Hvordan ser fremtiden ud for arbejderbevægelsen?
Af „Vågn op!“-korrespondent i Canada
„HVOR rigdom bygges op, går mennesker i forfald,“ har en digter sagt. Ikke desto mindre føler mange sig draget af udsigten til stadig voksende materiel rigdom. Noget sådant lå bag da kapitalismen, sådan som vi kender den, opstod, hvilket skete i middelalderen.
Da industrialiseringen tog fart blev det særlig tydeligt at kapitalismen ofte medførte en forringet livskvalitet for mange. For at beskytte sig selv dannede arbejdere i mange lande fagforeninger. Arbejderbevægelsen opstod overalt hvor kapitalismen trivedes.
Nu er der imidlertid nogle, både blandt arbejderbevægelsens kritikere og dens tilhængere, der er bekymrede for at hele denne bevægelse er i forfald. Spalteredaktøren Anthony Westell skriver: „Arbejderbevægelsen lever i fortiden og har hverken viljen eller evnen til at forandre sig.“ Avisen The Economist har under overskriften „Broderskaren skrumper ind“ skrevet at medlemstallet i de engelske fagforeninger på fem år er dalet med „mindst to millioner“. Professor Adolf Sturmthal ved University of Illinois taler om „en krise i den internationale arbejderbevægelse“.
Statistikkerne synes at bekræfte disse antagelser. I Japan Quarterly rapporteres der om en nedgang i antallet af Japans organiserede arbejdere fra 32 procent i 1960 til 29 procent i 1984. I USA var der sket en nedgang fra 33 procent til 19 procent. I England og Vesttyskland skal medlemstallet have været stigende, men The German Tribune skriver at „billedet ikke er så rosenrødt som tallene kunne antyde“. Avisen peger på medlemmernes manglende engagement og stigningen i antallet af uorganiserede sektorer i erhvervslivet. Det australske tidsskrift Far Eastern Economic Review siger at skønt fagforeningerne i Australien har et medlemstal på 55 procent, er disse alligevel „præget af uro, for ikke at sige krise“.
Problemer inden for arbejderbevægelsen
Hvis arbejderne skal nå deres mål må de være enige. Men mange arbejderbevægelser er langtfra enige. Londonavisen The Times skriver at det med den ændrede arbejdsholdning „vil være mistænkeligt hvis de enkelte arbejdere fremsætter deres egne synspunkter; den slags er der ikke plads til“. Strejker i Australien skyldes ofte stridigheder fagforeninger imellem. I Canada har fagforeningernes indbyrdes stridigheder efter sigende vakt vrede hos medlemmerne på grund af en USA-støttet fagforenings pressionsmetoder. Over 400 fyrede arbejdere i Canada beskyldte to fagforeninger for at „torpedere den aftale“ som kunne have reddet deres arbejdspladser.
Et andet internt problem for mange fagforeninger er manglende engagement. Arbejderklassen, der til at begynde med hovedsagelig bestod af håndens arbejdere, udgøres nu i stigende grad af kontorfolk og teknikere. I denne sektor „har fagforeningerne traditionelt haft svært ved at vinde fodfæste,“ skriver Labour Law and Industrial Relations in Canada.
For mange er medlemskab af en fagforening en nødvendighed. Det gjaldt for eksempel en nyuddannet ingeniør der fik arbejde inden for det offentlige. Han har fortalt Vågn op!: „Jeg fik ikke engang at vide at jeg var kommet i en fagforening. Mit navn blev blot opført på medlemslisten. Da der blev holdt en afstemning om hvorvidt vi skulle gå i strejke følte jeg mig neutral i spørgsmålet, så jeg undlod at stemme.“
Korruption og kriminalitet bidrager også til at nogle bliver skeptiske. I New York afslørede en stor retssag mod nogle berygtede bander at visse fagforeninger var stærkt involverede i sagen. Nogle australske fagforeninger hævdes at være „fyldt med kriminelle“. For nylig førte ulovligheder i forbindelse med strejker i Canada til arrestation af over 700, deriblandt en politisk leder.
