Et nyt skisma

Af Vågn op!-​korrespondent i Frankrig

DEN 30. juni 1988 vil gå over i den romersk-katolske kirkes historie som dagen da den franske ærkebiskop Marcel Lefebvre trodsede Vatikanet ved at bispevie fire præster på sit seminarium i Schweiz, hvor han underviste efter gammelkatolsk praksis. Handlingen udløste en ekskommunikation af Lefebvre og de fire nye biskopper og gav anledning til det første skisma i den katolske kirke siden 1870, det år da de såkaldte gammelkatolikker brød med moderkirken på grund af spørgsmålet om pavens ufejlbarhed.

Kimen til splittelsen

Kløften mellem Vatikanet og ærkebiskop Lefebvres højrekonservative katolske bevægelse var med tiden blevet stadig større. Kimen til skismaet skal søges ved Det Andet Vatikankoncil, sammenkaldt fra 1962 til 1965 af pave Johannes XXIII, der havde opstillet to målsætninger. Den ene blev kaldt aggiornamento (ajourføring), og den anden sigtede mod en genforening af alle de såkaldte kristne kirker.

Ærkebiskop Lefebvre deltog som katolsk gejstlig i koncilet, men tog afstand fra begge målsætninger. Som renlivet traditionalist mente han, og mener han stadig, at den katolske kirke ikke trænger til nogen ajourføring. Han bekender sig helhjertet til den traditionelle katolske opfattelse: „Uden for kirken ingen frelse,“ og er derfor overbevist om at „kristne“ kun kan genforenes ved at alle ikkekatolikker slutter sig til den romersk-katolske kirke.

Imod religionsfrihed

Et år efter ekskommunikationen erklærede ærkebiskop Lefebvre på sine konservative forbundsfællers vegne: „Vi er kategorisk imod tanken om trosfrihed og dens følger, især økumenismen, som jeg personligt finder uantagelig.“

Det var langtfra nye toner. Lefebvre fulgte blot trofast den katolske tradition. Den 15. august 1832 udsendte pave Gregor XVI rundskrivelsen Mirari Vos, hvori han fordømte religionsfriheden som en „misforståelse, eller rettere en galskab“. Toogtredive år senere offentliggjorde pave Pius IX sin Syllabus Errorum, der fordømte den opfattelse at „hvert menneske har frihed til at antage og bekende den tro som han i lyset af fornuften mener er sand“.

Ved at forkaste økumenismen viste ærkebiskop Lefebvre blot at han holdt sig til den opfattelse i katolsk dogmatik som går ud på at der kun findes „én, hellig, katolsk og apostolsk“ kirke.

Opbragt over „protestantisk“ messe

Ærkebiskop Lefebvre og hans tilhængere har især svært ved at kapere de reformer som Det Andet Vatikankoncil indførte i den traditionelle katolske liturgi. I den oprørske prælats øjne har disse reformer givet messen et „protestantisk“ anstrøg. Han anker ikke kun over at der anvendes nutidssprog i stedet for latin, men mener at man er gået for langt for at tiltrække protestanterne, og at selv den latinske liturgi pave Paul VI godkendte, er „kættersk“.

For at videreføre den traditionelle latinske messe oprettede ærkebiskop Lefebvre i 1970 i den schweiziske by Ecône et præsteseminarium ledet af Sankt Pius X’s Præsteorden, som han grundlagde samme år. Efterhånden som bevægelsen fik vind i sejlene, oprettede han andre konservative katolske seminarier i Europa og Nord- og Sydamerika, hvor i hundredvis af unge mænd får en ultrakonservativ præsteuddannelse.

Trods pave Paul VI’s forbud i 1976 har den oprørske prælat ordineret godt 200 traditionalistiske præster, som celebrerer messen på latin i klostre og i ulovligt besatte katolske kirker.a Vatikanet indrømmer at Lefebvre har cirka et hundrede tusind kampberedte tilhængere, men andre kirketalsmænd mener at tallet ligger nærmere en halv million. Selv hævder Lefebvre at millioner af katolikker deler hans anskuelser.

Behovet for en arvtager

I den katolske kirke kan en biskop ordinere præster, mens paven har eneret på at godkende bispevielser. Den aldrende Lefebvre indså derfor på et tidspunkt at hans præsteorden efter hans død risikerede at stå uden en biskop til at ordinere præster. Øjensynlig i håb om at det ville gå sådan trak Vatikanet forhandlingerne med ham i langdrag og stillede ham til sidst et ultimatum: Enten gik han med til at der blev ordineret en biskop som Vatikanet godkendte, eller også ville han — såfremt han selv foretog en bispevielse — blive ekskommunikeret.

Den 30. juni 1988 bispeviede den oprørske prælat så fire traditionalistiske gejstlige i overværelse af tusinder af tilhængere. Dagbladet International Herald Tribune, der udkommer i Paris, berettede: „Ærkebiskop Lefebvres bispevielse af fire nye biskopper kastede en skygge over et konsistorium [kirkeråd] i Vatikanet hvor paven ophøjede 24 biskopper til medlemmer af kardinalkollegiet. Vatikanet aflyste en særlig koncert for at tilkendegive sin ’dybe smerte’ over ærkebiskop Lefebvres handling. ’Dette er en sorgens dag,’ udtalte [den franske] kardinal Decourtray.“

Dette skisma har ikke blot voldt Vatikanet smerte, men også skabt forvirring og rådvildhed blandt millioner af oprigtige katolikker verden over.

[Fodnote]