Dyreforsøg — Godt eller ondt?
HVIS du hører til de mange millioner der blev født omkring århundredskiftet, er du sikkert udmærket klar over at du har levet længere end dine forældre og den læge eller jordemoder der hjalp dig til verden forventede. Hvis du er født i USA, Canada eller Europa, var din forventede levetid i år 1900 cirka 47 år, og i andre lande var den endnu kortere. Nu til dags er den forventede levealder i mange lande over 70 år.
Ja, meget har forandret sig siden århundredskiftet. Dine bedste- og oldeforældre oplevede hvordan talrige ukontrollable sygdomme tyndede stærkt ud i deres slægtled. For eksempel kostede koppesygdommen hvert år utallige tusinder livet og vansirede millioner af andre. Influenzaerne hærgede — én epidemi alene krævede 20 millioner dødsofre på ét år (1918-1919). Under den tyfusepidemi der fulgte i kølvandet på den første verdenskrig døde tre millioner russere. Og under den anden verdenskrig forekom der plettyfusepidemier i mange andre lande. Man anslår at hver fjerde tyfuspatient døde.
Den frygtelige sygdom børnelammelse, senere kendt som polio, kostede årligt 30.000 mennesker livet og invaliderede tusinder af andre, især børn. Nogle døde som spæde fordi de blev ramt af gastrisk feber, difteri, skarlagensfeber, mæslinger, kighoste eller lungebetændelse. Sygdomslisten synes endeløs. Omtrent hvert tiende barn født i 1915 døde i løbet af sit første leveår. Man kunne hverken operere for hjernesvulster, eller åbne forsnævrede arterier. Lægerne kunne intet stille op over for hjerteanfald, og kræft betød den visse død.
Men gamle dages dødbringende sygdomme er nu overvundet i en sådan grad at vor forventede levetid siden århundredskiftet er øget med cirka 25 år. I store dele af verden har børn der fødes i dag således en forventet levetid på cirka 70 år.
Prisen for at redde liv
Det er glædeligt at de fleste børn og unge er blevet forskånet for en lang række af de dødbringende sygdomme som forkortede mange af deres forfædres liv. Men de befinder sig måske ikke så godt ved tanken om at mange af menneskets lodne venner — hunde, katte, kaniner, aber og andre dyr — er blevet ofret i lægevidenskabens tjeneste ’for at folk i dag kunne leve længere og være sundere,’ som forskerne ofte siger.
Praktisk taget alle sygdomme der i dette århundrede er blevet udryddet eller bragt under kontrol — polio, difteri, fåresyge, mæslinger, røde hunde, kopper og lignende — er blevet overvundet ved hjælp af dyreforsøg. Bedøvelsesmidler, smertestillende midler, intravenøs madning og nye medikamenter, strålebehandling og kemoterapi mod kræft — alle disse (og mange andre) landvindinger er blevet afprøvet og fundet virkningsfulde gennem dyreforsøg.
„Praktisk taget ingen af vor tids vigtige behandlingsmetoder eller operationsteknikker kunne være udviklet uden dyreforsøg,“ udtaler den kendte neurolog dr. Robert J. White. „Eksperimenter på hunde og andre dyr førte til at man lærte at operere på åbent hjerte, transplantere organer og konstruere en pacemaker, samt til at man opdagede insulin og derved fik mulighed for at behandle sukkersyge. Polio . . . er i USA næsten fuldstændig udryddet af vacciner der er færdigudviklet gennem forsøg med aber. Ved hjælp af dyreforsøg har forskerne øget helbredelsesprocenten for børn med akut lymfatisk leukæmi fra fire procent i 1965 til 70 procent i dag,“ oplyser samme læge.
