’Jeg var besluttet på at dø for kejseren’

„1. En soldat må loyalt gøre sin pligt.

2. En soldat må altid optræde korrekt.

3. En soldat må vise stort militært mod.

4. En soldat må have stor respekt for retfærdighed.

5. En soldat må føre et enkelt liv.“

DISSE fem artikler udgjorde en ed som skulle fremme kampånden hos nyindrullerede i Japans kejserlige hær. Befalingsmændene kom hver dag for at overhøre hver rekrut i de fem artikler. Det foregik under trusler om knytnæveslag hvis man ikke kunne dem. De nye soldater blev især indskærpet ubrydelig loyalitet mod kejseren og fædrelandet.

Jeg blev rekrutteret til hæren i 1938 da den kinesisk-japanske krig 1937-45 var i fuld gang. Bestandig fortalte man os at krigen var hellig, og at Japans guder, kami, ville give os sejren ligesom dengang „den guddommelige vind“ (kamikaze) i slutningen af det 13. århundrede fejede mongolerne bort da de angreb Japan.

Efter at have modtaget militær og „åndelig“ træning, blev vi i 1939 sendt ud i kampzonen. Mine forældre gav mig et bælte til at bære om hofterne. Tusind forskellige personer havde i dette bælte hver syet et sting med en rød tråd som en bøn om sejr og lykke i kampen. Da jeg vinkede farvel til mit land og sejlede bort med kurs mod Kina, var det med blandede følelser. ’Det er måske sidste gang jeg ser mit fædreland,’ tænkte jeg. Men samtidig var jeg besluttet på at dø for kejseren.

Usle forhold i Kina

I juli 1939 var vi i gang med at rense et område i det centrale Kina for fjendtlige styrker. Sommeren på det kinesiske fastland er meget varm. Jeg marcherede med 30 kilo oppakning på ryggen men havde altid mit bælte spændt om livet. Ved slutningen af hver dagsmarch, der var på cirka 40 kilometer, kunne jeg næsten ikke slæbe mine forpinte fødder af sted. Jeg tog støvlerne af og skar hul på vablerne med et sværd og hældte salicylsyre på dem. Jeg var lige ved at springe op i luften af smerte! Alligevel fortsatte jeg dette selvpineri indtil vablerne blev til hård hud og jeg ikke længere havde smerter.

Jeg følte mig fuldstændig indtørret mens jeg marcherede i hedebølgen. Jeg fyldte min feltflaske med brunt vand fra et vandløb, tilsatte blegepulver og slukkede min tørst. Men enhver væskeindtagelse blev omgående forvandlet til sved, som gennemblødte min uniform og efterlod hvide saltpletter. Snart begyndte det at klø og gøre ondt over hele kroppen. En dag da jeg knappede uniformen op, opdagede jeg at der kravlede lus rundt og lagde æg. Jeg maste dem en for en, men det var umuligt at få has på dem. Det var ens for os alle, så da vi kom til et vandløb sprang vi i for at bade. Vi var alle dækkede af ophovnede røde pletter fra lusebid. Efter badet kom vi uniformerne i kogende vand for at dræbe utøjet.

Senere blev jeg flyttet til divisionshovedkvarteret i Shanghai, hvor jeg fik tjeneste på lønningskontoret med rang af underofficer. Som intendant skulle jeg føre hærens regnskab og tage vare på pengekassen. En dag så jeg to kinesiske kulier forsøge at stjæle den. Jeg råbte dem an, greb min pistol og skød. Begge blev dræbt på stedet. Senere hen plagede dette min samvittighed i årevis.

Mod Singapore

Sidst i 1941 fik vi besked på at gå om bord på et skib med hele vores udrustning. Der blev intet sagt om vores destination. Ved ankomsten til Hongkong blev der taget cykler, kampvogne og langtrækkende kanoner om bord, samt gasmasker og sommeruniformer. Få dage senere fik vi følgende besked: ’Vi skal nu føre en videnskabelig krig i et hidtil ukendt omfang. Sørg for at efterlade en afskedshilsen til jeres familie.’ Jeg skrev en afskedshilsen til mine forældre og bad dem tilgive mig at jeg ikke havde opfyldt mine sønlige forpligtelser. Jeg fortalte dem at jeg ville ofre mit liv for kejseren og dø for mit land.

