Kan kapitalisme, kommunisme eller socialisme bringe sand lykke?

DET er ikke noget nyt at mennesker har prøvet at opnå lykke ved at stræbe efter materiel velstand. Det var der mange der gjorde i det gamle Grækenland og Rom. Men i hele middelalderen faldt denne livsform noget i miskredit. Hvorfor? Det var hovedsagelig af religiøse grunde.

Enhver gren af samfundet var i middelalderen domineret af kirken. I både den græsk-ortodokse og den romersk-katolske kirke blev fattigdom betragtet som en dyd. Det var en „prøvelse“ som de fattige måtte acceptere. De rige var rige og de fattige var fattige, og sådan havde Gud forordnet det. Den der var frivilligt fattig ansås for „hellig“, og „åger“ (at låne ud mod høje renter) blev fordømt af kirkeloven.

Men samtidig med at den katolske kirke bandlyste de jødiske pengeudlånere, lånte præsterne ved domkirkerne penge ud til store renter. Og pavedømmet blev „middelalderens største finansinstitution“. Sådan var forholdene i en stor del af den periode hvor det feudale og det kirkelige samfundssystem var rådende.

Kapitalismen grundlægges

Da det feudale system opløstes, voksede handelen både i byerne, mellem byerne og mellem de enkelte lande. Tanker og ideer udbredtes mere frit, især efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Den katolske kirkes indflydelse var dalende.

I middelalderen havde katolicismen været den største hindring for udviklingen af et nyt økonomisk system. Og dog fandtes der mod slutningen af middelalderen en voksende kapitalisme i form af handel, fabriksvirksomhed og bankvæsen, inden for de katolske lande. Det var tilfældet i byer som Venedig, Augsburg og Antwerpen.

Så kom reformationen i det 16. århundrede. Det ville nok være at overdrive at sige at reformationen grundlagde kapitalismen, men den frigjorde i hvert fald nogle tanker og ideer som tydeligt var med til at fremme den. Calvinisterne, for eksempel, betegnede ikke almindelig forretningsfortjeneste som „åger“. Visse protestantiske retninger tilskyndede ligefrem folk til at arbejde hårdt, så de kunne opnå et bedre liv og dermed bevise at de hørte til „Herrens udvalgte“. Man anså succes i forretningslivet for at være et udtryk for Guds velsignelse. Den rigdom man opnåede blev en „kapital“ som man kunne investere i sit eget forretningsforetagende eller i andres. Den protestantiske morallære om flid og sparsommelighed bidrog således til at kapitalismen greb om sig.

Det er derfor ikke overraskende at det kapitalistiske økonomiske system blev hurtigere udviklet i de protestantiske lande end i de katolske. Men den katolske kirke indhentede hurtigt det forsømte. Den tillod kapitalismen at brede sig i de lande hvor den havde magt og indflydelse, og den blev selv en yderst rig kapitalistisk organisation.a

Kapitalismen var uden tvivl et fremskridt i forhold til det feudale system, om ikke for andet, så fordi arbejderklassen fik større frihed. Men den medførte også megen uretfærdighed. Skellet mellem rige og fattige havde en tendens til at blive større. I værste fald førte den til udbytning og klassekampe. I bedste fald skabte den i nogle lande et velstående forbrugersamfund med nok af materielle goder. Men den har også skabt en uhyggelig åndelig tomhed, og det er ikke lykkedes den at bringe sand og varig lykke.

Er kommunisme vejen til lykken?

Reformationen var et oprør mod pavedømmets misbrug af magt og position. Men den åbnede for en strøm af ideer der gik langt videre end de første reformatorer havde tænkt sig. Disse ideer måtte — før eller senere — føre til revolutioner på andre områder end det religiøse. Oprøret mod Rom satte ikke kun udviklingen af kapitalismen i gang; det bidrog også til nye tanker inden for videnskab, teknologi og filosofi, hvilket efterhånden førte frem til gudløse læresætninger.

