Tænker du på at holde husdyr?

Af Vågn op!-​korrespondent i Danmark

DET ser ud til at virke beroligende på mennesker at være i selskab med dyr — uforbeholdne og fordomsfri som dyrene er. Interessant nok har undersøgelser blandt folk der har haft hjerteanfald, vist at de der har et kæledyr klarer sig langt bedre end de der ikke har. Det samme lader til at gælde for mange som er fysisk eller mentalt handicappede eller som har nervøse lidelser.

Men før du påtager dig at holde husdyr, er der nogle spørgsmål du omhyggeligt må overveje — til dit eget, dine omgivelsers og dyrets bedste. Hvis du svarer ærligt, vil du undgå fejltagelser der kan koste dyrt — for dig selv såvel som for dyret.

Giver din tilværelse dig egentlig mulighed for at tage dig af et dyr? Er du ofte borte i lang tid? Er dine børn gamle nok til at forstå hvad det indebærer at have et kæledyr? Har du tilstrækkelig plads til det husdyr du påtænker at anskaffe dig? Eller skal det henvises til at være indespærret under trange forhold det meste af tiden? Gennemtænk disse spørgsmål grundigt inden du anskaffer et kæledyr.

I fortidens Israel krævede Gud dyrenes ejere til ansvar for hvordan de passede dem. — 2 Mosebog 23:4, 5; 5 Mosebog 22:10; 25:4; Ordsprogene 12:10.

Skal lille Peter have et kæledyr?

„Børn har godt af at lære at omgås dyr!“ hører man ofte. Men netop i ordet „lære“ ligger der noget vigtigt: Barnet må være gammelt nok til at lære.

De små har svært ved at forstå at de ikke må være for voldsomme når de kæler med dyret, og at dyret kan tage varig skade af en for hård behandling. En moder hvis 3-årige søn ønskede sig et marsvin, fik af en dyrlæge at vide at barnet var for lille til at have et så hjælpeløst dyr. Dyrlægen anbefalede at drengen blev lidt ældre før han fik et kæledyr.

Forældre mener måske at de sagtens kan fortælle deres børn hvordan de skal behandle et dyr. Men det kan kræve mere tid og overvågning end de havde regnet med. Og det er dyret der må betale prisen for dette eksperiment.

Som forældre ved, kan børn være særdeles ihærdige når der er noget de ønsker sig. I mange tilfælde ender det med at forældrene giver op og siger: „Jaja, så får I et kæledyr. Men så må I også selv passe det.“ Børn er imidlertid glemsomme — tænk blot på hvor tit de glemmer at tørre fødderne af på måtten før de kommer ind. Det er derfor et vovestykke at betro et levende væsens ve og vel i mindre børns hænder uden at en voksen fører tilsyn.

Hvordan det kan gå, ses af et tilfælde med en familie hvor børnene fik lov til at holde kaniner. En dag kom børnenes bedstefader forbi burene og opdagede at det var længe siden dyrene var blevet fodret og røgtet, og den ene kanin havde slidt sine tænder ned i forsøg på at gnave sig ud af buret for at skaffe sig føde.

Man må derfor gøre sig klart når man overvejer at give sit barn ansvaret for et kæledyr, at uanset hvor yndig og charmerende en kattekilling eller hundehvalp ser ud, og uanset hvor bedende børnenes øjne måtte være, så er det de voksne der har det egentlige ansvar for dyrenes ve og vel. Børns ønsker og interesser kan være flygtige.

Katte og hunde — og dig

Imidlertid er det heller ikke alle voksne der har gennemtænkt sagen i sin fulde konsekvens når de ønsker sig et nyt „familiemedlem“. De tænker ikke altid på de besværligheder og det ansvar der følger med. Dette kan især have betydning for Jehovas vidner, hvis tilværelse er travlt optaget af den kristne tjeneste, og som ofte er borte fra hjemmet på grund af kristne møder og stævner. Ved sådanne lejligheder opstår problemet med at få dyret passet mens man er væk. Det vil afgjort være malplaceret at forsømme kristne aktiviteter fordi man føler sig for stærkt knyttet til et dyr. — Hebræerne 10:24, 25.

I dag hvor det ofte er sådan at begge ægtefæller går på arbejde hele dagen, er problemet med ensomme katte og hunde i bylejligheder voksende. En kvinde gik for eksempel til dyrlægen for at få sin kat aflivet fordi den opførte sig underligt. Da dyrlægen fandt ud af at kvinden lod sin kat være lukket inde i en lejlighed otte timer om dagen, konkluderede han at dette sandsynligvis var årsagen til dens adfærd. Selv om katte er dyr der ikke har svært ved at beskæftige sig selv, har de dog behov for kontakt med deres „menneskefamilie“. Andre dyr har lidt under at være indespærret i en tillukket bil.