Tidligt om morgenen den 8. december 1941, samme dag som japanske bombemaskiner angreb Pearl Harbor, foretog vi i ly af mørket et amfibieangreb på kysten af Songkhla-provinsen i Thailand.a Søen var hård. Der blev kastet en rebstige ned fra moderskibet. Vi måtte kravle to tredjedele af afstanden ned og derefter springe ned i en stormbåd, der blev kastet omkring som et blad for vinden. Vi sprang i bådene med vores tunge oppakning på! Fjenden bombede os, men angrebet lykkedes. Derefter fortsatte vi ind i junglen med Singapore som mål.

Min vigtigste opgave som intendant bestod i at skaffe forsyninger til tropperne under manøvren. Vi måtte skaffe provianten lokalt da vi ikke kunne regne med forsyninger fra Japan. Det betød at intendanterne måtte drage med frontsoldaterne for at skaffe fødevarer og sikre sig dem til troppernes underhold. Skønt jeg på det tidspunkt ikke havde skrupler ved dette, var der ikke desto mindre tale om simpelt tyveri i stor målestok.

Hellere dø end overgive sig

Under en hård kamp ved Alor Star nær grænsen mellem Thailand og Malaya stødte vi på et stort velforsynet varehus. Jeg tænkte: ’Denne gode nyhed må viderebringes til intendanturet i bagtroppen.’ Jeg kørte af sted i en bil erobret fra briterne, med en af mine mænd som chauffør. Humøret var højt indtil vi drejede om et hjørne og stødte på en række britiske kampvogne. Vi var kommet på vildspor og befandt os ansigt til ansigt med 200 indiske og britiske soldater! Havde vi mødt vores Waterloo? Hvis vi ikke kæmpede os vej igennem ville vi ende som æreløse krigsfanger. Som japanske soldater ville vi hellere dø end lide den tort at blive taget til fange. Jeg rettede min pistol mod chaufførens tinding, og han satte bladet af sin kniv mod min mave. Jeg gav ham besked på at køre til. Med speederen i bund kørte vi gennem en bølge af maskingeværsalver. Vi slap uskadte, men havde helt mistet orienteringen. Den vej vi kørte på endte blindt, så vi forlod køretøjet og fortsatte til fods gennem junglen. Vi kæmpede i adskillige dage, angrebet af slanger og forfulgt af fjender, for at nå frem til vore tropper. Da vi nåede frem var vi allerede blevet meldt faldet i kamp.

I Kuala Lumpur i Malaya så vi mange britiske krigsfanger. De adskilte sig markant fra de japanske soldater som følte at det var vanærende at blive krigsfange. Briterne var stadig optimistiske og sagde at rollerne måske en dag ville blive byttet om. Vi overhørte deres ord eftersom vi gik frem med stormskridt.

Erobringen af Singapore

Snart kom vi til øen Singapore. Langs kysten var der utallige miner og pigtrådsværn. Koncentreret beskydning med vore langtrækkende kanoner var med til at skabe et brohoved hvor vi kunne gå i land.

Singapore er en relativt lille ø, men der var i alt 160.000 soldater som kæmpede på den. Mens vi bevægede os frem, snublede vi over vore døde kammeraters kroppe. Briterne frygtede vore natangreb. Japanske selvmordsgrupper, Kesshitai (betyder: besluttet på at dø), på omkring tolv medlemmer i hver, angreb i bølger med dragne sværd. Når man opfordrede flere frivillige til at melde sig, trådte 10 ud af 10 frem. Vi følte at det var en stor ære at dø for kejseren.

Da vi i februar 1942 krydsede Johorestrædet fra Malaccahalvøen fandt vi at fjenden havde rettet deres stolthed, Changi-batterierne, væk fra os i den tro at vi ville angribe fra åbent hav. Men da de først blev vendt mod os skal jeg love for at de var effektive.

Fjendens granater lavede store huller i vejen foran os, hvilket gjorde det umuligt for militærkøretøjerne at komme frem. Tolv krigsfanger fik besked på at tage opstilling omkring et hul. En henrettelsespeloton med maskingeværer sigtede på dem og skød. Tolv andre fanger fik besked på at smide de døde kroppe ned i hullet og dække dem med jord. Derefter blev der affyret en ny maskingeværsalve, hvorpå disse fanger også blev vejfyld. Sådan fortsatte det indtil vejen var farbar. I dag er det meget pinefuldt for mig igen at skulle tænke på de ugerninger vi begik, men grusomheder hørte til denne frygtelige krigs realiteter. På det tidspunkt var jeg ’mærket i min samvittighed som med et brændejern’, og var blevet så forhærdet at jeg kunne betragte dette barbari uden at det rørte mig. — 1 Timoteus 4:2.