Problemer uden for fagforeningernes kontrol
Noget af det der frustrerer fagforeningsledere er faktorer der ligger uden for deres kontrol, som for eksempel det at hele samfundets struktur er i opløsning. Kammeratskabet blandt fagforeningsmedlemmerne er også på retur. En mand der i 49 år havde været kedelsmed og for en tid tillidsmand på en fabrik, har til Vågn op! fortalt hvor lidt hans pensionering betød for hans fagforeningskammerater. „På min sidste arbejdsdag indsamlede de 250 kroner. Et par af mændene gav mig hånden, og det var det. En overgang under depressionen var jeg fyret, og manglede derfor seks måneder i at have været der i 50 år, så jeg fik ikke det obligatoriske guldur!“
Fremmedgørelsen skyldes til en vis grad at man ikke er forblevet tro mod de historiske idealer. Nogle fagforeningsforetagender er vokset til mægtige imperier hvorved fagforeningen selv er blevet en magtfuld arbejdsgiver. Gerald Stewart har sagt i The Canberra Times: „Fagforeningerne mistede deres moralske ret til at kritisere kapitalismen da de begyndte at efterligne dens mindre flatterende sider.“
Indførelse af ny teknologi samt økonomisk nedgang kan resultere i færre arbejdspladser ved samlebåndene. Bladet Time har skrevet at der i Milwaukee i USA er sket et fald i antallet af manuelle arbejdspladser fra 223.600 i 1979 til 171.300 i 1986. Dertil kommer at de unge med særlige uddannelser tiltrækkes af nye former for arbejde, og fagforeningen er ikke altid relevant for disse individualiserede job.
Nogle ansatte kræver mere end blot penge i lønningsposen. Men daginstitutionspladser, kortere arbejdsuge, fleksible arbejdstider, deltidsarbejde og sundhedsprogrammer gavner kun visse kategorier af ansatte. Det er vanskeligt for en enkelt organisation at tilfredsstille alles behov. Desuden kommer arbejdsgiverne ofte fagforeningerne i forkøbet ved selv at tilbyde deres ansatte sådanne goder.
I nogle lande bliver fagforeningernes politiske eller religiøse engagement kritiseret af medlemmerne. De ønsker måske ikke at deres medlemskontingent skal bruges til at støtte noget som de ikke går ind for. Domstolene i Canada har givet et fagforeningsmedlem medhold i at vedkommende kunne nægte at betale fagforeningskontingent af denne årsag.
Fagforeningernes mest slagkraftige våben er strejker, men dette våben er ikke mere så effektivt som det har været. I Canada har en justitsminister i en af delstaterne krævet at man fratog politiet retten til at strejke, og Quebec har indført strenge love for at forhindre ulovlige strejker i sundhedssektoren. I De Forenede Stater greb forbundsregeringen ind og opløste flyveledernes fagforening da dens medlemmer nedlagde arbejdet. Andre lande, som for eksempel Australien, har tvungen voldgift.
Nogle arbejdsgivere har udviklet metoder til at komme uden om fagforeningerne. Flere store firmaer har proforma erklæret sig konkurs for at slippe ud af nogle besværlige arbejdskontrakter. Andre har sagsøgt fagforeningerne for chikanerier, mens andre igen har slået sig sammen for at gøre fælles front mod fagbevægelsen.
Forsøg på tilpasninger
I mange henseender er de behov som oprindelig medførte dannelsen af arbejderbevægelsen, så godt som dækket. Lovgivningen — hjulpet på vej af organiseret arbejdskraft — beskytter nu børn, fastsætter mindstekrav i ansættelsesforhold og sikrer overenskomstforhandlinger. Men fagforeningslederne tager storindustriens magt samt visse landes voksende arbejdsløshed som et tegn på at der fortsat er behov for dem.
Nye generationer af fagforeningsledere prøver at samle ny opbakning. I erkendelse af at fagforeningerne ikke længere er så populære i visse dele af offentligheden, siger en fagforeningsformand at „fagforeningslederne i dag gør mere ud af forberedelse og research“ end af at slå i bordet. Hvis de skal opnå succes vil det kræve organisationsmæssige forandringer i fagforeningerne og nye fremgangsmåder.
I visse erhverv har arbejderbevægelsen tilpasset sig og derfor overlevet. Bilfabrikanter har opnået mange indrømmelser fra industriens fagforeninger i forsøget på at øge produktiviteten. Virksomheder der nedskærer arbejdsstyrken og lader robotter overtage arbejdet, har også opnået fagforeningernes billigelse. „Det bekymrer os naturligvis,“ indrømmer en fagforeningsmand i den forbindelse, „men vi føler også at vi har udrettet noget, at vores folk har været med til at bestemme udviklingen.“
Skønt nogle fagforeninger modsætter sig bestræbelserne for at reducere arbejdsstyrken, har andre indgået kompromiser med ledelsen og eksperimenteret med jobdeling eller jobrotation. Det er Sømændenes Internationale Forbund i Canada et eksempel på. Et forsøgsprojekt går ud på at lade hold på fem mand arbejde på skift, sådan at hver mand arbejder 90 dage ad gangen og derefter holder fri i 30 dage. „Den væsentligste fordel er at flere sømænd kommer i arbejde,“ skriver Torontoavisen Globe and Mail.
