Liv i rummet — Den gamle drøm

DET er ikke vore dages science fiction-forfattere der har fostret tanken om at der måske findes intelligensvæsener andre steder end på Jorden. For omkring 2300 år siden fremholdt en græsk filosof ved navn Metrodorus den tanke, at et univers der kun indeholder én levende verden forekommer lige så usandsynlig som en stor mark der kun bærer ét hvedeaks. En romersk digter ved navn Lucrets fra det første århundrede før vor tidsregning skrev at der i „andre dele af rummet findes andre jordkloder og forskellige menneskeracer“.

Denne lære om at der findes mange verdener vakte i århundreder kristenhedens mishag. Men fra omkring år 1700 til begyndelsen af det 20. århundrede troede de fleste lærde, deriblandt nogle af historiens største videnskabsmænd, fuldt og fast på at der fandtes liv i andre verdener. En lærer der levede i midten af det 19. århundrede blev faktisk udsat for hård kritik fordi han vovede at skrive en afhandling der benægtede denne lære.

Det ser ud til at folk gerne ville tro på at der fandtes liv i rummet, uanset hvor spinkle beviserne var. I 1835 skrev en journalist at astronomer nu havde opdaget liv på månen. Han skrev at man ved hjælp af et teleskop havde set mærkelige dyr, eksotiske planter, ja, selv små mennesker med vinger der fløj omkring og gjorde fagter. Oplaget på hans avis røg i vejret, og mange fortsatte med at tro på historien selv efter at den blev afsløret som et bedrag.

Også videnskabsmændene var optimistiske. Ved slutningen af det 19. århundrede var astronomen Percival Lowell overbevist om at han kunne se et indviklet system af kanaler på overfladen af planeten Mars. Han lavede detaljerede kort over dem og skrev bøger om den civilisation der havde bygget dem. I Frankrig var Videnskabernes Akademi så overbevist om at der fandtes liv på Mars at det udlovede en dusør til den første der kommunikerede med andre rumvæsener end marsboere.

Andre gav ejendommelige bud på hvordan man kunne kommunikere med væsener i de nærliggende verdener, lige fra store bål i Sahara til plantning af skove i geometriske mønstre tværs over Sibirien. I 1899 rejste en amerikansk opfinder en mast der på spidsen havde en kobberkugle hvorigennem han sendte kraftige elektriske impulser for at signalere til marsboerne. Håret stod ud fra hovedet på lokalbefolkningen, og gnisterne fra antennen kunne ses i en omkreds af 50 kilometer — men der kom intet svar fra Mars.

Store forhåbninger

Skønt teknologien bag vore dages søgen efter liv på andre planeter er ny, er der noget der ikke har ændret sig: forskere føler sig stadig overbevist om at vi ikke er alene i kosmos. Som astronomen Otto Wöhrbach har skrevet i den vesttyske avis Nürnberger Nachrichten: „Der findes næppe en eneste naturvidenskabsmand der ikke ville svare bekræftende hvis han blev spurgt om han troede på at der findes liv i rummet.“ Gene Bylinsky, der har skrevet bogen Life in Darwin’s Universe, udtrykker det på denne måde: „Hvis man skal tro radioastronomerne, kan et signal fra stjernerne når som helst krydse verdensrummets ufattelige svælg og gøre ende på vores kosmiske ensomhed.“

Hvorfor er forskerne så overbeviste om at der findes liv andre steder end på jorden? Deres optimisme skyldes det astronomiske antal af stjerner. Alene i vor egen galakse findes der flere hundrede millioner stjerner. Man drager derfor den slutning at mange af disse stjerner også må have planeter der kredser rundt om dem, og at der i det mindste i nogle af disse planetsystemer må være opstået liv. Som følge af dette ræsonnement forestiller astronomerne sig at der kan være lige fra tusinder til millioner af civilisationer her i vor egen galakse.

Er det ikke lige meget?

Men hvilken forskel gør det om der findes liv andre steder end på Jorden? Forskerne mener at svaret vil have umådelig stor betydning for menneskeheden. De mener at hvis vi finder frem til at vi er alene i universet, vil det hjælpe mennesker til i højere grad at værdsætte livet i betragtning af at det er unikt. Hvis vi derimod ikke er alene mener en anerkendt forsker at de fremmede civilisationer sandsynligvis vil være mange millioner år forud for os, og derfor kunne give os del i deres store visdom. De kunne måske lære os hvordan vi helbreder vore sygdomme og afskaffer forurening, krige og hungersnød. Ja, de kunne måske endda vise os hvordan vi besejrer døden!

En verden uden sygdom, krig og død — et sådant håb har stor betydning for mennesker i vore problemfyldte tider. Det har sikkert også stor betydning for dig. Og dog er det bedre ikke at nære noget håb end at nære falske forhåbninger. Det er derfor vigtigt at finde ud af om forskerne har ’mistet jordforbindelsen’ når de hævder at universet vrimler med beboede planeter.

[Tekstcitat på side 5]

Har forskerne ’mistet jordforbindelsen’ når de hævder at universet vrimler med beboede planeter?