Doping — „sportens AIDS“

„Steroider udgør en voksende trussel mod vor nationale sundhed og sikkerhed.“ — Embedsmand ved det amerikanske narkotikapoliti

MILLIONER af tilskuere og tv-seere som fulgte De Olympiske Lege i Seoul, blev chokerede. Deres helt, den atlet der satte verdensrekord i 100-meterløb, blev frataget sin guldmedalje da han blev diskvalificeret for at have brugt forbudte stoffer.

Sportsverdenen er blevet ramt af endnu en plage, nemlig doping. Den er blevet så vanskelig at udrydde at den er blevet kaldt „sportens AIDS“.

„Medikamenternes olympiade“

Øjensynlig var det hovedsagelig efter den anden verdenskrig at nogle sportsfolk begyndte at misbruge lægemidler. Nu er det ifølge eksperter så almindeligt at der må oprettes „komplicerede og kostbare organisationer, ofte grundlagt af sportsforbundene selv, med det formål at nå prestigefyldte resultater, tiltrække sponsorer, skaffe penge og opnå magt“. Fænomenet er så udbredt at det italienske lægetidsskrift Corriere Medico kaldte De Olympiske Lege i Los Angeles (1984) for „medikamenternes olympiade“.

Men faktisk er anvendelsen af stoffer og andre illegale behandlingsmetoder i den hensigt at blive i stand til at yde større præstationer, almindeligt forekommende inden for mange sportsgrene i alle lande. Ethvert land ønsker at overgå de andre, så ingen vil holde op med at dope sportsudøverne. Det er ikke overdrevet når Europa-Parlamentet har påpeget at „det høje ambitionsniveau og de hyppige sportsbegivenheder udsætter en sportsudøver for et sådant pres at det bliver mere fristende at gøre brug af mere eller mindre lovlige metoder for at forblive i psykisk og fysisk topform. Fristelsen bliver ikke mindre af at sportstrænerne er så skrupelløse.“ Selv drenge bliver dopet.

Forskellige former for doping

Der findes forskellige former for doping:

Steroider er den stoftype der medførte at Ben Johnson, vinderen af 100-meterløbet ved olympiaden i Seoul, blev diskvalificeret, en hændelse der er blevet kaldt „den alvorligste episode i De Olympiske Leges historie“. Der er tale om nogle stoffer der har indflydelse på produktionen af aminosyrer og derved bidrager til at muskelmassen øges og styrkes men også medfører øget aggressivitet. Det er blevet sagt at samtlige verdensrekorder der i løbet af de sidste ti år er blevet sat i vægtløftning, kan tilskrives disse stoffer.

Stimulanser såsom koffein og stryknin anvendes for at øge kroppens „kampberedskab“ og mindske træthedsfornemmelsen.

Analgetika bruges for at dulme smerter og berolige.

Betablokerende stoffer bruges især af bueskytter og inden for skydesport, da de sænker hjerterytmen og stabiliserer kroppen.

Diuretika anvendes for at opnå hurtigt vægttab og for at skjule at man har taget andre forbudte stoffer.

Dette er blot nogle af de velkendte stoffer der bruges som doping, men Den Internationale Olympiske Komité har udarbejdet en liste med omkring ét hundrede forbudte stoffer. Problemet er at lige så snart et af stofferne forbydes, eller man finder frem til metoder der kan afsløre dem, går hele hold af læger og kemikere i gang med at frembringe nye produkter.

Der findes imidlertid også andre metoder hvorved sportsudøvere på uærlig vis forsøger at forbedre deres præstationer. For at ligge bedre i vandet har nogle svømmere ladet deres tarme fylde med helium.

Mange idrætsudøvere indrømmer at de har modtaget blodtransfusioner for at øge deres udholdenhed. Nogle mener at hvis man lader noget af sit blod tappe for senere at modtage det i form af en transfusion af røde blodlegemer, vil det resultere i øget ilttilførsel til alle dele af legemet, deriblandt musklerne.

For nylig har nogle sportsblade desuden afsløret at idrætskvinder har brugt graviditet som en form for doping. Gravide kvinder får et øget blodvolumen, hvilket igen øger musklernes iltforsyning. Nogle idrætskvinder, især de der dyrker kraftbetonede sportsgrene, har benyttet de første stadier af en graviditet til at forbedre deres præstationer. Efter konkurrencerne har de fået foretaget abort.

