Er kampen mod vægten håbløs?

AT VINDE DENNE KAMP ER IKKE SÅ LIGETIL SOM MANGE TYNDE TROR!

KAMPEN mod de overflødige pund kæmpes på mange fronter. Nogle faster og taber sig i lyntempo. Væskekure resulterer også i et hurtigt vægttab. Nogle løber pundene af sig — andre går sig slanke, hvilket blot tager længere tid. Nogle går mere drastisk til værks, får munden syet sammen og lever af væske. Gennem operationer har nogle fået ændret deres fordøjelsessystem, idet de har fået formindsket mavesækken eller fedtdepoter bortopereret. I betragtning af alt dette skulle man mene at kampen mod pundene var vundet.

Men ak nej! De fedtceller man lige har besejret kommer lynsnart tilbage. Man tager atter på, måske mere end før man begyndte kuren. Kampen raser videre. Sejrene efterfølges af skuffende nederlag, slaget trækker i langdrag, man bliver deprimeret og er parat til at opgive det hele. Men opgiv ikke! Vejen er lang og trang, men for de udholdende vinker sejren forude. Træf en fast beslutning. Og husk: Jo hårdere man har kæmpet, desto større er glæden ved at sejre.

Når du begynder kampen mod fedtet må du søge at bevare din værdighed og selvrespekt. I et samfund der er besat af ideen om at mennesker skal være tynde, må du være forberedt på at måtte udholde kritiske bemærkninger. Lad dig ikke slå ud af at nogen siger at du ser ud som en der elsker mad.a Og modstå tankeløse værtinders forsøg på at få dig til at spise noget du ikke burde. Den første kategori dømmer dig på dit ydre, og den sidste søger at besejre dig med venlighed.

Ignorér uvidende menneskers generaliserende kommentarer. Nogle vil måske sige: „Hvis du ikke spiste så meget ville du ikke være overvægtig!“ Det lyder jo meget enkelt, men i virkeligheden er det mere kompliceret end som så. Det er ganske vist sandt at hvis ikke man indtager flere kalorier end man forbrænder, vil man ikke tage på. Men i mange tilfælde forbrænder man færre kalorier end man indtager. Af forskellige årsager oplagres mange kalorier som fedt i fedtceller. Hvis den overvægtiges venner ikke er klar over hvilke uhyre odds vedkommende måske har imod sig, kan kampen til tider blive ensom og hård.

Men før vi kaster os ud i den svære kamp er der et spørgsmål vi må have afklaret: Er det overhovedet nødvendigt at gå på slankekur? I nogle lande er det nærmest blevet en religion at være tynd. Nogle bliver så magre at de er på grænsen til at være underernærede, eller kommer måske ligefrem til at lide af anorexia nervosa eller bulimi. Nogle forskere mener at man bedst kan bedømme om der er tale om overvægt ved at se på hvor meget fedt kroppen består af, frem for udelukkende at gå ud fra kropsvægten. Hos mænd betegnes overvægt som fedme når 20 til 25 procent af kropsvægten består af fedt, og hos kvinder når 25 til 30 procent er fedt.

Det er derfor ikke nok at rette sig efter vægttabeller der går ud fra højde og vægt. Som en forsker siger: „Det man ikke kan læse i tabellerne er den forskel der kan være på to personers fysiske kondition og korpulence selv om de har samme vægt og samme højde. Fast væv og muskler vejer mere end fedt, så vægten alene er ikke nogen særlig god målestok for hvor sund og veltrænet man er.“ En mere pålidelig rettesnor — som dog heller ikke er fejlfri — er den på side 7 anførte type tabel som både tager hensyn til køn og legemsbygning, og som angiver inden for hvilke rammer vægten bør holdes.

Mange tror at fedtceller er inaktive og blot ligger forskellige steder i kroppen og optager plads — alt for meget plads! Fedtvæv er imidlertid mere end blot depoter for triglycerider (fedtstoffer). Omkring 95 procent af fedtvævet består af tilsyneladende uvirksomt fedt, og de øvrige 5 procent består af bindevæv, blod og blodkar, samt celler der har betydning for legemets stofskifte. Disse celler kan være ret grådige, for de stjæler næringsstofferne i blodet som gennemstrømmer fedtvævets kapillærer. Visse hormoner fremmer dannelsen af fedt eller frigørelsen af fedt som fedtsyrer i blodet for at efterkomme kroppens behov for energi. Fedtcellerne er ikke passive, men arbejder til manges fortvivlelse på højtryk!