Den 15. februar 1942 kom en højtstående britisk officer med et hvidt flag gående hen imod os sammen med nogle få af sine mænd. „Det er general Percival!“ råbte en kammerat. ’Vi har gjort det!’ sagde jeg til mig selv. Den øverstbefalende for de britiske tropper i Malaya havde overgivet sig. Jeg husker at jeg var til stede ved denne historiske begivenhed. Min tillid til Japans gamle guder var styrket.

Efter at vi havde indtaget Singapore blev jeg sendt forskellige steder hen, heriblandt til Ny Guinea. I 1943 fik jeg befaling til at vende tilbage til Japan. Jeg var henrykt ved tanken om at skulle gense mine forældre. Men vort skib kunne ikke afsejle på grund af fjendtlige undervandsbåde. På det tidspunkt var krigslykken begyndt at vende. Jeg huskede hvad de britiske krigsfanger i Kuala Lumpur havde sagt til os. Ja, rollerne var ved at blive byttet om.

Vidne til tragedien i Hiroshima

Da jeg steg i land i Japan foldede jeg hænderne i takkebøn til guderne og til Buddha. ’Det må være de gamle guder og den beskyttende kraft i bæltet som har frelst mig,’ tænkte jeg. Ved vores afmønstring befalede kommandøren på militærbasen os at få børn. „Hvis I ikke får en familie,“ sagde han, „er I upatriotiske.“ For at opfylde min pligt besluttede jeg at blive gift. En slægtning arrangerede mit bryllup, og i december 1943 tog jeg så Hatsuko til ægte.

Den 6. august 1945 ødelagde en atombombe Hiroshima. På det tidspunkt tjente jeg som fængselsbetjent i et fængsel i byens udkant. Folk i byens ruiner måtte have hjælp. „Hvis nogen af jer har den indstilling at pligten kommer før livet, så tag af sted,“ sagde min tilsynsførende. Skønt min kone var gravid med vores første barn bød min militærtrænede indstilling mig at melde mig. Vi modtog hovedbind med den opstigende sol i midten og skrifttegnene for Kesshitai.

På vores mission skulle vi undsætte fanger i Hiroshima-fængselet. De floder vi kom forbi undervejs var fyldt med døde. Den stærke varme fra eksplosionen havde fået folk til at springe i floderne. Da vi kom til fængselet gav vi fangerne førstehjælp og kørte dem i lastbiler til hospitalet. Jeg vidste ikke dengang at Katsuo Miura, et af Jehovas vidner som havde bevaret sin kristne neutralitet i Japan under krigen, befandt sig i dette fængsel på grund af sin tro.

Mister troen på guderne

En uge senere blev jeg bedt om at melde mig på intendanturet for et ingeniørkorps i Hiroshima. Da jeg gik hen imod den bil som jeg skulle med, transmitterede en lokal skole en ekstraudsendelse over den offentlige højttaler. Det var første gang nogen sinde kejserens stemme kunne høres over radioen. Jeg stod oprejst og lyttede til hans bekendtgørelse. Tårer fyldte mine øjne og løb ned ad kinderne. Det var som om al kraft veg fra mig. Han sagde at han ville ’udholde det uudholdelige’. Han ville ydmyge sig og kapitulere over for de allierede! Det utilgivelige ord „overgivelse“ på læberne af en kejsergud!

Den „guddommelige“ vind kom aldrig, og Japan, det „guddommelige“ land, var besejret. Den ene dag gik efter den anden uden mål og håb. Mine illusioner om kejseren og fædrelandet var bristet. Jeg tænkte at den sande Gud ikke kunne være blandt de guder jeg havde troet på, og opsøgte derfor forskellige trossamfund. Alle leflede de for selviskheden, foretog troshelbredelser eller var begærlige efter penge. Det endte med at jeg lavede min egen religion. Jeg kom til den konklusion at det højeste mål i livet er at vise næstekærlighed gennem sit arbejde. I mit arbejde som cykelforhandler tilstræbte jeg at sælge kvalitetscykler til rimelige priser og reparere cykler hurtigt og tjenstvilligt. Arbejdet kom til at indtage den plads guderne tidligere havde haft i mit hjerte.

