Religionens fremtid i lyset af dens fortid

21. del: Fra år 1900 og frem — Klæder der er sølet af blod

„På blod kan ingen sikker grundvold lægges.“ — William Shakespeare (1564-1616)

HUSKER du den tragedie der fandt sted for 11 år siden i Jonestown i Guyana? Over 900 medlemmer af den religiøse gruppe Folkets Tempel begik kollektivt selvmord — de fleste frivilligt — ved at drikke frugtjuice tilsat cyanid.

Chokerede spurgte folk: ’Hvad er dog det for en religion der ofrer sine egne medlemmers liv?’ Ikke desto mindre er der i næsten 6000 år blevet udgydt uskyldigt blod i religionens navn. Her i vort 20. århundrede har sådanne blodsudgydelser dog fundet sted i langt større omfang end i nogen anden periode i historien. Lad os betragte nogle få eksempler på dette!

Menneskeofringer til en falsk gud

Siden 1914 er der under de to verdenskrige og de mere end hundrede mindre konflikter udgydt blod i stride strømme. For hundrede år siden sagde den franske forfatter Guy de Maupassant at „kimen til krig“ er patriotismen, som han kaldte „en slags religion“. I opslagsværket The Encyclopedia of Religion hedder det at patriotismens slægtning, nationalismen, „er blevet en fremherskende religion i den moderne verden, idet den udfylder et tomrum som devalueringen af de traditionelle religiøse værdier har efterladt.“ (Kursiveret af os.) Eftersom den falske religion har undladt at fremme den sande gudsdyrkelse, har den efterladt et åndeligt vakuum som nationalismen netop har kunnet udfylde.

Det mest fremtrædende eksempel på dette er mellemkrigstidens Nazityskland, hvor 94,4 procent af indbyggerne kaldte sig kristne. Af alle lande burde Tyskland — protestantismens vugge, og det land pave Pius X rosende havde omtalt som hjemsted for „verdens bedste katolikker“ — have stået som det ypperste eksempel på hvad kristendommen kunne tilbyde.

Bemærkelsesværdigt nok fandt katolikken Adolf Hitler mere støtte hos protestanterne end hos katolikkerne. Ved rigsdagsvalget i 1930 fik han 20 procent af alle stemmer i de overvejende protestantiske valgkredse, mens han kun fik 14 procent i katolske kredse. Og i 1932 opnåede nazistpartiet absolut flertal ved landdagsvalget i Oldenburg, et område hvor 75 procent af befolkningen var protestanter.

Det ’tomrum som devalueringen af de traditionelle religiøse værdier havde efterladt’, var åbenbart større blandt protestanterne end blandt katolikkerne. Dette kan dog ikke undre, eftersom den liberale teologi og den højere bibelkritik hovedsagelig er blevet fostret af tysktalende protestantiske teologer.

Lige så bemærkelsesværdig var imidlertid den måde hvorpå Hitler senere vandt massiv støtte fra katolsk side. Den tyske historiker Klaus Scholder forklarer at „den katolske kirke i Tyskland traditionelt havde særlig nær tilknytning til Rom“. Da Vatikanet fik øje på nazismen som et værn mod kommunismen tøvede det ikke med at benytte sin indflydelse til at styrke Hitlers position. „Vigtige beslutninger blev i stadig højere grad truffet af kurien,“ siger Scholder, „og den katolske kirkes status og fremtid i Det Tredje Rige afhang i sidste instans udelukkende af Rom.“

Kristenheden har som følge af sin rolle i de to verdenskrige lidt et alvorligt prestigetab. Som opslagsværket Concise Dictionary of the Christian World Mission forklarer: „Ikkekristne så med egne øjne . . . hvordan lande der i et helt årtusind havde bekendt sig til kristendommen ikke formåede at beherske lidenskaberne men satte hele verden i brand for at tilfredsstille deres alt andet end beundringsværdige ærgerrighed.“

Religiøst motiverede krige er ganske vist ikke noget nyt fænomen. Men i modsætning til tidligere, hvor krigsførende lande som regel tilhørte hver sin religion, har vi i det 20. århundrede oplevet stadig flere bitre stridigheder mellem lande inden for samme religion. Nationalismens gud har tydeligvis set sig i stand til at udmanøvrere de respektive religioners guder. Mens for eksempel katolikker og protestanter i Storbritannien og De Forenede Stater under den anden verdenskrig var i færd med at dræbe katolikker og protestanter i Italien og Tyskland, havde buddhister i Japan travlt med at slå deres buddhistiske brødre ihjel i det sydøstlige Asien.

I betragtning af den blodplettede klædning kristenheden selv bærer, kan den på ingen måde tillade sig selvretfærdigt at løfte pegefingeren anklagende mod andre. Ved at støtte og til tider vælge ufuldkomne jordiske regeringer har både navnkristne og ikkekristne gjort sig medskyldige i de blodsudgydelser som disse regeringer har på samvittigheden.

’Men hvad er dog det for en religion der vil give en jordisk regering forrang frem for Gud, og lade sine egne medlemmer ofre som politiske ofre på krigsgudens alter?’