Førhen troede man at når først fedtcellerne havde ophobet sig i kroppen, ville de ikke vokse i antal men kun i omfang. Nyere forskning har imidlertid vist noget andet. Som en videnskabelig kilde forklarer: „Fedtvævets oplagringskapacitet øges først og fremmest ved at fedtcellernes indhold af depotfedt, triglycerider, udvides. Derefter, når alle disponible fedtceller er fyldt helt op, dannes der nye fedtceller.“ Når fedtcellerne er ved at være tømt, er de meget små, men når de fyldes med fedt kan deres diameter vokse til det tidobbelte, hvilket betyder at deres rumfang bliver cirka tusind gange så stort.

Kroppen indeholder visse fedtdepoter hvor fedtet har tilbøjelighed til at sætte sig. Mænd har et sådant fedtdepot på maven. Hos kvinderne befinder det sig på hofterne og lårene. Selv om man taber sig er det fra disse områder at fedtet sidst forsvinder. Forskerne har opdaget at der på fedtcellernes overflade findes nogle små molekyler, kaldet alfa- og beta-receptorer. Alfa-receptorerne fremmer oplagringen af fedt; beta-receptorerne fremskynder fedtets nedbrydning. Hos kvinder findes sådanne alfa-receptorer på hofterne og lårene, mens de hos mænd findes på maven. En kvinde tabte for eksempel 15 procent af sit kropsfedt, men praktisk taget intet af fedtet på hofterne og lårene. Og en mand der gik drastisk ned i vægt havde stadig mave.

At tabe sig ved at tælle kalorier er ikke så enkel en løsning som mange tror. Der er nemlig forskel på kalorier. Hvis man for eksempel indtager 100 kalorier i form af kulhydrater, vil de 77 måske oplagres som fedt — 23 forbrændes i fordøjelsen. Men indtager man 100 kalorier i form af smør, bliver 97 oplagret som fedt — kun tre forbrændes ved fordøjelse. Det skyldes at fedtstofferne i smør ligner legemsfedtet så meget at det lettere kan oplagres. Det er altså ikke nok blot at tælle kalorierne. Man må også tænke på hvilken slags kalorier der er tale om. Fedtholdige fødevarer feder mere og er mindre nærende end mad der indeholder mange kulhydrater. Under et forsøg hvor nogle spiste store mængder mad med mange kulhydrater, steg deres vægt med 30 pund i løbet af syv måneder, mens de der spiste store mængder fedtholdig mad tog 30 pund på i løbet af blot tre måneder.

Flydende slankekost medfører et stort vægttab i løbet af kort tid, hvilket dog kan skabe visse komplikationer. I 1970’erne var der for eksempel mange kure med flydende protein, og ved slutningen af 1977 blev cirka 60 dødsfald tilskrevet sådanne kure i USA. Man mente at mange af disse dødsfald skyldtes hjertesvigt. De væskekure der benyttes i dag er blevet forbedret idet man ikke blot har tilført dem proteiner men også kulhydrater, fedtstoffer, vitaminer og mineraler. Men ikke desto mindre har sådanne kure med deres lave energiindhold og hurtige vægttab stadig visse bivirkninger.

Den drastiske kaloriereduktion ved lynslankekure nedsætter ofte kroppens stofskifte. Dette sker allerede inden for det første døgn, og på to uger kan stofskiftet falde så meget som 20 procent. En læge der er blevet spurgt ud om kaloriefattige, flydende slankekure, har sagt: „Når man indtager få kalorier vil stofskiftet falde drastisk og man vil føle sig irritabel og udmattet. Desuden er op til 70 procent af det man taber sig på længere sigt, muskelvæv, ikke fedt.“ Men er man på slankekur er det jo fedtet man vil af med, ikke musklerne. Muskelvævet er nemlig kroppens største kalorieforbrænder. Mister man muskelvæv sænker man sit basalstofskifte — den energi der skal til for at klare de rutinemæssige legemsfunktioner såsom vejrtrækning og celledannelse. Hertil anvendes mellem 60 og 75 procent af den energi kroppen bruger.

