias for at kunne frigøre sig for Satans indflydelse. „Jeg er blevet kaldet af Gud til at hjælpe med dette,“ sagde han. Udtalelsen chokerede en del af deltagerne på Verdensreligionernes Kongres, som var arrangeret af Unification Church.
Tobakkens dødsofre
Den Internationale Kræftkonference i Hamburg i august 1990 blev overværet af cirka 10.000 delegerede. Ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung hørte de tilstedeværende konferencens formand erklære: „I adskillige årtier vil antallet af dødsfald på grund af rygning overstige det samlede antal døde i alle verdens krige tilsammen.“ Skønt deltagerne ønskede at nedsætte folks tobaksforbrug, sneg flere kræftspecialister sig af og til ud for at tage sig en smøg.
En standende krig
Det var en farmer i staten Victoria som i 1859 indførte kaniner på det australske kontinent. Han slap 12 af dem løs på sin ejendom i jagtøjemed. I 1950’erne nåede kaninbestanden op på 600 millioner! „De spiser frøene fra de naturligt hjemmehørende planter og udkonkurrerer fårene og de australske dyr i kampen om græsset, buskene og ukrudtsplanterne, og kan forårsage voldsom jorderosion,“ skriver Sydneyavisen The Sun-Herald. Som modtræk slap man på et tidspunkt myxomatose-viruset løs, som er dødbringende for kaniner. Viruset spredes hovedsagelig af myg og af den europæiske kaninloppe. Skønt resultaterne til at begynde med var lovende, er kaninerne blevet immune over for viruset, og bestanden er nu igen kommet op på over 200 millioner. Man påtænker derfor at importere rotteloppen enopsylla cunicularis, som kan sprede virus til områder der er for tørre for myggene og den europæiske kaninloppe. Samtidig vil man fremavle stærkere stammer af myxomatose. Avisen skriver at kaniner „formerer sig op til 10 gange årligt, og at en gennemsnitshun får 25-30 unger om året“.
Arbejdende mødre, arbejdende børn
Et reklamebureau nær Regensburg i Tyskland har fundet en nænsom løsning på problemet med at udearbejdende mødre ikke kan få deres børn passet. „Få deltidsarbejde og tag børnene med,“ har bureauets direktør sagt til sine ansatte, oplyser avisen Nürnberger Nachrichten. Direktøren udtaler: „Vi har flest kvindelige ansatte, og eftersom der er mangel på gode medarbejdere inden for reklamebranchen, vil jeg naturligvis gerne holde på mit personale.“ Selvfølgelig øger det ikke altid effektiviteten at der render fem-seks unger rundt, men de udearbejdende mødre føler sig mere motiverede eftersom de ønsker at gøre en indsats for et firma der er gået så langt for at imødekomme deres behov. De bliver ikke forstyrret mere end hvis de arbejdede hjemme. En alenemoder med tre børn siger: „Det ville ikke være muligt for mig at arbejde på andre måder.“
Vandproblemer
„Nogle lande er i dag parate til at føre krig på grund af olie, men i nær fremtid vil også vand kunne udløse væbnede konflikter,“ skriver tidsskriftet Time. „Menneskene tærer på de begrænsede ferskvandsressourcer. Menneskeheden forurener og driver rovdrift på den kostbare væske som alt liv er afhængigt af.“ Det forekommer måske besynderligt at der er vandmangel på en planet hvor 70 procent af overfladen er dækket af vand, men faktisk er 98 procent af alt vand saltvand, som er uegnet til drikkevand og kunstvanding. Mangelen på rent ferskvand udgør ikke alene en trussel mod sundheden, den økonomiske vækst og dyrelivet, men vil også øge faren for hungersnød for hvert år der går. Nødplaner giver ofte bagslag. „Det er ved at gå op for verden at mennesket ikke er i stand til at flytte vand fra et sted til et andet uden i alvorlig grad at forstyrre naturens balance,“ siger Time. Imidlertid ville meget være vundet hvis man kunne begrænse vandspildet. Det skønnes at fra 65 til 70 procent af vandforsyningen på verdensplan går til spilde, blandt andet på grund af fordampning og utætheder i vandledninger.
