Liv i rummet — Hvor?

HVOR er rumvæsenerne henne? Ifølge videnskabsmanden og forfatteren Isaac Asimov „ødelægger et sådant spørgsmål på en måde det hele“ for dem der tror på at der findes liv på andre planeter. Spørgsmålet blev første gang rejst i 1950 af atomfysikeren Enrico Fermi, som et resultat af følgende argumentation: Hvis der er opstået liv på andre planeter i vores galakse, skulle der i dag findes civilisationer som er millioner af år forud for vor egen. De skulle for længst have udviklet interstellar flyvning og spredt sig til andre dele af galaksen for at kolonisere og udforske den. Men hvor er de?

Nogle forskere indrømmer at dette „Fermi-paradoks“ er rystende, men de svarer ofte ved at henvise til hvor vanskeligt det ville være at foretage rejser mellem stjernerne. Selv med lysets enorme hastighed ville det tage et rumskib 100.000 år at krydse vor egen galakse. Man har anset det for umuligt at nå op på højere hastigheder.

Science fiction som skildrer rumskibe der bevæger sig fra den ene stjerne til den anden i løbet af et par dage eller et par timer er fri fantasi, ikke videnskab. Afstandene mellem stjernerne er kolossale, næsten ufattelige. Hvis vi kunne bygge en model af vor egen galakse i et størrelsesforhold hvor Solen (der er så stor at den kan rumme en million jordkloder) er på størrelse med en appelsin, ville afstanden mellem stjernerne i en sådan model gennemsnitlig være på omkring 1500 kilometer!

Det er derfor at man i vid udstrækning benytter sig af radioteleskoper når man søger efter liv på andre kloder. Eftersom de højerestående civilisationer ikke formodes at rejse mellem stjernerne, forestiller forskerne sig at de vil søge efter andre livsformer ved hjælp af radiobølger, hvilket er relativt billigt og let. Men det løser ikke Fermis paradoks.

Den amerikanske fysiker Freeman J. Dyson har draget den slutning at hvis der findes højt udviklede civilisationer i vores galakse, skulle det være lige så let at finde vidnesbyrd om dem som at finde tegn på en teknologisk civilisation på Manhattan i New York. Galaksen skulle summe af signaler fra de fremmede og deres kolossale tekniske projekter. Men det gør den ikke. I en artikel om emnet siges det at sætningen: „Søgningen gav intet resultat,“ er blevet en konstant, næsten religiøs messen for disse astronomer.

Tvivlen opstår

Flere forskere begynder at indse at deres kolleger har draget alt for mange optimistiske slutninger i forbindelse med dette spørgsmål. Disse forskere mener at antallet af udviklede civilisationer i vores galakse er langt mindre. Nogle mener at der kun er én, nemlig vores egen. Andre har sagt at rent matematisk burde der ikke engang være én — selv vi burde ikke være her!

Det er ikke svært at forstå årsagen til deres skepsis. Den kan sammenfattes i to spørgsmål: Hvis der fandtes intelligensvæsener i rummet, hvor skulle de i så fald bo? Og hvordan er de blevet til?

’De bor naturligvis på nogle planeter,’ vil man måske svare på det første spørgsmål. Men der findes kun én eneste planet i vort solsystem som ikke er direkte ubeboelig, nemlig vores Jord. Men hvad med de planeter der kredser omkring de milliarder af andre stjerner som findes i vores galakse? Kunne der ikke være liv på nogen af dem? Sandheden er at forskerne indtil nu ikke har kunnet fremlægge noget afgørende bevis for at der findes en eneste planet uden for vort eget solsystem. Hvorfor ikke?

Fordi det er uhyre vanskeligt at påvise dem. Eftersom stjernerne befinder sig så langt borte og planeterne ikke selv udsender lys, svarer dét at opdage selv en kæmpeplanet som for eksempel Jupiter, til at få øje på et støvfnug der svæver omkring en kraftig elektrisk pære der befinder sig flere kilometer borte.

Og selv om sådanne planeter skulle eksistere — hvilket indirekte vidnesbyrd synes at pege på — er det dog ikke ensbetydende med at de kredser om præcis den rette type stjerne i det rette område af galaksen, i præcis den rette afstand fra stjernen, eller at de har nøjagtig den rette størrelse og sammensætning til at der kunne eksistere liv.

Et smuldrende fundament

Selv om der skulle være mange planeter som lever op til de strenge krav der er en forudsætning for liv som vi kender det, er det stadig et spørgsmål hvordan livet skulle være opstået på disse planeter. Hermed er vi fremme ved selve fundamentet for troen på væsener på andre planeter — evolution.

For mange forskere er det logisk at tro at hvis livet kunne udvikle sig af uorganisk stof på vores egen planet, kunne det også lade sig gøre på andre planeter. Som en skribent forklarer: „Den normale tankegang blandt biologer er at livet vil opstå overalt hvor der findes et miljø hvor det kan opstå.“ Men her støder evolutionisterne på en uoverstigelig vanskelighed, for de kan ikke engang forklare hvordan livet på Jorden begyndte.