„Således udgød de uskyldigt blod“

Disse ord, der blev udtalt om det frafaldne Israel for flere tusind år siden, kan møntes på al falsk religion, men især på kristenheden. (Salme 106:38) Tænk på de millioner af menneskeliv der gik tabt under den anden verdenskrigs Holokaust, en tragedie hvori kristenhedens kirker bestemt ikke er skyldfri. — Se Vågn op! for 8. april 1989.

Også i en anden sag der er mindre kendt, men ikke mindre tragisk, har tyske gejstlige forholdt sig tavse. I 1927, to år efter at Hitler havde formuleret sine racemæssige anskuelser i Mein Kampf, udgav den katolske redaktør og teolog Joseph Mayer en bog forsynet med biskoppeligt imprimatur, hvori det hed: „Sindssyge, moralske afvigere og andre laverestående mennesker har ikke mere ret til at formere sig end de har til brandstiftelse.“ Den lutherske præst Friederich von Bodelschwingh fandt at det var helt i overensstemmelse med Jesu vilje at sterilisere de handicappede.

At disse synspunkter fik støtte fra religiøs side medvirkede i 1939 til at bane vejen for Hitlers „eutanasi-dekret“ der førte til at mere end 100.000 sindslidende blev aflivet og at skønsmæssigt 400.000 blev steriliseret.a

Først i 1985, 40 år efter krigens afslutning, indrømmede talsmænd for den lutherske kirke i Rhinlandet: „Vor kirke modstod ikke med tilstrækkelig styrke tvungen sterilisation, mord på syge og handicappede eller de grufulde medicinske eksperimenter der blev udført på mennesker. Vi beder de ofre der stadig er i live, og de efterladte familier om tilgivelse.“

Det er sandt at tempoet i den tyske regerings eutanasikampagne blev væsentligt nedsat efter at den katolske biskop af Münster den 3. august 1941 havde fremsat en skarp fordømmelse af kampagnen og betegnet den som politisk mord. Men hvorfor skulle der gå 19 måneder, og hvorfor skulle 60.000 mennesker myrdes, før der blev fremsat en offentlig fordømmelse?

Religionens blodskyld

De fleste kirker hævder at de har respekt for livet og at det ligger dem på sinde at beskytte folk mod alt hvad der er skadeligt. Men advarer præsterne vedholdende deres sognebørn mod de fysiske farer ved tobaksrygning, stofmisbrug, alkoholmisbrug, blodtransfusion og seksuel promiskuitet? Og, hvad der er endnu vigtigere, fordømmer de alle disse kødets gerninger ligesom Bibelen gør, og forklarer at den slags kan berøve os Guds godkendelse? — Apostelgerninger 15:28, 29; Galaterne 5:19-21.

Det er der ganske vist nogle præster der gør. Og den katolske kirke viser i lighed med en del fundamentalistiske kirker en vis respekt for livet, for så vidt den fordømmer abort som udgydelse af uskyldigt blod. Ikke desto mindre er den italienske abortlov en af de mest liberale i Europa.

Buddhismen fordømmer ligeledes abort. Dog er der i Japan, i løbet af blot ét år, blevet foretaget 618.000 abortindgreb — og det skønt 70 procent af befolkningen bekender sig til buddhismen! Dette giver anledning til følgende spørgsmål: På hvilket grundlag skal man bedømme en religion — ud fra det dens officielle talsmænd og nogle af dens præster siger, eller ud fra de handlinger hovedparten af de anerkendte medlemmer lægger for dagen?

Endnu et eksempel på hvordan religiøse ledere har undladt at advare dem der handler ondt, har at gøre med Bibelens kronologi og opfyldelsen af Bibelens profetier, som viser at Guds rige blev oprettet i 1914 med Kristus som konge.b Selv om kristenheden hvert år i december fejrer hvad de hævder er Kristi fødselsdag, er præsterne ikke mere villige til at anerkende ham som regerende Konge end jødedommens ledere for 19 århundreder siden var til at anerkende ham som kommende Konge.

Når præster undlader at advare om konsekvenserne af at overtræde Guds morallove og nægter at underlægge sig Guds oprettede rige, vil de, ifølge Ezekiel 33:8, pådrage sig blodskyld uanset hvilket trossamfund de tilhører.

Ved på denne måde at søle sin klædning med uskyldigt blod, har den falske religion fornægtet værdien af Jesu Kristi udgydte blod og dets livgivende kraft. (Se Mattæus 20:28 og Efeserne 1:7.) Det er grunden til at det blod hvori den falske religion har dyppet sin klædning, snart — meget snart — vil komme over dens eget hoved! — Åbenbaringen 18:8.

Den falske religion vil således blive indhentet af sin fortid, og den vil afgjort ikke undslippe. Dette vil vi gøre rede for i næste nummer.

[Fodnoter]

[Ramme på side 21]

„Religionen er i mange egne af verden i dag blevet revolutionens tjenerinde . . . Den ophidser fortsat til mord i Nordirland såvel som på det indiske subkontinent og på Filippinerne.“ – The Encyclopedia of Religion

[Illustration på side 20]

Den falske religions blodskyld i fortiden, her skildret i et træsnit fra det 15. århundrede der viser kætteres grufulde død på bålet, er for intet at regne mod det den har begået i nutiden

[Illustrationer på side 21]

Under den første verdenskrig blev tyske kirkeklokker omsmeltet i krigsøjemed

[Kildeangivelse]

Bundesarchiv Koblenz