Ny luftfartsregel
I De Forenede Stater er det nu blevet vedtaget at alle flypassagerer der sidder på rækkerne ved et flys udgange skal være sunde og raske, kunne læse og tale engelsk, og kunne hjælpe til med at evakuere passagererne i nødsituationer. Personer som har et svagt helbred, som har handicap (såsom blindhed og døvhed), eller som er under 16 år, som er gravide eller som medbringer mindreårige børn, vil ikke få tildelt disse pladser. Passagerer ved udgangene vil blive udvalgt når de går om bord og vil få særlige instruktioner. De har dog ret til at afslå og få anvist et andet sæde. Mange luftfartsselskaber regner med at lade ansatte som rejser gratis når de er på forretningsrejser eller private rejser, optage de omtalte pladser eftersom mange af disse i forvejen har været på sikkerhedskurser. Den nye luftfartsregel er blevet indført efter at undersøgelser har vist at nogle passagerer omkommer ved flyulykker fordi de ikke bliver evakueret hurtigt nok.
Børn og AIDS
I sin første rapport om AIDS og børn fastslår WHO at sygdommen rammer langt flere børn end hidtil antaget og at ti millioner børn formentlig vil være smittet med virus inden årtusindskiftet. „Størstedelen af dem vil udvikle AIDS og dø inden år 2000,“ siger dr. Michael Merson, lederen af WHO’s globale AIDS-program. Man har derfor revideret prognosen for det totale antal af HIV-ramte ved årtusindskiftet. Det skønnes nu at ville ligge på 25 til 30 millioner. Børn af AIDS-syge mødre er på to måder dårligt stillede: Cirka 30 procent af dem er smittede, og de resterende 70 procent kan se frem til at blive moderløse.
Undersøisk skovhugst
Oversvømmelsen af tusinder af kvadratkilometer regnskov i Brasilien har skabt grobund for noget så usædvanligt som undersøisk skovhugst. De millioner af grå, bladløse træstammer, som rager op fra bunden af en kunstig sø dannet i 80’erne efter opførelsen af et stort hydroelektrisk dæmningsanlæg, har fanget Juárez Cristiano Gomes’ foretagsomme blik. Han har opfundet en undersøisk motorsav og oprettet sit eget tømmerfirma. Frømænd med iltbeholdere dykker ned på indtil 50 meters dybde for at fælde træerne. Der er ingen fare for at træerne skal vælte ned over skovhuggerne, eftersom de fleste træer „vælter“ op til overfladen. Herfra kan de flådes til savværker ved søbredden. Imidlertid er der andre farer forbundet med den undersøiske skovning. Sidste år blev en frømand for eksempel bidt af en piratfisk.
En syndflod af plastic
„For tres år siden var der ingen der havde plastic i deres hjem,“ skriver Asiaweek. „I dag findes der mange former for plastic i hvert eneste rum.“ På verdensplan har plastindustrien en omsætning på langt over en billion kroner. Den største del, cirka 30 procent, af plastproduktionen går til emballage, heriblandt flasker og poser. På andenpladsen kommer byggematerialer med 20 procent. Plastic er nyttigt og billigt, men er vanskeligt at slippe af med. Hvis det brændes, frigives der giftige forureningsstoffer, og hvis det anbringes på lossepladser, bliver det liggende som „unedbrydeligt affald i landskabet“. Problemet kunne løses ved genbrug, men det har vist sig at være meget bekosteligt at indsamle og sortere plasticaffald.
Sikkerheden forbedret
Antallet af dødsulykker i USA er faldet med 21 procent i de sidste ti år, ifølge en beregning fra Det Nationale Sikkerhedsråd. Det forløbne årti er således enestående i dette århundrede hvad ulykkesforebyggelse angår. Antallet af trafikulykker med dødelig udgang er for eksempel faldet med 20 procent og arbejdsulykker med 29 procent. Antallet af store ulykker som flystyrt og søulykker er mindsket med 22 procent. Og antallet af ulykker i hjemmet, for eksempel ved fald, brande og forgiftninger, er faldet 16 procent. Dette tal ville have været endnu bedre hvis ikke antallet af narkotikadødsfald var steget så markant. At der sker færre ulykker — hvilket er den fjerdestørste dødsårsag efter hjertesygdomme, kræft og slagtilfælde — skyldes bedre forholdsregler, ændrede holdninger samt oplysningskampagner.