Våben — En leg med livet
DEN lange række af røde beboelseshuse summer af liv. Alt er normalt igen. Stilheden brydes ikke længere af den umiskendelige lyd fra automatisk og halvautomatisk skyts. Borte er også skæret fra de ildglimt der fulgte geværsalverne, som kastede sære skygger i mørket og oplyste de dunkle gader. Kugler fra skyderier gennem årene har boret sig dybt ind i de gamle facademure og fyldt dem med huller.
Politi og lægepersonale er godt kendt med disse gader. Efter en række mord, selvmord, tilfældige skudvekslinger og røverier har man konfiskeret et våbenarsenal der kunne have forsynet en mindre politistyrke. Postbude og renovationsfolk nægter at gøre tjeneste i kvarteret af frygt for at blive fanget i krydsild. Selv om forældre holder deres børn inden døre, hænder det alligevel at børn bliver dræbt af geværkugler der med vilje eller ved uagtsomhed affyres mod vinduer og mure og rikochetterer gennem lejlighederne.
Hvis du bor i en storby er det meget sandsynligt at du kender til sådanne forhold, hvis ikke som øjenvidne så måske gennem tv-avisen. I mange byer er skyderier så almindelige at de ikke engang bliver omtalt i den lokale presse. Ofte drukner omtalen af disse hændelser fuldstændig i strømmen af beretninger om de alt for mange massemord — i andre byer eller i andre egne af verden — som hver dag kæmper om pladsen i nyhedsmedierne.
Et massemord i Californien vakte for eksempel opmærksomhed mange steder i verden. En pistolmand affyrede hundrede skud med et maskingevær mod en gruppe skolebørn og nåede at dræbe 5 og såre 29 inden han skød sig selv med en pistol. Ligeledes har man i Europa og De Forenede Stater kunnet læse den chokerende beretning fra England om en sindssyg mand der mejede 16 personer ned med et AK-47 maskingevær. I Canada trængte en mand, optændt af had til kvinder, ind på Montreals Universitet og skød 14 tilfældige kvinder.
De fleste skuddrab, uanset om de er planlagte eller hændelige, bliver dog sjældent kendt uden for den by hvori de har fundet sted, medmindre antallet af omkomne er særlig stort.
Våbenmysteriet
Både lokale, nationale og internationale politimyndigheder står rådvilde over for den tiltagende bølge af drab, som skyldes det store antal pistoler og større automatiske og halvautomatiske våben der efterhånden er kommet kriminelle og sindsforvirrede personer i hænde. Den internationale forening for politichefer anslår at der i De Forenede Stater alene findes mellem 650.000 og 2.000.000 automatiske og halvautomatiske skydevåben „hos kriminelle elementer — en hel hær af hårde drenge der i næsten alle tilfælde vil have fordelen på deres side i en skudduel,“ oplyser U.S.News & World Report.
Man anslår at der i De Forenede Stater findes skydevåben i omtrent hver anden husstand. Selv om det ikke er muligt at fastslå det nøjagtige antal privatejede skydevåben i den amerikanske befolkning, har man for nylig beregnet at 70 millioner amerikanere ejer cirka 140 millioner rifler og 60 millioner pistoler. „Antallet af privatejede skydevåben er så stort at der næsten findes ét for hver mand, hver kvinde og hvert barn i landet,“ hedder det i U.S.News & World Report. Er det ikke uhyggeligt?
Også i Europa er civilbefolkningen blevet som en bevæbnet militærlejr. I England forsøger man at få styr på våbenproblemet samtidig med at flere og flere utiltalende elementer væbner sig til tænderne. I Vesttyskland anslår man at illegale skydevåben udgør mere end 80 procent af det samlede antal våben der findes blandt folk. En del af disse illegale våben er, ifølge rapporter, stjålet fra våbenarsenaler hos „forbundspolitiet, grænsepolitiet, forbundshæren og NATO“. Schweiz er efter sigende det land i verden hvor der er flest våben blandt civilbefolkningen. „Enhver borger i Schweiz har lov til at have sine egne våben, og enhver mand i den værnepligtige alder skal i sit hjem opbevare et gevær med endnu større slagkraft end det der blev anvendt ved massakren i Californien,“ oplyser The New York Times for 4. februar 1989.
