Våben — En leg med døden

„DE TROR,“ siger en højtstående politiembedsmand, „at de kan holde hvem som helst i skak ved blot at rette en pistol mod vedkommende. Når truslen så ikke virker, tøver de — ligesom mange politifolk vil tøve — i en brøkdel af et sekund med at bruge deres våben, og bøder med livet“. En amerikansk kommissær for offentlig sikkerhed siger: „Mange mennesker har ikke gjort sig klart at det at eje et skydevåben indebærer at man måske må leve resten af livet med tanken om at have dræbt et andet menneske. Hvis man ikke virkelig er besluttet på at skyde først, er det farligere at have et våben end slet intet.“

Endelig skriver en kvindelig journalist der er i nær familie med en politimand og selv er mesterskytte: „Med blot en smule omtanke bør vi kunne indse at alle disse smarte våben ikke vil medføre færre men flere problemer.“ „Mon de kvinder der køber disse ’smukke’ våben nogen sinde har set en der er blevet skudt gennem panden? Det ser bestemt ikke smukt ud. Har de mon nogen sinde set en mand der har fået ansigtet skudt væk?“ Eller, spørger hun: „Ville de kunne sigte lige mod hjertet?“

Hvor hurtigt ville du egentlig kunne få fat i dit skjulte skydevåben, hvis du pludselig blev overfaldet af en forbryder? Hør hvad den førnævnte kvindelige journalist selv har erfaret: „Da jeg blev overfaldet — af en sindssyg narkoman med en slagterkniv i hånden — fik jeg kniven for struben før jeg nåede at høre eller se overfaldsmanden. Hvis jeg så meget som havde grebet efter en pistol, hvem havde mon så vundet den dyst?“ Derefter tilføjer hun: „Jeg kunne aldrig drømme om at anskaffe en pistol til at forsvare mig med. Det er ikke af moralske men af praktiske hensyn.“

Overvej følgende: I de „forholdsvis sjældne skudvekslinger mellem beboere og indbrudstyve kan det meget vel vise sig at tyven har større træning i at bruge sin pistol end offeret, der så ender på lighuset,“ hedder det i bladet Time for 6. februar 1989. Og uanset hvor afskrækkende et skydevåben måtte virke på en forbryder, bliver denne fordel helt overskygget af de negative følger det kan få at have et sådant våben i huset. Tænk blot på faren for selvmord. I en periode på tolv måneder var der alene i De Forenede Stater 18.000 personer der skød sig selv.

Man kan ikke med sikkerhed fastslå hvor mange af disse selvmord der er begået impulsivt, fordi der har været let adgang til skydevåben i en taske eller kommodeskuffe. Ét er imidlertid sikkert: den lette adgang til et skydevåben har bevirket at nogle ikke har fået tilstrækkelig tid til at tænke sig om, og derved redde livet. Antallet af personer i hele verden der begår selvmord på denne måde er uhyggelig stort.

Bladet Time for 17. juli 1989 oplyser at i den første uge af maj 1989 var der alene i De Forenede Stater 464 personer der skød sig selv. „I løbet af dette år vil yderligere 30.000 dele skæbne med disse,“ skrev Time. Bladet oplyste at der „i løbet af to år dør flere amerikanere af skudsår end det antal der foreløbig er døde af AIDS. Og i løbet af to år falder flere amerikanere for skydevåben end der faldt i hele Vietnamkrigen.“

Forældre der har skydevåben i hjemmet må selv bære ansvaret hvis deres børn bruger disse våben til at tage enten deres eget eller andres liv med. En avis skrev: „Stigningen i 1988 i antallet af selvmord blandt unge kan i nogen grad sættes i forbindelse med den lettere adgang til skydevåben der er følgen af at mange forældre anskaffer sig våben for at kunne beskytte deres hjem, siger politiet. . . . Hvis man har et skydevåben i hjemmet er der en reel mulighed for at et barn en skønne dag får fat i det.“ „Sidste år [i 1988] skete det i mere end 3000 tilfælde at børn skød andre børn,“ oplyste en amerikansk tv-udsendelse i juni 1989.