Det er på grund af dette fald i stofskiftet at man ofte efter nogle få ugers streng diæt ikke taber sig mere. En kvinde der siden hun var 16 havde holdt vægten nede ved hjælp af diæt, tog 25 pund på efter at have født sit første barn. Hun tabte sig dog hurtigt igen. Men da hun fødte sit andet barn tog hun 50 pund på og kunne ikke tabe sig. Hun fortæller: „På et tidspunkt tog jeg på en slankeklinik, hvor jeg fik en kostplan med kun 500 kalorier om dagen. I løbet af den første måned tabte jeg ti pund, den næste måned to pund og de følgende to måneder overhovedet intet, og dét til trods for at jeg trofast fulgte kuren. Da min kalorieindtagelse blev hævet til 800 om dagen, tog jeg 2 pund på om ugen — indtil jeg igen havde taget de 12 pund på som jeg med møje og besvær havde tabt. Det var meget deprimerende.“

Ud over at en lynslankekur vil resultere i et nedsat stofskifte, kan den også bevirke at det enzym der regulerer fedtoplagringen bliver mere aktivt. Det er en af grundene til at nogle mennesker atter tager på når de igen begynder at spise normalt. Dette sker faktisk for de flestes vedkommende — nemlig 95 procent af de svært overvægtige og 66 procent af alle der går på slankekur. De kilo man igen tager på består mest af fedt, ikke af muskelvæv (som det man har tabt), hvilket er ensbetydende med nedsat stofskifte og dermed yderligere oplagring af fedt.

En forsker bemærkede at de der tabte sig ved en slankekur og derefter igen tog på, havde større problemer med at tabe sig under en ny slankekur. Han spekulerede derfor på om en slankekur kan hæmme et senere vægttab. Der blev foretaget nogle forsøg med fede rotter. Under dyrenes første diæt tog det dem 21 dage at slippe af med deres overvægt, og 45 dage før de igen var oppe på den oprindelige vægt. Under den anden slankekur var de 46 dage om at gå ned i vægt og kun 14 dage om at tage det på igen. Nu var de altså dobbelt så længe om at tabe sig mens det gik tre gange så hurtigt med at tage på igen.

Er det samme tilfældet med mennesker? Ved hjælp af kaloriefattige slankekure tabte 111 personer sig i gennemsnit 1,4 kilo om ugen, men anden gang de forsøgte samme kur tabte de sig kun 1 kilo om ugen. Efterfølgende forsøg med to andre grupper gav de samme resultater.

Mange eksperter betegner overvægt som en sygdom og mener at årsagen skal findes i generne, at den er arveligt betinget og at legemet har en bestemt vægtgrænse der kan bevirke at man har tendens til fedme. Men forskerne er ikke enige om årsagen til fedmen. Bladet Annals of the New York Academy of Sciences siger at selve overvægten, uanset hvad den skyldes, kan medføre forandringer i kroppens kemi: „Når først overvægten er en realitet, kan den stabiliseres på grund af de sekundære forandringer i stofskiftet som selve overvægten forårsager.“

Dette blad sætter endvidere spørgsmålstegn ved vægtgrænseteorien: „Dette nummer af Annals fremlægger kun få vidnesbyrd der kan underbygge disse hypoteser.“ Man har anført problemer med kirtlerne som årsag til overvægt, især problemer med skjoldbruskkirtelen, der spiller en væsentlig rolle i reguleringen af stofskiftet. Nogle har imidlertid fremført at sådanne problemer måske skyldes at man spiser for meget. Herom har dr. Riggle fra Texas sagt: „Skjoldbruskkirtelen regulerer stofskiftet samt hypofysen. Men vi må huske på at hos folk med dårlige kostvaner får disse kirtler ikke de næringsstoffer de behøver for at fungere tilfredsstillende. Problemer med kirtlerne kan altså skyldes fejlernæring.“