Få dage tidligere kunne man i The New York Times læse at i San Salvador er „pistoler i mændenes bælter lige så almindelige som punge. Supermarkederne, der bliver overvåget af bevæbnede vagter, kræver at kunderne efterlader deres våben i bokse ved indgangen“. Ifølge bladet Asiaweek for 10. februar 1989 har den filippinske regering indrømmet at der findes mindst 189.000 illegale skydevåben i landet. „Når man lægger dette tal til antallet af registrerede våben, der udgør 439.000, betyder det at civilbefolkningen råder over langt flere våben end hæren, der har omtrent 165.000 skydevåben,“ oplyser bladet, og tilføjer at man „hver eneste uge konfiskerer illegale våbenforsendelser i Manilas havn og i den internationale lufthavn“.
Selv i det fredelige Canada, hvor straffeloven sætter skarpe grænser for det at besidde og bruge skydevåben, er antallet af overtrædelser af våbenloven stigende. I slutningen af 1986 fandtes der omkring 860.000 registrerede skydevåben i Canada. Heri er ikke medregnet private samlinger af automatiske våben som er anskaffet før 1978. En erfaren embedsmand i det canadiske politi siger med undren: „Jeg gad nok vide hvorfor borgere i Canada føler et behov for at eje en pistol, en riffel eller et gevær.“
Da den amerikanske regering for nylig iværksatte et midlertidigt forbud mod import af halvautomatiske våben, fik det helt uventede konsekvenser. Desperate kunder stod i kø i timevis for at købe de våben der endnu fandtes i våbenforretningerne rundt omkring i landet. „Det er som om hele Oklahoma er kommet på benene,“ sagde en kunde der stod i kø for at købe et af de sidste automatiske våben der var på lager. Før importforbudet kunne disse våben købes for omkring 100 dollars stykket, nu betaler folk helt op til 1000 dollars. „Vi sælger 30 af disse geværer om dagen . . . Folk køber alt hvad vi har, ja, alt hvad de kan få fingre i,“ udtalte en glad forretningsindehaver. En anden våbenhandler sagde: „Resultatet af forbudet er at de har fået anbragt et skydevåben i hvert eneste hjem.“
En lov i staten Florida tillader at indehavere af pistoler bærer deres våben offentligt, i bæltet eller skjult på kroppen. Nogle frygter at dette vil medføre spontane skyderier på gaderne, som levn fra det vilde vesten. En talsmand for myndighederne i Florida har sagt: „Det vi i virkeligheden siger er: ’Vi kan ikke beskytte jer længere. Anskaf jer et våben og skyd det bedste I har lært.’“ Og at dømme efter salget af skydevåben er det netop hvad folk i tusindvis har beredt sig på.
Hvad er grunden til denne pludselige forkærlighed for skydevåben — hvoraf nogle er så kraftige at de kan skyde gennem betonmure og affyre 900 skud i minuttet, våben som udelukkende er konstrueret til militær brug? Nogle sagkyndige siger at skydevåben formidler en form for „seksuel tiltrækningskraft“ der gør dem særlig attraktive for mænd. „Det opfattes som et symbol på virilitet at bære det største, uhyggeligste og mest slagkraftige skydevåben man kan få,“ siger en embedsmand. „Især blandt mænd forbindes skydevåben med en mystisk tilbagevenden til ungdommens kraft,“ skriver en journalist. Nogle bankvirksomheder har benyttet sig af denne mystiske effekt ved at tilbyde pistoler i stedet for renter af indlån. Efter sigende er denne idé blevet særdeles populær hos kunderne.
Salget af skydevåben er i hastig fremgang i hele verden. Hvornår vil det standse? Når alle mænd har et eller flere skydevåben? Men er det kun mænd der interesserer sig for den slags? Overvej de tankevækkende oplysninger i den følgende artikel.