Mon forældre altid tænker over hvor de gemmer deres skydevåben? En fader vidste for eksempel udmærket hvor han gemte sit våben, men det gjorde hans ti-årige søn også. „Han ladede sin faders kraftige jagtriffel, hvorefter han skød en pige der havde pralet med at hun var bedre til videospil end han.“ (The New York Times for 26. august 1989) Ved du hvad dit barn har i sin madkasse, ud over mad naturligvis, når du sender det i skole? Kunne det være din pistol? Hvordan mon forældrene til en femårig dreng har følt det, da skolen gjorde dem opmærksomme på at man i børnehaven havde taget en skarpladt kaliber .25-pistol fra deres søn, mens han befandt sig i en kantine som var fyldt med flere hundrede børn?

Senere samme år blev et seksårigt barn i første klasse grebet i at vise en skarpladt pistol frem. Nogle få uger senere blev en 12-årig anholdt for at bære en skarpladt pistol i skolen. Disse episoder fandt sted inden for samme skoledistrikt. I Florida var en skoleelev ikke så heldig at undgå de frygtelige konsekvenser af en ladt pistol i hænderne på et barn. Hun blev skudt i ryggen da en 11-årig pige ved et uheld kom til at affyre en pistol hun havde taget med i skole for at vise sine kammerater.

„Vore små seksårige elever er næsten alle sammen klar over at der findes skydevåben i deres hjem,“ siger en skoleinspektør. „Mange af dem har oplevet hvad et skydevåben kan udrette,“ siger en lærer for en tredjeklasse. „Måske har en fader, en onkel eller en broder mistet livet for sådan et våben,“ siger han. På nogle skoler har man fundet det nødvendigt at installere metaldetektorer der kan afsløre skydevåben som selv de yngste elever har med sig, for ikke at tale om de store elever! Bør forældre ikke bære ansvaret for deres børns handlinger, navnlig forældre der har skydevåben i hjemmet hvor deres børn kan finde dem?

Nogle forældre beroliger måske sig selv med at deres våben er gemt et sted hvor deres børn eller andre ikke kan finde dem. Desværre har døde børn bevist at deres forældre tog fejl. Tænk også på dette indlysende forhold som en politichef har gjort opmærksom på: „Man kan ikke opnå begge dele. Hvis man gemmer sin pistol sådan at børn, gæster eller andre ikke uforvarende kan komme til skade med den, vil man ikke kunne nå at få fat i den i de nødstilfælde man oprindelig har anskaffet den for.“

Politiet anslår at hvis en pistol i hjemmet nogen sinde bliver brugt, „er der seks gange større sandsynlighed for at den bliver rettet mod et familiemedlem eller en bekendt end mod en forbryder,“ oplyser bladet Time. „En hustru eller moder tror måske at hun hører en indbrudstyv og ender med at skyde sin mand eller søn der kommer sent hjem,“ siger en kommissær for offentlig sikkerhed. ’Hvad kan folk da gøre for at beskytte deres hjem?’ blev han spurgt. „Måske er den bedste måde at beskytte sig på at være villig til at give afkald på nogle ejendele frem for sit liv. De fleste røvere og indbrudstyve kommer for at stjæle, ikke for at dræbe. De fleste skuddrab i hjemmene bliver begået med husejerens eget skydevåben. Folk i byerne burde hellere prøve at beskytte sig ved at danne lokale vagtværn.“ Endelig bør ejere af skydevåben spørge sig selv om de i en given situation virkelig vil tage et andet menneskes liv for at redde nogle få værdier i hjemmet, tasken eller pungen.

Det klogeste vil være ikke at tage kampen op imod en der truer dig på livet for materielle værdiers skyld. Dit liv er langt mere værd!