En forhenværende gud begraves

Af Vågn op!-​korrespondent i Japan

Den 7. januar 1989 døde den japanske kejser Hirohito efter at have regeret i mere end 62 år. Han blev 87. Repræsentanter fra 164 lande overværede hans begravelse den 24. februar. Mange var i tvivl om hvorvidt de skulle komme eller ej. Hvorfor? Og hvad har Hirohitos død at gøre med spørgsmålet på forsiden: Tilbeder du en levende Gud?

„KEJSER HIROHITO blev betragtet som en levende guddom.“ Sådan kunne man tidligere på året læse i tidsskriftet Japan Quarterly. Værket Kodansha Encyclopedia of Japan opfører ham som den 124. menneskelige efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami, der regnes for „den øverste i shintoismens gudeverden“.

Da japanske soldater blev bedt om at ofre deres liv for denne „levende guddom“, gjorde de det med største iver. Under den anden verdenskrig fandtes der ingen soldater der var mere aggressive end de japanske, som havde viet sig til at kæmpe for deres gud, kejseren.

Men da de fjendtlige styrker var i overtal tabte japanerne krigen. Knap fem måneder senere, den 1. januar 1946, afviste Hirohito i en historisk proklamation til folket „den fejlagtige opfattelse at kejseren er guddommelig“. Han sagde at denne opfattelse „i det store og hele byggede på myter og legender“.

Hvilket chok! Millioner af japanere var dybt rystede. Kejseren var i mere end 2600 år blevet betragtet som guddommelig!a Var han nu ikke længere en guddom? Denne mand der engang var så ophøjet at folk ikke engang vovede at se på ham, var han ikke en gud? Det var svært for japanerne at opgive den tanke at kejseren var guddommelig. Flere af kejserens forhenværende soldater, for eksempel, fulgte en århundredgammel tradition og tog deres eget liv da de hørte at Hirohito var død.

Men hvem var denne Hirohito? Hvorfor var den rolle han spillede i historien så kontroversiel? Dette var nogle spørgsmål millioner af fjernseere og omkring 200.000 tilskuere havde mulighed for at fundere over da rustvognen med hans kiste den 24. februar 1989 forlod kejserpaladset i Tokyo og kørte mod Shinjuku Gyoen-parken.

Kejseren og hans regeringstid

Da kejser Taisho den 29. april 1901 fik en søn, gav han ham navnet Hirohito, der betyder „den storsindede velgører“. Da kejser Taisho døde juledag 1926, efterfulgte Hirohito ham som kejser. Hoffets embedsmænd valgte at kalde hans regeringsæra for Showa, hvilket betyder „oplyst fred“. Efter sin død blev han derfor kendt, ikke som kejser Hirohito, men som kejser Showa.

Men den første del af Hirohitos regeringsperiode var alt andet end oplyst fred. Man kan blot tænke på Japans militære eventyr i Manchuriet og Kina i 1930’erne, invasionen i Fransk Indokina i 1940 og angrebet på De Forenede Stater i 1941. Navnet på Hirohitos regeringsperiode er især ironisk når man tænker på at der i disse første år bogstavelig talt var millioner der mistede livet i krige der blev udkæmpet med hans velsignelse.

Skønt Japan er kommet økonomisk på fode efter krigen, er det ikke alle der betragter den efterfølgende periode med fred som en oplyst fred. „Når jeg ser tilbage på Showa-æraen, er det med en følelse af tomhed,“ siger den 86-årige japanske forfatter Sue Sumii. „Efter Japans nederlag i krigen mener jeg at landet har oplevet et forfald . . . Japans fremgang er en illusion.“

Blandede følelser

Mange af de lande som Japan engang kæmpede mod eller udøvede herredømme over, måtte retfærdiggøre over for deres befolkning at de sendte repræsentanter til Hirohitos begravelse. Koreanerne, for eksempel, havde ikke glemt ’de ar deres land var blevet tildelt’ da Japan beherskede den koreanske halvø „i kejserens navn“. I den engelske presse lød der en opfordring til at boykotte begravelsen. Mange kunne ikke glemme at kejserens hære havde dræbt omkring 27.000 engelske krigsfanger.

En lignende situation gjorde sig gældende i De Forenede Stater, hvor en betydelig del af skylden for Japans militære aggressioner bliver lagt på Hirohito. I forbindelse med hans død stod der at læse i en leder i The New York Times: „På grund af den ophøjede stilling han indtog kunne han måske have været med til at spare verden for en uendelig stor tragedie.“

Selv i Japan, hvor Hirohito normalt er blevet æret som en fredselskende kejser, mener nogle at han bærer et tungt ansvar. Katsuro Nakamura mindes hvad hans fader sagde da de modtog beskeden om at hans storebroder var faldet i krigen: „Min søn blev dræbt af ham Hirohito.“ En anden ældre japaner, Masashi Inagaki, siger: „I lang tid gav jeg ham skylden for den krig der gjorde at vi måtte lide så meget.“ Men han tilføjer: „Mine bitre følelser begyndte imidlertid at forsvinde da det gik op for mig at kejseren selv har måttet leve med fortiden hele sit liv.“

En malplaceret tillid

Millioner af japanere har så at sige ofret deres liv på denne shintoistiske guddoms alter, for slet ikke at tale om de millioner af liv som kejserens hære ofrede på samme alter. De troende blev ført ind i militarismens labyrint i deres guds navn, for senere at få at vide at han alligevel ikke var en gud. Avisen Asahi Evening News har skrevet: „Millioner af japanere er blevet ofret på grund af en misforståelse.“

Hvordan reagerede de troende da deres gud i 1946 frasagde sig sin guddommelighed? En soldat der havde kæmpet for kejseren, sagde at han følte sig som „en båd der har mistet roret ude på det åbne hav“. Denne reaktion var typisk. De der overlevede krigen befandt sig, ifølge den japanske digter Sakon Sou, pludselig „i et tomrum“. Hvordan bar de sig ad med at udfylde dette tomrum?

„Jeg var blevet grundigt bedraget. Jeg havde ikke kæmpet for Gud, men for et ganske almindeligt menneske,“ siger Kiyoshi Tamura. „Hvad kunne jeg tro på efter dette?“ Han gav sig i stedet til at arbejde hårdt for at skaffe sig rigdom, men dette gav ham heller ingen trøst. Når ens tro sønderknuses kan det vakuum der opstår, let blive fyldt med tomme værdier.

Man kan lære noget af eksemplet med kejser Showa, nemlig at det kan få katastrofale følger at tilbede det man ikke kender. (Johannes 4:22) Hvilken gud tilbeder du? Har du et solidt grundlag for at tro at denne person virkelig er Gud og at han er værdig til din tilbedelse?

Spørgsmålet berører os alle, eftersom der også i dag er mange der tilbeder personer som for eksempel Dalai Lama, der betragtes som en nulevende Buddha. Mange der bekender sig til kristendommen er blevet undervist i troen på en treenighed; de tilbeder en triade der består af Faderen, Sønnen og den hellige ånd. I den næste artikel vil vi se på hvordan japanerne blev forledt til at tro på en gud der i virkeligheden ikke var Gud, og hvad vi kan lære deraf.

[Fodnote]

[Illustration på side 2]

Det japanske tegn (øverst til venstre) betyder „gud, guddom“

[Kildeangivelse på side 3]

Foto modstående side: Hirohito; U.S. National Archives