Et alvorligt problem

Hvor udbredt er problemet? At dømme efter hvor sjældent det sker at sportsudøvere bliver diskvalificeret for at have brugt doping, mener nogle sportsfans at det kun er en lille procentdel af sportsfolk der benytter sig af det, og at deres idoler bestemt aldrig kunne finde på den slags. Men de der er kendt med sportsverdenen er af en anden mening.

„Brugen af anaboliske steroider er meget mere udbredt end man hidtil har troet,“ udtaler en tidligere italiensk diskoskaster. Og ifølge professor Silvio Garattini, ekspert i farmakologi, er dopingproblemet sandsynligvis meget alvorligere end hidtil antaget. Ifølge nogle kilder bruger 50 procent af de i fysisk henseende mere veludrustede sportsfolk forbudte stoffer.

Risikofaktorerne

Problemet med doping er imidlertid ikke udelukkende at der på uærlig vis opnås bedre resultater. Sportsfolk i dag, og især de der bruger doping, er en del af et meget større men skjult foretagende der omfatter læger som er i stand til at ordinere de forbudte stoffer om nødvendigt. Det er imidlertid sportsfolkene som kommer til at høste konsekvenserne — skammen i forbindelse med at blive opdaget og diskvalificeret og, hvad der er alvorligere, de helbredsrisici der er forbundet med doping.

Man mener at anaboliske steroider skader leveren samt hjertet og blodkredsløbet, foruden at det også forårsager forskellige andre sekundære fysiske skader. Disse stoffer menes også at være årsag til skader i urin- og kønsorganerne, og tillægges også skylden for visse sportsudøveres voldelige personlighed.

Misbruget af andre stoffer, som for eksempel stimulanser, fremkalder „en tilstand af forvirring, afhængighed og hallucinationer“. Hvad blodtransfusionerne angår påpeger det videnskabelige tidsskrift Doctor at en sådan infusion med sportsudøverens eget blod ikke er uden risiko. En af farerne består i „overfyldning og nedsat blodgennemstrømning i visse dele af legemet, forårsaget af blodets øgede viskositet“, samt ophobningen af jern „med skadelige konsekvenser for parenkymvævet (leveren, nyrerne, hjertet, de endokrine kirtler osv.)“.

Man har kendskab til talrige dopingdødsfald. Blandt de mere kendte tilfælde kan nævnes den danske cykelrytter Knud Enemark, der døde ved De Olympiske Lege i Rom i 1960; den engelske cykelrytter Tom Simpson, der døde under Tour de France i 1967; den hollandske mellemdistanceløber Augustinus Jaspers, der døde umiddelbart efter et løb ved De Olympiske Lege i Los Angeles i 1984; den vesttyske syvkæmper Birgit Dressel, der døde af forgiftning med de stoffer en sportslæge havde ordineret hende gennem flere år.

„Inden for sport er der ingen skånsel,“ siger den flerdobbelte olympiske mester Carl Lewis. „Doping har allerede krævet sine ofre. Lederne kender problemet, men siger ingenting.“

Skønt sportsfolkene er klar over de foruroligende kendsgerninger, hvordan besvarer de da et spørgsmål som: „Hvis jeg kunne give dig en pille der ville gøre dig til olympisk mester men som ville koste dig livet i løbet af et år, ville du så tage den?“ Halvtreds procent af de amerikanske sportsfolk der fik stillet spørgsmålet, svarede ja. Det samme ville mange sportsudøvere i andre dele af verden sikkert gøre.

Vil det lykkes at bekæmpe denne plage ved hjælp af de forholdsregler man træffer? Ifølge eksperterne er det kun meget få idrætscentre der har det nødvendige test-udstyr, og selve prøverne er meget kostbare. Der er desuden blevet svindlet med prøveresultaterne. Til trods for det man opnåede ved De Olympiske Lege i Korea, er de nye dopingmetoder altid et skridt foran de metoder man bruger til at afsløre dem. Alligevel er der gode grunde til at tro at doping og vold inden for sportsverdenen snart vil blive bragt til ophør.

[Tekstcitat på side 9]

„Hvis jeg kunne give dig en pille der ville gøre dig til olympisk mester men som ville berøve dig livet på et år, ville du så tage den?“ Halvdelen af de adspurgte amerikanske sportsfolk svarede ja

[Tekstcitat på side 10]

Mellem 1986 og 1988 blev 290 sportsfolk og trænere i Sovjetunionen dømt for at have anvendt doping. – Det sovjetiske blad Leninskoye Znamya

[Tekstcitat på side 11]

„Sportsfolk der tager steroider bliver ondskabsfulde og aggressive.“ – Dr. Robert Voy, cheflæge ved USA’s Olympiske Komité