Dyreforsøgenes værdi bekræftes af Harold Pierson, der har arbejdet som assistent for dr. F. C. Robbins ved Western Reserve-universitetet i Cleveland i Ohio. Han har fortalt Vågn op! at man benyttede abenyrer i eksperimenterne med at finde en poliovaccine der kunne indtages gennem munden. Vævet fra én nyre var nok til tusinder af forsøg. Han fortæller: „Aberne blev holdt under humane forhold og var altid bedøvede under indgrebene. Overlagt dyremishandling var der afgjort ikke tale om; men operationerne gjorde dem til ufrivillige ofre for videnskabelig mishandling.“
Hjertekirurgi og Alzheimers sygdom
Som en direkte følge af dyreforsøg har kirurgerne lært at åbne arterier der er blokerede af kolesterolaflejringer, og har derved forebygget mange hjerteanfald — den hyppigste dødsårsag i den vestlige verden. Dyr lægger krop til lægers første erfaringer med at fjerne store hjernesvulster og sy afrevne ben, arme, hænder og fingre på igen. Dr. Michael DeBakey, der foretog den første vellykkede bypass-operation, har sagt: „På mit lægelige forskningsfelt, hjerte-karkirurgien, bygger så at sige hvert eneste banebrydende fremskridt på dyreforsøg.“
Om Alzheimers sygdom har dr. Zaven Khachaturian ved USA’s Nationale Institut for Alderdomsforskning sagt: „For otte år siden stod vi på bar bund, men siden da er der sket utrolige fremskridt i forskningen af Alzheimers sygdom fordi vi har satset stærkt på den grundforskning af hjernens funktioner der er foregået siden 1930’erne.“ Dyreforsøg har været den vigtigste bestanddel af denne forskning, og lægen bemærker at fortsatte fremskridt afhænger af sådanne forsøg.
AIDS og Parkinsons sygdom
For tiden arbejder forskere og immunologer på højtryk for at fremstille en yderst tiltrængt vaccine mod den frygtede sygdom AIDS, som ifølge visse eksperters skøn i 1991 vil koste cirka 200.000 menneskeliv alene i USA. I 1985 lykkedes det videnskabsfolk ved New Englands Regionale Primatcenter at isolere STLV-3-viruset (der forårsager SAIDS, AIDS hos aber) hos nogle makak-aber og overføre det til andre. Dr. Norman Letvin, der er immunolog ved centeret, oplyser: „Nu hvor viruset er blevet isoleret, har vi et forsøgsdyr på hvilket vi kan udvikle vacciner til aber og mennesker. Man kan gøre langt flere erfaringer med ganske få dyr end ved at iagttage hundreder af AIDS-patienter.“
Lægerne på det tilsvarende Yerkes-center ved Emory-universitetet i Atlanta var de første til at påvise at man kunne behandle Parkinsons sygdom ved at implantere dopamin-producerende væv i hjernen. Forsøgene med dette var blevet udført på rhesusaber. Siden 1985 har neurokirurger ved universitetshospitalet udført denne operation på mennesker, og lægerne håber at dette kan føre til et gennembrud i kampen mod denne lidelse.
Mennesket har hos dyrene søgt svar på indviklede spørgsmål om hvordan vi kan forbedre og forlænge vort skrøbelige liv. Men dyreforsøg i lægevidenskabens navn skaber alvorlige etiske problemer uden nemme løsninger.
[Ramme på side 5]
Dyreforsøg — En gammel praksis
DET er ikke kun i vort århundrede at læger og forskere har benyttet dyr for at lære menneskets fysiologi at kende. Dyr har i mindst 2000 år været lægers forsøgsobjekter. Optegnelser fra det tredje århundrede f.v.t. beretter at filosoffen og videnskabsmanden Erasistratos i Alexandria studerede dyrs legemsfunktioner og blev klar over at de svarede til menneskets. I det fjerde århundrede f.v.t. indhøstede den berømte filosof Aristoteles værdifuld viden om menneskelegemets opbygning og funktioner ved at undersøge dyr. Fem hundrede år senere beviste den græske læge Galenos ved hjælp af aber og svin at årerne ikke var luftkanaler, men blodbaner.