Lær af jarawas-folket

Af Vågn op!-​korrespondent i Indien

’DERES blodtryk er alt for højt og det er også galt med nerverne. Tag en tur til en tropeø og slap af!’ Hvis man lider under den moderne civilisations stress og jag, er det måske netop det råd man har brug for. Og selv om man ikke fejler noget er det fristende at følge rådet. Hvorfor ikke rejse væk fra det hele ved, i det mindste i tankerne, at besøge Andamanerne, det sted hvor jarawas-folket bor!

Andamanerne? Jarawas-folket? Der er ikke noget at sige til det hvis du aldrig har hørt disse navne før, for øerne ligger langt uden for verdensturismens alfarvej. Hvis man kigger på et kort, finder man Andamanerne i Den Bengalske Bugt mellem Indien og Myanmar (det tidligere Burma). Denne øgruppe, der består af cirka 300 øer, er nu den yderste del af republikken Indien.

Et uciviliseret folk?

Andamanerne bebos af fire negritostammer — de store andamanere, jarawas-folket, sentinelese-folket og onges-folket. Man mener at negritoerne, der betyder „små negre“, er efterkommere af en gammel, mørklødet pygmærace der engang fandtes overalt i Sydøstasien og Oceanien. På grund af deres isolation er de blevet kaldt fuldblodsefterkommere af „stenaldermennesket“. Løjtnant Colebrook fra den engelske hær, der engang kontrollerede øerne, kaldte dem „de mest uciviliserede mennesker i verden“.

I 1858, da englænderne oprettede en straffekoloni på øerne, var der i tusindvis af de store andamanere. Men inden længe havde de fremmedes sygdomme — mæslinger, syfilis og andre lidelser — sammen med opiummisbrug og alkoholisme, hærget stammen. Nu er der kun nogle få tilbage på den lille Strait Island, alle af blandet race. Onges-folket har lidt samme skæbne.

I årevis modsatte jarawas-folket og sentinelese-folket sig fremmed indblanding og udnyttelse. Deres fjendtlige indstilling gjorde at de kunne leve isoleret, men gav dem samtidig ry for at være uciviliserede og blodtørstige kannibaler. For relativt få år siden, da nogle embedsmænd fra Det Antropologiske Institut i Port Blair, Andamanernes hovedstad, forsøgte at kontakte en af stammerne på North Sentinel Island, blev deres motorbåd mødt med en regn af pile, hvoraf én gennemborede benet på en fotograf.

Hvad skyldes denne fjendtlighed? M. V. Portman, en britisk officer der administrerede øerne ved slutningen af forrige århundrede, skrev: „Da vi ankom var jarawas-folket fredeligsindet og gjorde os aldrig fortræd. Det skete først da vi forulempede dem ved gentagne gange at ophidse andamanerne fra kysten mod dem. Efter nogle få år med uroligheder blev jarawas-folkets tilværelse meget besværlig, og som hævn begyndte de at angribe os. Vi har kun os selv at takke for at jarawas-folket er blevet fjendtligsindet.“

Jarawas-folkets livsform

Jarawas-folket er halvnomader. De lever i grupper på omkring 30, og et antal nabogrupper udgør en stamme. Hver gruppe bevæger sig inden for et velafgrænset område og går ikke ind på andre gruppers territorium. Da de lever i et frodigt tropemiljø har de ingen form for landbrug eller husdyrhold. Deres buer, pile og spyd, som de bruger til jagt og fiskeri, skaffer dem deres udkomme.

Man deler den føde der fanges. Så hvis én i gruppen fanger en havskildpadde, har alle havskildpadde. Hvis én fanger en gris, har alle gris. Der findes hverken rige eller fattige i deres samfund og derfor heller intet klasseskel. „Man kan ikke kalde jarawas-folket for fattigt,“ udtaler en antropolog. „De har en overflod af alt hvad de har brug for.“

Noget usædvanligt ved jarawas-folket er at de hører til de få samfund på jorden der ikke ved hvordan man tænder ild. De skaffer sig ild fra skovbrande der antændes af lyn under de hyppige tordenvejr. De værner omhyggeligt om deres ild og holder den i live, og tager den oven i købet med sig når de vandrer til et nyt sted.

Et af den moderne civilisations onder er moralens sammenbrud. „Blandt jarawas-folket forekommer der intet samliv før ægteskabet,“ fortæller føromtalte antropolog. „Ægteskabsbrud forekommer meget sjældent. En ægteskabsbryder vil blive ugleset af de øvrige i gruppen. Han vil føle sig så dårligt tilpas at han vil forlade gruppen i nogen tid før han atter får lyst til at vende tilbage.“ Har dine naboer i det „civiliserede“ samfund lignende moralnormer?

Den moderne civilisation er ofte synonym med for højt blodtryk, hjertesygdomme, kræft og den slags. Men jarawas-folket plages ikke af sådanne sygdomme. Skønt de ikke er ret høje — mændene bliver ikke over 1,5 meter og kvinderne noget mindre — siges det at de har den „mest fuldendte kropsbygning blandt alle nulevende mennesker“. De bliver sjældent syge når de opholder sig i deres vante omgivelser.

Skønt religionen ikke spiller nogen fremtrædende rolle i jarawas-folkets tilværelse, har de nogle ritualer i forbindelse med de døde. Når én dør bliver liget begravet, og den hytte vedkommende boede i står ubeboet hen. Efter nogle måneder bliver liget atter gravet op. Kraniet, eller i de fleste tilfælde underkæben, bliver så båret af den nærmeste pårørende. Efter nogen tid skiftes andre slægtninge til at bære den. Dette betragtes som et udtryk for respekt for de døde og har en klar forbindelse med deres forestilling om de døde. Jarawas-folket tror at der findes en sjæl, en livskraft, der lever videre i en anden verden. De tror også at sjælen stadig viser dem interesse og vil derfor ikke gøre noget der kan mishage den.

Et velforsynet hjem

Jarawas-folkets hjem er meget smukt. Blandt de mange skønne planter der pryder øerne kan nævnes de prægtige orkideer hvoraf nogle kun findes på disse øer. I 1880 indbragte en enkelt orkidé af arten Cypripedium, der oprindelig stammer fra det nordøstlige Indien, ifølge en lokal botaniker ved navn N. P. Balakrishnan, den nette sum af 9000 rupier (6800 kroner) i London!

En tysk forsker mistede for nylig en finger da han fandt en krabbe der kaldes palmetyven ved kysten på Sentinel Island. På en fiskeriudstilling i Port Blair på Andamanerne gav man følgende beskrivelse af denne palmekrabbe: ’Farlig for kokosplantager. Klatrer op i kokospalmer og plukker de modne frugter. Knækker nødderne med sine formidable kløer. Drikker den søde mælk og æder kokosen.’ Nogle betvivler imidlertid at denne krabbe virkelig kan gøre alt dette. Skønt kritikerne erkender at krabben kan klatre i træer, siger de at den kun knækker og æder beskadigede kokosnødder som allerede ligger på jorden.

Hvad med fremtiden?

Vil jarawas-folket, under indflydelse af den moderne civilisation, lide samme skæbne som de store andamanere og onges-folket og gradvis uddø? Det kan kun tiden vise. Men i århundrederne før de fremmede kom, har de taget sig af deres gudgivne hjem og brugt deres ejendele på en uselvisk måde. Dengang levede de et enkelt og fredeligt liv. Kan vi lære noget af jarawas-folket?

[Illustration på side 24]

Denne krabbe klatrer i træer og æder kokosnødder