Forskerne Fred Hoyle og Chandra Wickramasinghe anslår at sandsynligheden for at livets vigtigste enzymer kunne opstå ved et tilfælde, er som 1 til 10^40.000 (et ettal efterfulgt af 40.000 nuller). Forskerne Feinberg og Shapiro går endnu videre. I deres bog Life Beyond Earth siger de at sandsynligheden for at stoffet i en organisk ursuppe nogen sinde ville tage de første elementære skridt hen imod liv er som 1 til 10^1.000.000. Hvis vi skulle skrive dette tal i vort blad, ville vi behøve mindst 300 sider!

Er det svært at fatte disse enorme tal? Ordet „umuligt“ er lettere at huske, og det er lige så sandt.a

Ikke desto mindre antager en hel del astronomer gladeligt at der ved tilfældighedernes spil er opstået liv mange steder i universet. Gene Bylinsky fremkommer i sin bog Life in Darwin’s Universe med forskellige spekulationer om de måder hvorpå livet kan have udviklet sig i andre verdener. Han hævder at man på ingen måde er langt ude når man forestiller sig intelligente blæksprutter, pungmennesker med punge på maven, eller flagermusmennesker der fremstiller musikinstrumenter. Anerkendte videnskabsfolk har rost hans bog. Andre forskere, som for eksempel Gerald Feinberg og Robert Shapiro, erkender de alvorlige mangler i sådanne teorier. De peger på at forskernes teorier om livets tilblivelse på Jorden kun i meget utilstrækkelig grad er funderet på udførte eksperimenter. De bemærker endvidere at forskerne alligevel „på disse ’fundamenter’ har rejst tårne der når helt ud til universets ydergrænser“.

Den forkerte tro

Man kan undres over at så mange forskere tager det umulige for givet. Svaret er enkelt og ret sørgeligt. Det skyldes at folk er tilbøjelige til at tro det de gerne vil tro; og videnskabsmænd er desværre ingen undtagelse, skønt de hævder at være objektive.

Fred Hoyle og Chandra Wickramasinghe bemærker at „teorien om at livet er blevet sammensat af en intelligens“ er ’langt mere sandsynlig’ end teorien om spontan tilblivelse. „En sådan teori er så indlysende,“ tilføjer de, „at man kan undre sig over at den ikke er blevet almindeligt anerkendt som selvindlysende. Årsagerne er psykologiske snarere end videnskabelige.“ Ja, mange forskere viger tilbage for tanken om en Skaber, skønt vidnesbyrdene peger i den retning. De har i stedet frembragt deres egen religion. Som de ovennævnte forfattere ser det, erstatter darwinismen ganske enkelt ordet „Gud“ med ordet „Naturen“.

Som svar på spørgsmålet om hvorvidt der findes intelligensvæsener i rummet, giver videnskaben os tydeligvis ikke grund til at mene at der skulle være liv på andre planeter. Som årene går og stilheden fra stjernerne fortsætter, bliver de forskere der tror på evolutionsteorien bragt i stadig større forlegenhed. Hvis der uden videre opstår forskellige former for liv af livløst stof, hvorfor hører vi så ikke fra dem? Hvor befinder de sig i det udstrakte univers?

Hvis spørgsmålet derimod er af religiøs art, hvordan finder vi da svaret? Har Gud skabt liv på andre planeter?

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Har vi haft besøg fra rummet?

Mange tror at vi af og til får besøg fra rummet eller at vi engang i fortiden har haft besøg af fremmede væsener. Videnskabsfolk afviser som regel sådanne påstande; de anfører mangelen på beviser og siger at de fleste ufoer (uidentificerede flyvende objekter) der er blevet set, har en naturlig forklaring. De er tilbøjelige til at henføre påstandene om at nogle er blevet bortført af sådanne rumvæsener, til uudforskede områder af den hårdt belastede menneskelige psyke eller til psykologiske og religiøse behov.

En science fiction-forfatter har skrevet: „Trangen til at undersøge og tro på den slags er næsten religiøs. Engang havde vi guder. Nu vil vi gerne føle at vi ikke er alene men overvåges af beskyttende kræfter.“ Nogle ufo-observationer smager mere af okkultisme end af videnskab.

Mange forskere har imidlertid deres egne forestillinger om sådanne „besøgende“. De har indset at livet umuligt kan være opstået på Jorden ved et tilfælde, og hævder derfor at det må være kommet hertil fra rummet. Nogle mener at fremmede væsener har sendt livet hertil i raketter fyldt med primitive bakterier. Én er endog kommet med den teori at fremmede væsener har besøgt vores planet i en fjern fortid, og at livet er opstået ved et tilfælde af det affald de efterlod! Nogle forskere drager slutninger ud fra den kendsgerning at simple organiske molekyler er ret almindelige i rummet. Men er det et pålideligt bevis for at livet skulle være opstået ved et tilfælde? Er tilstedeværelsen af en jernhandel et bevis for at her er en bil i færd med at bygge sig selv?

[Illustration på side 7]

Selv om der skulle findes andre beboelige planeter, har vi da nogen vidnesbyrd om at liv kunne opstå dér ved et tilfælde?