Det er også et ansvar at være hundeejer. Hunde kræver mere motion. De kan ikke nøjes med en „luftetur“ én gang om dagen, for så at blive ladt alene i en mørk kælder, hvor de allerede har tilbragt natten, eller blive bundet i en kort snor. En familie i England havde for eksempel en livlig fårehund, men ingen får! Hunden blev neurotisk og måtte overlades til en landmand.

Alle der virkelig ønsker sig et kæledyr, bør overveje om de er villige til at bringe de daglige ofre det kræver at have et sundt kæledyr. Kan de tilbyde dyret naturlige omgivelser, og har de mulighed for at pleje det rigtigt og vise det opmærksomhed? Husk desuden på at dyr skal have noget at leve af — og store dyr kan sætte meget til livs! Udgifterne til foder kan gøre et betragteligt indhug i dine midler, hvilket også bør tages i betragtning. Dyr kan også blive syge, og en dyrlægeregnings størrelse kan godt være en slem overraskelse.

Man må desuden have tanke for hygiejnen. Mange dyr anvender tungen som vaskeklud overalt på kroppen! Dyrene selv kan godt tåle de bakterier der finder vej ind i organismen, men det er ikke sikkert børnene kan. De må derfor have at vide at de ikke skal kysse dyr. Det kan endog være sundhedsfarligt at lade dyr slikke børn i ansigtet og på hænderne, da børnene for eksempel kan få orm af det. Omgående vask med sæbe og vand kan afværge en mulig infektion. Af samme grund bør kæledyr have deres egen madskål, og de bør aldrig have lov at slikke tallerkener som mennesker bruger. Dyr kan desuden bringe lopper og andet utøj ind i huset, hvilket har fået nogle hundeejere til at formene dem adgang til huset indtil de har fået dem befriet for utøjet.

Fugle og fisk — og dig

„Men hvad så med en fugl?“ spørger du måske. „Det er meget nemmere — man holder den i bur og giver den mad en gang imellem.“ Undulater og papegøjer er meget populære og kan let blive tamme, og nogle kan lære at tale. Også kanariefugle kan sprede glæde med deres muntre kvidren. Men også fugle kræver den rette pasning.

En faglig konsulent skriver: „Undulaten er et levende væsen, tilmed en livsglad skabning, . . . I samme øjeblik man anskaffer en fugl, har man påtaget sig et ansvar for dens ve og vel. Manglende viden om foder, pladskrav osv. og manglende forståelse for fuglens væsen og egenskaber har gennem tiden været skyld i, at utallige undulater har ført en kummerlig tilværelse, er blevet misrøgtet og er døde i en alt for ung alder. Tænk Dem derfor grundigt om, inden De går til fuglehandleren.“

Ovenstående ord om hygiejne hos hunde og katte gælder også fugle. De bruger næbbet som vaskeklud. Det er således uklogt at lade en undulat spankulere omkring på spisebordet og nippe til sukkeret og de øvrige fødemidler. Det er også ufornuftigt og uhygiejnisk at lade en fugl tage maden fra ens mund eller ens tallerken. Når en fugl får lov at flyve frit omkring i huset kan man ofte finde dens efterladenskaber alle mulige og umulige steder.

Men fisk da? Mange familier kan godt lide at have et akvarium med tropiske og eksotiske fisk i dagligstuen. Det er afslappende at iagttage dem. Men har man færre bekymringer med fisk? Nej, tværtimod. Blot én lille fejltagelse med hensyn til vandets temperatur eller iltning, lyset, rensningen af vandet, eller fodringen — og man risikerer at stå med et akvarium fyldt med døde fisk! Ja, også fisk skal have forstandig pleje.

Fornuft og ligevægt

Hvis du alvorligt overvejer at anskaffe dig et kæledyr, eller hvis du allerede har et, er det altså klart at du må have en grundlæggende viden om dets pasning, dets foder og andet af betydning for dets sundhed. Det er ikke nok med fem minutters lynkursus. På de fleste biblioteker har man litteratur om pasning af dyr. I velassorterede dyrehandeler vil man også kunne finde udmærkede publikationer om emnet.

Hvis man ønsker at have kæledyr, bør man altså gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i deres behov. For dem der gør det, kan fællesskabet blive til en fornøjelse — både for ejeren og for kæledyret.

[Illustration på side 19]

En killing er sød, men det er uhygiejnisk at kysse den