Med opfindelsen af dampmaskinen og andre maskiner bredte kapitalismen sig fra det handelsmæssige til det industrielle område. I sidste halvdel af det 18. århundrede og i det 19. århundrede fik man meget store fabrikker der kunne beskæftige mange arbejdere; dem skaffede man blandt bønder, håndværkere, ja endog blandt børn. Men kapitalismen, hvor det ene menneske udnytter det andet, førte til at der opstod arbejderbevægelser og revolutionære filosofier såsom kommunismen.

Teoretisk er „kommunisme“ en samfundsorden „hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet og . . . produktionen og dens fordeling er organiseret således at enhver yder efter evne og nyder efter behov“. (Gyldendals Tibinds Leksikon) I dag er kommunismen i praksis et regeringssystem hvor kun ét parti er tilladt, og hvor staten har ejendomsretten og kontrollerer økonomien.

For millioner af fattige i hele verden syntes kommunismen at give håb om et bedre liv. Den syntes at være det bedste middel til udligning af de tydelige sociale forskelle det kapitalistiske system havde skabt. Mange var endda indstillet på at give afkald på et umiddelbart håb om frihed hvis de, ved hjælp af en revolution, kunne opnå bedre levevilkår. Friheden ville de få senere, tænkte de. Men nu er der gået mange år. Det kommunistiske regeringssystem har haft tid til i mange lande at vise hvad det formår. Resultaterne har været skuffende — selv hvad angår materiel velstand, for slet ikke at tale om frihed og lykke.

I den vestlige verden har mange unge — og også nogle ikke helt så unge — i flere år følt sig tiltrukket af den kommunistiske ideologi. Men de vedvarende dårlige nyhedsmeddelelser der siver ud fra mange kommunistiske lande samt flygtningestrømmen, der kun går den ene vej, har frataget mange deres illusioner.

Er socialismen vejen?

Ordet „socialisme“ kommer af det latinske ord socius, der betyder „kammerat“. Det blev først brugt i England i begyndelsen af det 19. århundrede, og lidt senere i Frankrig. Det blev anvendt om de socialistiske teorier der blev fremsat af englænderen Robert Owen (1771-1858) og af franskmændene Saint-Simon (1760-1825) og Charles Fourier (1772-1837).

Owen kritiserede den kapitalistiske produktionsmåde der var baseret på konkurrence og udbytning af arbejderne. Han gik ind for et kooperativt system med små selvforsynende, socialistiske samfund, hvor mænd og kvinder kunne bo og nyde frugten af deres arbejde inden for både landbrug og industri. Han fik oprettet flere samfund i Skotland og Irland, ja, selv i USA. Men de opløstes efterhånden.

I Frankrig gjorde Fourier sig til talsmand for oprettelsen af mønstersamfund, de såkaldte falanstères, hvor folk skulle arbejde med det de havde lyst til. I modsætning til Owen, der accepterede statens mellemkomst ved oprettelsen af sine samfund, mente Fourier at hans system skulle fungere på fuldstændig frivillig basis. Medlemmerne af hans samfund skulle endvidere aflønnes efter det de havde udrettet, og den private ejendomsret skulle bevares. Fourier troede han havde fundet frem til en samfundsorden der svarede til menneskets inderste ønsker i dets søgen efter lykken. Flere af Fouriers elever oprettede sådanne småsamfund i Europa og USA. Men også de gik i opløsning.

Franskmanden Saint-Simons tanker lå nærmere vor tids socialisme. Han slog til lyd for kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne i et samfund der skulle styres af eksperter inden for videnskab, teknik, industri og økonomi. Han mente at et samarbejde mellem videnskaben og industrien ville frembringe et nyt samfund hvor folk ville have lige mulighed for at opnå velstand i forhold til deres evner og mængden og kvaliteten af deres arbejde.