Mange eksperter er dog enige om at fedme ganske enkelt skyldes at man spiser for meget: „Hvad de fleste overvægtige angår skyldes deres overflødige kilo og fedtvæv en langvarig og snigende proces: de har i for lang tid indtaget flere kalorier end de har forbrændt i stofskiftet eller ved fysisk aktivitet.“ (Annals of the New York Academy of Sciences, 1987, side 343) Derved udsætter man sig selv for alvorlig sundhedsfare:

„Overvægt er sundhedsfarligt på flere områder. Det kan svække både hjerte- og lungefunktionen, forstyrre hormonbalancen og skabe følelsesmæssige problemer. Overvægtige er mere tilbøjelige til at få for højt blodtryk, sukkersyge og for meget fedt i blodet end mennesker med normal vægt. Det er derfor ikke overraskende at overvægt kan bidrage til en øget sygdoms- og dødelighedsrisiko på grund af for eksempel forhøjet blodtryk, slagtilfælde, type II- eller ikkeinsulinkrævende diabetes mellitus, nogle former for kræft, samt sygdomme i galdeblæren. På længere sigt bliver overvægt også betragtet som en selvstændig risikofaktor i forbindelse med hjerte-kar-sygdomme.“ — Journal of the American Medical Association, 4. november 1988, side 2547.

Ildevarslende, ikke sandt? Det er indlysende at kampen mod de overflødige pund er en kamp der må vindes. Hvad vil være en hjælp til at vinde denne sejr?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

OVERVÆGTIGES FEDTCELLER ER IKKE PASSIVE, MEN ARBEJDER PÅ HØJTRYK!

[Tekstcitat på side 5]

KAN SLANKEKURE HINDRE ET SENERE VÆGTTAB?

[Tekstcitat på side 6]

SUNDHEDSFAREN ER SÆRDELES ALVORLIG

[Ramme på side 7]

VÆGTTABEL

Spinkelt Almindeligt Kraftigt

bygget bygget bygget

MÆND

157,5 58,0-61,0 59,5-64,0 62,5-68,0

160,0 59,0-62,0 60,5-65,0 63,5-69,5

162,5 60,0-62,5 61,5-66,0 64,5-71,0

165,0 61,0-63,5 62,0-67,0 65,5-72,5

167,5 62,0-64,5 63,0-68,5 66,5-74,5

170,0 62,5-66,0 64,5-70,0 67,5-76,5

172,5 63,5-67,0 66,0-71,5 69,0-78,0

175,0 64,5-68,5 67,0-72,5 70,5-80,0

178,0 65,5-70,0 68,5-74,0 72,0-82,0

180,5 66,5-71,5 70,0-75,5 73,0-83,5

183,0 67,5-72,5 71,5-77,0 74,5-85,5

185,5 69,0-74,5 72,5-79,0 76,5-87,0

188,0 70,5-76,5 74,5-81,0 78,0-89,5

190,5 72,0-78,0 76,0-82,5 80,0-91,5

193,0 73,5-80,0 77,5-85,0 82,0-94,0

KVINDER

147,5 46,5-50,5 49,5-55,0 53,5-59,5

150,0 47,0-51,5 50,5-56,0 54,5-61,0

152,5 47,0-52,0 51,5-57,0 55,5-62,0

155,0 48,0-53,5 52,0-58,5 57,0-63,5

157,5 49,0-55,0 53,5-60,0 58,0-65,0

160,0 50,5-56,5 55,0-61,5 59,5-67,0

162,5 52,0-57,5 56,5-62,5 61,0-68,5

165,0 53,0-59,0 57,5-64,0 62,0-70,5

167,5 54,5-60,5 59,0-65,5 63,5-72,0

170,0 56,0-61,5 60,5-67,0 65,0-74,0

172,5 57,0-63,0 61,5-68,0 66,5-76,0

175,0 58,5-64,5 63,0-69,5 67,5-77,0

177,5 60,0-66,0 64,5-71,0 69,0-78,5

180,0 61,5-67,0 66,0-72,0 70,5-80,0

182,5 62,5-68,5 67,0-73,5 72,0-81,5

[Kildeangivelse]

Baseret på oplysninger fra Forsikringsberegnernes Forbund og Foreningen af Livsforsikringslæger i USA.