1914 — et skelsættende år
DENNE sommer er det 75 år siden at ærkehertug Frans Ferdinand af Østrig-Ungarn faldt for en morders kugle. Attentatet satte en kæde af begivenheder i gang som den 28. juli 1914 førte til udbruddet af klodens første globale krig.
Forfattere og historikere har gentagne gange kaldt denne forfærdelige krig (og det år den udbrød) for skelsættende, et vendepunkt eller en skillelinje i menneskehedens historie. Var året 1914 virkelig så betydningsfuldt?
Hør engang hvad John Wilson skriver i den canadiske avis The Globe and Mail: „Første Verdenskrig står som en milepæl i den nyere tids historie.“ De eneste spor efter denne flammende verdensbrand er mindesmærker, kirkegårde, græsbevoksede skyttegrave og rustne granathylstre, men som John Wilson siger, tager 1914 sig ikke mindre skelsættende ud set i historiens bakspejl.
„Den victorianske forestilling om systematiske fremskridt mod en idealverden blev aflivet med rædslernes 10 millioner dødsofre,“ bemærker Wilson. „Nutidens pragmatisme og kynisme spirede frem af ørkesløsheden og mudderet i Vimy og Flandern [i Nordfrankrig og Belgien]. Vi har langt lettere ved at identificere os med tyvernes forlystelsessyge unge og tredivernes ruinerede landmænd end med førkrigstidens imperialister og moralister. Den Store Krig danner skel, . . . på den anden side strækker sig en fjern og fremmed fortid.“
Begivenhedernes gang siden 1914 har understreget hvor skelsættende dette år var. Første Verdenskrig blev ikke som forudsagt ’krigen der gjorde ende på al krig’; den introducerede tværtimod en helt ny form for krigsførelse. Efter at krigen havde lagt verden i aske, tændte en gnist fra dens ulmende gløder atter verden i brand. For 50 år siden, nemlig den 1. september 1939, invaderede tyske tropper Polen, og Anden Verdenskrig var en realitet. Denne massenedslagtning kostede 55 millioner mennesker livet, hvilket fik Første Verdenskrig til at blegne i sammenligning. Verden blev her vidne til hidtil uhørte rædsler. Heller ikke denne krig gjorde ende på al krig, for siden 1945 er næsten 20 millioner mennesker omkommet i cirka 150 krige!
Efter 1914 har menneskeslægten levet i en tid med ufred. Som John Wilson udtrykker det: „Det er tankevækkende at skyttegravskrigens gru fik samfundet efter 1918 til at gøre alt for at mindes de faldne og for at begrave dem på pæne lige rækker. Vi trues nu af en global ødelæggelse som selv ikke de soldater der stormede Vimys højdedrag ville kunne gøre sig begreb om. Hvis der kommer en ny verdenskrig, hvem skal så rejse mindesmærker over dens faldne?“
Allerede længe før 1914 havde trofaste bibelstudenter (som Jehovas vidner dengang blev kaldt) forkyndt at dette år ville blive skelsættende i historien. Ifølge Bibelens pålidelige kronologi gik hele denne tingenes ordning i 1914 ind i en ny fase, nemlig den kritiske periode Bibelen omtaler som „de sidste dage“. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:1-14.
Men Bibelen siger ikke at „de sidste dage“ kun er en trængselstid. Det er også en tid fuld af håb. Gud vil ikke tillade mennesker at udslette sig selv i en ny verdenskrig, for han har lovet at gribe ind og føre krig mod alle dem som fylder jorden med vold. Alle krigsvåben vil for bestandig blive fjernet. Til den tid vil mennesker lære at leve i fred med hinanden frem for at blive oplært i krig. (Esajas 2:2-4; Lukas 21:28; Åbenbaringen 16:14) Der vil virkelig indtræffe en omvæltning — den mest skelsættende i hele menneskehedens historie.