Selv om ingen af disse tidlige socialistiske ideologier slog igennem, banede de dog vejen for senere bevægelser. De var tidlige røster som gik forud for vor tids socialisme, der er en „samfundsorden der bygger på kollektiv ejendomsret til jord og produktionsmidler, således at produktion og fordeling af materielle goder er underlagt samfundsmæssig styring og kontrol“. (Gyldendals Tibinds Leksikon) Dens fundamentale mål ligner kommunismens, men vor tids socialdemokratisme adskiller sig dog fra marxismen ved at den går ind for gradvise reformer i modsætning til revolution og étpartisystemer.

Skønt socialismen måske i større grad respekterer den enkeltes frihed, er det dog ikke lykkedes den at skabe international fred og lykke. Hvorfor ikke?

Hvorfor er bestræbelserne mislykkedes?

Socialismen har ikke kunnet holde stand mod nationalismen. Angående Anden Internationale, en sammenslutning af socialistiske partier og fagforbund der stiftedes i 1889, læser vi at den „udsendte mange bevægende og gribende manifester mod krig, men da der udbrød krig [i 1914] viste den sig magtesløs. De fleste landes socialistiske partier og fagforbund stillede sig på deres egen regerings side og fraveg derved tanken om den internationale arbejderklasses solidaritet“. — Encyclopædia Britannica.

Siden da har den socialistiske bevægelse fortsat udviklet sig i forskellige retninger og har betydet noget forskelligt for forskellige mennesker. I hele verden bruges betegnelsen „socialistisk“ af mange forskellige regeringer, hvoraf nogle kun adskiller sig meget lidt fra „progressivt konservative“ regeringer, hvorimod andre er autoritære og endda totalitære. Ordet „socialistisk“ har derfor mistet meget af sin betydning for mange oprigtige mennesker som troede socialismen ville føre til et verdensomspændende broderskab i et klasseløst samfund med materiel velstand og lykke.

Det er derfor ikke mærkeligt at den franske fagforeningsleder Edmon Maire har skrevet følgende i avisen Le Monde: „Arbejderbevægelsens drøm om at skabe socialisme er blevet til en historisk fiasko . . . der [har] fået mange af de kæmpende — både arbejdere og intellektuelle — til at opgive selv de håb de først ventede indfriet langt ude i fremtiden. . . . Det ser ud til at det især er blandt de unge denne svækkelse af det socialistiske håb gør sig gældende.“

Mennesker er altså blevet skuffede i deres søgen efter en samfundsorden der ville give dem materiel velstand og sand lykke, uanset om de har vendt sig til kapitalismen, kommunismen eller socialismen. Den amerikanske sociolog Daniel Bell indrømmer: „For den radikale intelligentsia har de gamle ideologier mistet deres troværdighed og overbevisningskraft. Blandt seriøse hjerner er det efterhånden kun de færreste der tror at nogen kan fastlægge en færdig model og indføre den totale samfundsharmonis Utopia ved social ingeniørkunst.“ — The End of Ideology.

Det er helt naturligt at vi ønsker materiel velstand og menneskelig lykke. Hvorfor har de økonomiske og politiske systemer da ikke kunnet give os det? Den næste artikel vil behandle dette spørgsmål.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 7]

Mange er blevet skuffede over kommunismen, hvilket tydeligt fremgår af flygtningestrømmen

[Ramme på side 8]

Kapitalisme

Et økonomisk system hvor alle eller de fleste produktionsmidler samt produktionen og fordelingen af materielle goder (jord, miner, fabrikker, jernbaner, osv.) ejes af privatpersoner og organiseres med henblik på profit. Ejerne (kapitalisterne) ansætter folk uden kapital (arbejdere) til at udføre arbejdet

Kommunisme

En samfundsorden hvor samfundet eller staten har al ejendomsret samt organiserer og kontrollerer økonomien, og hvor kun ét parti er tilladt

Socialisme

En samfundsorden der bygger på kollektiv ejendomsret til jord og produktionsmidler, således at produktion og fordeling af materielle goder er underlagt samfundsmæssig styring og kontrol; i den vestlige verden adskiller den sig fra kommunismen ved at den går ind for gradvise reformer inden for et demokratisk samfund

[Illustration på side 6]

Barn der arbejder i en kulmine i England i 1842