Jeg finder den sande Gud

I begyndelsen af 1959 arbejdede jeg i mit værksted da et ægtepar besøgte mig og tilbød mig bladene Vagttårnet og Vågn op! De var Jehovas vidner. Et par dage senere kom de tilbage for at opfordre mig til at læse Bibelen. Da jeg altid havde ønsket at vide mere om Gud, sagde jeg ja tak. Jeg indbød også min kone til at være med i det ugentlige studium.

Efterhånden indså jeg at det jeg havde troet på var tomt. Jeg kunne nu se hvor absurd det var at hengive sig til en person der ikke var i stand til at frelse. Salme 146, vers 3 og 4, fjernede enhver følelse for kejseren som endnu måtte være tilbage i mit hjerte. Der står: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ Den ubetingede loyalitet jeg havde vist kejseren og landet under krigen, blev nu rettet mod den store universelle Suveræn og livets Giver, Jehova Gud.

Men der var stadig noget som tyngede mit hjerte. Det var den blodskyld jeg havde pådraget mig under kampene i Kina — og især i Singapore. Hvordan kunne en blodplettet mand som jeg tjene universets store Suveræn? Dette problem blev løst i 1960 da der blev holdt et kredsstævne i Iwakuni, hvor vi boede. Vi sørgede for logi til missionæren Adrian Thompson og hans kone, Norrine, da han besøgte byen for at føre tilsyn med stævnet. Jeg greb lejligheden til at lette mit hjerte for ham og fortalte om mine oplevelser i Singapore. „Jeg har pådraget mig stor blodskyld. Kan jeg opnå Guds godkendelse?“ spurgte jeg ham. Dertil sagde han: „Du har betrådt samme vej som den romerske officer Kornelius i det første århundrede.“ Hans ord bortvejrede mit sidste forbehold, og den følgende dag blev jeg døbt sammen med min hustru. — Apostelgerninger 10:1-48.

Glæden ved loyalt at tjene den højeste Gud

Hvor er det dejligt at kunne tjene den største Person i universet, Jehova, der står over alle andre guder jeg har tjent! Og hvor er det en stor forret at kunne deltage i en åndelig kamp som Jesu Kristi soldat! (2 Timoteus 2:3) Jeg begyndte at vise min troskab mod Gud i familien. Kort efter min dåb hørte jeg min far sige til min mor: ’Tomiji vil ikke længere tilbede foran buddhistalteret, og han vil heller ikke holde mindegudstjeneste ved familiegraven længere.’ Japanerne betragter det som et udtryk for kærlighed når børn én gang om året holder mindegudstjeneste til ære for deres forældre. Det min far sagde tilskyndede mig til at fortælle ham om sandheden. Vi læste Bibelen sammen, og i efteråret 1961 blev han døbt, samtidig med min datter Eiko og min søn, Akinobu. Masako, min yngste datter, har fulgt deres eksempel. Min mor holdt fast ved sin egen religion og ønskede i begyndelsen ikke at studere, men efter adskillige år begyndte hun også at tjene Jehova.

I 1975 sluttede jeg mig til min kone i heltidstjenesten og begyndte som pioner (heltidsforkynder). Siden da har jeg kunnet tjene som soldat for Jesus Kristus på menighedsfronten. Når jeg føler mig træt mindes jeg den nidkærhed hvormed jeg tjente kejseren og fædrelandet og tænker ved mig selv: ’Hvis jeg kunne tjene kejseren og fædrelandet med så stor hengivenhed, hvordan kan jeg da gøre mindre i tjenesten for universets store Suveræn?’ Det giver mig fornyet kraft til at fortsætte. (Esajas 40:29-31) Jeg tjener ikke længere noget menneske og er ikke underkastet fem artikler i en ed, men tjener den højeste Gud, Jehova, med en dyb hengivenhed der bygger på nøjagtig kundskab. Han er vor fulde loyalitet værdig. — Fortalt af Tomiji Hironaka.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Tomiji Hironaka under krigen

[Illustrationer på side 16]

Civilforsvaret bekæmper en brand under slaget om Singapore

General Percivals overgivelse til japanerne

[Kildeangivelse]

The Bettmann Archive

[Illustration på side 17]

Hiroshima efter atombombesprængningen i 1945

[Kildeangivelse]

Foto: USAF

[Illustration på side 18]

Min hustru og jeg med den bog der forandrede vort liv — Bibelen