Der har tydeligvis været problemer med at organisere nogle større industriforetagender, men fagforeningerne har stadig succes blandt mindre arbejdsgivere. I en canadisk delstat var det kun 42 nye medlemsvirksomheder ud af 704 der i løbet af et år havde mere end hundrede ansatte. „Men de dage hvor fagforeningerne kunne føje store skarer af nye medlemmer til deres lister, er i de fleste tilfælde forbi,“ siger en iagttager.
Mange af årsagerne til det ’forfald’ man ser inden for arbejderbevægelsen ligger uden for menneskers kontrol, hvilket også er tilfældet med det forfald man ser i samfundet som helhed. Mænd og kvinder der drages til arbejderbevægelsen af et ønske om at skabe en bedre verden, fortjener anerkendelse for deres oprigtige bestræbelser for at hjælpe deres medmennesker. Rettænkende mennesker værdsætter sådanne bestræbelser for at sikre bedre arbejdsvilkår. Men den tilstand som vore dages fagforeninger befinder sig i, er blot endnu et eksempel på at menneskeskabte institutioner — trods deres gode hensigt — er kommet ud af kurs i disse kritiske tider. — 2 Timoteus 3:1-5.
[Ramme på side 19]
Kapitalisme
Ifølge én ordbog er kapitalisme et system hvori „midlerne til produktion og distribution er privatejede og drives af profithensyn“.
Jakob Fugger, en velhavende forretningsmand i middelalderen der boede i Augsburg i Tyskland, drev også et generalagentur for paven til indsamling af afladspenge. Historikeren Erich Kahler mener at kapitalismen opstod med Jakob Fugger. Han skriver:
„Nogle af vore dages økonomer og sociologer har forsøgt at bevise at kapitalismen kan spores helt tilbage til Babylon. Men det de har fundet er ikke kapitalisme. Kapitalisme er ikke det samme som rigdom og de økonomiske kræfters frie bevægelighed, det er ikke identisk med det at tjene og låne penge ud eller at foretage investeringer der giver et vist afkast. Alt dette er ikke kapitalisme i sig selv, det kan blot være en livsform som ikke har noget specielt økonomisk sigte. Det hele tjener måske rent menneskelige formål eller hensigter, et ønske om at opnå noget man kan glæde sig over. Men for første gang i historien fik begrebet forretning i sig selv — det at tjene penge, frembringe varer og skrabe materielle midler sammen — nu en sådan magt over mennesket at det med hele sit hjerte og hele sin styrke, hele sit liv nu og i fremtiden, ja, med hele sin person, lod sig opsluge af en rastløs, stadig stigende og fortærende virksomhed, en virksomhed hvis formål det fuldstændig havde glemt.
Det er dette der er kapitalismens begyndelse, kapitalens magt over mennesket, den økonomiske funktions herredømme over menneskehjertet. Det er her økonomiens autonomi begynder, den rastløse, grænseløse rovdrift på naturen og en produktion af varer som ingen mere har tid eller overskud til at nyde. I dag er konsekvenserne af denne udvikling åbenbare.“ — Man the Measure.
[Ramme på side 20]
Arbejderbevægelsens historie
Ordet „arbejderbevægelsen“ står for „lønmodtagernes organiserede bestræbelser for at forbedre deres nuværende eller fremtidige arbejdsforhold“. — The American Peoples Encyclopedia.
Nogle hævder at den første strejke brød ud da de hebraiske slaver i Ægypten nægtede at lave teglsten uden strå; men israelitterne var ikke lønmodtagere, de var trælle. (2 Mosebog 5:15-18) At Paulus sendte Onesimus tilbage til Filemon kan heller ikke overføres på lønmodtagernes situation, eftersom Onesimus var træl. — Filemon 10-20.
Håndværkerlavene der blev dannet i det 14. og 15. århundrede, var sammenslutninger af håndværkere som havde arbejdere og lærlinge i deres brød; disse blev forløberne for fagforeningerne. Allerede i 1383 „sluttede ansatte sig sammen imod deres foresatte,“ hedder det i bogen The History of Trade Unionism.
I England blev den første lov om ansættelsesforhold („Ordinance of Labourers“) indført i 1349 eller 1350. Lærlingeloven (1563) kodificerede arbejdsforholdene i England i generationer. Omkring begyndelsen af det 20. århundrede lempede de fleste lande de love der forbød strejker.
Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, blev grundlagt i 1919 i henhold til Folkeforbundspagtens artikel 23, og eksisterer stadig. ILO’s konventioner er indgået i de fleste landes lovgivning.
I de fleste lande er fagforeninger tilladt ifølge loven. På nogle arbejdspladser er fagforeningsmedlemskab frivilligt, mens det på andre er obligatorisk.